Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. august. 2021

Ny IPCC-rapport: Verdens klimaforskere kommer med skarp advarsel om truslen fra den globale opvarmning

IPCC’s nye rapport kommer til at være den mest grundige vurdering hidtil. Imens forbereder verdens regeringer sig på afgørende FN-forhandlinger til november.

Brandmænd kæmper mod skovbrande uden for Kineta i nærheden af Athen. Foto: Angelos Tzortzinis

Brande, oversvømmelser og de ekstreme vejrforhold, som har ramt hele verden de seneste måneder, er kun en forsmag på, hvad der venter os, hvis den globale opvarmning får fat, siger forskere, alt imens verdens ledende organ inden for klimaforandringer advarer om en akut trussel mod det globale klima.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) udgav mandag en skelsættende rapport, som er den foreløbig mest omfattende vurdering af situationen. Rapporten kommer tre måneder inden afgørende forhandlinger i FN-regi, der kommer til at afgøre de fremtidige betingelser for liv på kloden.

Politikere har allerede taget forskud på undersøgelsen, der lå klar lørdag aften, og som har været genstand for to ugers intens debat på nettet, med deltagelse af eksperter fra hele verden. Rapporten opsummerer otte års arbejde på området fra førende forskere.

Den atmosfæriske CO₂-udledning er steget med en tredjedel siden 1960’erne. Opgjort i ‘parts per million’. Kilde Source: Scripps Institution of Oceanography, NOAA

Doug Parr, der arbejder som politisk ansvarlig hos Greenpeace UK, har i den forbindelse gjort det klart, at verdens regeringer bliver nødt til at tage advarslerne alvorligt: “Der foreligger nærmest ingen praktiske, gennemfinansierede og realistiske planer fra regeringer, som kan holde os under de angiveligt sikre grænseværdier for global opvarmning. Der var akut behov for klimahandling for flere årtier siden – og nu er vi ved at løbe tør for tid. Den britiske regering bærer en stor del af ansvaret som vært for FN’s klimaforhandlinger, der skal sikre at verdens ledere slutter sig til en politisk kurs, der ikke bare trykker bremsen i bund, men også sætter udviklingen i bakgear.”

“Der var akut behov for klimahandling for flere årtier siden – og nu er vi ved at løbe tør for tid.”

IPCC, der består af flere hundrede af verdens fremmeste forskere på klimaområdet, udgiver detaljerede vurderinger hvert syvende år, og den aktuelle rapport er den sjette siden 1998. Der er imidlertid en afgørende forskel fra tidligere rapporter: Tidligere udgivelser har understreget, at 20’erne bliver et afgørende årti, hvor udledningen af drivhusgasser skal halveres, hvis opvarmningen skal holdes under de 1,5 graders celsius mere end den præ-industrielle temperatur, sådan som tidligere IPCC-rapporter har fastslået. Den målsætning er samtidig den mindst ambitiøse af de to mål indeholdt i Parisaftalen.

Michael Mann, der er ansat som professor i atmosfærisk videnskab ved Pennsylvania State University, mener den seneste IPCC-rapport kommer til at blive den sidste, der kan nå at gøre en forskel på politisk plan, før 1,5-graders ambitionen fra Parisaftalen er overskredet.

“Klimaforandringer forstærker virkningen af ekstreme vejrforhold som dem, vi har været vidner til i den her sommer – tørke, hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og superstorme”, forklarede han. Klimaforandringernes indvirkning er ikke længere diskrete. De udspiller sig for øjnene af os i form af de her ekstreme vejrkatastrofer uden fortilfælde.”

I de seneste måneder har der været brande i USA, hedebølger på de nordlige breddegrader, og ødelæggende oversvømmelser i både Kina og Europa. Forskerne advarer om, at det kan blive normen, hvis ikke klimasammenbruddet bliver forhindret.

De seks varmeste registrerede år i klodens historie. Gennemsnitlig global temperatur i forhold til samme periode i 1850 – 1900. Kilde: ERA5 / Copernicus Climate Change Service

Simon Lewis er professor i global forandringsvidenskab ved University College London. Han siger: “De ting man har set i sommerens løb viser, at nogle af de påvirkninger, der tidligere er blevet forudsagt i IPCC-vurderingerne lader til at være blevet undervurderet. Vi kan dog endnu ikke sige med sikkerhed, at sommeren 2021 kommer til at blive det nye normale i omfanget af ødelæggelser. Der har vi brug for nogle flere år til at indsamle data. Det vi til gengæld kan sige med sikkerhed er, at hvis udledningerne fortsat stiger, vil det også fortsat have en alvorlig indvirkning på klimaet.”

Lewis advarer om, at konsekvenserne vil blive alvorlige. “Vi bliver nødt til at huske på, at vi alle sammen bor steder, hvor vi har haft årtier eller århundreder til at vænne os til et bestemt klima. Det virkelig, virkelig skræmmende ved klimakrisen er, at alle de ting, menneskelige samfund på Jorden har opnået, er sket i et klima, der ikke længere eksisterer”, sagde han. “Der hviler et meget stort pres på verdens ledere om at aftale en detaljeret, opnåelig plan for at reducere udledningerne øjeblikkeligt, og at tilpasse sig klimapåvirkningen, når de mødes i Glasgow til november (til COP26-topmødet, red.)”.

Hurtigere handling påkrævet

Dette års ekstreme vejrfænomener er ikke omfattet af rapporten, der trækker på artikler udgivet i peer reviewede tidsskrifts-artikler fra før i år, udgivet i tidsrummet siden den sidste omfattende rapport fra 2013. Mann forklarer: “Det er også en begrænsning. IPCC-rapporterne forsøger altid at indhente realiteterne. Vores eget arbejde antyder, at de modeller, som de fleste IPCC-fremskrivninger bygger på, stadig ikke indkapsler nogle af de mest afgørende træk ved udviklingen.”

“Vi er håbløst uforberedte på at håndtere de stadigt mere alvorlige ekstremvejrs-fænomener, selv om de er blevet forudsagt af videnskaben i årtier.”

Årets ekstreme vejrforhold har også vist vigtigheden af, at lande og samfund over hele verden forbereder sig på at håndtere påvirkningerne fra klima, forklarer Richard Betts, der er professor i klima-påvirkning ved Exeter University og leder af klimapåvirknings-afdelingen ved det britiske meteorologiske institut, MET Office. “Vi bliver nødt til at leve med følgerne af, hvad vi allerede har gjort ved klimaet. Vi er håbløst uforberedte på at håndtere de stadigt mere alvorlige ekstremvejrs-fænomener, selv om de er blevet forudsagt af videnskaben i årtier.”

Sideløbende med den indsats, bliver vi også nødt til at reducere udledningerne i et langt hurtigere tempo, tilføjer han. “Vi bliver nødt til at tage affære øjeblikkeligt, hvis det ikke skal blive langt værre”, sagde Betts. “Jo længere tid det tager at få reduceret opbygningen af CO2 i atmosfæren, jo mere alvorlige bliver de klimaforandringer, vi hænger på.”

Havene var i 2020 varmere end nogensinde før. Graf over varme optaget af havene sammenlignet med gennemsnittet for 1981-2010. Kilde: Cheng et al, Advances in Atmospheric Sciences 2020

Alok Sharma, der er udpeget af den britiske regering til at være ansvarlig for COP26-forhandlingerne i Glasgow til november, udtalte lørdag: “Det her bliver den hidtil skarpeste advarsel om, at menneskelig adfærd fremskynder den globale opvarmning i alarmerende grad. COP26 bliver nødt til at være et vendepunkt for udviklingen, hvor vi finder en løsning. Vi har ikke råd til at vente to, fem eller ti år mere. Det er nu, der skal ske noget. Konsekvenserne af at fejle vil være katastrofale – der er ingen anden måde at sige det på.”

Rachel Kennerley, der er international kampagnearbejder hos Friends of the Earth, sagde: “Verdens klimaforskere er udkommet med en hård advarsel, som ikke kan blive ignoreret. Det internationale samfund bliver nødt til at handle så hurtigt som muligt – og på en hidtil uset skala, hvis vi skal undgå katastrofale klimaforandringer. Det er på høje tid, at vi gør os fri af vores afhængighed af beskidt gas, kul og olie, og at vi investerer i grønne jobs og bygger den udledningsneutrale fremtid, vi desperat har brug for.”


Artiklen er udgivet i samarbejde med The Guardian – Covering Climate Now. Oprindeligt bragt søndag 6. august: World’s climate scientists to issue stark warning over global heating threat. Oversat af Morten Hammeken.

Om skribenten

Fiona Harvey

Fiona Harvey

Klimakorrespondent for The Guardian. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER