Ny verdensorden bør give ny udenrigspolitik

Indtil 1992 var Danmark fornuftens stemme i NATO. Vores fodnotepolitik havde en afdæmpende effekt under den kolde krig.

Men dansk udenrigspolitik ændrede sig i 1999 i forbindelse med NATOs angreb på Serbien. For at overbevise sit bagland om et militærangreb på Serbien anvendte vores daværende udenrigsminister, Niels Helvig Pedersen begrebet humanitær intervention! Som følge af denne krigsstrategi, lavede NATO 90 separate bombeangreb mod Serbien og dræbte mange civile.

Det var begyndelsen på en uheldig glidebane, som resulterede i, at det officielle Danmark pludselig forvandlede sig fra at være en fredsdue til at være en krigshøg. Danmark blev langsomt, men sikkert en våbenførende del af NATOs og USA’s krigsmaskine.

Krigen i Afghanistan begyndte i 2001. Igen med Danmarks deltagelse. Nogle år senere genfortalte Anders Fogh Rasmussen Bush’ og Blairs påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak til at retfærdiggøre et militærangreb på Irak i 2003. Den 19. marts 2011 påbegyndte en koalition bestående af bl.a. USA, Storbritannien, Frankrig og Danmark en militæroperation i Libyen. Som en konsekvens heraf er Libyen holdt op med at eksistere som et samlet land.

Den sproglige finte, som Niels Helvig Pedersen for næsten 25 år siden anvendte, har gradvist ført os der hen, hvor vi er i dag. Vi har nu skabt en militaristisk lynchstemning, som kvæler en hver stemme for fred. Det er tydeligt i forbindelse med Danmarks engagement i Ukraine.

Der er i øjeblikket en besynderlig konsensus blandt danske politikere om, at vi følger USA i tykt og tyndt. Mette Frederiksen har for nylig sagt, at hun er meget, meget pro-amerikansk. Og med sin fulde støtte til USA’s engagement i Ukraine overser hun fuldstændigt USA’s andel i den nuværende triste situation i Europa.

USA vil dominere over det hele

I årtier opførte Rusland sig som et lille lam. De fjernede socialismen, lukkede deres industri, indførte neoliberalistisk økonomi efter Verdensbankens anvisninger, imens NATO udvidede sig mod deres grænser. Putin tog på besøg hos Englands dronning og var gæst hos Danmarks dronning; Putin besøgte Bush og fruen i Crawford Texas; Putin ønskede at tilslutte sig NATO, alt imens NATO udvidede sig mod Ruslands grænser.

Jeffrey Sachs, som var Jeltsins økonomiske rådgiver, siger, at alle hans planer om at redde den russiske økonomi blev forkastet af Clintons administration. Beruset af sejren i den kolde krig så USA ingen grund til en ligeværdig sameksistens med Rusland, snarere tværtimod forsøgte USA at manifestere sig som verdens enehersker.

USA har for mange været foregangsland for antikolonialisme, borgerrettigheder, forbillede for den Store Franske Revolution, en af hovedkræfterne bag Europas befrielse fra fascismen og nazismen. USA har været og er heldigvis stadig hjemsted for store moderne tænker, forskere, forfattere, musikere, kunstnere m.m.

Men parallelt med alle de gode sider har USA – især efter anden verdenskrig – udviklet sig til en krigsnation. USA har enten provokeret eller lanceret Vietnamkrigen, Golfkrigen, Kosovo-krigen, krigen i Afghanistan, Irak-krigen, krigen i Libyen og Syrien. USA’s årlige militærbudget udgør 40 procent af verdens samlede militærbudget.

Ifølge Christopher Kellys bog “America Invades”, har USA kæmpet eller været i militær konflikt med næsten alle FN’s 190 lande. USA væltede demokratisk valgte regeringer i mange udviklingslande i det 20. århundrede og erstattede dem straks med pro-amerikanske marionetregimer, herunder i Iran i 1952 og i Chile i 1973.

Ny verdensorden

Nu er Rusland, Kina og en stor del af verdens befolkning blevet trætte af USA’s mangeårige interventioner. I sin tale på BRICS-topmøde sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, at internationale regler skal skrives og opretholdes af alle lande og ikke dikteres af dem med de stærkeste muskler.

Kina ønsker en multipolær verden og finder Rusland som sin nærmeste allierede. Derfor taler den kinesiske præsident Xi Jinping om strategisk venskab med Rusland. Kina og Rusland har tilsammen allerede skabt en parallel verden. Shanghai Cooperation Organisation (SCO) er en eurasisk politisk, økonomisk, international sikkerheds- og forsvarsorganisation. Det er verdens største regionale organisation, der dækker cirka 60 procent af Eurasiens areal og 40 procent af verdens befolkning. Ud over Kina, Indien og Rusland består SCO af seks andre lande og yderligere 16 lande som observatører og dialogpartnere.

BRICS består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. BRICS dækker over 26,7 procent af verdens landoverflade og 41,5 procent af den globale befolkning. Mange asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande ønsker medlemskab af BRICS. Gennem BRICS og SCO lykkedes det delvist medlemslandene at skabe et alternativt digitalt betalingssystem uden om SWIFT og lave varehandel i lokale valutaer.

Det er ikke længere USA, NATO og EU, der sætter dagsordenen i verden. Regionale pagter og samarbejdsaftaler som ASEAN, CAREC og APEC i Asien, ALBA i Latinamerika, African Union, som har 55 medlemslande, Persian Gulf Security, Gulf Cooperation Council og Arab League i Mellemøsten ønsker en multipolær verden.

Hvornår indser danske politikere den ny verdensorden?

Tiden er kommet til, at danske politikere indser, at verden er i gang med at blive multipolær. Det er slut med amerikansk, europæisk og japansk herredømme. Det er virkelig uklogt af Danmark at lægge sig ud med så mange lande og afskære sig fra lukrative handelsaftaler på grund af vores loyalitet mod det amerikanske imperium. Det er i Danmarks interesse at være pragmatisk og holde sig venner med alle og lade mere end “et A4-ark komme mellem os og USA”.

Vi skal lytte til Kinas præsident Xi Jinpings fornuftige ord: der er mange civilisationer og udviklingsveje i verden, og sådan bør verden være.

Vi skal begynde at betragte Kina og Rusland som ligeværdige handelspartnere, før det bliver for sent. Kina er reelt det eneste store industriland, der er tilbage. Og Rusland har en fremtrædende geopolitisk plads i Europa. Rusland er ikke kun det største land i verden, men det har også den længste grænse til Nordpolen og forbinder nord og syd, vest og øst sammen. Rusland har en befolkning på 146 millioner mennesker, har uudtømmelige og værdifulde kilder til råvarer og har det næststørste atomarsenal i verden.

Vores nationale interesser og de fremtidige generationers velfærd kræver, at vi holder os venner med de nye magtpoler i verden. Vi kan lige så godt begynde med at gå tilbage til der, hvor vi slap. Vi skal genindføre fodnotepolitikken og starte fredsforhandlinger med Rusland. Hurtigst muligt.