Musik og kunst skal integreres med de sociale bevægelser. Interview med David Rovics og Kamala Emanuel

Jonas Paludan: Velkommen til Danmark. Vil I begynde med at beskrive det politiske projekt, I er involveret i?

David Rovics: Som kunstner er jeg optaget af at bringe musik ind i de sociale bevægelser. I størstedelen af mit voksne liv har jeg forsøgt at være cheerleader for den globale venstrefløj. I hvert fald de dele, jeg er involveret i og de lande hvor man forstår og taler engelsk. Danmark og England for eksempel.

Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke vil udtale mig om ideologi, men det forekommer mig mere vigtigt at være cheerleader for den globale venstrefløj, end at udtale mig om ideologi. Det er en måde at bidrage på.

Kultur er en nødvendig, ja en vital del af enhver social bevægelse. Det er en ide, som jeg synes er forsvundet visse steder, især i visse engelsktalende lande som fx USA.

Kamala Emanuel: Jeg blev selv for nylig en del af projektet, og jeg føler, at jeg har udviklet mig på en måde, hvor jeg bedre kan se, hvilken rolle kultur kan have. Og med kultur mener jeg både musik, kunst, forfatterskaber og andre kreative genrer, som jeg tidligere anså for smukke, men som jeg ikke anså som vigtige for de sociale kampe.

Jeg er begyndt at værdsætte, hvordan eksempelvis utopiske forfattere og musik kan bevæge mennesker og inspirere dem intellektuelt. Det er med til at skabe en venstreorienteret kultur, som gør os i stand til at opretholde vores aktivisme.

Jeg ser meget gerne venstrefløjen være i stand til at skabe en fremtid, som er menneskeheden værdig. Det inkluderer socialisterne, de revolutionære, de antikapitalistiske bevægelser, de feministiske bevægelser og miljøbevægelserne.

Kultur som bevæger os

Hvis der er et enkelt stykke kunst eller et specifikt værk, som har inspireret jer, hvad ville det så være? Hvad vil I anbefale til alle?

Kamala Emanuel: Jeg ville anbefale David Rovics’ musik! Jeg er fan. Som engageret i kampen for social retfærdighed gav det mig fornemmelsen af, at det var solidaritet, som man kunne røre, og jeg holder meget af Davids tidlige sange. Det finder jeg meget inspirerende.

Hvad med dig, David?

David Rovics: Det første, jeg kommer i tanker om, er en statue i Berlin. Jeg har glemt navnet på kunstneren, men den forestiller en mor, som holder sin døende søn i armene. Det er det mest kraftfulde anti-krigs-kunstværk, jeg nogensinde har set.

Det mest vigtige er at anerkende, at kunst og musik kan gøre et stort følelsesmæssigt indtryk på mennesker. Det kan have stor mulighed for også at påvirke deres politiske perspektiv, selvom de måske kommer fra et helt andet politisk udgangspunkt.

Det kan være noget, som de aldrig har tænkt på, og så hører de en sang eller ser en statue som den, jeg nævnte. De kan skære lige gennem de tankemønstre, som tidligere har blokeret for deres forståelse af andre menneskers situation.

Tag Vietnamkrigen som eksempel. Det kan være, at de aldrig har tænkt på, at vietnameserne egentlig var mennesker som dem selv. De optræder kun som numre eller tal i statistikken, eller som ukendte størrelser i skyggerne, som skyder løs. Men pludselig så hører man en sang, og de træder frem som det, de egentlig er: mennesker.

Det kan en sang gøre, og det kan andre former for kunst gøre. Sangen kan gå direkte til følelsescenteret i hjernen og få stor indflydelse. 

Solidaritet med Gaza

Kan I fortælle lidt om, hvilke politiske kampe I er mest optaget af lige nu?

Kamala Emanuel: Kampen for solidaritet med Gaza. Der er også andre – fx kampen for boliger til alle, for at sikre alle gode levevilkår, men personligt er folkemordet i Gaza det vigtigste.

