Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. november. 2024

Om bevæbning af Ukraine og kampen mod militarisme

Europæisk Netværk Solidaritet med Ukraine vedtog 10. oktober 2024 en udtalelse om at kampen mod russisk aggression i Ukraine må forenes med en kamp for nedrustning og fred. Solidaritet bringer vedtagelsen.

”Europæisk Netværk for Solidaritet med Ukraine” er et samarbejde med deltagere fra flere lande. Deltagerne er medlemmer af sociale bevægelser, fagforeninger, politiske strømninger og partier i både Øst- og Vesteuropa, som er imod krig og nykolonialisme.

Målet er at danne et netværk fra neden, som er uafhængigt af alle regeringer. ENSU byder enkeltpersoner og grupper, som er enig i grundlaget velkommen. 

Læs mere om Europæisk Netværk for Solidaritet med Ukraine her 

14. oktober vedtog netværket denne vedtagelse:

Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine (ENSU) har fra begyndelsen fordømt den russiske invasion af Ukraine og støtter fuldt ud ukrainernes ret til selvforsvar. Det ukrainske folks væbnede modstand er retfærdig. Den finder sted som forsvar mod det erklærede krigsmål fra Ruslands præsident, Vladimir Putin: at generobre den fiktive “russiske verden”, som angiveligt gik tabt med Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er ikke et led i militær aggression fra NATO, USA eller nogen vestlig nation. 

Da Ukraines væbnede modstand er legitim, har alle stater, der ser sig selv som demokratiske og som fortalere for retfærdige, internationale relationer, ansvar for at hjælpe det ukrainske folk med at besejre den russiske invasion. 

ENSU kræver derfor, at alle regeringer – der er imod Ruslands ulovlige aggression (uanset om de er NATO-medlemmer eller ej) – giver Ukraine de våben, ammunition og den økonomiske støtte, som er nødvendig for at fordrive de invaderende styrker fra Ukraines internationalt, anerkendte territorium.

ENSU definerer i sin grundlæggelseserklæring, at netværkets overordnede orientering er anti-kolonial og imod “militarisme og imperialistisk konkurrence om magt og profit, der ødelægger vores miljø samt vores sociale og demokratiske rettigheder.” 

Vi ser, ligesom fredselskende mennesker i alle lande, en absolut nødvendighed i at afslutte stormagtsrivalisering og dødbringende militarisme og den miljøødelæggelse, den medfører. 

Det står ikke i modsætning til et perspektiv om at yde Ukraine den støtte, landet har brug for til at besejre den russiske stormagt, som har besat dets territorium, ødelagt dets infrastruktur, myrdet dets folk og forurenet dets land og floder. 

Det kræver ikke permanent vækst i de globale militærudgifter, etablering af rivalisernede militærblokke eller social og politisk promovering af militarisme at støtte et frit og uafhængigt Ukraine – selvom det er dagsordenen for nogle reaktionære kræfter, der præsenterer sig selv som Ukraines forkæmpere.

For at støtte Ukraine uden at fremkalde en bølge af militarisme, chauvinisme og krigsprofit, ser ENSU sin solidaritet med det ukrainske folk i et antimilitaristisk perspektiv, der er imod de imperialistiske magters oprustning. 

ENSU udtaler, at:

– Militær bistand til Ukraine kan i første omgang hentes fra lagre og fra våben, der i øjeblikket leveres til regeringer, som fører aggressionskrige fordømt af FN.

– Produktionen af alle former for våben kan og bør nationaliseres. Det muliggør en afslutning på uanstændig krigsprofit og våbenhandel. Produktion og levering af krigsmateriel kan overholde internationalt anerkendte rettigheder om national suverænitet og nødvendigheden af at modarbejde krige, der krænker dem.

– I de tilfælde, hvor lande virkelig har behov for at udvide militærbudgetter for at hjælpe Ukraine eller forsvare sig mod Putinregimets trusler, bør forøgelsen finansieres gennem højere beskatning af de rigeste lag i samfundet. Støtte til Ukraine må ikke blive en undskyldning for nedskæringer, der rammer flertallet i samfundet.

ENSU understreger også behovet for offentligt ejerskab af våbenindustrien for at muliggøre en omstilling – på baggrund af sejre mod aggressionskrige – til socialt og økologisk nyttig produktion. Det er en demokratisk, socialt retfærdig og internationalistisk tilgang til at hjælpe det ukrainske folk med at vinde. 

Det er også den tilgang, der bedst støtter krigsmodstanden i Rusland, ved at vise at målet med militærhjælp til Ukraine ikke er invasion af Rusland eller at styrke NATO, men blot at besejre Putins aggression. 

Det er den eneste tilgang, der er forenelig med målet om at bevæge sig ud over militarisme og krig mod det eneste ønskværdige perspektiv for menneskeheden: en verden, hvor folk og nationer lever fredeligt sammen på en bæredygtig planet.

10. oktober 2024


Teksten er oversat af Mikael Hertoft fra engelsk.
Læs udtalelsen på engelsk her eller på fransk her

Om skribenten

Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine

Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER