Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

Menneskehandel betaler sig i Danmark

Menneskehandel betaler sig, og det er straffrit ved danske domstole. Det har danske myndigheder for nylig bekræftet i en stort anlagt retssag i Padborg, hvor underbetalte asiatiske chauffører havde arbejdet for et dansk firma. En dom som også fortæller, at EUs indre marked er et slaraffenland for kapitalen.
Center mod Menneskehandel (CMM) vurderede i en ”handelsvurdering”, at der var tale om menneskehandel, men blev hældt ned ad brættet af Statsadvokaten. CMM konkluderede, at 22 filippinere og 4 srilankanere havde været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark. En pinlig sag for det danske ”demokrati” og ”retssamfund”, som det så smukt hedder.

 

 

​​ 

 

 

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

​​ Der var tale om en sag som fik massiv mediebevågenhed. Det drejede sig om et dansk transportfirma hjemmehørende i Esbjerg, Kurt Beier Transport. Men efter langvarig efterforskning endte sagen i byretten med milde domme - og byretten fastslog, at de skam arbejdede for et polsk firma. Et firma, som alt tyder på var oprettet og anvendt af Kurt Beier Transport for at undgå krav om dansk overenskomst for chaufførerne. Men i juli 2020 droppede anklagemyndigheden – der fører straffesager på vegne af det danske samfund – sigtelsen for overtrædelse af straffelovens paragraf om menneskehandel. Der er noget som ikke rimer her! Hvad mente CMM egentlig - og hvorfor droppede politiet sagen? Jeg har søgt aktindsigt for at undersøge det nærmere.

For tidligere omtale af sagen og chaufførernes arbejdsforhold, se artiklen i Kritisk Revy, 15 dec. 2021 af John Graversgaard: Padborg-dommen og udenlandske chauffører - Udbytning er kapitalismens DNA .

Sidste nyt!

Padborg sagen afslørede manglen på konsekvens og straffrihed over for menneskehandel. Det har fået justitsministeren til ​​ 27. jan. 2022 at fremsætte et lovforslag L 111, som behandles i Folketinget ​​ 22. februar 2022. ​​ Der tilføjes et § 262b til straffeloven om ”menneskeudnyttelse”. Et forslag som forsøger at imødekomme kritikken af svag lovgivning på området. Kritisk Revy vil følge sagen.

Forslaget lyder således: »For menneskeudnyttelse straffes med fængsel indtil 6 år den, som ved udnyttelse af en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager den pågældende til arbejde under åbenlyst urimelige forhold.«

Afsløringen

29. oktober 2018 afslørede Fagbladet 3F, at chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka blev groft udnyttet med lave lønninger og usle forhold. De var tilbudt nogle containere i Padborg, hvad 3 F betegnede som en ”slumlejr” - og boede her og i lastbilerne. De havde fået en arbejdstilladelse i Polen gennem et firma tilknyttet Kurt Beier Transport, og arbejdede med disse papirer i hele EU. Det blev anmeldt til myndighederne, og dagenefter kom de på uanmeldt besøg. Politiet anholdt 26 chauffører, som var i lejren med henblik på en afhøring, bl.a. om de havde været udsat for menneskehandel og dermed overtrådt straffeloven.. Aabenraa Kommune anmeldte også lejren til Politiet som en overtrædelse af byggeloven. Både Arbejdstilsynet og Politiets Udlændingekontrol var på tilsyn.

Det er menneskehandel, siger CMM.

CMM (Center mod menneskehandel), som hører under Socialstyrelsen, konkluderer at der er tale om menneskehandel. De interviewede de 26 chauffører og vurderede deres forhold. ​​ Chaufførerne blev indkvarteret af CMM, og der blev udsendt pressemeddelelser om sagen. Som fik stor genlyd i medierne. Centrets konklusion kom en uge efter, at lejren var blevet afsløret.

Denne vurdering indgår i Politiets efterforskning, da det er Politiet, som alene kan rejse tiltale. I mellemtiden støtter CMM chaufførerne socialt med et ​​ “refleksions- og restitutions-ophold”.

Frifindelse for menneskehandel.

I juli 2020 droppede anklagemyndigheden at sigte for overtrædelse af straffelovens paragraf om menneskehandel.

