Optimisme er en pligt

“Jeg har stor tillid til de unge klimaaktivister. Men deres vrede og fortvivlelse gør mig bekymret.” Sådan udtalte klimaforkæmper, journalist og forfatter Jørgen Steen Nielsen i en kommentar i Politiken 5. juni efter at have deltaget i Extinction Rebellions demonstration ved Christiansborg, hvor der sås slogans som: ”Klimakatastrofe forude’”, ”Oprør eller klimakollaps”, ”Respect existence or expect resistance”.

Jørgen Steen Nielsen, der i modsætning til forfatteren Carsten Jensen undgik at blive arresteret, fortsatte: ”Det, der gjorde stærkest indtryk på mig, var den blanding af utålmodighed, vrede og angstpræget desperation, som budskaberne på de unges papskilte og bannere syntes at signalere. Ikke at jeg ikke forstår dem. Den seneste rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC) fortæller, at vi har mindre end tre år – til 2025 – til at vende den globale stadig stigende CO2-udledningskurve og mindre end otte år – til 2030 – til at halvere de globale udledninger. Gør vi ikke det, passerer vi 1,5 graders opvarmning og er dermed på vej ind i et landskab af klimakatastrofer og høj risiko for at overskride kritiske tipping points i det biofysiske system. Menneskeheden er på en selvmorderisk kurs, har FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sagt flere gange.”

Klimakampen trykprøver folkestyret

Derefter gennemgår Jørgen Steen Nielsen de seneste 50 års miljøkamp, som han dokumenterer vitterligt har vist positive resultater, men det har taget tid, så han appellerer til ungdommen om at indse dette.

“Er vores folkestyre overhovedet i stand til at håndtere klima- og naturkrisen hensigtsmæssigt, uden social uro eller delvis suspension af demokratiske rettigheder?”

Men Jørgen Steen Nielsen skøjter hen over det basale problem, at vi jo ikke har den tid, der skal til for at nå i mål, simpelthen fordi de gråsprængte græshoppegenerationer og deres politikere har siddet på hænderne i årtier. Det har ungdommen jo opdaget!

Det rejser det væsentlige spørgsmål: Er vores folkestyre overhovedet i stand til at håndtere klima- og naturkrisen hensigtsmæssigt, dvs. uden social uro eller delvis suspension af demokratiske rettigheder? Er vi i stand til som folk at opretholde en etik, en global solidaritet, når folk i Mellemøsten og Afrika flygter fra varmegrader på 40-50, og selv danskere på vores småøer bliver bådflygtninge på grund af stigende have? Kan vort folkestyre klare den trykprøve?

Rovdrift på naturgrundlaget

Tilbage i 1976 skrev forfatteren Thorkild Bjørnvig i essaysamlingen ”Også for naturens skyld, økologiske essays”: ”Også udnyttelsen af råstoffer, ressourcer overhovedet, og ledsagende forgiftning er skærpet voldsomt netop i halvfjerdserne, og har givet anledning til uenigheder, stridigheder og konfrontationer, som er aldeles uvante for folk. Man er vant til ressourcer udenom en, som man uden videre og uden at spørge om forlov kan tage af og forbruge, når man blot har midler, folk og redskaber til det, eller selv har kræfter og tid til det.

Herhjemme f.eks. ral, grus, vand som grundvand og i åer og søer, fisk. At dette ikke mere er tilfældet, at der er begrænsninger, at man skal spørge, er kommet så grundigt bag på folk, at de ofte overhovedet ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Der skal være ral og grus nok, vand nok, der skal være fisk nok. For det har der hidtil været.” Det skrev Bjørnvig for 46 år siden!

Lynetteholmen er et ekko fra fortiden

Jeg bor ud til Faxe Bugt, hvor sandsugere i døgndrift ligger på havet og udvinder grus, ral og sand i store mængder og deponerer det til brug på bl.a. Lynetteholmen, hvor massive folkelige protester med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen med nød og næppe lige har fået sat en stopper for slamdumpning i Køge Bugt. Østersøen er underlagt historisk lave fiskekvoter, og selv lystfiskerne må kun fange en fisk pr. mand. Ålegræsset er ved at forsvinde. Vi har ikke forstået, at vi ikke kan have ubegrænset vækst på en planet med begrænsede ressourcer.

Allerede i 1972 udgav Romklubben bogen ”Grænser for vækst”. Her 50 år efter udtaler Gaya Herrington til Information:  ”Vi kan forvente et stop for økonomisk vækst i løbet af de kommende to årtier, hvad enten vi opfatter det som en god ting eller ej.”

Gaya Herrington er vicechef for forskning i miljø, sociale forhold og ledelse i den internationale energistyrings-virksomhed Schneider Electric og med en fortid i den hollandske nationalbank samt med studier i økonomi ved London School of Economics og bæredygtighed ved Harvard University. Vi skal således til at indstille os på et nulvækstsamfund om få år. Er vi klar til det? Det er ikke de toner, vi hører fra statsministeren, som dog nu påstår, hun både er rød og grøn. Verden bevæger sig dog lidt.  

Fortrop og bagtrop

Jacob Birkler har beskrevet situationen præcist i en aforisme: ”Nogle danner fortrop, andre danner bagtrop. Nogle er garant for den rette vej, og nogle er garant for, at alle kommer med. Problemerne opstår, når nogle vil gå forrest eller bagerst uden at erkende at være en del af troppen.”

Jeg sætter mit håb til den ungdommelige fortrop, hvor det fælles ansvar betones og kræves. Grå græshopper kan jo også flyve i flok, når de er mange nok. Carsten Jensen fører os an. Vi fastholder håbet.