Lobbyisme er utilstrækkeligt under kapitalismen

Jeg har siddet i bestyrelsen i Ateistisk Selskab i to år. Jeg har skullet vælges demokratisk på generalforsamlingen, jeg har lobbyet for politikerne, og jeg har arbejdet for en bedre offentlig debat. Jeg troede, at man kunne forbedre debatten gennem demokratisk deltagelse og lobbyisme.

Men jeg fandt ud af, at staten ikke repræsenterer mine klasseinteresser. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov. Men staten er tvunget til at beskytte den herskende klasses interesser. Staten er nemlig et redskab for den herskende klasse til at udbytte arbejderklassen.

Staten er afhængig af de største danske virksomheder, fordi de står for en stor del af skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer. Den herskende klasse er dem, der kontrollerer produktionsapparaterne, energisystemer og investeringer – der findes ikke et præcist tal på antallet af kapitalister i Danmark, men ifølge Oxfam udgør den rigeste procent i Danmark kun 48.000 danskere, mens der er over tre millioner lønarbejdere i Danmark.

Erhvervslivets privilegier

Jeg følte mig dog ikke lyttet til, da jeg sad i bestyrelsen. Jeg havde et stærkt samarbejde med bestyrelsen, men jeg følte, at de greb debatten forkert an. Vores formand, Anders Stjernholm, arbejdede fra Folketinget og havde derfor kontakt til Alternativets folketingsgruppe, som han tidligere har været en del af.

Da Folketinget i 2025 skulle tage stilling til, hvorvidt de skulle stemme for ændringen i trossamfundsloven fra 2018, som vil give flere penge til trossamfund – der ifølge Ateistisk Selskab ”modarbejder fællesskabet” – var Alternativet derfor det eneste parti, der stemte imod. Det fik mig til at føle, at de andre partier ikke var lydhøre overfor spørgsmål om sekularisering. Selv hvis Alternativet havde 90 mandater, ville en adskillelse af stat og kirke stadig være svær at opnå.

Forestil dig, at Ateistisk Selskab overbeviser et folketing­sflertal om at adskille stat og kirke. Næste dag ringer erhvervslivet, fordi de gerne vil fastholde deres private jordforhold — og lovforslaget dør ud i en kommission. Ikke fordi politikerne er korrupte, men fordi de strukturelt er afhængige af kapitalens tillid.

Under kapitalismen vil de herskende idéer i samfundet derfor altid tilhøre den herskende klasse, som Marx og Engels skrev i Den Tyske Ideologi i 1845. I dag er den offentlige debat i høj grad præget af særinteresser, hvor toppen af det private erhvervsliv får privilegier, som giver dem bedre mediedækning, politisk indflydelse og adgang til kapital.

Derfor var politikerne ikke dem, jeg skulle tale til, hvis jeg gerne ville forandre samfundet. Politikerne har nemlig ikke magten i samfundet – jeg bør i stedet tale til mine klassefæller. I dag ejer folkekirken privat jord, selvom jord er et fælles fundament. Jord udgør en vigtig del af vores naturressourcer, og den bør derfor komme under demokratisk kontrol af arbejderklassen.

Den offentlige debat handler tilsyneladende om religion, men det materielle spørgsmål er: hvem ejer jorden? Folkekirkens 65.000 hektar forvaltes af institutioner under statens kontrol. Politikerne er ikke modstandere af adskillelse af ideologiske grunde — de er modstandere, fordi det vil udfordre ejerskabsforholdene. Som Karl Marx allerede udtrykte i 1844, er religion opium for folket, fordi det distraherer arbejderklassen fra deres materielle forhold.

Arbejderne må tage sagen i egen hånd

Jeg har derfor for nylig meldt mig ud af Ateistisk Selskab, fordi jeg ikke mener, at løsningen på at adskille stat og kirke skal gå gennem Folketinget, men gennem strejker og massebevægelser fra arbejderklassen. Strejker er ikke fortidslevn. Lige nu organiserer italienske arbejdere modstand mod folkemordet i Gaza — ikke ved at sende høringssvar, men ved at nægte at arbejde.

Når den italienske arbejderklasse blokerer store fragtskibe fysisk fra at sejle til Israel og fortsætte Israels blodbad, tager de sagen i egen hånd. De prøver ikke bare at tale til politikerne eller foreslå en ’våbenhvile’. De viser konkret den magt, arbejderklassen har, hvis de vælger at bruge den. Da den danske arbejderbevægelse i 1933 pressede socialforliget igennem, skete det ikke, fordi man lobbyede — det skete, fordi man organiserede pres nedefra, som magthaverne ikke kunne ignorere.

Det er ikke et bevis på, at lobbyisme er ubrugeligt. Jeg har lært meget af at lave lobbyarbejde i Ateistisk Selskab i to år. Men jeg opdagede, at jeg talte til de forkerte, og lobbyarbejdet var derfor ikke en del af kampen for at opnå flere rettigheder for arbejderne. Lobbyisme er derfor utilstrækkelig til at opnå reelle forbedringer inden for kapitalismen. Og staten er en del af kapitalismen.

Som Rosa Luxemburg allerede skrev i sin bog Socialreform eller Revolution i 1899, skal reformer under kapitalismen kun sikre, at arbejderbevægelsen bliver rustet i sin kamp mod kapitalismen. Arbejderbevægelsen bør altid have fokus på endemålet, som er at vælte den kapitalistiske stat og opbygge et kommunistisk samfund.

Vi må sammen – arbejdere og unge – vælte den kapitalistiske stat, så arbejderklassen kan overtage magten. Kampen for socialisme kan kun ske gennem en revolution. Vi har intet tilfælles med toppen af det danske samfund, men vi har en verden at vinde i en fælles kamp med arbejdere og unge i resten af verden.