Masseskyderier – At stå ved vores skyggesider

Hvorfor vokser antallet af massedrab? I USA er der allerede i løbet af i år sat en voldsom rekord med skræmmende 400 masseskyderier. Sådanne masseskyderier er betydeligt sjældnere i Skandinavien, men de sker.

Sidste sommer blev tre dræbt og flere såret ved et masseskyderi i storcentret Fields i København. Forrige år blev fem dræbt, da en gerningsmand gik til angreb med en kniv og med bue og pil i centrum af den norske by Kongsberg. I Norge blev gerningsmanden dømt til psykiatrisk behandling, og for nylig blev den danske gerningsmand også dømt til psykiatrisk behandling. I begge lande har det skabt en debat om, hvordan psykiatrien kan opspore flere alvorligt syge og farlige mennesker.

Med dette indlæg ønsker vi at nuancere debatten om voldelig ekstremisme og massedrab, og ikke mindst at advare imod at ’psykiatrisere’ et sammensat problem, som måske bedst kan forstås og forebygges inden for en social og tværfaglig ramme.

Find “fejlen”

Massedrabshandlinger udløser chokbølger og kaster hele samfund ud i sorg, frygt og fortvivlelse. I offentligheden opstår der ofte en forventning om, at ”fejlen” – i forlængelse af en analyse – bliver fundet og rettet, så lignende tragedier kan undgås i fremtiden.

Psykiatriens aktører bidrager ofte velvilligt til en sådan forenkling og overbyder hinanden i iver efter at komme med forklaringer på, hvad der er gået galt, og hvordan det kan løses. Dermed dannes et billede af en række mulige, simple forklaringer.

Fejldiagnosticering, underbehandling, overbehandling, manglende risikovurdering, for mange ansatte, for få ansatte, mangel på sengepladser, underfinansiering. Og så videre. Med andre ord er der frit slag for at bruge tragedien til at fremme sine egne kæpheste og dagsordener.

Terrorhandlinger og massedrab ser ud til at fremkalde såkaldt mono-ætiologiske* årsagsforklaringer; altså at komplekse forhold og problemstillinger forsøges forklaret ved hjælp af én faktor. Noget af det samme så vi i 2011 efter Anders Behring Breiviks masseskyderi på Utøya.

Var der en ’politisk forklaring’ eller en ’psykologisk forklaring’ – og var Breivik tilregnelig eller utilregnelig? Men sådanne forenklede, mono-ætiologiske forklaringer har en begrænset værdi.

Forenklede forklaringer

Tragedier som massedrab forstås bedst som kulminationen af en række hændelser. En kompleks helhed der indeholder sociale faktorer (såkaldte distale faktorer), og som indeholder faktorer, der optræder tættere på selve hændelsen (proksimale faktorer).

De sociale faktorer kan være strukturelle, for eksempel et stigmatiserende nærmiljø eller et ekskluderende arbejdsmarked, som kan øge risikoen for fremmedgørelse, ensomhed og radikalisering. De proksimale faktorer kan være intrapsykiske forhold, for eksempel diagnostik og behandling. Det vil sige de psykiske forhold hos den enkelte person, til forskel fra de psykiske forhold imellem flere personer.

Forenklede forklaringer leder ofte til proksimale faktorer: finder man for eksempel en ’fejl’ i et behandlingsforløb, kan enkeltpersoner holdes ansvarlige, og man kan lave nye rutiner i overbevisning om, at de vil virke forebyggende. Man kan for eksempel indføre obligatoriske screeningsmodeller for risikovurderinger eller øge anvendelsen af psykofarmaka.

Men er det den rigtige vej at gå? Øget medicinering kunne måske have forhindret tragedien, men vi ved det ikke med sikkerhed, og at øge medicineringen for alle, som potentielt kan blive farlige, har store konsekvenser, fordi vi ikke på forhånd ved, hvem de er.

Vi må også sætte spørgsmålstegn ved, om det er meningsfuldt at omorganisere psykiatrien ud fra en enkeltstående hændelse. Det er sandsynligvis bedre at organisere os ud fra en samfundsvision om at give bedre hjælp til flere mennesker i stedet for at investere hele vores indsats i at forhindre én hændelse, som måske aldrig vil ske igen.

