Lige rettigheder og muligheder for alle? Desværre ikke i Danmark

Covid-19 afslører ubarmhjertigt, at den sociale ulighed også forplanter sig til ulighed i sundhed, så sårbare boligområder med mange syge, arbejdsløse og etniske minoriteter har rigtig svært ved at få bugt med smitten. Epidemi-lovens indbyggede tvangsforanstaltninger udgør hele tiden en trussel.

Situationen spidser også til i de politisk stemplede “ghettoer” eller “parallelsamfund”, fordi beboerne snart bliver tvunget til at flytte, så deres boliger kan blive revet ned.

Siden regeringen i sommeren 2019 besluttede, at udlændingestyrelsen skulle revurdere opholdstilladelserne for syriske flygtninge fra Damaskus-området, har det skabt enorm usikkerhed og panik blandt mange syriske flygtninge. Damaskus-området er sikkert, påstår den regering, som har lukket sin egen ambassade i den syriske hovedstad på grund af manglende sikkerhed.

Regeringens racistiske retorik, planer om at udlicitere asylbehandlingen til 3. lande, udlændingeminister Tesfayes drøm om, at ingen flygtninge kan søge asyl i Danmark, de umenneskelige udrejsecentre og paradigmeskiftets udrulning i praksis, har alt sammen forandret samfundet så radikalt, at der ikke længere er tale om lige rettigheder og muligheder for alle. Alle dem, som står i skudlinjen, er hårdest ramt.

“Den mindst ringe” er død

Regeringens støttepartier på Christiansborg kan ikke længere nøjes med at indkalde til samråd, stille spørgsmål og stemme imod regeringen, som så skaffer sig et flertal sammen med Venstre og Konservative. Det er heller ikke nok at få en minimal politisk indrømmelse, for at stemme ja til hele pakken. I dag er den socialdemokratiske regering ikke det “mindste onde” – som man ikke kan vælte af frygt for dét, som er værre.

“Udvisningerne af de syriske flygtninge kunne måske blive katalysator for en bredere social utilfredshed, som vi har set det ske overalt i verden siden 2019”

Men det rykker ude i civilsamfundet omkring de mange forskellige Venligbo-grupper, Bedsteforældre, NGO’ere som Mellemfolkeligt Samvirke, enkeltpersoner, kunstnere og antiracistiske grupper samlet i Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.

Vi ser nu en offensiv med borgerforslag, breve til politikerne, debatindlæg, annoncer, demonstrationer og organisering i fuld gang. Det er faktisk lykkedes at sparke døren ind, og sætte solidaritet og menneskelighed i centrum. Det har tvunget regeringen i defensiven på spørgsmålet om de danske børn i Syrien og de syriske flygtninge i Danmark. Mange store, internationale medier omtaler Danmarks enegang, og der er begyndende protester foran danske ambassader. I det socialdemokratiske bagland er der voksende bekymring og kritik af regeringens politik.

Solidaritet i fagforeninger og uddannelser

Næste skridt må nu være at få fagforeninger som FOA og 3F – der organiserer udvisningstruede syrere – til at stå op for deres medlemmers liv, ære og velfærd. Solidariteten må bygges op på arbejdspladserne. Også Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Studerendes Fællesråd og andre uddannelsesorganisationer må stå op for deres medlemmer, for der findes jo masser af syriske gymnasieelever og studerende, som nu er i farezonen.

Dernæst må vi støtte op om Fællesinitiativet mod Racisme og Diskriminations opfordring til at demonstrere i de største danske byer lørdag 19. juni, som optakt til FN’s Internationale Flygtningedag. Kommune- og regions-valget 16. november er også på trapperne, og alle lokale kandidater skal stilles til regnskab for den umenneskelige politik, deres partier fører på Christiansborg.

Vi har tidligere set store mobiliseringer i solidaritet med flygtninge og etniske minoriteter. I 2015 da flygtningene kom gående på motorvejene. Mod paradigmeskiftet i 2018. I 2020, da mordet på George Floyd fik Black Lives Matter-bevægelsen i USA til også at brede sig hertil, og fik mange unge på gaden i kampen mod racisme i Danmark.

Vi må udvikle aktions- og kampformer i retning af kollektive aktioner og strejker. Udvisningerne af de syriske flygtninge kunne måske blive katalysator for en bredere social utilfredshed, som vi har set det ske overalt i verden siden 2019. Vi kunne også f.eks. lade os inspirere af de omfattende skole-strejker, som Greta Thunberg kickstartede; og starte skole-strejker i solidaritet med syriske flygtninge.

Vil vi vinde, må vi fortsætte med at underminere den folkelige opbakning til regeringen – og opbygge en massebevægelse.