Nu stiftes Revolutionært Kommunistisk Parti – hvor længe kan de holde?

Er du kommunist?

De sidste mange måneder er København og en række andre større byer blevet ramt af en plakatstorm, som Danmark ikke har set mage til i mange år. Det er Revolutionære Socialister – snart Revolutionært Kommunistisk Parti – der som optakt til stiftelsen af en ny internationale og et nyt dansk parti har kørt en aggressiv hvervekampagne.

En kampagne der tilsyneladende er lykkedes. Skal man tro meldingerne fra organisationen, tæller den 200 aktive medlemmer, og har man været i Fælledparken 1. maj de seneste år, har man kunnet se den organisatoriske styrke, som Revolutionære Socialister har kunnet lægge for dagen.

Vi var ellers lige ved at vænne os til kun at skulle tælle til tre kommunistiske partier her til lands. Nu kan vi altså glæde os over endnu et i rækken, men denne gang af trotskistisk tilsnit.

Radikaliseringen skal bruges

Det er på mange måder fantastisk, at så mange unge på tværs af landet, har set ’Er du kommunist?’-plakaten og efter lidt selvransagelse har svaret ”Ja!”. Det ér et tegn på en radikalisering af dele af ungdommen, som organisationens talsperson Rasmus Jeppesen gør opmærksom på.

Radikaliserede unge der i det nye parti uden tvivl bliver hærdet til selvopofrende kadrer, som vil give deres liv for revolutionen. Ikke ved revolutionsromantisk stormløb mod barrikaden, men ved at bruge deres liv og deres kræfter på at fremme den revolutionære sag.

Og så vil de melde sig ud.

Det er lige så trist, som det er sandsynligt. Alt det gode arbejde, der bliver gjort med at bevidstgøre unge gymnasieelever og studerende – de mange studiekredse og de mange avissalg – fører til, at kadrerne efter nogle år falder fra.

Revolutionært Kommunistisk Partis har under forskellige navne eksisteret i mere end 20 år i Danmark. Organisationens medlemmer har ifølge Rasmus Jeppesen en gennemsnitsalder på mellem 20 og 25 år. Det kan kun skyldes, at organisationen ikke formår at fastholde sine medlemmer.

Når Revolutionært Kommunistisk Parti dannes i denne weekend, bør organisationen derfor bruge lejligheden til at stille sig selv de svære spørgsmål.

Mulighed for refleksion – hvor gik de revolutionære hen, da de gik ud?

Hvorfor består det kommende parti næsten kun af unge mennesker?

Hvorfor har organisationen kun en håndfuld kadrer, der har været med det sidste årti?

Hvor går kammeraterne hen, når de forlader organisationen?

I årene efter finanskrisen var jeg medlem af Socialistisk Standpunkt – organisationen der var forløber for Revolutionære Socialister, som altså nu skal hedde Revolutionært Kommunistisk Parti.

Det var jeg sammen med halvtreds andre primært unge mennesker, med hvem jeg læste Marx, Engels, Lenin og Trotskij (og når vi var færdige Trotskij, Lenin, Engels og Marx). Vi støttede faglige blokader og frøs i regnvejr ved Nørrebro Station med fingrene sammenklemt om en udgave af avisen, der bar organisationens navn.

Det var gode og formative år, som jeg tænker tilbage på med glæde. Men i det samme tilbageblik kan jeg se, at mange af mine kammerater fra dengang er forsvundet. Ikke bare fra organisationen med de skiftende navne, men fra venstrefløjen generelt.

Det revolutionære løfte

Når der i weekenden skal stiftes et nyt parti, er det sidste trin i en velorkestreret international tretrinsraket. Den er startet med de effektive ’Er du kommunist?’-plakater, fulgt op af stiftelsen af den nye internationale og bliver afsluttet med stiftelsen af det nye parti.

For alle nyrekrutterede medlemmer indfrier det løftet om succesrig fremgang. Det starter med, at der skal rekrutteres enkelte, så vil man vinde grupper over, og til sidst samler hele arbejderklassen sig under det nye revolutionære partis banner.

Problemet er bare, at det ikke sker inden for den nærmeste fremtid. Organisationen elsker at sige, at det syder under overfladen. Men når den utilfredshed – der hævdes at ligge i folkedybet – ikke træder frem, betyder det, at kammerater, der har været medlem af organisationen i nogle år, desillusionerede falder fra.

Det sidste år er alle sejl blevet sat ind på rekrutteringen. Det bliver spændende at se, hvordan organisationen vil konsolidere sig selv, når denne fase er overstået.

Stiftelsen af det nye parti er muligheden for gennem selvkritik at kunne bryde med det mønster, der har tegnet organisationen indtil nu. Et opgør med profeteringen af det store skift, der kommer lige om lidt. Det giver mulighed for at studere, hvorfor de nuværende udviklinger ikke er ”et forvarsel om et langt mere drastisk og storstilet skift i arbejderklassens politiske bevidsthed.”

Vores evner til at spå om fremtiden har hidtil vist sig mangelfuld, og vi kan ikke satse hele vores strategi på, at en stadig svagere venstrefløj vil blive reddet af pludselige politiske skift i vores favør.  

En opfordring

Venstrefløjen må selv skabe situationen for sin egen fremgang. Vi bliver nødt til at acceptere, at situationen er svær, og endnu har ingen givet overbevisende svar på, hvordan vi kommer videre fra det nuværende dødvande i klassekampen.

Revolutionært Kommunistisk Partis mange nye kadrer har en vigtig rolle at spille i venstrefløjens genopbygning. Men det må tage udgangspunkt i, at venstrefløj – det er vi sammen. Kun ved at samarbejde på tværs af politiske uenigheder kan vi gå fra at være et par hundrede eller et par tusinde til faktisk at blive den massebevægelse, vi drømmer om.

Og det her er også en opfordring til de kammerater, der måske en dag bliver trætte af avissalg og læsekredse med tekster af de samme fire skæggede koryfæer. For os – som det også var for Marx – er partier blot et middel til at opnå det større mål. Organisationer er kun redskaber, der skal udskiftes, når de ikke længere tjener deres funktion.

Både for Enhedslisten og SF vil det være en gave at få tilstrømninger af medlemmer, der er skolede i teori og historie. Fagbevægelsen ville have godt af kammerater med konkrete erfaringer fra faglige blokader.

Men man møder kun sjældent kammerater med gode erfaringer fra Revolutionære Socialister. De er øjensynligt brændt ud og har helliget deres liv til en karriere som lønarbejder.

Det er et problem for det kommende Revolutionære Kommunistiske Parti, hvis kadrerne slides op. Men det er også et problem for resten af venstrefløjen. Kampen bliver et langt og sejt træk, hvor vi skal have kræfter – også når den første entusiasme har lagt sig.

Og med det vil jeg ønske kammeraterne en god stiftende kongres.