Et tredje problem med at lægge vægt på de proksimale årsagsfaktorer er, at fokus fjernes fra de sociale (distale) faktorer, der handler om udviklingen af psykisk smerte, som fører til risiko for voldsudøvelse. Vi lægger ansvaret på den enkelte i stedet for at bygge strukturer og handlingsrum, som sikrer, at alle inkluderes i samfundet.

Derved opstår der en systematisk eksklusion, hvor fagpersoner i psykiatrien igen og igen beskriver lidende mennesker som farlige, hvis de ikke får en tilstrækkelig behandling. Dermed får behandlingen den samme utilsigtede effekt, som den havde for 100 år siden – nemlig ’kontrol over de gale’.

Desperat ensomhed

Frem for kausale forklaringer – der indebærer, at noget sker med eller i mennesker forstået som rene biokemiske og neurofysiologiske organismer – bør vi prøve at forstå den eksistentielle motivation bag desperate dødshandlinger. Motiver har formål, normativitet og intention – det perspektiv er fraværende i de postpositivistiske tilgange, som dominerer psykiatrien.

I amerikansk litteratur er masseskyderier konceptualiseret som en af kategorierne i begrebet death of despair, sammen med selvmord og stofrelaterede dødsfald. I denne litteratur understreges samfundets ansvar. Vi er alle med til at presse nogle af os ud i desperation, fortvivlelse og håbløshed.

Smerten kan komme af ensomhed og tab og er en slags ’mangelsygdom’ – en eksistentiel tilstand. Vi kan håndtere det med fællesskab og sociale bånd. I dag er samfundet organiseret sådan, at mulighederne for at indgå i meningsfulde fællesskaber bliver indskrænket. Til trods for materiel velstand er vor tid derfor en smertefuld tid. Den danner grundlag for globale epidemier af deaths of despair.

For at vi som samfund kan rumme en sådan livssmerte, kan vi ikke begrænse os til viden om individuelle diagnoser og generøse statslige bevillinger til psykiatriske behandlingsforløb. Det er i høj grad et spørgsmål om politiske og strukturelle rammebetingelser, og det handler om at fremme sociale kulturer, der anerkender og imødekommer sårbarhed som et menneskeligt grundvilkår.

I iveren efter at afdække biologiske og genetiske mekanismer som årsager til vold og massedrab er der en stor fare for at ’psykiatrisere’ sundhedsskadelige, strukturelle magtforhold. På den måde slipper vi for at rette fokus mod et samfund, som er koldt, hierarkisk og ekskluderende. Dette forhold gør os alle medansvarlige, og det ændres ikke ved at indføre en enkelt screening eller ved at øge anvendelsen af psykofarmaka.

Eksistentialistisk tilgang

Voldelig ekstremisme og masseskyderier er handlinger, som kommunikerer og symboliserer noget grundlæggende menneskeligt. Hvad prøver sådanne livsytringer at fortælle os? Psykiatriske diagnoser er en konstellation af symptomer, adfærd og kliniske observationer: De fortæller kun lidt eller ingenting om det enkelte menneskes eksistentielle drama.

I mødet med kompleksiteten bag vold og massedrab er en overdreven tro på biomedicinske forklaringsmodeller, der tager udgangspunkt i alvorlig psykisk sygdom, nærliggende. På den måde fremmedgøres terrorister og massedrabspersoner. Ved at definere dem som syge og gale, gør vi dem til noget komplet andet end os.

Vi undlader på den måde at stå ved vores skyggesider og vores destruktive potentiale. I stedet for at definere mennesker, der begår bestialske ugerninger, som dæmoniske, onde eller psykisk syge, er tiden overmoden til at turde at formulere perspektiver, der anerkender deres frihed og menneskelighed og på den måde myndiggør dem som aktører.

Som den danske filosof Peter Kemp forfægter: ”Sådan som man betragter et menneske, sådan behandler man det også – og omvendt.”

*Ætiologi er ifølge Den store danske Encyklopædi:

’indenfor lægevidenskab læren om sygdommenes årsager, dvs. summen af de genetiske og miljømæssige faktorer, der igangsætter en sygdom’

Kronikken er først bragt i den norske avis Morgenbladet nr. 30/4, 10. august 2023. Kronikken er oversat til dansk af Adam Johansen.