Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. august. 2021

Når det kommer til seksuelle overgreb, gør medierne alle mulige mænd til eksperter

Den massive omtale af Brian Mørks tonedøve tweet om Naser Khader, var et klassisk eksempel på, hvordan de danske medier behandler seksuelle overgreb med umodenhed. Hvorfor ikke interviewe mennesker, der rent faktisk er kvalificerede til at snakke om kønsbaserede overgreb?

Naser Khader er vendt tilbage fra ferien, og har genstartet debatten om sexisme og overgrebskultur i Danmark. Men hvorfor er det egentlig Brian Mørks holdning, der er interessant, og ikke folk der ved noget om emnet, spørger Pernille Loumann. Foto fra Facebook/Instagram

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

”Khader-affæren viser os, at unge piger ikke altid siger nej når de møder creeps. De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død.” Sådan skrev komikeren Brian Mørk på Twitter 2. juli, i kølvandet på DR’s afdækning af en række seksuelle overgreb, der var blevet begået af det konservative folketingsmedlem Naser Khader.

Tweetet er dumt af flere årsager. Dels gjorde flere af Khaders ofre faktisk aktiv modstand. Dels ved de fleste med en lille smule kendskab til seksuelle overgreb, at dét at fryse eller spille død er en meget almindelig reaktion på en situation, hvor man rammes af chok, og frygter for sit liv eller sin sikkerhed. Og endelig ved vi, at ofre for seksuelle overgreb ofte plages af skam og følelsen af, at overgrebet var deres egen skyld, at de skulle have sagt tydeligere fra og kæmpet mere imod. Udtalelser som Brian Mørks er med til at forstærke den skam, og i sidste ende forværre følgerne af overgrebet for ofret.

Mange mennesker sagde – med rette – Brian Mørk imod på sociale medier. Over de følgende dage udspillede der sig en heftig debat, hvor ofre for seksuelle overgreb blandt andet delte deres erfaringer med at fryse under et overgreb, at blive udsat for overgreb selvom de gjorde modstand og ikke mindst med efterfølgende at blive mødt med victim blaming – altså direkte eller indirekte at blive bebrejdet for dét overgreb, der blev begået mod dem. Alt dette syntes dog ikke at bide på Brian Mørk, der vedblev at holde fast i sin oprindelige påstand og endda skærpede tonen betydeligt over for nogle af dem, der havde sagt ham imod – heriblandt ofre for voldtægt. Blandt andet skrev han 11. juli på Facebook: ”Husk, at jeres følelser ikke er så vigtige som de føles. De betyder ikke så meget. Og endnu mindre for mig.”

Der gik ikke mange dage fra det oprindelige tweet, før Brian Mørk selv brugte ordene shitstorm og cancel culture om den modstand, hans synspunkter havde mødt. Derefter blev han inviteret i Deadline på DR2 for at uddybe sine synspunkter om seksuelle overgreb og om den urimelige medfart, han havde fået. Han blev også interviewet af Berlingske og Weekendavisen, hvor han bl.a. fik lejlighed til at udtale, at ”kvinder er pleasere, og det skal de holde op med at være.” Det gjaldt dog tilsyneladende ikke så meget, når det var ham selv, de nægtede at please, men lad nu det ligge.

Faglighed efterlyses

Hvorfor er alt dette overhovedet interessant? Det er det, fordi det er et klassisk eksempel på, hvor umodent danske medier behandler seksuelle overgreb og kønsbaseret vold, og fordi det indikerer, at mange simpelthen har fået nok af, at stupide udsagn fra mennesker, der ikke har nogen særlig indsigt i emnet, får lov at fylde så meget.

“DR2, Weekendavisen og Berlingske skulle ikke have interviewet Brian Mørk. De skulle have interesseret sig meget mere for de konkrete sager om seksuelle overgreb og vold mod kvinder, som kom frem i samme periode. Der var nok at tage af.”

Vi så den samme tamme omgang under både første og anden bølge af MeToo: Mænd, der fylder TV-studier og debatsektioner i aviserne på baggrund af deres rene og skære holdninger til emnet. Nogle af dem havde måske selv fået nogle negative kommentarer på Twitter over et eller andet kritisk opslag om feminisme. Nogle af dem havde måske haft dårlige oplevelser med kvinder på Tinder eller havde mødt nogle nærtagende kvinder på en arbejdsplads. Men helt ærligt, gør det én kompetent til at sidde på landsdækkende TV og tale om et så vigtigt og alvorligt emne? Hvor er fagpersonerne? Hvor er forskerne? Hvor er ofrene? Tænk, hvis udenrigspolitik eller nationaløkonomi blev behandlet på samme lemfældige måde.

Og der er ellers nok at tale om. Ifølge projekt SEXUS, verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet fra 2019, har næsten 12 % af alle danske kvinder mindst én gang været udsat for et seksuelt overgreb forstået som dét, at nogen med trusler, tvang eller vold har involveret dem i seksuelle handlinger, de ikke havde lyst til.

Ifølge samme undersøgelse har 12 % af alle kvinder været i et voldeligt parforhold.

Mere end hver femte kvinde har ifølge SEXUS oplevet, at nogen på deres arbejdsplads var seksuelt nærgående på en ubehagelig måde.

En rapport fra Justitsministeriet fra januar 2020 om typer af drab i Danmark viser, at 23 % af alle drab i perioden 2012-2017 er begået af en partner. Partnerdrab, dvs. drab hvor offer og gerningsmand enten var kærester/gift eller ekskærester/skilt er dermed den største enkeltstående kategori af drab i Danmark. Tre ud af fire ofre for partnerdrab er kvinder. 

DR2, Weekendavisen og Berlingske skulle ikke have interviewet Brian Mørk. De skulle have interesseret sig meget mere for de konkrete sager om seksuelle overgreb og vold mod kvinder, som kom frem i samme periode. Der var nok at tage af. Og de skulle have interviewet mennesker, der rent faktisk havde kvalifikationer til at svare på de vigtige spørgsmål: Hvilke mønstre og kulturer er med til at understøtte, at vi fortsat ser denne enorme udbredelse af seksuelle overgreb og kønsbaseret vold? Hvordan opleves det at være offer for seksuelle overgreb? Hvilken hjælp har man brug for? Hvordan håndteres det i straffesystemet? På arbejdspladser? Hvordan kan vi forebygge overgreb og beskytte ofrene bedre?  

Det er ikke en ligegyldig komikers holdning, der er problemet. Han skal lige som alle andre have lov at have sin holdning. Men det er et kæmpe problem, at adskillige medier behandler Brian Mørk og andre tilfældige mænd, som om de er vigtige stemmer i debatten om seksuelle overgreb og kønsbaseret vold. Det er de ikke.    


Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER