“Løkke eller kaos”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bagud på point i den kommende valgkamp. Men er han også håbløst bagud?

Af Kim Kristensen

Han har gjort det før. Overlevet. Gjort skepsis til skamme. Trodset odds. Klicheerne står i kø.

Alligevel er det svært at se, hvordan »overleveren« – som forfatteren Niels Krause-Kjær i biografien Lars Løkke har beskrevet som et »usædvanligt studie i politisk sejtræk« – skal gøre det denne gang: Overleve det kommende folketingsvalg.

I hvert fald står regeringen til at tabe magten i meningsmålingerne. I netmediet Altingets seneste såkaldte kvalitetsvægtede gennemsnit af målinger står oppositionen nemlig til at få 53,4 procent af stemmerne, og det vil blive omvekslet til 96 mandater i Folketinget (Folketinget har som bekendt 179 mandater og der kræves derfor blot 90 for at få flertal). En føring til rød blok som blandt andet kan forklares med en risiko for mere stemmespild i den blå blok, end der normalt er.

Af samme årsag har statsministeren naturligvis brug for den lange valgkamp, de 29 dage bliver den længste valgkamp siden 1975, hvis han skal nå at hente oppositionens forspring.

Udlændingekortet

Her vil oppositionen forsøge at gøre folketingsvalget til spørgsmål om velfærd, miljø og klima, som plejer at være vindersager, hvorimod Venstre vil forsøge at gøre det til et spørgsmål om udlændingepolitikken.

I bogen »Oprør fra udkanten. Folketingsvalget 2015« har valgforskerne tidligere afsløret, hvordan udlændingepolitikken efter alt at dømme afgjorde det seneste folketingsvalg.

»Udlændinge var afgørende for valget i 2015. Da det emne for alvor blev spillet på banen, blev det en game changer. Det er det klareste eksempel, vi har i forskningen på, hvad der kan afgøre valg«, har en af forskerne bag, Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, forklaret.

Men den store ubekendte er værdien af det berømte/berygtede udlændingekort anno 2019. Mette Frederiksen har flyttet Socialdemokratiet i udlændingepolitikken, og ikke mindst Rasmus Paludans Stram Kurs, og for den sags skyld Nye Borgerlige, stiller Lars Løkke Rasmussen overfor en ny udfordring: Hvordan kræver han en stram – eller strammere – udlændingepolitik, uden at sende vælgerne i armene på de to nye partier, med potentielt stemmespild som følge. Og skulle et – eller begge – af partierne endelig komme i Folketinget og blive Lars Løkke Rasmussens parlamentariske grundlag, begynder hans vanskeligheder først for alvor.

Foreløbig synes Lars Løkke Rasmussen at have valgt at gå på to ben. På den ene side præsenterer Lars Løkke Rasmussen sig forventeligt som den, der garanterer en fortsættelse af den nuværende udlændingepolitik, og på den anden side som landsfaderen, der vil forhindre kaos (læs: Stram Kurs).

»Herhjemme, i Danmark, hører man pludselig synspunkter, som de fleste af os betragter som ekstreme og fremmedfjendske,« lød det tirsdag i statsministerens tale som et ekko af Thorvald Stauning. »Opbrud kalder på samling. Rystelserne fordrer stabilitet. Usikre tider kræver et erfarent, robust og ansvarligt lederskab«

Fremgang for V?

Lykkes det ikke Lars Løkke Rasmussen at få flertal på valgdagen den 5. juni behøver alt alligevel ikke at være tabt. Statsministeriet vil måske være tabt, men ikke nødvendigvis regeringsmagten – eller magten i Venstre.

Alternativet afviser at pege på Mette Frederiksen i den kommende dronningerunde – eller for den sags skyld Lars Løkke Rasmussen – hvilket på forhånd efterlader en svær regeringsdannelse for Socialdemokratiets formand. Ganske vist står Mette Frederiksen i nogle meningsmålinger til at kunne få flertal uden alternativisternes stemmer og altså blot med Enhedslisten, SF og De Radikales. Men selv med de tre partiers stemmer ser det mere end vanskeligt ud for Socialdemokratiets formand. Senest er De Radikales gruppeformand, Morten Østergaard, kommet med (endnu) et ultimativt krav: Mette Frederiksen skal gøre op med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, ellers vil Det Radikale Venstre arbejde for at forhindre hende i at danne regering.

Skal Lars Løkke Rasmussen overleve at tabe Statsministeriet på valgaftenen, og også komme med i dronningerunden, kræver det dog, at han i det mindste sikrer fremgang for Venstre ved valget. Det var det, som han havde held med i 2011. Dengang takkede Lars Løkke Rasmussen nej til at lade sig portrættere af en maler til Christiansborgs samling af tidligere statsministre i rammer. Venstres formand ville ikke være fortid, men fremtid. Og i 2015 lykkedes det ham så at blive statsminister igen.

Da startskuddet lød til valgkampen, stod Venstre til samme resultatet som ved folketingsvalget i 2015, der ellers blev betegnet som et katastrofevalg. Dengang fik Venstre 19,5 procent af stemmerne og tabte 13 mandater. Nu står partiet til 18,9 procent og til at beholde sine 34 pladser i Folketinget. Ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for den kommende valgkamp.

Skulle Lars Løkke Rasmussen komme så langt, vil han efter den første dronningerunde kunne appellere til den »samling«, han nævnte i sin tale, hvis dansk politik, som forventelig, er efterladt i kaos. Det bliver aldrig med Mette Frederiksens gode vilje, at hun nogensinde kommer til at danne en SV-regering med sig selv som statsminister og Lars Løkke Rasmussen som vicestatsminister. Men både begge kan have en interesse i en sådan regering. Hun i at blive statsminister og han i at overleve politisk. Endnu engang.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen