Lussing til Starmers Labour: Hvad sker der i Storbritannien?

I torsdags afholdt Storbritannien en række lokale, regionale, og nationale valg, og samtidig et såkaldt “by-election”, hvor et nyt medlem skulle vælges til at repræsentere Hartlepool i Underhuset. Det mandat er gået til Labour, siden valgkredsen blev etableret i 1974.

Valgene, som omfattede både planlagte valg samt en række valg, der var blevet udsat pga. coronavirus, har derfor fået navnet “Super Thursday” – et begreb også kendt fra amerikansk politik – og er et af de største valg ved siden af parlamentsvalget. Men valgene var alt andet end ‘super’ set med Labour-briller. Med et historisk tab i Hartlepool, en række dårlige resultater ved forskellige kommunal- og regionsvalg, en meget tættere valgkamp i London end forventet, og et manglende gennembrud i Skotland, har resultaterne snarere været det modsatte. Det eneste lyspunkt for partiet var valgene i Wales, hvor det var det walisiske søsterparti, Welsh Labour, som var på stemmesedlen.

Sejr til de siddende regeringer

På sin vis er resultaterne ikke særligt overraskende. For et halvt år siden var Storbritannien på vej imod endnu en forsinket corona-lockdown. De alvorlige konsekvenser viste sig øjeblikkeligt. I næsten hele januar måned var Storbritannien ramt af en uhyggelig katastrofe, hvor der var næsten 1.000 daglige dødsfald til corona.

Kort efter forandrede situationen sig dog markant. Efter at være blevet kritiseret fra mange sider for den tidligere beslutning om at nægte at deltage i EU-Kommissionens vaccine program, har Storbritannien nu et af de bedste vaccine-programmer – ikke bare i Europa, men verden over.

“Storbritannien virker på mange måder som et boligmarked med en økonomi klistret på.”

Over halvdelen af befolkningen er nu blevet vaccineret, hvilket er dobbelt så mange som i fx Danmark. Samtidig har forlængelse af regeringens forskellige økonomiske støttepakker sikret, at det forventede corona crash indtil videre er blevet udsat.

Imens er boligpriserne fortsat med at stige markant i løbet af krisen. Den faktor skal ikke undervurderes. Som jeg skrev om tidligere i år i tidskriftet Tribune, er Storbritannien i stigende grad blevet en “Rente-Ø”. Landbesiddelser blev for nyligt vurderet til at have en værdi svarende til over halvdelen af nettonationalproduktet, hvilket er dobbelt så meget som i Tyskland. Storbritannien virker på mange måder som et boligmarked med en økonomi klistret på.

Valgresultaterne skal også ses i sammenhæng med de forhold. Skotland har under corona-krisen været regeret af Scottish National Party (SNP), der da også vandt torsdagens valg til det skotske parlament. Wales har under krisen været regeret af Welsh Labour, der også fortsat kommer til at danne regering efter valget til det walisiske parlament. Situationen i England er lidt mere kompleks, men overordnet er der ingen tvivl om, at det er de Konservative anført af Boris Johnson, der ser ud til at have vundet de fleste af kommunalvalgene.

De partier, som vælgerne ser som ansvarlige for den meget succesrige udrulning af landets vaccineprogram, og som samtidig har givet økonomisk bistand til både borgere og virksomheder, har kort sagt haft succesfulde valgaftener. Det er i hvert fald den mest enkle forklaring.

Keir Starmers socialisme med slips

Med den historie på plads, er der også mange, som ville kigge på Hartlepool som et uundgåeligt resultat. På mange måder har de ret. Ved valget i 2019 fik de konservative 29% af stemmerne, og Brexit-partiet hele 26%. Dengang vandt Labour i Hartlepool med 38% af stemmerne, men man behøver ikke at være matematiker for at erkende, at valgkredsen kunne vindes af de konservative, hvis de formåede at tiltrække Brexit-partiets stemmer.

Og netop dét lykkedes. De konservative øgede deres andel af stemmerne med 23% – og fik dermed over 50% af alle stemmerne i Hartlepool. Men det forklarer ikke i sig selv, hvorfor Labour har mistet næsten 10% af deres stemmer siden 2019.

Her nærmer vi os sagens kerne. Efter Labours nederlag ved valget i 2019, vandt Keir Starmer lederskabet i partiet. Hans kampagne var imponerende, og hans tilbud var fristende. Kort sagt tilbød han partimedlemmerne en fortsættelse af Corbyn’s økonomiske radikalisme, koblet med en mere “kompetent” ledelse: En slags “socialisme med slips”.

Dette projekt blev understreget af konkrete 10 løfter: At hæve skatten for de rige; at gøre videregående uddannelse gratis; at gøre den såkaldte “Green New Deal” til et omdrejningspunkt i Labours politik; at støtte det offentlige ejerskab af postvæsen, vand, el, og jernbaner. Selvom det var et skridt tilbage i forhold til nogle af de mere radikale dele af Corbyns program – som et opgør med “inclusive ownership funds”, der var en slags Meidner-inspireret (tysk økonom, red.) moderne, økonomisk demokrati – var dette alligevel et genkendeligt socialdemokratisk program. Og det vandt Starmer lederskabet på.