Man tiltalte alene Kurt Beier Transport A/S og fire personer for at have udsat 30 chauffører for grov åger, dvs. grov økonomisk udnyttelse. Samt brud på udlændingeloven ved at beskæftige chaufførerne, uden at de havde en dansk opholds- og arbejdstilladelse. Samt for at bruge containere til at huse chauffører, uden at have søgt om tilladelse og overholde regler om brandsikkerhed og flugtvej.

En grotesk sag – med systematisk underbetaling af en gruppe asiatiske chauffører i kombination med usle boligforhold. Men sagen satte også lys på, hvordan EU understøtter arbejdsgivere, som udnytter mulighederne for at importere udenlandsk arbejdskraft. Afsløringerne medførte politianmeldelse og domfældelse af den danske arbejdsgiver. Men dommen var usædvanligt mild i forhold til anklagerens påstand om 3 års ubetinget fængsel og en samlet bøde på 5,5 millioner kroner. Ifølge byretten i Sønderborg blev chaufførerne, der arbejdede for Kurt Beier Transport, ikke udnyttet, ja, de var slet ikke ansat her. Retten fandt, – at chaufførerne var ansat i Polen, og arbejdsvilkårene i deres kontrakter var i overensstemmelse med polsk lov. Dommen viser, at kapitalisme og grov udbytning selvfølgelig er lovlig. Du opretter bare et postboksfirma i Polen, og så åbnes en ladeport for løndumping og handel med mennesker. Dommen er eksemplarisk læring om vores samfundssystem og EU.

En ”handelsvurdering”

5. nov. 2018 fremlagde Center mod menneskehandel (CMM) sin vurdering i en såkaldt handelsvurdering. Er der sket overtrædelse af internationale konventioner og dansk lovgivning? ​​ Lad os citere fra denne vurdering, som giver et godt eksempel på nutidens slavehandel med arbejdere alene med profit for øje:

”Til grund for vurderingen ligger individuelle samtaler med de 26 chauffører til medarbejdere i CMM. 30. og 31. oktober 2018 samt ud fra det samlede sagskompleks.

CMM vurderer, at chaufførerne er rekrutteret i deres hjemland, og at der i forbindelse med rekrutteringen er gjort brug af bedrag i form af urigtige løfter om gode arbejdsforhold, fast løn, ordentlige indkvarteringsvilkår samt sundhedsforsikring.

I forbindelse med at chaufførerne indgik aftale om ansættelse hos Kurt Beiers polske datterselskab, fik flere chauffører besked om, at de skulle betale et beløb svarende til 12.500 kr., hvis de ikke indgik endelig kontraktlig aftale. Denne periode kunne vare helt op til 11 måneder, og chaufførerne fik inddraget deres pas i perioden. De har således ikke været i stand til at søge andet arbejde i udlandet.

Arbejdsgiver har transporteret chaufførerne til Polen og efterfølgende til Danmark, og arbejdsgiver har arrangeret og i nogle tilfælde betalt for rejsen. De er begge steder modtaget og huset af arbejdsgiver under kummerlige og primitive forhold. Chaufførerne har befundet sig i en sårbar situation. Fra fattige kår med ringe mulighed for at forsørge sig selv eller deres familier i hjemlandet. Flere af chaufførerne har gældsat sig i hjemlandet i forbindelse med indgåelsen af kontrakten med arbejdsgiver, og de har alle haft ringe kendskab til det danske sprog, danske forhold generelt og den danske lovgivning.

Chaufførerne har været udsat for nedladende behandling, de er blevet råbt af, og de er blevet truet med tilbageholdelse af løn, hvis de ikke længere ønskede ansættelse.

De har været overvåget af arbejdsgiver og er tilsyneladende presset af arbejdsgiver til at arbejde i et større omfang end, hvad der kontraktligt var aftalt, og de er blevet presset til ikke at overholde køre- og hviletids-bestemmelserne. Samtidig er de presset til at overtræde gældende færdselsregler, og eventuelle bøde herfor fratrukket deres løn. Mange af chaufførerne har desuden boet i lastbilerne i længere perioder på deres ture rundt i Europa.

De har ikke haft en reel adgang til sundhedstilbud, og nogle har ikke været i stand til at få livsvigtig medicin. Arbejdsgiver har presset dem til at arbejde i tilfælde af sygdom.

Chaufførerne har fået en urimeligt lav løn svarende til 15 kr. i timen for deres arbejde. De har ikke fået udleveret lønsedler, og flere har fået fratrukket beløb af deres løn, som de ikke har haft nogen rimelig chance for at forstå. Det vurderes endvidere, at den lave løn ikke har gjort det muligt for chaufførerne at opretholde en rimelig levestandard.

CMM finder, at arbejdsgiver ved overstående har gjort brug af utilbørlig fremgangsmåde med henblik på udnyttelse af chaufførerne ved tvangsarbejde. Chaufførerne har ikke været i en position, hvor de følte, de kunne sige fra over for den uredelige handlemåde, da de frygtede at miste deres job, og at deres løn ville blive tilbageholdt. Ligesom flere var fastholdt gennem gældsættelse i hjemlandet”(Citat slut).

Stigning i menneskehandel i Danmark.

Vi taler om et voksende problem, her både når det gælder migrantarbejdere og prostitution. ​​ Hvad er menneskehandel? Her kan en FAQ udgivet af CMM være nyttig. Senest dokumenteret af Center mod Menneskehandel (CMM) i deres årsrapport 2020. Fra rapporten nævnes forskning om sårbare arbejdstagere i Danmark, gennemført af Aalborg Universitet, som i et samarbejde med 3 F har undersøgt migranters arbejdsforhold. ​​ Forfatterne Spanger og Hvalkof nævner her:

”Det, vi har set i forbindelse med vores forskning af arbejdsmigranternes forhold på det danske arbejdsmarked, er menneskehandel, misbrug af praktikant-ordninger, falske ansættelseskontrakter, manglende løn, trusler og identitetstyveri. Stort set alle former for udnyttelse man kan tænke sig”. Samt ”at migranterne oplever, at den måde deres opholdsgrundlag er skruet sammen på i Danmark, kan være med til at påvirke migranternes beslutninger og handlerum: Når migrantens opholdstilladelse udelukkende er bundet op på ansættelseskontrakten med en bestemt arbejdsgiver, oplever vi, at det er med til at presse migranter til at acceptere dårlige arbejdsforhold.”

Noter:

Forslag til ændring af straffeloven:

L 111 - 2021-22 (oversigt): Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven. (Styrket indsats mod menneskeudnyttelse). / Folketinget (ft.dk)

L 111 - 2021-22 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven. (Styrket indsats mod menneskeudnyttelse). / Folketinget (ft.dk)

John Graversgaard, Kritisk Revy,15 dec. 2021: Padborg-dommen og udenlandske chauffører - Udbytning er kapitalismens DNA .

Fagbladet 3 F. Sådan bor op mod 200 udenlandske chauffører i en dansk slumlejr: ​​ fili (fagbladet3f.dk)

Fagbladet 3F. 29 okt.2018: Afsløring: Filippinske arbejdere bor i slumlejr i Danmark | Fagbladet 3F

Fagbladet. 30 okt. 2018: Politiet efterforsker om filippinske chauffører er ofre for menneskehandel | Fagbladet 3F

Fagbladet. 7 nov. 2018: Center: 26 chauffører er ofre for menneskehandel | Fagbladet 3F

Fagbladet.2 nov 2018: Slumlejr: Aabenraa Kommune melder Kurt Beier Transport til politiet | Fagbladet 3F

Fagbladet. 19 maj 2021: Dom i Padborg-sagen: Forstå sagen om slumlejren og de filippinske chauffører | Fagbladet 3F

Fagbladet. 25 aug. 2021:Dom: Kurt Beier Transport frifundet for at udnytte filippinere - men får 100.000 kr. i bøde for slumlejr | Fagbladet 3F

Fagbladet. 9 juli 2019. Nye tal for menneskehandel: Stor stigning i tvangsarbejde | Fagbladet 3F

CMM. Årsrapport 2020: Menneskehandel i Danmark i 2020. Årsrapport — Center Mod Menneskehandel (cmm.dk)

​​ Hvad er menneskehandel: FAQ – Ofte stillede spørgsmål — Center Mod Menneskehandel (cmm.dk)

 

Om skribenten

John Graversgaard

John Graversgaard

Aktiv i Enhedslisten, og beskæftiger sig med arbejdsmiljø, antiracisme, international solidaritet og boligpolitik. Er cand.psyk, forfatter og skribent, og tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet gennem 29 år. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER