Corona-ramt OK21 blev ikke en løsning for alle

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

OK21 blev en fuser. I alt fald hvis forventningen var en gentagelse af OK18 med omfattende mobilisering af de offentligt ansatte og markante resultater. Sammenlignet hermed blev overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i år en tam affære. Det blev en vedligeholdelsesoverenskomst, der af faglige forhandlere blev betegnet som hæderlig, men ikke prangende. Hovedparten af medlemmerne kvitterede med et ja til forhandlingsresultatet, mens der i enkelte fagforbund var et nej – mest synligt hos sygeplejerskerne, der endte i én af de længste konflikter i nyere tid.

De meget forskellige forløb og resultater i de to seneste overenskomstfornyelser i det offentlige skyldes i høj grad, at forhandlingerne fandt sted i to meget forskellige situationer. OK18 foregik med udgangspunkt i stor frustration og vrede blandt mange offentligt ansatte, der følte sig presset af årevise nedskæringer og forringelser af arbejdsforholdene sammen med bestandige krav om øget effektivitet samt manglende respekt for de offentligt ansattes indsats fra regering og arbejdsgivere. Det vakte stor utilfredshed blandt de ellers ikke så højt råbende statsansatte, da Moderniseringsstyrelsen udråbte hver tiende statslige medarbejder til at arbejde for lidt - være “low performer” i en tid, hvor omprioriteringsbidrag og udflytninger jog hærgende over de statslige arbejdspladser.

I kommuner og regioner oplevede mange faggrupper med daglig kontakt til borgerne, hvor svært det var at levere en ordentlig service og leve op til politikernes velfærdsløfter, der blev undermineret af for få hænder til for mange opgaver. For mange var det også mere principielt kritisabelt, at den højt besungne danske model baseret på frie forhandlinger var blevet undergravet af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i 2013, så lærerne på efterhånden femte år fortsat ikke havde en forhandlet arbejdstidsaftale, men var underlagt et lovfastsat diktat.

Der var derfor en stor opsparet harme på et bredt udsnit af de offentlige arbejdspladser og forventninger om, at fagbevægelsen trådte i karakter ved OK18 og opnåede mærkbare resultater på både løn- og arbejdsforhold og nej til yderligere forringelser. Der var stor bekymring for, at Dansk Arbejdsgiverforenings opfordring til afskaffelse af den betalte spisepause i det offentlige ville blive sat på dagsordenen af den borgerlige regering.

Signalerne fra medlemmerne blev klart opfanget af de faglige ledere, der selv var ærgerlige over, at der ved OK15 var blevet aftalt et såkaldt lavtlønsværn. Det betød, at hvis lønudviklingen i det offentlige blev højere end i det private, skulle der ske modregning med 100%, mens der som hidtil i reguleringsordningerne kun skulle udmøntes med 80%, hvis de offentligt ansattes lønudvikling blev lavere end de privatansattes.

Samling om centrale krav

Derfor var de faglige organisationer i samklang med medlemmernes forventning om at sætte hårdt mod hårdt over for regeringen og stå stærkt rustet til overenskomstforhandlinger med samling om nogle centrale krav – udover sikring af reallønnen også opgør med lavtlønsværnet og indgrebet i lærernes arbejdstid såvel som sikring af den betalte spisepause. Der blev som sjældent set før kastet store ressourcer ind i forberedelserne af forhandlingerne allerede i efteråret 2017 med massiv satsning på intern og ekstern kommunikation og koordinering både i forhandlingsfællesskaber, centralorganisationer og fagforbund og videre ud til tillidsvalgte og medlemmer. Der blev arbejdet intenst med at manifestere sammenholdet, hvilket mundede ud i parolen En løsning for alle, der havde klangbund og skabte bred opbakning.

Sporene til at skabe netop en bred, aktiv opbakning, når slaget skulle slås, blev lagt med en stor konference i januar i for tillidsrepræsentanter. I en messehal i Fredericia samledes over 10.000 tillidsvalgte fra næsten alle dele af den offentlige sektor lige fra sygeplejersker over kommunalarbejdere til soldater – nogle i fuld uniform! Alle oplevede manifestationen af et fællesskab, der på tværs af faggrænser, arbejdspladser og sektorer ville stå sammen og var kampberedte.

Udover mere eller mindre opildnende taler af et panel af faglige ledere var et centralt element i konferencen planlægning af kommende aktiviteter. Deltagerne var placeret geografisk, så tillidsrepræsentanter fra samme lokalområde på tværs af arbejdspladser og fag kunne drøfte og aftale fælles aktiviteter lige fra demonstration på byens torv til strejke-caféer. Meget inspiration og mange ideer blev delt blandt tillidsfolkene, hvoraf mange aldrig havde mødtes før. Og det blev ikke bare ved ordene, men blev også til handling hen på foråret, hvor forhandlingerne strammede til. I små og større byer rundt om i hele landet var offentligt ansatte på gaderne med bannere, skilte og løbesedler for at bakke lederne op i at stå fast. Mange var for første gang med i en faglig aktivitet, ligesom der også på de sociale medier blev sendt mange opmuntrende hilsner til forhandlerne.

Denne opmuntring var tiltrængt. For forhandlingerne spidsede til gang på gang og blev i TV2 News og andre medier et hverdags-drama, der kunne følges dag for dag og satte fokus på overenskomstforhandlings-systemet og betydningen af en fagbevægelse, der kæmper for medlemmernes sag. Selv om forhandlingerne som foreskrevet foregik i fortrolighed blandt Forligsinstitutionens lukkede døre, var der en hel anden bevågenhed om, hvad der skete end normalt ved overenskomstforhandlingerne. Dag og nat var masser af fagforeningsmedlemmer på skift til stede foran Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København og udviklede sig næsten til en folkefest, som tiltrak folk fra både ind- og udland.

Bred opbakning

Allerede én af de første dage med samling foran “Forligsen” - midt i påsken - ankom en gruppe tillidsmænd fra 3F Nordjylland. De havde ved en påskefrokost besluttet at tage en biltur til København for at støtte de offentligt ansattes kamp, selvom de selv var privatansatte. Også andre privatansatte udtrykte deres støtte til de offentligt ansatte, også selvom mange privatansatte ikke selv har en betalt frokostpause. Forskellige meningsmålinger viste da også, at der gennemgående var en opbakning fra mellem 2/3 og 3/4 af befolkningen til de offentligt ansattes krav.

Udover forståelse for kravenes rimelighed spillede det nok også ind, at mange fandt det helt overdrevent, at de offentlige arbejdsgivere som svar på fagbevægelsens strejkevarsel omfattende kun 10% af medlemmerne sendte lockout-varsel for næsten alle øvrige offentligt ansatte. Kun ansatte med særligt kritiske funktioner blev undtaget; men det viste sig i praksis i en del tilfælde svært ar definere og blive enige om, hvem der skulle undtages fra en så omfattende konflikt.

Det kom formodentlig også bag på regeringen, hvor bredt en sådan konflikt ville ramme. Ikke kun et væld af borgerrettede funktioner ville blive berørt, men også funktioner rettet mod erhvervslivet ville blive ramt. Det ville bl.a. være dyrlægerne på slagterierne, så hele eksporten ville blive ramt og dyrevelfærden blive truet, når grise og kyllinger ikke kunne blive slagtet. Også hele jernbanetrafikken ville gå i stå. Ganske vist havde DSB kort tid forinden meldt sig ind i Dansk Industri (DI), så de overenskomstansatte ikke var omfattet af de statslige overenskomster; men det var trafikstyrerne i Bane Danmark fortsat. Uden deres tilstedeværelse til at styre togdriften ville al persontrafik, men også godstrafik indenrigs og i transit mellem Sverige og Tyskland lammes.

Mange krav imødekommet

Flere faktorer og ikke mindst fagbevægelsens fasthed gjorde udslaget, så en storkonflikt i sidste øjeblik blev undgået, da der blev indgået forlig, som langt hen ad vejen imødekom alle de centrale krav og indebar pæne lønstigninger, der sikrede en reallønsudvikling, men dog kun i begrænset omfang rettede op på det lavt- og ligelønsproblem, som en del fagforbund havde håbet på. Lærernes arbejdstidsregler blev heller ikke direkte løst, men henvist til at løses i den kommende overenskomstperiode, hvilket førte til en del kritik blandt folkeskolelærere, men blev godkendt af et flertal i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Set i lyset af at det imod mange odds var lykkedes at få de fleste krav gennemført, var der god grund til at lade champagnepropperne springe en halvsen lørdag aften i maj 2018, da resultatet endeligt var i hus og sammenholdet havde vist sin styrke. Selvom der også var en vis kritik af, at lærerne var blevet svigtet og lavt- og ligelønsproblemet ikke blevet løst, så nogle følte, at det ikke var blevet en reel løsning for alle.

Det trods alt ganske positive udkomme af OK18 efterlod to relevante spørgsmål. Det ene er, om det store sammenhold på tværs af faggrupper og arbejdspladser kunne fastholdes og videreføres både i forhold til bekæmpelse af nedskæringer og forringelser og i forhold til de næste overenskomstforhandlinger i 2021? Det er ikke mere grundigt blevet undersøgt, om det lokale sammenhold og samarbejde er blevet videreført; men umiddelbart virker det ikke generelt til at være tilfældet i form af aktive netværk eller tværgående aktiviteter ud over, hvad der nogle steder har været i forvejen eller opstår til lejligheden, når en særlig situation opstår.

Det andet spørgsmål lidt i forlængelse af det første er, om de gode erfaringer fra OK18 ville kunne videreføres ved OK21. Intentionerne blandt de faglige organisationer var der i forhold til igen at sikre koordinering og samling om centrale krav. Samtidig var der i evalueringer sammen med de offentlige arbejdsgivere formuleret enighed om, at fremtidige overenskomstforhandlinger skulle ske i et bedre klima end op til og under OK18. Et bedre forhandlingsklima kunne da også se ud til kunne blive virkelighed ved OK21.

En ny Socialdemokratisk regering var kommet til og havde i et forståelsespapir med støttepartierne og også i andre sammenhænge givet udtryk for et andet og mere positivt syn på den offentlige sektor og dens medarbejdere. Og - måske lidt symbolsk – var den forhadte Moderniseringsstyrelse blevet nedlagt og løn- og personaleforhold indbefattende overenskomstforhandlingerne i staten overført til skatteminister Morten Bødskov - og hørte dermed ikke længere under Finansministeriet.

Udsættelse på grund af Corona?

Sporene kunne dermed måske være lagt til en mere imødekommende overenskomstforhandling, hvis fagbevægelsen kunne blive enige om nogle fælles hovedkrav og kunne mobilisere herom. En uventet, udefrakommende fjende væltede dog hele billedet, nemlig Corona-pandemien. Allerede i foråret 2020 begyndte de faglige organisationer med bekymring at diskutere, hvordan Corona kunne påvirke forløbet af OK21.

Da omfang og varighed af Corona samt deraf følgende restriktioner var svære at forudse, opstod snart overvejelser om at udsætte overenskomstforhandlingerne til 2022 eller alternativt en 1-årig overenskomst alene om løn. En udsættelse ville være kontroversiel – ikke mindst i en tid hvor der hæges om den danske model på grund af intentionerne i EU om en lovfastsat mindsteløn i total modstrid med den danske aftalebaserede model.

Overvejelserne om udsættelse bundede i en frygt for, at det praktisk ville være svært at gennemføre både møder med tillidsvalgte og medlemmer, hvis der blev indført forsamlingsforbud og andre adfærdsbegrænsende restriktioner og i høj grad mobiliserende aktiviteter som i 2018. Online-møder og sociale medier ville ikke til fulde kunne erstatte aktiviteter med fysisk tilstedeværelse. Selve forhandlingerne med arbejdsgiverne ville også blive tunge og bøvlede at gennemføre online.

Ligeledes var der en frygt for, at forhandlingerne ville blive præget af en krisebevidsthed med skarpe krav fra arbejdsgiverne om økonomisk ansvarlighed og tilbageholdenhed på grund af de store udgifter til hjælpepakker og bekæmpelse af Corona. Tillige kunne der være svært at forudse den samfundsøkonomiske udvikling under og efter Corona og hermed, hvordan pris- og lønudviklingen ville blive. Det ville være vanskeligt at tage bestik af, hvad der skulle til for at sikre reallønnen.

Der var derfor relativt bred enighed i de offentligt ansattes organisationer om at søge overenskomstforhandlingerne udskudt - også på den faglige venstrefløj. Ved uformelle kontakter til Morten Bødskov virkede det til, at han også var indstillet på en udsættelse til 2022; men pludselig lød meldingen – formodentlig dikteret fra centralt hold i Statsministeriet -, at udsættelse var på betingelse af, at alle faglige organisationer i det offentlige var enige heri. To organisationer var imod, nemlig BUPL og Dansk Sygeplejeråd, hvor ledelsen ellers var for en udsættelse, men blev underkendt.

Derfor var det på med vanten og gøre klar til forhandling i vinterkulden. Udvikling af reallønnen og videreførelse af reguleringsordningen blev de fælles hovedkrav sammen med et ønske om en frit valgs-ordning efter forbillede fra overenskomster på det private område; men ellers kneb det med at finde markante centrale krav, der kunne samle bredt og på tværs. Det gjaldt også det for nogle organisationer vigtige krav vedrørende lavt- og ligelønsproblemer, som andre organisationer ikke prioriterede som vigtige, ligesom udmøntning af lønstigninger i kroner frem for i procent heller ikke kunne samle større opbakning.

En fælles bekymring for alle var, at der tegnede sig et billede af, at reguleringsordningen ville udmønte negativt, da lønudviklingen i den private sektor havde været lavere end i det offentlige og ville spille ind på overenskomstforhandlingerne, hvor der måtte forventes en lavere økonomisk ramme end i 2018 på grund af Corona. Det viste sig at holde stik.

Forlig med smal ramme

Som sædvanlig skulle der først indgås forlig på det statslige område, som så i de store linjer ville danne ramme for aftaler på det kommunale og regionale område. Morten Bødskov lagde da også ud med en så lav økonomisk ramme, at forhandlerne for de statsansatte samlet i CFU måtte afvise udspillet. Efter fortsatte forhandlinger blev der i begyndelsen af februar – nogenlunde til tiden ifølge den aftalte køreplan - indgået et forlig om en samlet økonomisk ramme over 3 år på i alt 6,75%, hvilket efterfølgende også blev rammen på de to øvrige områder. Sammensætningen af komponenterne var dog lidt forskellige på de tre områder.

Lønudmøntningen i form af generelle lønstigninger og reguleringsordningen blev over de 3 år sat til 5,05% i staten, 5,29% i kommunerne og 4,83% i regionerne, hvilket delvist skyldes reguleringsordningens forskelligartede gennemslag. I forliget på det regionale område indgår 0,71% som afdrag på negativ udmøntning af ordningen; i kommunerne udgør afdraget kun 0,21%, mens “gælden” på det statslige område er afdraget inden den nye overenskomsts ikrafttræden. Også den forskelligartede lokale lønglidning afspejles i de tre områders lønrammer. Den gennemsnitlige lokale lønudvikling beregnes således til at være større i staten, hvor der er mange akademikere. Denne såkaldte reststigning er i staten sat til 1,50% og i kommuner og regioner til 0,60% over den treårige periode.

Med i rammerne var også puljeordninger af lidt forskellig størrelse på de 3 områder og størst i kommuner og regioner. Puljerne går til forskellige mindre forbedringer både på tværs af og til de enkelte faggrupper, men blev denne gang noget mindre end ved OK18. Frit valgs-ordning blev der ikke noget af, da den blev skarpt afvist af Morten Bødskov med den begrundelse, at indførelse af en sådan ville gå ud over arbejdsudbuddet!

Reallønnen sikret?

Med lønstigninger til alle på omkring 5% over de 3 overenskomst-år skulle reallønnen ifølge beregninger fra regeringens embedsmænd være sikret, idet de ved indgåelsen af OK21-forligene skønnede prisudviklingen til at blive på 4,4% over perioden. For især de højtlønnede vil der endda være tale om en reallønsudvikling, da lønstigningerne udmøntes procentvist og dermed med størst stigning til de højere lønnede.

Imidlertid kan der være meget usikkerhed om de kommende års udvikling af priserne. I kølvandet på Corona er ikke blot opstået en omfattende varemangel på alt lige fra micro-chips til pap, men som led heri også prisstigninger. I byggebranchen er prisstigningerne på 30-40%, og det vil fordyre mange former for byggeri - også privatboliger. Generelt er stigningerne dog endnu ikke i Danmark slået igennem i forbrugerpriserne. Tværtimod giver en benhård priskonkurrence mellem dagligvarekæderne billigere fødevarer for tiden, selvom de globale fødevarepriser ifølge FAO er steget med 25% siden foråret 2020, hvilket er det højeste niveau i mere end 6 år (ifølge Politiken, d. 5.3.21). Prisstigningerne er heller ikke endnu slået igennem på de fleste forbrugsprodukter. Hvornår og i hvilket omfang prisstigningerne slår igennem er svært at forudse.

Derimod tyder alt på betydelige prisstigninger på elektricitet i denne vinter – ikke forårsaget af Corona, men af for lidt vand til norske og svenske vandkraftværker og for lidt blæst til danske vindmøller samt dyrere CO-2 afgifter på el fra kulfyrede tyske kraftværker. Afhængig af opvarmningsform kan det ifølge beregninger fra Danske Bank (ifølge BT d. 17.9) betyde prisstigninger på over 2.000 kr. om året for en husstand og en ekstraregning på 4.200 kr., hvis man som stadigt flere bruger varmepumpe. Endnu større kan prisstigningen blive, hvis man har gasvarme, hvor ekstraregningen kan blive på omkring 10.000 kr. om året. I forvejen er benzinpriserne det seneste år steget 20% mere end forventet af regeringen for både 2021 og 2022.

Om forventede prisstigninger blot bliver et enkelt bølgeskvulp eller en længere bølge er usikkert; men der er tegn på, at forandringer er på vej i verdensøkonomien. Renterne er tendentielt stigende, så minus-renter i stigende grad afløses af plus-renter, der vil gøre forskellige typer af lån dyrere. Til gengæld ser flere års lave lønudvikling på det private arbejdsmarked i Danmark ud til at blive afløst af for i alt fald en periode større lønstigninger på grund af mangel på arbejdskraft i en række brancher, hvilket presser lønnen op. Det vil indirekte også komme de offentligt ansatte til gavn via reguleringsordningen, så der i stedet for negativ udmøntning med større sandsynlighed kan ses frem til en positiv udmøntning - måske endda højere end de i overenskomstperioden skønnede 0,63% af den samlede ramme.

Klart ja til overenskomstforlig

Usikkerhed og lidt magre resultater til trods blev det i de fleste fagforbund et massivt ja til resultatet af overenskomstforhandlingerne. Det skyldes næppe udpræget tilfredshed med indholdet i sig selv, som mange nok gerne havde set bedre, men kan snarere tolkes som udtryk for en realitetspræget, krisebevidst indstilling til, at det under de givne omstændigheder var det bedst opnåelige. Formodentlig kædet sammen med en vis Corona-mathed, der gjorde det uoverskueligt at skulle ud i en konflikt, som et nej til resultatet kunne føre til. Det følte mange nok ikke at have overskud og lyst til i en i forvejen presset tid.

