Lønstrukturkomiteens rapport og trepartsforhandlinger splitter fagbevægelsen før OK24

De bliver meget svære, lød det forud for OK23 overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked. Der blev spået om storkonflikt, fordi parterne virkede til at stå langt fra hinanden. De voldsomme prisstigninger og adskillige års lav lønudvikling skulle der rettes op på, lød det fra fagbevægelsens medlemmer. Så forventningerne var på forhånd store. Mindre kompliceret blev det så ikke af, at regeringen besluttede at sløjfe store bededag, hvilket fagbevægelsen og dens medlemmer opfattede som en grov provokation.

Selvom der var lagt op til en konfrontation, endte det hele roligt og fredeligt. Det lykkedes for CO-Industri og Dansk Industri at indgå et forlig, der også lagde linjen for de øvrige overenskomstområder og blev vedtaget ved urafstemningerne med endda et stort flertal af jastemmer inden for mange af områderne. Om det kommer til at gå lige sådan ved de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område, er svært at spå om; men umiddelbart ser OK24 ud til at blive en kompliceret og vanskelig manøvre at gennemføre.

De offentligt ansatte har også mærket prisstigningerne, der for mange har betydet et reallønsfald, ligesom lønningerne for mange af dem er sakket bagud i forhold til lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Flere faggrupper med en overvægt af kvinder mener, at de er alt for lavt lønnede i forhold til deres uddannelsesniveau, ansvar og arbejdsopgaver. De har gennem flere år og ved de sidste par overenskomstfornyelser krævet et markant lønløft med appeller til både politikerne herom – og da efterhånden også opnået stigende forståelse for kravet på Christiansborg først fra enkelte partier som Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, men med tiden bredere og senest i et udspil fra statsministeren.

Fire personalegrupper står til et lønløft

Efter længere tids pres har Mette Frederiksen konkretiseret, hvilke faggrupper der skal have lønnen hævet, nemlig sygeplejersker, SOSU-assistenter og -hjælpere, pædagoger samt medarbejdere ved Kriminalforsorgen. Hun begrunder valget af faggrupper med, at regeringen har ”set derhen, hvor det er blevet sværere at tiltrække og fastholde medarbejdere”, som hun udtalte til TV2. Ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) samt Finansministeriet er rekrutteringsproblemerne dog mindsket i den seneste tid. Hver femte stillingsopslag for SOSU-medarbejdere og sygeplejersker bliver ikke besat, hvilket er en halvering i forhold til sidste år.

Det kniber dog fortsat med at rekruttere sygeplejersker til akutområdet og de medicinske afdelinger. Fremadrettet forventes der også fortsat store rekrutteringsudfordringer på grund af den demografiske udvikling med flere ældre og børn. I 2035 vil der mangle 15.000 SOSU-medarbejdere og 5.000 pædagoger. Manglen på disse medarbejdergrupper vil være geografisk forskellig med flest problemer i storbyerne og specielt København. Boligpriserne er så høje, at nyuddannede ikke har råd til at bosætte sig i hovedstaden, men flytter ud på Sjælland. I løbet af de seneste ti år er boligpriserne løbet fra lønningerne. Mens boligpriserne i København er steget mellem 15 – 50 %, er reallønnen i perioden steget med under 3 %.

Som begrundelse for de udpegede personalegrupper lød det fra statsministeren til Politiken, at hun ville ”kvittere for dem, der står derude med hånden på kogepladen”. Mette Frederiksen og regeringen har ellers længe vægret sig ved at sætte navn på, hvilke faggrupper der skulle tilgodeses – vel vidende at en sådan udmelding er som at stikke hænderne i en hvepserede, da der både vil komme principiel kritik af at gribe ind i den fri forhandlingsret og vrede udbrud fra de faggrupper, som føler sig overset.

Trepartsforhandlinger om fordeling af ekstra midler

Ganske vist er det kun et udspil, der skal forhandles ved trepartsforhandlinger, som regeringen helst ser gennemført hurtigst muligt. Det er blevet budt velkommen af den nyvalgte formand for FH Morten Skov Christiansen, der dog også har udtalt, at det må være en engangsforestilling. Enkelte faggrupper skal ikke ved at appellere til politikerne kunne kortslutte forhandlingssystemet og undergrave den danske model. Han har også ligesom Mette Frederiksen meldt ud, at ikke alle offentligt ansatte skal forvente at få del i de ekstra midler, der er afsat til løft af udvalgte medarbejdere. Heller ikke alle inden for de valgte faggrupper skal forvente lønstigninger, forlyder det fra Mette Frederiksen.