Jeg kan forstå, at du er læge, Kamala. Gør det noget for dit syn på situationen i Gaza, når du ved, hvad det kræver af lægerne i Gaza?

Kamala Emanuel: Jeg er forbløffet over, hvordan de mennesker bare bliver ved, og jeg skammer mig over det lægelige establishment. Især i Australien, men også i andre lande. De har virkelig fejlet og siger ikke fra, når hospitaler bliver bombet, når lægeklinikker bliver smadret, og når medicinsk personale bliver slået ihjel. De kan aldrig blive legitime mål.

Den måde, de mennesker i Gaza er gået på arbejde igen og igen og igen, selvom de ved, at de kun kan bidrage med deres bare hænder, for alt medicinsk udstyr er blevet ødelagt…

Det minder mig om, at jeg i min tidlige karriere var meget inspireret af at bruge tid med cubanske læger. Her besøgte jeg også Nicaragua og Venezuela og så den påvirkning, som det cubanske lægehold havde. De sikrede en værdig sundhedspleje. Det er imponerende, og i Gaza gør det lokale og internationale sundhedspersonale, som arbejder midt i ødelæggelserne, i dag en stor indsats.

Gør det samme sig gældende for dig, David?

David Rovics: Ja. I de sidste elleve måneder har jeg skrevet måske 50 sange om folkemordet og udgivet fire albums om det. Det har virkelig været dominerende.

Dertil så bor jeg i Portland, Oregon. Her er manglen på boliger et emne, man ikke kan se bort fra. Tusinder af mennesker lever på gaden, og mere end hundrede mennesker dør hvert år på gaden bare i Portland. Mere end tusind mennesker dør hvert år på gaden i Los Angeles. Det er så dystopisk. FN’s højkommissær for flygtninge har besøgt LA og har beskrevet det som en flygtningelejr.

Det er de to politiske emner, jeg fokuserer på. Jeg har dog også skrevet sange om andre emner, eksempelvis historiske emner, for det elsker jeg at gøre. De kan handle om Gaza, men også om andre emner.

USA efter Trump

Valget i USA er netop overstået, men vi kender ikke det endelige resultat for Repræsentanternes Hus. Vi ved dog, at Trump har vundet præsidentvalget, og han har vundet Senatet. Hvad kommer det til at betyde for USA?

David Rovics: Jeg forudså, at han ville vinde. Det er min holdning, at Demokraterne igen og igen har forrådt arbejderklassen. Det har de gjort i hele min livstid, og det er ikke overraskende, at folk ikke føler nogen loyalitet over for partiet. Det er helt klart ikke et parti for arbejderklassen.

Det er republikanerne selvfølgelig heller ikke, og derfor ligger de tæt. De skændes konstant over cultural war–issues, og ingen af de to partier får et forspring over det andet, for de er begge kapitalistiske og imperialistiske partier.

Hvis det demokratiske parti var et arbejderklasseparti, så havde de vundet. Langt de fleste mennesker er en del af arbejderklassen, og hvis de virkelig havde en plan for at sikre folk boliger og ikke lade priserne stikke af, så ville folk være trofaste overfor dem. Som det er nu, så eksisterer den troskab ikke, og hvorfor skulle den også det?

Jeg tror ikke, at der er nogen som ved, hvad de næste fire år vil medføre. Trump er helt uforudsigelig, og jeg tror ikke, at han følger nogen handleplan. Jeg tror, han forsøgte at være en “ægte” leder i sin første periode. Altså at han lod sig omgive af kompetente rådgivere. Det lyder jo dumt når man siger det, fordi vi ved, hvem de rådgivere var, men under alle omstændigheder søgte han at være på god fod med det republikanske establishment.

Det tror jeg ikke, at han i dag har nogen interesse i. Han kommer til at køre sit eget løb, og det kan komme til at blive værre eller bedre. Jeg tror ikke, vi ved, hvilken betydning det kommer til at få, for Trump og hans følgere kommer med så mange forskellige budskaber. Hvilke af de budskaber de kommer til at fokusere på, det ved vi ikke.

Vil de primært være et parti, der fokuserer på at sparke immigranter ud? Eller vil de fokusere på andre, mere konstruktive ting? Det ved vi ikke. Jeg forestiller mig, at de bare vil lave alle de forfærdelige ting, som de havde lovet. Vi ved fra sidste gang, at han talte om mange forskellige emner, men da han så kom til magten, så gennemførte han for det meste de forfærdelige ting.

Kamala Emanuel: Det han er bedst til, det er had og splid. Med udgangspunkt i hans fortid så lader det til, at vi kommer til at se flere angreb på immigranter og farvede. Det kommer til at være nøglepunkter i hans periode, som også vil være en trussel mod kvinders reproduktive rettigheder. Det er svært at sige, hvad han kommer til at gøre internationalt.

Vi har endnu ikke set det endelige stemmetal, så lige nu ved vi ikke, hvor mange der har stemt. Derfor er det svært at sige, hvilke grupper der har stemt hvad. Det er muligt, at Trump har vundet the popular vote, men hvor mange har egentlig stemt?

Det tyder på, at det var indenlandske emner – og leveomkostningerne for helt almindelige mennesker – som afgjorde valget. Det kostede demokraterne, og det kan ikke afvises, at mange, som måske var villige til at stemme på demokraterne, ikke kunne stemme på et parti, som støtter folkemord.

Hvordan skaber vi en bedre fremtid?

I vil gerne bygge en bedre fremtid. Hvordan gør vi det? Hvilke gode råd kan I give?

David Rovics: Jeg er musiker i et land, hvor det der er tilbage af venstrefløjen har besluttet, at der ikke er plads til musik og kultur på fløjen. Når jeg kommer derfra og fra et samfund,som havde en helt fantastisk musikalsk tradition forbundet med de sociale bevægelser i tresserne og de tidlige halvfjerdsere – en tradition som havde en voldsom indflydelse på så mange – så er der en lektie, som skal genlæres.

Musik er virkelig vigtigt. Hvis folk genlærer det, så viser fortiden, at sociale bevægelser – som er forankret i musik og i deres samfund og i en kunstnerisk proces og i øvrigt er inkluderende – kan skabe fantastiske ting. Det viser historien tydeligt. Det er set over hele verden. Store, velorganiserede og inkluderende bevægelser kan ændre alt.

Nu hader jeg at citere Sartre, for jeg har aldrig læst ham, men han skulle have sagt: “Fodbold er gjort uendeligt mere kompliceret på grund af modstanderholdet.”

Det samme gælder for de sociale bevægelser. Modstanderholdet er den ene procent, som har så store økonomiske ressourcer. Der er måske ikke mange af dem, men de har halvdelen af planetens formuer.

Kamala Emanuel: Jeg er meget imponeret over modstandsbevægelsen mod krigen i Vietnam.  Selvom de i årevis havde forsøgt at opbygge en antikrigs-bevægelse og ikke havde haft held til at stoppe krigen, så blev de ved og var fast besluttede på at finde de mest effektive måder at protestere på.

Det er vi også nødt til at gøre. Vi må ikke give op. Det gælder især i forhold til folkemordet i Gaza. I Danmark, i Australien og i mange andre lande har der været protester i mange byer. Vi ved, at vi er en del af en global bevægelse.  Vi ved, at vi får vores pointer ud, og vi ved, at der er stor modstand mod Israels folkemord.

Alligevel giver vores vestlige regeringer politisk, militær og økonomisk støtte til Israel. Det er virkelig vigtigt, at vi ikke giver op – og at vi bliver ved med at finde nye metoder, vi kan afprøve.

Hvis der er en ting, vi kan lære af historien, så er det, at sociale bevægelser som bliver ved med at kæmpe, kan vinde. Det gør vi ikke altid, men hvis vi ikke bliver ved, så taber vi helt sikkert. Hvilke metoder vi så skal bruge, det er vi nødt til at blive ved med at afprøve. Og så skal vi være gode mod hinanden imens.

---