Ny bog belyser fascismens sorte ideologi

For få måneder siden udkom en omfattende analyse af de moderne højrebevægelser: “Fascister i fåreklæder. Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede”. 

I det 448 sider lange værk får vi en meget nuanceret beskrivelse af den internationale radikale højrefløjs idéer og en kritisk diskussion af den radikale højrefløjs stilling. Bogen er absolut velresearchet, og vi får mange uhyre interessante oplysninger til forståelsen af det radikale højre. I kraft af sin detalje-rigdom er bogen et stort skridt fremad for at kunne forstå den trussel, der udgår fra det yderste højre. Men den mangler alligevel afgørende perspektiver for at kunne blive udgangspunkt for en strategi imod højrebevægelsen.

Lad mig lige indskyde en bekendelse. Jeg hører til den del af venstrefløjen, der er godt træt af, at der råbes “fascisme!” hver gang, der kommer et eller andet frastødende fra højre side. Politisk indsigt går tabt, hvis skældsord ophøjes til analytiske begreber. Her er Hee Pedersens bog netop skarp på begreberne. Han kan tale om højreradikalisme – uden at blive skinger.

Ifølge forfatteren kan det, han forstår som Det Nye Højre, føres tilbage til starten af 1960’erne til en terrororganisation Organisation Armée Secrète, der bekæmpede Algiers selvstændighed fra kolonimagten Frankrig. En person derfra, Dominique Venner, formulerede det, der senere blev Det nye Højres grundidéer.

Det nye Højre tog og tager tilsyneladende afstand fra brugen af fysisk vold, modsat Organisation Armée Secrète. Kampen om magten skulle først og fremmest udkæmpes på “ideernes kampplads”. Men ellers handlede det stadigvæk om “kolonialisme, biologisk racisme og hvidt overherredømme”.

Siden kom nye navne til: Alain de Benoist, Guillaume Faye og Aleksander Dugin står som frontfigurer. Man er politisk “til højre”, men slet ikke tilfreds med det borgerlige, kapitalistiske samfund, som det har udfoldet sig generelt – historisk. Man taler for en revolution, og man vil det liberale borgerlige samfund til livs. Man vil bryde med grundlæggende rammer for de samfundsforståelser, som bygger på fornuft, på borgernes lighed (kaldet det egalitære), og at samme regler gælder for alle – lighed for loven (kaldet det universalistiske).

Racekrig

I bogen redegøres for udviklinger i det nye højres tænkning. Tanken om forskelsbehandling og rangordning mellem “racer” udvikles til en mere moderat idé om forskellige kollektive identiteters værdi, og en forestilling om at forskellige kulturer fortjener beskyttelse – men helt bestemt klar adskillelse. Det kaldes etnopluralisme. Den position blev dog affejet af en af højrebevægelsens centrale figurer, Guillaume Faye. Han er i allerhøjeste grad optaget af tanken om den såkaldte store befolkningsudskiftning -altså at tilkommende muslimer er ved at overtage Vesten. Og det kræver en krig, kaldet reconquista – at slå tilbage. 

“Hee Pedersens bog er skarp på begreberne. Han kan tale om højreradikalisme – uden at blive skinger.”

Vi får omfattende udredninger af forskellige positioner inden for det radikale højre. Der er tankerne om kampen som tilværelsens grundvilkår, menings- og identitetsgiver. Der er de stereotype kønsopfattelser, de konforme indstillinger til ‘rigtige mænd’ og ditto kvinder, opgivelsen af liberale forestillinger om individet til fordel for forestillinger om kollektive enheder som familien og folket, traditioner og forfædre.

Endelig nævnes Guillaume Faye som fortaler for “tydelige sociale hierarkier og eksplicit ulighed i social status”. Der er også tanker om racekrig og etniske udrensninger, der er myter om den moderne verdens dekadence og snarlige undergang eller genfødsel i en ny autoritær verdensorden. Anti-semitisme trives også. Antisemitismen er imidlertid tabubelagt, det er ikke noget, man vedstår – den er det yderste højres endestation, som det hedder. 

Pæne unge mænd

I al denne sorte ideologi, der mere eller mindre tydeligt trækker på referencer til 1930’ernes og 40’ernes nazistiske og fascistiske ideologier og regimer i Tyskland, Italien og andre lande, ses så nogle pæne og velklædte unge (mest mænd). De slår ikke på tæven og marcherer med støvler, de tager afstand fra vold. De argumenterer, laver banner-aktioner og happenings. De kalder sig Generation Identitær. De er også en del af det yderste højre.

De identitære kalder sig metapolitiske. Det vil sige, at de vil ikke opnå noget som selvstændige aktører, men vil virke gennem andre. Deres mål er er flytte holdninger på sigt. De tænker ikke i retning af at erobre gaderne, sådan som paramilitære grupper gør det. De har heller ikke planer om en parlamentarisk organisation og magt. En del af deres inspiration kommer faktisk fra den italienske, marxistiske tænker Antonio Gramsci, der netop var opmærksom på betydningen af at opnå det ideologiske overtag som forudsætning for politiske ændringer.

Generation Identitær vil ændre rammerne for, hvad der er acceptabelt at tale om i den offentlige meningsdannelse. Det begreb kaldes Overton-vinduet, efter den borgerlige amerikanske politolog, Joseph P. Overton. Hvis man er uden for Overton-vinduet, ekskluderes man som ekstremist eller utopist. Det gælder så om at flytte Overton-vinduet, så ens synspunkter kommer inden for rammen, og kan bliver taget alvorligt. Her er Dansk Folkeparti, der engang var “ikke stuerent” og nu er det modsatte, et godt eksempel. Udvisninger af personer med flygtningestatus, og omgåelse af internationale konventioner (Rwanda!) er andre eksempler.

Fascister i fåreklæder kortlægger de ideologiske positioner i det højreradikale miljø, men perspektiverer ikke – hverken psykologisk eller sociologisk. De højreradikale synspunkters medvind forklares slet og ret med, at deres synspunkter om en snarlig undergang “rammer noget i tidsånden”.

Røde og sorte piller

Ved læsningen fornemmes tydeligt, at der er tale om et eksklusivt miljø, som har udviklet sine egne begreber og taler sig ind i indforståede rammer. Bogen noterer, at der er et stort person-overlap mellem det kvindefjendske såkaldte incelsgrupper og så de højreradikale. Her bruges udtrykket at tage den røde pille, som først betød at forstå sig selv som anti-feminist, senere kom det til at betyde, at man lever i et idéunivers, optaget af f.eks. forestillingen om at europæerne er ved at blive fortrængt af personer fra Mellemøsten.

At tage den sorte pille betyder, at man betragter civilisationen som fortabt, og at den kun kan genrejses ved særligt voldsomme hændelser – og endelig at tage den hvide pille betyder, at man så ser en mulig “genrejsning” efter et raceopgør foran sig.

Gammel vin, nye flasker

I det sidste afsnit diskuterer Mathias Hee Pedersen forbindelser mellem det nye og det gamle højre. Er det nye højre fascistisk? Der er i hvert fald mange grundforestillinger til fælles. Det er folket som en enhed, nationen som den grundlæggende identitet, ulighed og hierarki er naturgiven. Det er tanker, som også kan findes hos forskellige konservative ideologer – men til fascismen hører også forestillingen om vold som et mål i sig selv. Nutiden er et forfald, som kun en genfødsel kan redde. Afgørende er, ifølge forfatteren, at fascismen ser, at de såkaldt evige værdier realiseres i et nyt samfund. Fascismen er revolutionær og fremtidsorienteret.

“De velklædte unge i den identitære bevægelse bærer ideerne fra Mein Kampf videre i det 21. århundrede, mener forfatteren efter grundige overvejelser”

Konklusionen bliver, at det nye højre ikke kan skilles fra det gamle højre. Det nye højre er en videreførelse og en udvikling af den fascisme, som var ved magten i Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien og andre lande for snart 80 år siden. De velklædte unge i den identitære bevægelse bærer ideerne fra Mein Kampf videre i det 21. århundrede, mener forfatteren efter grundige overvejelser. De bekender sig ikke til vold, men de kan inspirere til voldsanvendelse. 

Mathias Hee Pedersens store bedrift er, at han kan formidle og analysere et stort stofområde. Han har rigtig godt styr på det omfattende tekstmateriale, han har været igennem. Så har han også analytisk distance til sit stof. Han analyserer og beskriver. Han forfalder ikke til at udstille eller moralisere. 

Marxistisk karikatur

Bogen kortlægger de fleste af det radikale højres positioner. Men noget er helt underbelyst. Forfatteren afviser noget, han kalder en “marxistisk definition”, som mener at vide, “at fascismen er bourgeoisiets sidste kort på hånden” – over for arbejderklassen forstås. En skribent fra 1922 citeres for dette. Eller “fascismen er forsøget på at finde svaret på kapitalismens uløste ligning”, som det siges af en anden person i 2017.

Forfatteren afviser disse forståelser, fordi “ fascismen altid [af dem] ses i lyset af den dominerende samfundsform, der fremstilles som fascisme light.”

Den argumentation holder ikke. Fordi Mathias Hee Pedersen ikke mener, at den dominerende samfundsform er fascisme light, behøver man ikke at afskære sig fra at se fascismen (og højreradikalisme og i øvrigt al anden tænkning) i sammenhæng med det øvrige samfund. Idéer af enhver slags – også fascisme – svæver ikke frit i luften, men har afgørende samfundsmæssige konsekvenser. Fascisme er én af flere mulige måder at retfærdiggøre bestemte samfundsindretninger på.

Den historiske fascisme og nazisme blev ikke udviklet af borgerskabet eller kapitalistklassen. Men det viste sig aldeles nyttigt til at sikre kapitalistklassens magt – og Italiens og Tysklands borgerskaber tog godt imod både fascisme og nazisme.

Ydermere må jeg indvende, at man godt kan se fascisme i forbindelse med den dominerende samfundsform, og samtidig skelne mellem et borgerligt demokrati og et borgerligt diktatur. Marxister, Marx-inspirerede og helt almindeligt venstreorienterede har faktisk kæmpet i mere end hundrede år for at fastholde demokratiet, hvor det har været truet fra højre side. Også selvom det har været et demokrati, der virkede i et kapitalistisk samfund. Mathias Hee Pedersens begreber om venstrefløjens demokrati-kamp er mangelfulde, og den marxistiske idé-arv fremstår hos ham som en karikatur.

Trods disse huller giver bogen et velresearchet overblik, og kan anbefales, hvis man vil forstå fascisme i det 21. århundrede.

Mathias Hee Pedersen: Fascister i Fåreklæder? Baggrund Forlag, 2021. 448 sider, vejl. pris 300 kr.