Lønforbedringerne skal især komme dem til gode, der arbejder aften, nat og weekend, lyder meldingen, som matcher med Robusthedskommissionens rapport om, at problemerne i sundhedssektoren blandt andet skal løses ved, at flere medarbejdere tager vagter på disse skæve tider, så flere behandlinger kan gennemføres og dermed medbringe lange ventetider. En af kommissionens anbefalinger er, at vagtarbejde skal udtyndes og deles mellem flere, hvilket ikke ligefrem har vakt jubel blandt mange af de ansatte, selv om det er blevet lanceret som en mere solidarisk måde at fordele arbejdet på. Hver tredje sygeplejerske på sygehusene tager ikke skæve vagter, men skal efter regeringens opfattelse motiveres til det med lønforbedringer som guleroden.

En anden af anbefalingerne går på, at flere skal arbejde på fuld tid, hvilket finansministeren også vil bringe ind i trepartsforhandlingerne. Flere faglige organisationer, herunder Dansk Sygeplejeråd (DSR) og FOA, har sammen med eksperter udgjort kommissionens medlemmer. De hilser en del af anbefalingerne velkomne, men understreger, at der skal tages hensyn til faglighed, arbejdsmiljø og inddragelse af medlemmerne samt understreger, at der kun er tale om anbefalinger.

Både DSR og FOA ser også positivt på statsministerens udmelding om, hvilke faggrupper der skal have lønnen løftet; men helt tilfreds er de to organisationer såvel som BUPL og Fængselsforbundet nu ikke. Et længe stillet krav fra DSR har været 5.000 kroner mere om måneden på grundlønnen. Regeringens udspil er 2.500 kroner mere, der skal fordeles blandt 200.000 medarbejdere og indfases over en treårig periode. Der lægges op til en særlig bevilling på en milliard i 2024 stigende gradvist til tre milliarder i 2030. Der vil i så fald være tale om en mindre lønforbedring i starten og formodentlig primært udmøntet som forhøjede tillæg for blandt andet skæve arbejdstider frem for på grundlønnen, frygter DSR. Hvordan og hvem der skal have mere i løn skal forhandles ved trepartsforhandlinger med start onsdag27. september og være hurtigt afsluttet i god tid, før de egentlige overenskomstforhandlinger indledes i begyndelsen af det nye år.

Svære forhandlinger og intern uenighed

Trepartsforhandlingerne, hvori FH indgår, kan blive nok så svære. Forholdet mellem FH og regeringen er noget anstrengt forårsaget af afskaffelsen af store bededag, hvilket ikke blot førte til kritik fra fagbevægelsen, men også en kampagne imod regeringens beslutning om det. Senest har FH og store fagforbund som HK, FOA og Danmarks Lærerforening udtrykt stærk kritik af, at regeringen lover skattelettelser frem for at sikre den skrantende velfærd. Svaret fra regeringen på denne kritik blev i Mette Frederiksens fravær leveret i TV-avisen af justitsminister Peter Hummelgaard, der nærmest gav Putin skylden for, at der skal spares yderligere i sundhedsvæsenet … hvilket ifølge hans udsagn skyldes prisstigninger forårsaget af krigen i Ukraine. Fagbevægelsen står også uforstående over for, at der fortsat skal spares og skæres yderligere ned i den offentlige sektor, når regeringen ellers praler af, hvor godt det står til med kongerigets finanser. Dansk Metal har dog udtalt sig positivt om skattelettelser og mener, at der er plads til både velfærdsforbedringer og skattelettelser.

Uenighed internt i fagbevægelsen bliver nok den største udfordring ved trepartsforhandlingerne og senere selve overenskomstforhandlingerne. Det kan på fagforeningssiden blive yderst svært at finde fælles fodslag og blive enige om en løsning for alle, som var parolen ved OK18, hvor et stærkt sammenhold blandt de offentligt ansatte og deres organisationer tvang regeringen på retræte. Imod alle odds blev der indgået et overenskomstforlig, som var langt mere i de ansattes favør end i de offentlige arbejdsgiveres.

Mette Frederiksens udspil har udløst skarp kritik fra en række fagforbund, som føler sig forbigået og mener, at deres medlemmer også må have del i de ekstra penge til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Bioanalytikerne peger på, at de udfører en vigtig funktion på hospitalerne, men at hver femte stilling på deres område er besat af medarbejdere uden en uddannelse som bioanalytiker. Socialrådgiverne anfører, at mange nyuddannede på området hurtigt forlader faget, mens folkeskolelærerne gør opmærksom på, at der i 2030 vil være en mangel på 13.000 lærere. Også politibetjente og socialpædagoger finder det svært at rekruttere og fastholde medarbejdere på deres områder. 3F er helt uforstående over for, at service- og rengøringsassistenter ikke indgår blandt de udpegede faggrupper, da de klart er blevet kategoriseret som for lavt lønnede i den rapport, der er resultatet af Lønstrukturkomitéens arbejde.

Kritik af Lønstrukturkomitéens rapport

Komitéen var blevet nedsat af regeringen i 2021 oven på den to måneder lange sygeplejerskestrejke og fik som formål at analysere og sammenligne lønstrukturer og lønudvikling i den offentlige sektor. Ud over en ekspertgruppe i form af økonomer og forskere bestod komitéen af repræsentanter for parterne, nemlig formændene for FH, HK Stat, FOA, Dansk Sygeplejeråd, Akademikerne samt Dansk Metal og direktører eller formænd for de offentlige arbejdsgivere såvel som Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Komitéens resultater baseret på i alt 20 underrapporter blev fremlagt i juni i år og rummede visse overraskelser. Til både forbavselse og forargelser for sygeplejerskerne viste komitéens rapport, at de får nøjagtig den løn, som de i kraft af ledelsesansvar, uddannelsesniveau og erhvervserfaring skal have, mens specielt service- og rengørings-medarbejdere ligesom pædagoger og pædagogmedhjælpere såvel som blandt andet bioanalytikere og laboranter får for lidt – mens faggrupper som læger, it-medarbejdere og diplomingeniører tillige med blandt andet politibetjente, ambulancepersonale og lærere får for høj løn.

DSR anfægter, at sygeplejerskerne angiveligt skulle få den rigtige løn og anfører, at beregningsgrundlaget er skævt, da tillæg og pension medregnes i rapporten i stedet for at sammenligne grundlønningerne. Derfor kan sygeplejerskerne med en vis bekymring se frem til, at det ved trepartsforhandlingerne bliver svært at få hævet grundlønningerne, som DSR selv ved en række overenskomstforhandlingerne har vægtet lavt til fordel for forskellige former for tillæg.

Femten forslag til udvikling af løndannelsen

Komitéen har fremlagt 15 forslag til udviklingsmuligheder for løndannelsen i den offentlige sektor. Blandt disse er bedre lokal lønstatistik, der kan skabe mere gennemsigtighed i løndannelsen og bedre grundlag for de lokale lønforhandlinger ved blandt andet et større indblik i løn på tværs af faggrupper på den enkelte arbejdsplads. Også statistik på tværs af den offentlige sektor skal fremme løsning af rekrutteringsproblemer og løndifferentiering på tværs af sektorerne, ligesom justering af afstemningsreglerne nævnes. Endelig peges på muligheden for at lade en større del af lønmidlerne blive forhandlet på den enkelte arbejdsplads med friere rammer for at aftale lokale tillæg samt større anvendelse af både individuelle og kollektive forhandlinger lokalt.

Ved fremlæggelsen af komitéens rapport fremgik det af indlæg fra de faglige organisationers repræsentanter, at der ikke var enighed om alle de foreslåede muligheder. Især øget lokal løndannelse med individuelle lønforhandlinger var ikke noget, som Mona Strib fra FOA var tilhænger af.

Forskydning af midler fra central forhandling til lokal forhandling og mere individuel forhandling og fastsættelse af løn har stået på arbejdsgivernes dagsorden ved flere af de seneste overenskomstforhandlinger og været mærkesager for daværende ministre og statslige hovedforhandlere som Bjarne Corydon og Sofie Løhde. De faglige organisationer har dog hidtil afvist og afværget disse tanker på disse fleste områder. Kun Akademikerne har åbnet op for individuel lønforhandling som en valgmulighed med blandede erfaringer, hvor det har været prøvet af i praksis. Hovedlinjen i fagbevægelsen har været afvisende begrundet i frygt for større lønforskelle ikke blot mellem, men også inden for de enkelte faggrupper, og at individuel lønforhandling kunne ende som fedterøvstillæg.

Øget individuel lønforhandling vil næppe afhjælpe de problemer, som trepartsforhandlingerne skal løse, ligesom de øvrige forslag til udviklingsmuligheder heller ikke på kort sigt vil kunne indgå som løsningsmuligheder. De vil kunne blive en del af de efterfølgende overenskomstforhandlinger, som ellers kan blive nok så udfordrende. Udover formodentlig at samle op på løse tråde fra trepartsforhandlingerne i forsøg på at tilgodese dem, der ikke fik noget ud af treparten, vil en række travere fra tidligere overenskomstfornyelser nok også komme på banen igen – nogle også på trods og på tværs af uenigheder i fagbevægelsen.

Kroner eller procent?

Ikke mindst vil vandene deles på, om lønforbedringer skal udmøntes i faste kronebeløb eller procentvist, som det altovervejende er tilfældet i dag med løbende, større lønforskelle mellem højt- og lavtlønnede som konsekvens. Især 3F og FOA har længe ønsket, at i alt fald en del af lønforhøjelserne sker i kroner, hvilket også Uddannelsesforbundet og HK Stat har haft på listen af overenskomstkrav. Ved OK18 lykkedes det HK Stat at få løftet en del af de lavestlønnede kontoransatte ved hjælp en særligt kronebaseret forhøjelse af deres grundløn; men manøvren var ikke mulig at gentage ved OK21, hvor den overordnede lønramme var meget snæver. Akademikerne og flere andre relativt højtlønnede grupper fastholder derimod, at lønforbedringer udmøntes procentvist for at kunne fastholde købekraften og hamle op med et højt prisniveau på ikke mindst boligområdet.

Udfordringen i en mere solidarisk lønpolitik baseret på i højere grad kronevis udmøntning er ifølge beregninger foretaget i de faglige organisationer, at et mærkbart løft i kroner vil koste mange penge, som de højere lønnede vil skulle bidrage til, da fordelingen af lønmidlerne fungerer som et nulsumsspil inden for en begrænset økonomisk ramme. Denne ramme fastsættes af regeringen med afsæt i lønudviklingen på det private arbejdsmarked ud fra den præmis, at der skal være en nogenlunde parallel lønudvikling på det private og offentlige arbejdsmarked; men at lønudviklingen på det offentlige område ikke må være større end på det private. Det sikres via reguleringsordningen, hvor de offentligt ansatte med forsinkelse får 80 % af lønudviklingen på det private arbejdsmarked som en regulering af lønnen undervejs i overenskomstperioden, men bliver modregnet hvis den samlede lønudvikling i den offentlige sektor viser sig at være højere end på det private område.

Denne præmis sætter en begrænsning på og gør det vanskeligt at rette op på lønmæssige skævheder blandt de offentligt ansatte og løse de problemer, som Lønstrukturkomitéen var blevet sat til at se på. Selv de ekstra milliarder kroner, som regeringen vil smøre trepartsforhandlingerne med, vil ikke være nok til at løse lønproblemerne i den offentlige sektor, hvis de egentlige overenskomstforhandlinger også i fremtiden er underlagt denne præmis.

Derfor tegner trepartsforhandlingerne og ikke mindst overenskomstforhandlingerne til at blive ganske svære. Selv om det ikke kan udelukkes, at der imod mange odds ligesom ved OK18 på det offentlige område og ved OK23 på det private alligevel findes en – måske ikke for alle god – løsning.

Læs mere:

https://www.loenstrukturkomiteen.dk/

https://sum.dk/temaer/robusthedskommissionen

Corona-ramt OK21 blev ikke en løsning for alle