Om at være kvindelig håndværker – Liva Arendals tale til 1. maj

“Vi ansætter ikke kællinger.”

“Vi har jo aldrig haft sådan en som dig ansat. Det er jo lidt besværligt, vi har ikke lige et omklædningsrum til dig, så du må lige skifte i depotet.”

“Jeg tror ikke på, at du ikke kan finde en læreplads – det handler bare om at ville det nok.”

Det her er bare en brøkdel af de kommentarer, kvindelige håndværkere, lærlinge, elever, praktikanter skal finde sig i hver eneste dag. Kommentarer jeg også selv har fået.

Sidste august startede jeg på grundforløb 2 på smedeuddannelsen. Da jeg søgte ind, kan jeg huske, jeg håbede på, at der bare startede en anden kvinde sammen med mig. Vi startede seks. Det overraskede mig virkelig, desværre.

Manglende lærepladser – hvis du er kvinde

Men frafaldet for kvinder på mandsdominerede uddannelser er fortsat rigtig højt, og for kvinder virker der også til at være meget længere mellem lærepladserne. Ikke fordi de ikke findes, men fordi lærlingens køn er en forhindring for ansættelse.

I min klasses tilfælde var vi fire kvinder, der afsluttede grundforløbet, og da det blev tid til at starte i lære, fik kun en ud af os fire en læreplads. Af de 20 drenge fra mit hold, der afsluttede grundforløbet, fik hver og en af dem en aftale.

En mørk morgen i januar sad vi i et klasselokale på min skole og skulle tale om manglende læreplads, om karensperiode og om skolepraktik. Vi var os tre kvinder, der ikke havde læreplads, en vejleder og en underviser. Her ventede jeg på, at nogen sagde det, vi alle tænkte, at nogen adresserede elefanten i rummet, at nogen brød tavsheden. Men der var stille.

Hvorfor var der ingen, der sagde det – hvorfor er skolerne berøringsangst over for deres vigtigste udfordring, hvorfor gjorde skolen ikke en ekstra indsats, når de tydeligvis kunne se, hvad fællesnævneren var.

75 procent af klassens kvinder mod 0 procent af klassens mænd stod uden læreplads. Det var ikke, fordi vi var dårligere end vores mandlige kammerater, det var ikke, fordi vi ikke havde søgt, det var ikke tilfældigt. Det er et strukturelt problem, og det er tid til, at vi snakker om det.

Husk kvinderne i skurvognene

1. maj fejrer vi, hvor langt vi er nået i arbejderkampen, for vi er nået rigtig langt.

Vi fejrer vores ret til hvile, til ferie, til sikkerhed, til pension – ligefrem vores ret til at mester betaler for vores arbejdstøj. Det er nogle vigtige sejre, men det er som om, vi har glemt nogen på perronen. Vi har glemt helt grundlæggende trivsel og velvære for rigtig mange.

Jeg synes, det er tid nu. Det er tid til, at vi skal kæmpe for alle de kvinder, som hver eneste dag skal arbejde ekstra hårdt for at vise sit værd, de kvinder som skal finde sig i daglig chikane. Vi skal kæmpe for de kvinder, som ikke får en chance i et fag, fordi ingen virksomheder vil tage dem som lærling. Og vi skal kæmpe for de kvinder, der ikke engang tør starte.

Der er en parallel verden derude – på byggepladsen, på værkstedet, på erhvervsskolerne, i skurvognene. Det er ikke den samme branche, vi møder, som vores mandlige kolleger møder.

Jeg mødte en branche, der så på mig med undren og skepsis, en branche hvor jeg uden videre blev sat til at lave de finere opgaver, for det passer nok bedre til “sådan en som mig”, en branche hvor man skulle overpræstere ekstra hver dag for at vise man hørte til, og en branche hvor virksomheder med aktive jobopslag pludselig ikke manglede lærlinge, når det var mig, der ringede.

Kampen er nu

Håndværkerne skal bygge vores fremtid. Der er ingen grøn omstilling uden elektrikeren, uden VVS’eren, uden mekanikeren. Der er ingen huse, vi kan bo i uden tømreren, uden mureren, uden struktøren.

Danmark skriger efter nye faglærte, men lige nu udelukker vi automatisk en kæmpe andel af dem, som gerne vil, fordi vi er for bange for et opgør med status quo, et opgør med en håndværkerkultur der er gået alt for langt – en kultur vi absolut ikke ville acceptere i de fleste andre brancher.

En kultur hvor det er normalt med porno på væggene i skurvognen og værkstedet, en kultur hvor man møder sexistiske vittigheder og fordomme på byggepladsen, og en kultur hvor chikane og nedgørelse er dagligdag.

Det er ikke godt nok. Vi kan gøre det bedre – vi skal gøre det bedre.

Vi skal ikke gå på kompromis med vores trivsel, vores velvære, vores kvindelighed for at passe ind i et fag, vi brænder for. 

Det er nu. Vær opmærksom på dine kvindelige kollegaer. Giv dem den anerkendelse, de fortjener, sig fra over for kolleger, over for mester, over for virksomheder og over for skoler, som ikke tager det her alvorligt.

Arbejderkamp er kvindekamp, klassekamp er kvindekamp, lærlingekamp er kvindekamp. Den kamp er nu, og som vi skal synge lige om lidt: VÅGN TIL KAMP.