Mark Rutte – Prisen for posten som NATO-generalsekretær var benægtelse af israelske krigsforbrydelser

Oversat fra engelsk fra Jouke Huijzer, To Become NATO Chief, Mark Rutte Denied Israeli War Crimes, Jacobin, 19. juni 2024. Manchetten er Kritisk Revys.

Hver torsdag bruger en gruppe hollandske embedsmænd deres frokostpause på at samles foran udenrigsministeriet for at protestere mod Hollands holdning til Israel. Det er meningen, at embedsmænd skal følge de valgte politikeres instruktioner – og derfor kritiserer de sjældent de politiske ledere åbent.

Men denne gang har de ikke noget valg. Som embedsmænd har de svoret en ed til forfatningen – et dokument der klart siger, at Holland “fremmer den internationale retsorden”. Derfor mener mange embedsmænd, at det er deres pligt at modstå regeringens pro-israelske linje.

Men at fremme den internationale retsorden er ikke den hollandske regerings mål. Som svar på de Hamas-ledede angreb den 7. oktober sidste år erklærede premierminister Mark Rutte straks “ubetinget støtte” til Israel og “dets ret til at forsvare sig selv”. Mange kritikere påpegede, at dette grundlæggende gav carte blanche til Israels svar. Men Rutte var længe uvillig til at opfordre til tilbageholdenhed.

Og ud over dette bidrager Holland aktivt til Israels krig. Landet fremstiller flere enkeltdele, der er nødvendige for at bygge F-35-kampfly, som derefter sendes til Israel. Det fortsatte man med, selv efter at Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag erklærede, at det var “plausibelt”, at Israel begår folkedrab. Selv da en hollandsk domstol blokerede for denne eksport, appellerede regeringen ikke kun domstolens afgørelse, men begyndte også at undersøge, hvordan man stadig kunne eksportere F-35-dele til Israel på andre måder, f.eks. ved først at sende dem til USA.

Det hollandske selvbillede vakler

Sammen med Tyskland og Storbritannien har Holland været blandt Israels stærkeste støtter i Vesteuropa. Rutte har i løbet af det sidste år besøgt Israel to gange for at udtrykke sin støtte og har været i kontakt med premierminister Benjamin Netanyahu mere end en gang om måneden. Han hævdede, at et angreb på Rafah ville være en “game changer”, men da Israel efter syv måneders massakre på palæstinensere rent faktisk indledte angrebet, sagde han, at “ingen rød linje blev overskredet”.

Selv om Holland historisk set har været en af Israels trofaste allierede, betragter landet også sig selv som en af de stærkeste diplomatiske forsvarere af menneskerettighederne siden Anden Verdenskrig.

Holland plejede at stå på de nordiske landes side og tale for den internationale ret, især når landets repræsentanter besøgte lande med undertrykkende regeringer. I forbindelse med begivenheder som De Olympiske Lege eller FIFA World Cup udtalte ministrene sig ofte om menneskerettighedskrænkelser i værtslandene eller iværksatte endda boykot. Holland er – ligesom Rutte personligt – stolt af den hollandske teoretiker Hugo Grotius fra det 17. århundrede, som lagde grunden til den internationale ret. Desuden er Haag hjemsted for ICJ og Den Internationale Straffedomstol. Derfor har det hollandske selvbillede længe været bygget på ordentlig dømmekraft og moralsk retfærdighed.

Dette billede begyndte at ændre sig i 00’erne med flere rapporter om, at Holland var medansvarlig for folkedrabet i 1995 på den bosniske, muslimske befolkning i Srebrenica. Det forværredes yderligere, da Holland baseret på falske oplysninger politisk støttede USA’s invasion af Irak – senere sendte landet også 1100 soldater – samtidig med at man ignorerede interne rapporter fra embedsmænd. (Ifølge Richard Armitage, der på tidspunkt var USA’s viceudenrigsminister, hjalp dette i 2003 også med til udnævnelsen af den forrige hollandske NATO-generalsekretær).

Rutte, som blev valgt som parlamentsmedlem to måneder før Irak-invasionen i 2003, støttede invasionen. Han blev snart juniorminister og derefter i 2007 leder af det konservative parti (VVD), der stod for det frie marked. Tre år senere blev han i 2010 premierminister i den mest højreorienterede hollandske regering siden 1945, som blev støttet af Wilders’ Frihedsparti og hyldet som en milepæl i, at det yderste højre blev acceptabelt.

På linje med USA

I Ruttes første år som premierminister blev det ofte hævdet, at han manglede visioner. Han blev både rost og kritiseret for sine retoriske evner og for at grine alvorlige samfundsproblemer væk – og blev derfor kaldt “Teflon-Mark”, en “politisk Houdini” eller “glat som en ål”. Før han gik ind i politik, var han chef på en fabrik, der fremstillede jordnøddesmør, og hans politiske stil var mere ledelsesmæssigt pragmatisk end moralsk principfast.

Det vakte manges latter, da Rutte selv tog sit ry som en “mand uden visioner” til sig – og kom med en berygtet udtalelse om, at “visioner er en elefant, der spærrer for udsynet”. Alligevel blev Rutte på trods af sin formodede mangel på visioner den længst siddende premierminister i Hollands historie. Men den 7. oktober og starten på Israels voldsomt uforholdsmæssige reaktion havde han allerede tilkendegivet, at han ville træde tilbage, når et nyt kabinet kunne dannes.

Men det var ikke det hele. I slutningen af oktober udtrykte Rutte åbent sin interesse i at efterfølge Jens Stoltenberg som NATO’s nye generalsekretær. Men for at skaffe sig denne NATO-position mente Rutte, at han var nødt til at bevise, at han var i stand til at styre NATO i den retning, som dets mest magtfulde medlem ønskede. For at overbevise USA brugte han sin indflydelse til at tilpasse den hollandske regerings holdning til Biden-administrationens så meget som muligt. For eksempel opfordrede Rutte først til “et øjeblikkeligt ophør af volden”, efter at FN’s Sikkerhedsråd havde godkendt en resolution, der opfordrede til øjeblikkelig våbenhvile den 25. marts 2024 (hvor USA undlod at stemme).

To måneder tidligere var Holland det eneste EU-medlemsland, der sammen med USA og Storbritannien angreb houthi-oprørerne, som kaprede fartøjer med tilknytning til Israel i Det Røde Hav. I mellemtiden fik ICJ’s afgørelse i folkedrabssagen mellem Sydafrika og Israel i Haag – som faktisk fandt sted kun et stenkast fra Ruttes kontor – ikke så meget opmærksomhed som andre steder og havde kun ringe effekt på den hollandske regerings linje.

Bedrageri over for offentligheden

Rutte-regeringens holdning resulterede dog i flere konflikter med embedsmænd fra udenrigsministeriet – hvoraf mange gør en oprigtig indsats for at forbedre forholdene for det palæstinensiske folk og sikre, at international ret følges. Opfordringer til at undgå at medvirke til folkedrab blev ignoreret af ministrene – men udløste reaktioner fra flere regeringspartier, der insisterede på, at embedsmændene skulle træde tilbage i stedet for at kritisere politikken.

I november 2023 blev et internt memo fra den hollandske ambassade i Israel lækket til pressen og bekræftede, at Ruttes regering udmærket er klar over, at Israels forsvarsstyrker “bevidst har til hensigt at forårsage massiv ødelæggelse af infrastruktur og civile centre.” Ifølge notatet kunne det forklare det “høje dødstal i Gaza” og “overtræder internationale traktater og krigens love”. Det hedder også, at Netanyahus mål om at eliminere Hamas er “et militært mål, der stort set er umuligt at nå.”

I december 2023 stemte FN’s Generalforsamling for en resolution, der opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza. Embedsmændene rådede Holland til – sammen med det overvældende flertal af andre lande, herunder vestlige lande som Frankrig, Belgien, Schweiz, Spanien, Canada, Australien, New Zealand og de nordiske lande – at støtte resolutionen. Men lige før afstemningen greb Rutte og hans umiddelbare underordnede ind og underkendte udenrigsministeriet. Holland afstod ligesom Tyskland, Storbritannien og Italien fra at stemme.

Det blev senere afsløret i et brev, som en gruppe højtstående embedsmænd fra udenrigsministeriet sendte anonymt, og som opfordrede til et forbud mod våbeneksport til Israel. Embedsmændene udtrykte en generel frustration over, at det pludselig ikke var deres minister, men Rutte, der bestemte linjen i forhold til Israel. Brevet omskrev en intern anmodning fra Ruttes underordnede til udenrigsministeriet, hvor der blev spurgt: “Hvad kan vi sige for at få det til at se ud, som om Israel ikke begår krigsforbrydelser?”

En kedelig Boris Johnson

Dette forsøg på at bedrage offentligheden passer ind i et mønster af bestræbelser på at tilbageholde information, som i de senere år i stigende grad har været afgørende for Ruttes omdømme på hjemmebane. Hvis Rutte, der er erklæret anglofil, i sine tidlige år kunne beskrives som en lidt letbenet version af David Cameron, blev han senere mere til en kedelig Boris Johnson: Han gav parlamentet vage oplysninger og hævdede, at han ikke kunne huske noget som helst. Men i det hollandske tilfælde handlede kontroversen ikke kun om Ruttes personlige narrestreger.

Denne ændring i hans omdømme begyndte i 2017, da han udnyttede al sin politiske kapital til at presse på for at få afskaffet en udbytteskat for aktionærer i håb om at overtale Unilever [et meget stor hollandsk-britisk transnationalt selskab] til igen at flytte sit hovedkvarter fra London til Rotterdam. Da denne politik ikke optrådte i nogen af partiprogrammerne, undrede oppositionen sig over, hvor den kom fra – og om planen blev presset frem af lobbyister. I første omgang benægtede Rutte, at der skulle findes henvendelser i den retning. Men takket være en anmodning om informationsadgang viste det sig snart, at der havde været flere af dem. Rutte påstod spagt, at han ikke kunne huske henvendelserne – men det lykkedes ham at samle sine koalitionspartnere bag sig.

Et år senere opstod der igen tvivl, da det blev afsløret, at regeringen havde undladt at informere parlamentet om 70 civile, som blev dræbt af hollandske styrker i Irak under et forsøg på et luftangreb på den såkaldte Islamiske Stat i 2015. Hverken forsvarsministeriet eller premierministeren havde informeret parlamentet. Mange oppositionspartier fandt det usandsynligt, at Rutte ikke skulle være blevet informeret om så mange tab med døden til følge, men han blev ved med at gentage, at han ikke havde nogen erindring om dette. Da det var umuligt at bevise andet, blev han siddende.

“Rutte-doktrinen”

Meget mere iøjnefaldende end det dødbringende luftangreb var den såkaldte børnepengeskandale, hvor tusindvis af familier fejlagtigt blev anklaget for bedrageri og måtte betale skyhøje bøder, der ofte gjorde dem dybt forgældede. I deres officielle bestræbelser på at bevise at de var blevet udsat for uret, stod disse mennesker over for meget mistænksomme skattemyndigheder, der ikke var villige til at udlevere oplysninger vedrørende deres beslutninger. Da det efter mange års benægtelse kom frem, at anklagerne om svindel var falske, blev ofrene bedt om at indsende en endeløs række af papirer for at få kompensation.

Rutte havde selv gjort hårde foranstaltninger mod svindel til et politisk fokus og var endda formand for et udvalg, der kom med politiske anbefalinger. Da skandalen kom frem, blev dokumenter fra disse udvalg frigivet, og Rutte blev indkaldt til en parlamentarisk høring. Parlamentsmedlemmerne var overraskede over, at der fandtes så få dokumenter, og det blev klart, at Rutte gjorde en bevidst indsats for at minimere alle spor af beslutningsprocessen. Den praksis, der går ud på at nedskrive så lidt som muligt af det, der bliver sagt bag lukkede døre, blev af embedsmænd kaldt “Rutte-doktrinen”. Journalister og parlamentsmedlemmer, der var frustrerede over hans tilsyneladende undvigemanøvre, var hurtige til at tage udtrykket til sig.

Ingen opposition

Selvom Rutte lovede at øge gennemsigtigheden, er der kun få tegn på, at han gjorde det. Det varede ikke længe, inden det blev afsløret, at han, også efter at have givet dette løfte, havde slettet de fleste af sine SMSer. Han forsvarede sig med, at der ikke var plads på hans telefon – indtil sidste år havde han brugt en gammel Nokia 301. Men det betød også, at vigtige oplysninger om regeringens beslutninger under COVID-19-nedlukningen aldrig vil blive offentligt tilgængelige.

Vi kan undre os over, hvorfor Rutte blev siddende så længe på trods af sit bekvemme hukommelsestab eller sine direkte løgne. En forklaring er, at han altid har stået over for en kammeratlig opposition og ikke principfaste koalitionspartnere. Hans løgne er ikke patologiske, men blot opportunistiske; i den forstand adskiller hans motiver sig ikke meget fra andre ledere, som i mangel af stærke principielle holdninger let kan føle med Rutte.

Det samme gælder for medierne. Da der i marts 2021 kom endnu en løgn frem, som næsten beseglede Ruttes skæbne, tweetede en af de førende politiske kommentatorer på den offentligt ejede radio- og tv-station: “Det egentlige problem er selvfølgelig ikke, at han ikke taler sandt. Hvilken politiker gør det? … Hans problem er, at det ikke længere lykkedes ham at skjule det.” Hollandske politiske analytikere af den almindelige aftapning er ikke interesserede i at afdække sandheden, men deltager i skuespillet om, hvorvidt politikere slipper af sted med at skjule den.

Konsekvenser for NATO

Mange vil argumentere for, at NATO sammen med Warszawapagten burde have været opløst for årtier siden for at afslutte den kolde krig og forbedre forholdet til Rusland med henblik på at opbygge en ny international aftale. Men det synes ikke længere på kort sigt at være en holdbar løsning. I dag er NATO ved at omdefinere sin rolle og er dermed også en af de vigtigste aktører i udformningen af en anden verdensorden. Om der bliver fred mellem Rusland og Ukraine, afhænger i høj grad af NATO’s holdning og støtte til Ukraine.

Det forventes ikke, at Rutte vil afvige meget fra sin forgænger Stoltenbergs politiske linje. Men han har vist sig at være ekstremt lydig over for USA og villig til fleksibelt at tilpasse sig, når det kræves for at holde fast i sin position. Lige så bekymrende er det, at Rutte i løbet af de seneste år især har bejlet til det yderste højre. Han besøgte Giorgia Meloni under sin sidste politiske kampagne i marts 2023 og viste sig tidligere overraskende venlig over for Donald Trump – hvilket gav ham et internationalt ry som Trump-tæmmer, mens han på hjemmebane plæderede for “at betragte Trump som en mulighed.”

Hans respekt for det yderste højre blev også omsat til politik. Rutte anses for at være en af arkitekterne bag aftalerne mellem EU og Tyrkiet (i 2016) og mellem EU og Tunesien (i 2023) om at overføre flygtninge dertil. Tilliden til at disse stater kunne begrænse flygtningestrømmene til Europa resulterede i adskillige menneskerettighedskrænkelser – noget, som EUs medlemmer udmærket var klar over ville ske, da man underskrev aftalerne. I den forbindelse er Ruttes lederskab særligt bekymrende i betragtning af NATO’s øgede tilstedeværelse i Middelhavet for at overvåge flygtningestrømmene fra Tyrkiet til Grækenland.

Mere generelt er Ruttes NATO-ledelse hverken i medlemslandenes interesse eller i en sikker international orden. Ruttes ry som en bedragerisk politiker vil ikke ligefrem gøre underværker for NATO’s eget omdømme. Men endnu vigtigere er det, at vi i opbygningen af en international fredsorden bør være på vagt over for en leder, der nihilistisk bruger alle sine kræfter på at tilgodese de mest magtfulde interesser, blot for at sikre sin egen position. Alligevel kan vi søge håb i det faktum, at hans politiske sejlivethed i Holland skyldtes manglen på en stærk eller vedholdende opposition. Det kan måske ændre sig nu, hvor han fører an på den globale scene; i det mindste er der hårdt brug for en sådan opposition.

Jouke Huijzer er ph.d.-studerende i statskundskab ved Vrije Universiteit Brussel og assisterende redaktør af Jacobin Netherlands.