Kort tid efter hans sejr, skete der et akut kurs-skifte i partiet. Netop som hans politik var begyndt at virke fornuftig, besluttede Starmer sig for at droppe den helt. Da de konservative besluttede sig for at hæve selskabsskatten, var Starmer imod. Den bizarre beslutning forstås bedst som et forsøg på at vise, at Labour nu havde droppet Corbyns politiske program, og at partiet igen var på de store selskabers side. Det kan næppe overraskende mange, at der her var tale om en markant fejlvurdering af situationen: knap 7 ud af 10 engelske vælgere støtter højere selskabsskat , og en endnu større procentdel af disse må formodes at være Labour-vælgere. Nu er det i stedet Boris Johnson, som taler om “build back better”, og som skriver om en “grøn industriel revolution”.

Den politiske linje udgår dog ikke udelukkende fra Downing Street 10, men genfindes også lokalt. I nærheden af Hartlepool ligger Tees Valley. Det er en såkaldt “Combined Authority”, en slags region, som dækker fem kommuner, inklusive Hartlepool, hvor der bliver valgt en regional borgmester. I 2017 vandt den unge konservative politiker, Ben Houchen, et tæt løb, da han sikrede sig sejren med 2 procent flere stemmer end Labours kandidat, Sue Jeffrey. I torsdags, under Starmers ledelse, tabte Labour det samme valg til Ben Houchen med 46%. Houchen er en af de ‘nye konservative’, som støtter den grønne omstilling, og blandt andet har taget den lokale lufthavn under offentligt ejerskab.

Tilbage til tegnebrættet

Selv om det kunne lyde sådan, er det vigtigt at slå fast, at de britiske konservative ikke er blevet socialdemokrater. De har derimod bygget en ny pagt med kapitalen; en slags “slyngel-keynesianisme”, som trods alt er meget anderledes end den brutale sparepolitik, som har domineret det seneste årti. Det eneste politiske modsvar, der er kommet fra Labour i 2021, har været et kompliceret, uinspirerende forslag om at oprette en “British Recovery Bond”.

“Dogmatismen under det nye Starmer-lederskab handler til gengæld om at rense partiet for alle, der var tilknyttet Corbyn. Det er både en strategisk og en politisk fejl.”

Starmers lederskab er præget af en kontraproduktiv blanding af forsigtighed og dogmatisme. Forsigtigheden betyder, at Labour nægter at svare enkelt på spørgsmål. For nyligt blev partiet således spurgt, hvor stor en lønforhøjelse sygeplejersker bør få. Det kunne – eller ville – Labour dog ikke svare på. I torsdags fik selv samme Labour – der traditionelt har været favoritpartiet for ansatte i det nationale sundhedsvæsen, NHS – så belønningen. Det blev til katastrofalt lave 32% af stemmerne fra sundhedsmedarbejdere. I 2019 fik de til sammenligning 82% af deres stemmer.

Dogmatismen under det nye Starmer-lederskab handler til gengæld om at rense partiet for alle, der var knyttet til Corbyn. Det er både en strategisk og en politisk fejl. For netop de steder, hvor socialistisk politik spiller en mere fremtrædende rolle, har det været populært blandt vælgerne. Det ses for eksempel i Wales, hvor Labour kan danne en ny regering under lederskab af Mark Drakeford, som støttede Corbyn, og som har fremsat et langt mere radikalt program for Wales end Starmers linje antyder.

Det ses også i fx byen Preston, hvor den såkaldte “Preston Model”, der er kendetegnet ved en ‘kommunal socialisme’ er blevet gradvist realiseret. Her har Labour bevaret alle partiets pladser i det kommunale byråd. Som Ronan Burtenshaw, Tribune’s redaktør, skriver på Twitter, er Preston Labour i gang med at etablere en offentligt bank, en offentligt ejet biograf, og et arbejder-ejet taxa-kooperativ. Sydøst for Preston i Salford, er den Labour-regerede kommune i færd med at udrulle et ambitiøst program for almene boliger, og Labours overborgermester, Paul Dennett – der er kendt for sin udrulning af ‘Salford-modellens’ sensible socialism – har øget sin stemmeandel med hele 10 %. 

Ved Brexit, ved 2019-valget, og igen under “Super Thursday”, er det blevet endnu mere klart, at Labour har brug for en strategi, som bygger broer mellem deres kerne-vælgergrupper. På den ene side den mere traditionelle arbejderklasse, som plejer at eje deres boliger, og bor uden for storbyerne, og på den anden side de generelt unge bevægelser, som har støttet Corbyn, og som i stadig højere grad oplever prekære arbejdsforhold. Den type små succeser på en valgaften, som ellers var præget af store tab, viser vejen frem for partiet.