I enkelte fagforbund blev forhandlingsresultatet forkastet. I Fængselsforbundet blev det til et nej, da både ledelse og medlemmer mente at have fået mindre ud af forhandlingerne end de øvrige organisationer i centralorganisationen OAO, idet disse havde fået en forbedring af pensionsordningen for deres overenskomstansatte medlemmer, hvilket Fængselsforbundet med tjenestemænd omfattet af andre pensionsordninger ikke havde fået - uden at få noget andet i stedet for i form af f.eks. lønforbedringer til at rette op på de lave lønninger, der giver rekrutteringsproblemer.

I Jernbaneforbundet stemte de statsansatte nej, fordi disse som tjenestemandsansatte ikke fik de samme forbedringer som deres overenskomstansatte kolleger på overenskomsten med DI havde fået ved OK20 – ikke mindst en frit valgs-ordning. Som tjenestemænd kunne de dog ikke ved et nej komme i konflikt, ligesom de interne spilleregler i CFU ikke giver mulighed for, at enkelte organisationer går i konflikt, men kræver at et flertal i hele centralorganisationen – i dette tilfælde OAO – stemmer nej. Et sådant nej vil til gengælde give et nej fra hele CFU og fungere som en slags musketer-ed.

Sygeplejersker i konflikt

I konflikt kom derimod sygeplejerskerne, da der i Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område er andre spilleregler end i CFU på det statslige område. Selv om ledelsen i DSR anbefalede et ja, blev det i to omgange underkendt og sendte sygeplejerskerne ud i en 8 uger lang konflikt. Den blev afsluttet med et regeringsindgreb, selv om regeringen med statsministeren i spidsen gang på gang havde afvist at gribe ind i konflikten med henvisning til den danske model, der overlader det til parterne selv at forhandle.

Et regeringsindgreb var jo set før med stor kritik til følge, nemlig i lærernes arbejdstid i 2013 endda gennemført af Mette Frederiksen selv som daværende beskæftigelsesminister. Så lidt – provokatorisk - underforstået: det ville hun ikke have fingrene smudset til med igen! Desuden var der jo hensynet til at stå vagt om den danske model, der er under trussel fra EU-kravet om en lovfastsat mindsteløn. Regeringens holdning virkede for mange dog noget hul, da kommuner og ikke mindst regioner ikke havde økonomiske midler til selv at finde en forhandlingsløsning. En løsning ville kræve inddragelse af regering og folketing – og set med sygeplejerskernes øjne tildeling af flere lønmidler i form af et lønløft.

Sygeplejerskerne opfatter sig som urimeligt lavt lønnede sammenlignet med andre faggrupper med uddannelse af samme længde. Indplaceringen af sygeplejerskerne i det offentlige lønhierarki daterer sig tilbage til en tjenestemandsreform fra 1969, hvor verden så helt anderledes ud, og der på både det private og offentlige arbejdsmarked var løn efter køn, hvilket reformen ikke gjorde op med på det offentlige arbejdsmarked, men typisk placerede kvinde-dominerede fag på en lavere løn.

Det var dels udtryk for, at kvinder ikke opfattedes som hovedforsørgere, hvilket var blevet formaliseret i den første tjenestemandslov fra 1919, der gav mænd et forsørgertillæg, hvilket også gav sig udslag i, at f.eks. gifte mandlige kontorfunktionærer i det offentlige fik højere løn end ugifte. Dels var en stor del af kvinderne ansat i omsorgs-fag, hvilket nærmest - og i alt fald tidligere - blev opfattet som et helligt kald for kvinder og derfor ikke fordrede en løn på lige fod med mænd.

Dertil kom, at uddannelsen til sygeplejerske på det tidspunkt var en elev-uddannelse med løn og ikke som læreruddannelsen krævede studentereksamen, men kun en realeksamen. Derfor blev den i lønsystemet indplaceret på linje med erhvervsuddannede med elev- eller lærlingebaggrund. Ifølge en rapport udarbejdet af universitetsforskere for 11 fagforbund om tjenestemandsreformens betydning for offentlige lønninger fra 1969 til 2019 indeholdt sygeplejerskeuddannelsen dog mere teori og faglige skolefag end håndværkeruddannelserne.  ​​ ​​​​ 

På de 50 år siden da er der imidlertid sket meget med både sygeplejerske-uddannelsen, der er blevet en professionsbachelor-uddannelse, og med sygeplejerskernes arbejde, som både indholds- og ansvarsmæssigt har fået en hel anden karakter og forudsætter faglige kompetencer på et langt højere niveau. Dertil er i de senere år kommet et voldsomt stigende arbejdspres.

Forstærket af sygeplejerskernes rolle som frontkæmpere i kampen mod Corona kunne de forvente og fik også folkelig sympati for ønsket om et lønløft, der også ville være en anerkendelse af deres store og vigtige indsats. Sygeplejerskerne fik mange venlige nik og dyt i hornet, når de var på gaden. Meningsmålinger viste også løbende, at omkring halvdelen af befolkningen bakkede op om sygeplejerskernes krav, mens ca. 1/3 ikke tog stilling og resten ikke bakkede op. Det var en lidt lavere opbakning end opbakningen til de offentligt ansatte ved OK18.

Uklarhed om løn og krav

Den lidt mere lunkne opbakning kan skyldes flere forhold, men nok især uklarhed om både sygeplejerskernes nuværende løn og deres konkrete lønkrav. Mange tal cirkulerede rundt og gav en del forvirring. I medierne har der været meget forskellige tal på, hvad en sygeplejerskes månedlige løn er på - lige fra 24.000 kr. til 42.000 kr. ​​ Men var det på fuld tid eller på deltid? Var det med eller uden tillæg?

Den gennemsnitlige grundløn for en fuldtidsansat sygeplejerske er ifølge data fra Danmarks Statistik (bearbejdet af Politiken, 24.6.21) på 32.579 kr. og med tillæg i alt 40.612 kr. om måneden. Tilsvarende har en folkeskolelærer en grundløn på 36.409 kr. og med tillæg en samlet løn på 43.230 kr. og en politibetjent en grundløn på 32.967 kr. - med tillæg i alt 42.965 kr. En jordemoder har en grundløn på 30.777 kr. og med tillæg en samlet løn på 39.392 kr., mens en pædagog har en grundløn på 30.910 kr. og med tillæg når op på i alt 36.013. Socialrådgivere har med 32.784 kr. en anelse højere grundløn end sygeplejersker, men med tillæg i alt en lavere løn - nemlig 38.462 kr.

Sammenlignet med andre faggrupper med uddannelse af samme længde og alle – bortset fra politibetjente – kvinde-dominerede ligger sygeplejerskerne på både grundløn og løn inklusiv tillæg højere end nogle og lavere end andre; men ligesom i de andre faggrupper med en betydelig lønspredning. Ifølge tallene fra Danmarks Statistik tjener 1/4 af sygeplejerskerne under 37.000 kr., mens også 1/4 tjener over 45.000 kr. Hvad en sygeplejerske egentlig tjener er ligesom for andre faggrupper i døgntjeneste ikke lige til at gennemskue, fordi en del af lønnen er forskellige former for tillæg, der både kan være for særlige kompetencer og ansvarsområder og for arbejde på forskudt tid.

Sygeplejerskernes formulerede ønske har været en forhøjelse af grundlønnen; men i debatten i medierne har været fremme, at DSR i de seneste overenskomst-forhandlinger siden 2008 ikke har forhandlet forbedringer på grundlønnen hjem (Politiken 19.8.21), men alene tillæg til sygeplejersker med særlige specialer eller høj anciennitet samt øget pensionsindbetaling. Danmarks Lærerforening og BUPL har derimod ved overenskomstforhandlingerne forhandlet sig til forbedringer af grundlønnen. Argumentet fra DSR for den førte lønpolitik har været, at det med smalle økonomiske rammer for overenskomstforhandlingerne gav mere værdi for medlemmerne at gå efter tillæg og pensionsforbedringer frem for at give en næsten ikke mærkbar forhøjelse af grundlønningerne. Det er et valg, som også flere andre forbund har taget ved overenskomstforhandlinger med få penge at forhandle om og er derfor ikke noget unikt.

Hvad angår de ønskede forbedringer af grundlønnen, har der også i offentligheden været uklarhed om, hvordan det skulle forstås. Tallet 5.000 kr. har været nævnt; men skulle det forstås som en månedlig forhøjelse nu og her på 5.000 kr. - og dermed en højere grundløn end lærerne? Eller skulle forhøjelsen ske gradvist i løbet af overenskomstperioden. Hvad lønløftet skulle gå ud på, har derfor nok ikke stået lysende klart for alle – og dermed heller ikke hvad det samlet ville koste, og hvordan det skulle finansieres. Det gav regeringen et lidt for let spil i forhold til at afvise sygeplejerskernes krav, som til ærgrelse for sygeplejerskerne heller ikke havde massiv opbakning fra den øvrige fagbevægelse.

Løsning via lønkomite

Mange sygeplejersker har følt sig svigtet af resten af fagbevægelsen, hvis udspil til at finde en løsning var nedsættelse af en lønkomite, der bredt skal se på indretningen af lønsystemerne i den offentlige sektor og skævhederne heri, men ikke specifikt nævner ligeløn. Regeringen har tilsluttet sig en sådan komite, som sygeplejerskerne ikke har den store tiltro til belært af erfaringerne fra en tidligere lønkommission, der ikke fik rettet op på skævhederne.

Fagbevægelsens muligheder for aktivt at støtte de konfliktende sygeplejersker har dog været begrænset ikke alene af bindingerne i det fagretslige system og de interne aftaler i Forhandlingsfællesskabet, men også af risikoen for at komme i klemme over for de mange medlemmer, der havde godkendt de indgåede forlig. En del af disse medlemmer er også lavtlønnede og har været i front ved Corona: SOSU-hjælpere og -assistenter, rengøringsmedarbejdere, portører, lægesekretærer, laboranter og bioanalytikere – samt for så vidt også fængselsbetjente og medarbejdere i asylcentre med flere. Som FOA-formand Mona Strib udtrykte det: “Vi ville jo dermed fuldstændig grave en dyb grøft under tilliden til os som faglige forhandlere, og at medlemmerne kunne have tillid til os, når de nu har stemt ja til den fælles profil, vi har som organisationer” (Politiken d. 27.8.21). I den udtalelse ligger også en irritation hos hende og andre faglige ledere over, at sygeplejerskerne – sammen med BUPL - væltede muligheden for at udskyde overenskomst-forhandlingerne og derfor underforstået selv har bragt sig i den situation, som de havnede i og må bøde for. Sagt med Mona Stribs ord: “Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke blev ved med at stå sammen om, hvornår det er, at vi tager kampen, og hvornår vi gør det sammen” (Politiken 27.8.21).

Ud over en slet skjult kritik af sygeplejerskerne for at gå selv måske i håbet om at udnytte den folkelige sympati for de hårdt trængte sygeplejersker, frygtede faglige ledere også, at et lønløft på op til 5.000 kr. eller som også formuleret i bl.a. løbesedler “et opgør med gammeldags lønforskelle på mellem 15 og 20 procent mellem kvinde- og mandsdominerede fag” ville påvirke reguleringsordningen med yderligere negativ udmøntning, som det aktuelt er tilfældet og som nævnt størst i regionerne – bl.a. forårsaget af ret omfattende udbetaling for overarbejde til sundhedspersonale. Om løft af sygeplejerskernes løn ville få et mærkbart gennemslag i forhold til reguleringsordningen er dog usikkert og vil både afhænge af lønforbedringens størrelse og lønudviklingen på det private område. Risikoen for at et lønløft ville blive betalt af alle andre offentligt ansatte er derfor nok beskeden, men kan næppe helt udelukkes.

Fortsat opmærksomhed

Sygeplejerskernes konflikt gav dem ikke et bedre resultat end de øvrige offentligt ansatte. Deres største håb må derfor være ikke at blive glemt, men sikre sig fortsat opmærksomhed om deres sag, hvilket i første omgang er sket via overenskomststridige en times nedlæggelser af arbejdet på skift rundt om i landet. Det fastholder fokus i medierne og blandt såvel regering og faglige ledere, men kan også bruges til opbygning af alliancer. I Aalborg har sygeplejersker ved deres arbejdsnedlæggelse fået selskab af murere, der ønskede at vise deres støtte ved at møde op foran sygehuset og stå skulder ved skulder med sygeplejerskerne. Flere steder i landet er der også taget initiativ til at opbygge netværk med andre faggrupper, bl.a. pædagoger og SOSU-ansatte.

Sådanne aktiviteter – kommission eller komite – kan være med til at lægge pres på, at ord også bliver til handling, når lønkomiteen går i gang med arbejdet, der absolut ikke bliver nemt. For en løsning af skævhederne i det offentlige lønsystem kræver tilførsel af flere penge og kan ikke løses som et nulsumsspil, hvor lønmidler blot omfordeles blandt faggrupperne eller klares ved personalereduktioner. Regeringen og partierne skal derfor give ikke blot en éngangsbevilling, men et varigt løft på finansloven af midlerne til aflønning af de offentligt ansatte. En lappeløsning kan ikke gøre det, men kræver en fremtidssikret beslutning, der forudsætter et relativt bredt flertal i Folketinget og ikke kun stemmerne fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og DF. Det bliver givetvis en stor udfordring.

Kroner eller procenter?

Helt nemt bliver det heller ikke internt i fagbevægelsen, der naturligvis skal inddrages fuldt og helt i forhandlinger og beslutning. For der er interne spændinger og modsætninger, når der drøftes løn. Spørgsmålet om lønstigninger skal være i kroner eller procenter kan ikke undgå at blive en del af løsningen. For et løft i et eller andet omfang af lavere lønnede grupper - især kvinder – vil udhules, hvis lønforbedringer fortsat alene udmøntes procentvis. Så vil lønforskellen mellem højt og lavtlønnede igen øges, også selv om der blandt højtlønnede grupper som akademikere efterhånden er flere kvinder end mænd.

Kravet om hel eller delvis udmøntning i kroner har primært været rejst af FOA, 3F og Uddannelsesforbundet med delvis opbakning fra Serviceforbundet og HK Stat, men ønsket om kroner frem for procent blev nævnt oftere end tidligere i kommentarer fra tillidsvalgte og medlemmer ved OK21 og er derfor allerede sat på dagsordenen i nogle forbund og centralorganisationer til evaluering af OK21 og indledende forberedelser til OK24.

Kombinationen af relativ lav løn og et hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø vil fortsat bestå og give rekrutterings- og fastholdelsesproblemer for ikke blot sygeplejersker, men også f.eks. SOSU-assistenter og fængselsbetjente, hvis der ikke både sikres højere lønninger og flere medarbejdere.  ​​ ​​​​ Med en gennemsnitlig månedlig grundløn på 27.500 for SOSU-ansatte på sygehuse er de væsentligt lavere lønnede end mange andre med en erhvervsuddannelse – ikke mindst både offentligt og privatansatte håndværkere, selv om der så oven i grundlønnen skal lægges tillæg på i gennemsnit 7.500 kr.

Med i billedet skal også, at der kommer stadig flere faggrupper til i det offentlige med en bacheloruddannelse, bl.a. inden for HK-området. En fremadrettet løsning på skævheder i de offentlige lønsystemer kan derfor blive en omfattende opgave med risiko for at efterlade nogle på perronen eller skabe nye skævheder. Derfor er grundige analyser og drøftelser vigtige ikke bare i selve lønkomiteen, men i høj grad også i fagbevægelsen, så interne splittelser ikke spænder ben for de gode intentioner og efterlader komiteen lige så resultatløs som kommissionen.

Sammenhold afgørende

Læren af OK18 og OK21 er, at et velgennemdrøftet og forberedt sammenhold baseret på klart formulerede fælles krav kan føre til sejr, selvom de offentligt ansatte som udgangspunkt står svagere end modparten, der sparer penge på en konflikt, og via et regeringsindgreb kan diktere et resultat, mens fagbevægelsen mere eller mindre kan risikere at tømme strejkekasserne. Det giver, hvad arbejdsmarkeds-forsker Laust Høgedahl kalder et asymmetrisk magtforhold, da en konflikt i det offentlige i modsætning til konflikter i den private sektor ikke rammer arbejdsgiveren på pengepungen, tværtimod.

Denne ulige situation kan dog vende, hvis det som ved OK18 lykkes fagbevægelsen både at fastholde et internt sammenhold og opnå en stor folkelig opbakning. Som Moderniseringsstyrelsen efter 2018 konkluderede, så vandt fagbevægelsen på at besidde den politiske kapital. OK21 var tilbage til normalen, hvor de offentligt ansatte fik et magert resultat og sygeplejerskerne tabte en ganske vist retfærdig kamp, der bare blev ført på det forkerte tidspunkt. Som det også har vist sig før i historien, gør ene ikke stærk, når det drejer sig om faglig kamp.  ​​ ​​ ​​​​ 

Selvom det kan se svært ud, er det ikke tid til mismod, men til eftertanke og til at se fremad. Det gælder også sygeplejerskerne. Et slag er tabt, men et nyt kan vindes, hvis der opbygges alliancer og udformes en fælles strategi. Erfaringer skal samles op og den aktuelle situation analyseres ud fra en forståelse af, at historien aldrig gentager sig på samme måde. OK18 og OK21 var to unikke, men vidt forskellige situationer, og situationen vil igen være anderledes i 2024 afhængigt af, hvordan verden og Danmark udvikler sig i efterdønningerne af Corona.

Både udfordringer og muligheder skal afdækkes og indgå i strategien, der bl.a. må indeholde et forventningspres på regering og politikere, hvilket det kommende folketingsvalg åbner oplagt mulighed for. Samtidigt skal de spirende eller allerede eksisterende tværfaglige samarbejder styrkes og udvides, så fagbevægelsens medlemmer aktivt står samlet og er beredte til at kæmpe i fællesskab for krav, der – med genbrug af sloganet fra 2018 - sikrer en løsning for alle.  ​​ ​​​​ 

At opnå sejre i også den faglige kamp er ofte et langt, sejt træk baseret på ​​ sammen-hold og solidaritet, hvilket kan udtrykkes med en fordanskning af en gammel tekst fra svenske Hoola Bandoola Band:

Trods endnu mange nederlag giver vi dog aldrig op,

​​ for hovedsagen er trods alt, at vi går i samlet trop.

Læs mere om OK21:

Forlig i staten: https://cfu-net.dk/ok21

Forlig i kommunerne: https://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/udsendelser/2021/21-02-februar/ok-21-forlig-pa-kl-s-omrade_?theme=9965

Forlig i regionerne: https://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/udsendelser/2021/21-02-februar/ok-21-forlig-pa-rltn-s-omrade?theme=9965

FAOS om OK21: https://faos.ku.dk/temasider/ok-forhandlinger/2021/

Arbejderen tema om OK21: https://arbejderen.dk/tema/ok21/

og om OK18:

FOA-opsamling på OK18:http://historienomok18.dk/

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​