Mindeord: Curt Sørensen var ofte festens centrum – og forblev aktiv til det sidste

Ved Curt Sørensens død var der et medlem af forlagsredaktionen, som sagde: ”Han har en stor del af æren for, at jeg begyndte at forstå en række samfundsfænomener, og kastede mig over at prøve at forstå marxismens kerne. Ikke mindst hans konstante insisteren på, at demokrati og socialisme gensidigt betinger hinanden. Noget der var så tiltrængt på grund af de kommunistiske partiers forsøg på at monopolisere den revolutionære del af arbejderbevægelsen – og fremstille det totalitære, bureaukrat-diktatur Sovjet som socialistisk og Guds gave til menneskeheden”.

Bisættelse af Curt Sørensen

– Esben Bøgh Sørensen, Curt og Lenes søn, har i forbindelse med Curt Sørensens begravelse meddelt:

Bisættelsen vil foregå i Nordre Kapel i Aarhus, lørdag den 27. februar kl. 13.30. Desværre kan vi ikke være så mange inde i selve kapellet, men hvis man har lyst til at tage en sidste afsked med Curt, planlægger vi også at synge et par sange med røde faner uden for, inden han køres bort.

 

– Se hvor bisættelsen finder sted på kortet her.

+

Det rammer ganske præcist kernen i Curts betydning for den generation, der kom til politisk skelsår og alder i 1970’erne og et par 10-år frem. Personligt stiftede jeg første gang kendskab til ham ved starten af partiet Venstresocialisterne – som sandelig var meget kaotisk. Det prøvede han at råde bod på med et særnummer af partiets blad: Marxismens grundlag, model og metode: Minimumsfordringer til et moderne marxistisk parti, som han så mundret skrev. Men også mange år senere kunne man stadig få Curt Sørensen til at lave indledninger til partimøder. Det betød ikke, at Curt nærmede sig noget, der kunne betegnes som partisoldat – han meldte sig ud efter kort tid. Det er nok politisk korrekt at sige, at Curts hjerte bankede ganske meget for den østrigske variant, austromarxismen. Det lignede lidt det, han forestillede sig: En massebevægelse for samfundsforandring. Men hans arbejde blev i stigende grad den politisk orienterede forskning, dog tror jeg aldrig, at han tabte den praktiske anvendelse af sine synspunkter og resultater af syne.

Marxismen og Rosa Luxemburg

Det var karakteristisk, at man fandt én af de første udførlige danske omtaler af Rosa Luxemburg i hans  bog Marxismen og den sociale orden fra 1976. Luxemburgs insisteren på, at demokrati hørte sammen med socialisme var noget, der kom til at præge Curt Sørensens omfangsrige produktion. Det samme gjorde beretninger om politisk engagement, om staten og statsmagten. Mest udførligt i det socialistiske hovedværk, det omfangsrige – men tilgængelig for interesserede – Stat, nation, klasse, bind 1-3, 2012-14. Hvis det skal være en sommerferie-læsning, skal de fleste nok spare lidt tid op til dette storværk om Central- og Østeuropa ca. 1500-1989. Denne moppedreng (3.130 sider) findes i en ”pixiudgave” (1.012 sider): Den europæiske deltagelseskrise, 2017. Det forlyder, at en engelsk oversættelse af Marxismen og den sociale orden er på vej. Det er forhåbentlig blot et første skridt, som Bertel Nygaard har bemærket.

Revolution og kontra­revolution – Demokrati og socialisme

Curt Sørensen har også bidraget til forlaget Solidaritets udgivelser. Han skrev en principiel artikel om  ”Den russiske revolution i perspektiv” som findes i bogen 1917: Revolution og kontra­revolution, der blev udgivet 100 år efter revolutionen. Hans sidste bog var en samling politisk-historiske essays, der også blev udgivet på Solidaritet, nemlig Demokrati og socialisme (2019). Der var velbesøgte receptioner til hans bøger, både i Århus og i København.

Hans mangeårige arbejde ved Institut for Statskundskab var ikke uden knubbede ord, som han har beskrevet det i sin erindringsskitse: ”Fra arbejderdreng til professor” i Livet i magtens rugekasse (2020). Det kan også nævnes, at den liberalistiske forening Libertas lagde sag an for injurier mod Sørensen – de tabte sagen i 2002. Man kan læse mere om hans udgivelser og akademiske levned hos Socialistisk Bibliotek, hvor man kan finde masser af bogomtaler, links.

Curt Sørensen har haft en lang karriere som forsker ved Institut for Statskundskab, School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet, hvor han var professor i politisk teori fra 1994-2005. Derudover har han, mest i 1980’erne, forsket ved både London School of Economics and Political Science, Stanford University, Californien og Freie Universität Berlin, samt på en række arkiver og forskningsinstitutioner i Wien, Budapest, Berlin og Amsterdam. Han havde doktorgrad i statskundskab i 1992 (Mellem demokrati og diktatur) plus også i filosofi i 2019 (Den Europæiske deltagelseskrise).

Kollegaen Curt

Ved en reception i Århus i december 2010, holdt Sørensens kollega, professor emeritus Palle Svensson fra AU en tale, hvis ironiske tone præcis passede til Curt Sørensens egen stil. Han morede sig da også meget over den: “Netop som han er blevet gammel af år, så har han offentliggjort mere her på sine senere år end i sine helt unge år. Det kan vi langt hen ad vejen takke hans kone Lene for, men det hænger nok også sammen med Curt som kollega på statskundskab. Her må man nemlig med et af vore yndede udtryk foretage en periodisering”

I sine unge år kom Curt meget på Instituttet og var ofte centrum i et festligt lag – med sang og musik, både med kolleger og studenter. Siden er Instituttet vokset – nogle vil sige – alt for meget, og mere og mere blevet, hvad man har kaldt ”magtens rugekasse.” At blive en del af ”the Establishment” har aldrig været Curts kop the, idet han har hyldet det gamle Humboltske dannelsesideal om det frie universitet. Denne holdning til snærende regler og administration kom nok også til udtryk i, at nogle aspekter af det kollegiale samliv ikke var Curts stærke side. Jeg kan således ikke fortælle historier om Curt som fagrådsformand, studienævnsformand og tilsvarende administrative poster – kun en anekdote om, at han gerne ville spørges, så han kunne sige nej.

Hans forhold til kollegerne ændrede sig over årene, måske fordi han blev skuffet over os. Hans idealtype på en akademisk kollega var professor Erik Rasmussen, som han i mangt og meget var fagligt uenig med, men som han respekterede dybt, fordi han var liberal, tolerant, og pluralistisk. Det kunne vi andre nok ikke helt leve op til. Curt isolerede sig efterhånden mere og mere, og læste og skrev derhjemme. Personligt var Curt også åben over for andre synspunkter end hans egne – i hvert fald ind til en vis grænse. Hvor tit har jeg ikke hørt ham tale hånligt om ”vælgeradfærd i Mundelstrup” som kendetegnende for den forskning, som vi andre lavede. Han kom desværre mere og mere i opposition til sit fag, sit gamle institut og sine kolleger. Studenterne havde Curt derimod altid et godt forhold til, og jeg ved, at han savnede dem på sine gamle dage. Man kunne have ønsket sig en mere sprudlende, faglig dialog med kollegerne på instituttet, end der blev plads til.

Nå, men så sørgeligt vil jeg ikke slutte, for det glædelige og konstruktive er, at Curt trods sin høje alder og sine mange fortrædeligheder stadig var imponerende aktiv til det sidste. Han fortsatte med at berige os med ting, som vi er mange, der har haft stor glæde af. Også – og måske især – uden for universitetets mure!