Next stop: Venezuela?

Selvom Venezuela de seneste uger er gledet tilbage under radaren, spøger en amerikansk militær intervention stadig i kulissen. Albert Jensen kigger nærmere på, hvordan USAs igangværende destabilisering af Venezuela
er et tilbagevendende fænomen på det latinamerikanske kontinent.

Af Albert Jensen

Allerede i 1823, tidligt i den amerikanske historie, udformede USAs udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin (navngivet efter den daværende præsident), der grundlæggende slog fast, at europæerne skulle holde sig langt borte fra Latinamerika, som var USAs indflydelsessfære. USA forbeholdt sig med andre ord retten til at ”gribe ind” overalt i Latinamerika, når det var i USA’s interesse.

Siden doktrinens vedtagelse har USA gennemført hundredvis af militærkup og invasioner på kontinentet, når det var i supermagtens økonomiske og politiske interesse. For eksempel militærdiktaturet i Nicaragua 1927-79, Batista-diktaturet i Cuba 1933-58, militærkuppet mod Arbenz i Guatemala i 1954, og militærkuppet mod Salvador Allende i Chile 1973. Demokrati i Latinamerika har altid været en besværlig og uhåndterlig størrelse for supermagten, som uddannede kontinentets officerer på USAs militærskoler, og under fuld kontrol af Washington. Konsekvensen var, at USA i starten af 1980erne kontrollerede næsten hele kontinentet gennem sine militærdiktaturer. De eneste undtagelser var Cuba, Mexico, Nicaragua og Costa Rica.

Fra militærdiktaturer til ’borgerlige demokratier’

Fra midten af 1980’erne begyndte denne politik at ændres. USA’s blodige diktaturer havde ingen form for folkelig forankring, og samtidig blev det stadig vanskeligere at anklage Sovjetunionen for krænkelser af menneskerettighederne, når USA’s diktaturer selv trådte dem under fode. Et efter et blev de latinamerikanske diktaturer derfor fejet bort. Det var ikke længere ubetinget i USA’s interesse at holde sine officerer ved magten. Det hindrede dog ikke, at USA fortsat militært søgte at undergrave Cuba og Nicaragua. Dels ved sabotage- og terror-aktioner i Cuba. Dels ved USA’s organisering af de såkaldte ’Contras’, der skulle vælte sandinist-regeringen i Nicaragua.

Ved udgangen af 1990’erne var det meste af Latinamerika derfor overgået til en slags borgerligt demokrati. Undtagelsen var Colombia, hvor USA fortsat holdt militæret og borgerskabet ved magten, blot dækket af en tynd demokratisk facade. I den periode flygtede flere millioner colombianere fra dødspatruljer og militær til Venezuela.

Venstrefløjs-bølgen

00’erne udstillede til gengæld fuldt ud modsætningen mellem Monroe-doktrin og demokrati – modsætningen mellem USA’s økonomiske og politiske interesser på kontinentet og folkenes selvbestemmelse. Som reaktion på årtiers militærdiktaturer overtog venstrepopulistiske eller venstrefløjs-alliancer magten i en lang række lande: Argentina, Uruguay, Brasilien, Paraguay, Bolivia, Chile, Equador, Venezuela, Nicaragua, Honduras, El Salvador. Venstrebølgen gav USA politiske problemer. Den forskød magtbalancen i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), så det ikke længere fungerede som et instrument for USA – for første gang i organisationens historie. Samtidig åbnede landene op for økonomisk og politisk samarbejde med andre dele af verden. USA var med andre ord i gang med at miste grebet om sin egen baggård.

USAs modsvar på udviklingen kom både militært, økonomisk og politisk. Allerede i 2002 forsøgte supermagten at vælte Venezuelas præsident Hugo Chavez. Kupforsøget mislykkedes, men USA fortsatte sin økonomiske og politiske destabilisering af landet. USA forsynede årligt landets politiske højrefløj med millioner af dollars, der skulle bruges til destabilisering af Chavez og hans efterfølger Maduro. Samtidig blev landet udsat for stadigt stærkere økonomiske sanktioner, og blev ramt hårdt af de faldende oliepriser fra 2013.

I Honduras gennemførte USA i 2009 et militærkup mod den siddende præsident Manuel Zelaya. Kuppet blev fordømt af resten af verden, men støttet af USA. I Paraguay gennemførte USAs politiske venner på højrefløjen i 2012 et forfatningsstridigt kup mod den populære præsident Fernando Lugo, der blev afsat. I Brasilien gennemførte landets amerikansk støttede højrefløj i 2016 et forfatningsstridigt kup mod præsident Dilma Rousseff, der blev afsat. To år senere satte højrefløjen den tidligere præsident Ignacio Lula da Silva i fængsel. Han ville ellers med al sandsynlighed have vundet præsidentvalget.

America first

USA’s politik over for Latinamerika, og specielt Venezuela er præget af dybe indre modsætninger, der afspejler de magtkampe, som foregår internt i Trumps regering. Trumps eget pejlemærke er America First (et historisk set belastet begreb, red.), som indebærer, at han først og fremmest er fokuseret på USA’s egne, kortsigtede, økonomiske interesser. Han forstår ikke geopolitik, og hans forhold til området er forretningsmandens: Det skal kunne betale sig på kort sigt. Trump vil f.eks. ikke betale for NATO, medmindre de andre NATO-lande betaler lige så meget. Trumps taktik over for Venezuela kunne derfor godt bestå i, at få Brasilien og Colombia til at invadere Venezuela, og dermed lade dem betale omkostningerne. Men trods trusler er der ikke umiddelbart udsigt til, at de vil have lyst til det.

Sammen med Trump står hans koldkriger, ”sikkerhedsrådgiver” John Bolton, der i 00’erne var FN-ambassadør under Bush, og som var med til at udforme USA’s krige i Iraq og Afghanistan. Boltons væsentligste fingeraftryk siden udnævnelsen i 2018 har været USA’s opsigelse af INF mellemdistanceraket-aftalen, der åbner op for en hastig kernevåbenoprustning.

Målet er atter at gøre Rusland til den vasalstat af USA, som det var under Boris Jeltsin i 1990’erne. Bolton har offentligt erklæret, at han vil have væltet regeringerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela. Venezuela vil her blot være første skridt. Bolton har ikke noget problem med at bruge penge og militært isenkram på sine imperialistiske visioner, så et kompromis mellem ham og Trump kunne være at bruge midlerne fra det venezuelanske statslige olieselskab, PDVSA – der allerede er konfiskeret i USA – til at betale for invasionen. Et vigtigt instrument vil givet være på forhånd at købe Venezuelas officerer, så de undlader at kæmpe imod en invasionsstyrke – på samme måde som USA gjorde i Irak i 2003, hvor de egentlige kamphandlinger var meget begrænsede. Selv om der er op mod en million i Venezuelas folkemilitser, vil de under alle omstændigheder ikke være noget match for den amerikanske hær.

EU bakker op om Guaidó

Det er interessant at se, hvordan EU har bakket op om USA’s kupplaner i Venezuela. Selv om EU godt nok viger tilbage fra at få blod på hænderne ved at støtte et egentligt militærkup, har Unionen ikke haft problemer med at støtte den selvudnævnte parlamentsformand Guaidó. Trods dybe økonomiske og politiske modsætninger mellem USA og EU, har landene lagt sig tættere på USA end de vesteuropæiske lande gjorde under USA’s militærkup i Chile i 1973, eller supermagtens krig mod Vietnam i 1960’erne. Reaktionen afspejler blot det faktum, at Europas gamle kolonistater har lige så lidt respekt for demokrati og folkenes selvbestemmelsesret som USA.

Kunne udviklingen i Venezuela være forløbet anderledes? Sandsynligvis ikke. Systemet i Venezuela har i mere end 20 år været venstrepopulistisk, og som mange gange tidligere i historien har landets ledere søgt at opbygge en blandingsøkonomi, hvor der både har været statslige og private sektorer. De har ikke været kommunister, og har ikke ønsket at gå længere – i modsætning til Cuba efter revolutionen. Men det har til gengæld givet borgerskabet vide muligheder for at destabilisere den siddende regering. Sådan var det efter Allendes magtovertagelse i Chile, efter FSLN’s overtagelse i Nicaragua i 1979, og sådan var det efter PT’s magtovertagelse i Brasilien.

Historien har gang på gang vist, at hverken borgerskabet eller USA ønsker succesfulde venstrepopulistiske stater med blandingsøkonomi. Enten tager man som Cuba skridtet fuldt ud og river borgerskabet op med rode – eller også bliver man væltet.

I magtens korridorer griner John Bolton, Donald Trump, Anders Fogh Rasmussen og Anders Samuelsen deres røv i laser over begreber som demokrati og folkenes selvbestemmelsesret.

Albert Jensen