Carsten Jensen: Sådan er det at være i fængsel – en bedsteborgers bekendelser

Hvad nu, hvis jeg kommer i fængsel? spurgte jeg mig selv, da Extinction Rebellion bad mig holde en tale ved åbningen af gruppens aktionsuge. For det er jo dertil, det er kommet. Man har i Danmark en større chance for at blive arresteret som klimademonstrant end som skattesvindler.

Jeg tænkte på forfatteren til Pelle Erobreren, Martin Andersen Nexøs kommentar, da han under den tyske besættelse blev anbragt i Vester Fængsel. “Nu giver den danske stat mig omsider den æresbolig, jeg har fortjent.”

Jeg sagde ja til Extinction Rebellion af den simple grund, at jeg har mistet tilliden til politikernes vilje til at handle.

Jeg sagde ja til Extinction Rebellion af den simple grund, at jeg har mistet tilliden til politikernes vilje til at handle. Der sker små fremskridt, men ellers er det i lammende grad business as usual. Lobbyisterne fra landbrug og industri får deres vilje. Der bygges nye motorveje og gøres alt for lidt ved den offentlige transport. Vi har så kort tid, og dog handler politikerne, som om vi havde årtier til beskedne justeringer. Ingen, sidst af alle politikerne selv, tror, at vi i 2030 når i hus i med den lovede reduktion på 70 procent af vores CO2-udslip. Noget helt nyt må ske, hvis vi skal bremse den globale opvarmning.

Extinction Rebellion blokerede i fredags alle broer omkring Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger. En efter en blev broerne ryddet af politiet, indtil kun den lille, ringe trafikerede Højbro var tilbage. Det var her, jeg holdt min tale. Bagefter satte jeg mig sammen med de andre tilhørere, der blokerede vejen. Der var alle aldersklasser, men flest unge og gamle. En efter en blev demonstranterne slæbt bort af politiet, mens mængden fredeligt protesterede med opmuntrende tilråb: “You are not alone”.

To betjente bøjede sig over mig og kommanderede mig til at følge med. “Det har jeg ikke lyst til,” svarede jeg. Så blev jeg løftet op, båret væk og var nu officielt arresteret.

Jeg blev kropsvisiteret og fik i en brysk tone at vide, at jeg ikke skulle prøve på at være morsom, da jeg spurgte, om de troede, jeg gik med kniv i inderlommen. Så fik jeg strips på, håndjern af plastik, og hænderne anbragt på ryggen. Det er ret ubekvemt, når man skal sidde opret i en stol, og i sådan position kom jeg til at befinde mig de næste mange timer. Med fuld udrykning blev jeg sammen med tre andre arrestanter, Sebastian, Oscar og Anna, der alle var i tyverne, kørt gennem Københavns fredagsfyldte gader.

Jeg har aldrig oplevet en modtagelse som den, jeg fik på Bellahøj Politistation, og her tænker jeg ikke på betjentenes noget kølige goddag. Omkring 70 mennesker med hænderne tøjret på ryggen er anbragt ved siden af hinanden på en træbænk i en 40 meter lang, vinduesløs korridor, og i det øjeblik en ny arrestant træder ind bryder jublen løs, trampende fødder og en råbende hyldest. Jeg har aldrig følt mig så velkommen, som her blandt alle disse idealistiske klimakæmpere.

Jeg genkender flere, Kristina Stolz og Maja Lucas fra vores lille gruppe af klima-bevidste forfattere, der kalder sig “Forfattere ser grønt”. Og der kommer filosoffen Esther M. Kjeldahl, forfatter til en banebrydende, helt vidunderlig bog om klima-aktivisme, “Vi er sammen om at mærke det”. Esther er også drivkraft i bandet Klimahystaden, som også optrådte ved aktionen med morsomme, rammende tekster. Timerne går. Vi synger i kor og når vidt omkring fra “Jeg ved en lærkerede” til “We shall overcome”, og vi har hinanden, i et varmende, meningsfuldt fællesskab.

Så hen på aftenen, efter fire timer på en smal træbænk med hænderne i strips og ryggen mod en mur, bliver vi kaldt ud én efter én. Betjenten, der siddende bag en høj skranke tager sig af min sag, ved tydeligvis, hvem jeg er. Og det er lige så tydeligt, at han ikke er fan. Han forklarer mig med en vis triumf i stemmen, at jeg nu er at betragte som kriminel, for jeg rejste mig ikke op, da jeg blev kommanderet til det. “Men du må jo have lavet en cost-benefit-analyse, før du besluttede dig,” siger han med slet skjult skadefryd. Han forklarer mig, at politiet har travlt i aften, og at jeg sagtens kan risikere at blive hængende til dagen efter. Jeg vil nu blive overført til en celle, hvor jeg skal afvente “efterforskerne”. Jeg har svært ved ikke at grine ad ordet.

De andre “kriminelle” klimaaktivister bliver i bundter stuvet sammen i cellerne. Jeg er privilegeret. Jeg får enecelle, en suite helt for mig selv, et otte kvadratmeter stort, nøgent rum med hvide vægge og et gråmalet betongulv, der ikke har set hverken kost eller skrubbe i ugevis. Jeg får besked på at klæde mig af. Da jeg står nøgen foran betjenten, beordrer han mig til at løfte op i pungen. Jeg er sikker på, at det kun skyldes grov pligtforsømmelse, at han ikke også stikker en finger op i endetarmen på mig.

• Fredagens blokader var en del af aktionsugen Vendepunktet, som fortsætter med daglige aktioner frem til 13. maj.

• Du kan se flere billeder fra Vendepunktet i dette Facebook-album. Du kan også følge med i Vendepunktets Telegram-kanal her

• Læs mere om Extinction Rebellion her

+

Jeg ved ikke, om Martin Andersen Nexø var ude for det samme, da han blev indsat i Vester Fængsel for 80 år siden, men det var han sikkert, for staters opførsel ændrer sig ikke, når de føler deres magt anfægtet og skal sætte dem på plads, der har sagt fra.

Jeg får lov at tage sokker, underbukser, bukser og t-shirt på igen. Ikke andet i det halvkolde, nøgne rum. Der er intet toilet, ingen stol, ingen briks, intet. Jeg kan vandre hvileløst rundt i cirkler eller overgive mig til det snavsede gulv.

Jeg gør opmærksom på min grundlovssikrede ret til et opkald til mine pårørende. Den bliver mig nægtet. Det er “efterforskerne”, der skal bestemme. Det kunne jo være, jeg prøvede at påvirke mine pårørende til skade for sagens udfald, og så må det i stedet blive “efterforskerne”, der foretager opkaldet på mine vegne. Engang i en uvis fremtid. Jeg får aldrig mit opkald.

På væggen sidder der en ringeklokke. Den kan jeg benytte mig af, hvis jeg skal på toilettet. Det skal jeg. Jeg ringer 23 gange. Intet sker. Der er et hul i gulvet. Er det her, jeg skal besørge? Jeg giver mig til at sparke på døren. En betjent dukker op efter flere minutters udmattende sparken (jeg er stadig øm i højre fodsål) og meddeler mig i et truende tonefald, at toilettet vil være optaget i lang tid fremover. Jeg beder ikke om en dato eller et årstal på, hvornår toilettet bliver ledigt, men øver mig i stedet i at klemme ballerne sammen. Tiden skal jo gå med noget. På den anden side af døren hører jeg ham spørge, om der er nogen, der skal på toilettet, som åbenbart er ledigt for alle andre end mig. Jeg hører ikke til “nogen”. Halvanden time senere sker der et vagtskifte, og jeg kan omsider følge naturens bud.

Så endelig, henad ved midnat, efter snart otte timer i politiets hænder, dukker “efterforskerne” op til et behageligt anti-klimaks. De er ganske uinteresserede i min sag og vil bare have mig ud af vagten, så vi har i den grad noget til fælles. Først skal jeg dog igennem fotografering, fingeraftryk og DNA-test. Betjenten, der tager mine fingeraftryk, meddeler mig, at jeg står til halvandet års fængsel. Så tilføjer han i en forsonlig tone, at jeg nok slipper med mindre, for “du er jo en rigtig bedsteborger”. Jeg retter mig op. “Tak for komplimenten,” siger jeg.

Uden for politistationen venter unge aktivister i midnatsmørket med vand og sandwich. Jeg får en varm omfavnelse, og de fortæller, at der nu indtil nu er blevet løsladt 124, men der er stadig 15 derinde. Politiet har arresteret næsten 150 demonstranter. Det er flere end under den berygtede COP15 i 2009, hvor politiet senere måtte irettesættes af højesteret for sine overgreb på demonstranter.

Jeg tænker igen på betjentens kompliment. Jeg burde takke ham for mere end den. Jeg burde også takke ham for den ide, han netop har givet mig. Ja, jeg er en sand bedsteborger, en ældre gentleman, der gerne af de kommende generationer vil mindes som en god forfader, der indså farerne ved klimaforandringerne i tide og gjorde, hvad han kunne for at skabe bedre vilkår for mennesker i en uvis fremtid.

Er vi ikke alle bedsteborgere? Lad os skille ordet i to. Bedste borger. Jeg har netop tilbragt en aften i selskab med mit lands bedste borgere, alle de vidunderlige klimaaktivister, unge og gamle, men flest unge, der vil have os til at vågne og vover alt i forsøget. Er de ikke vores rollemodeller, disse vidunderlige unge bedste borgere?

“Klimanølerne blandt politikerne vil miste deres sidste legitimitet, når fængslerne fyldes, og selv politiet siger pas.”

Skal vi ikke skabe en massebevægelse af bedste borgere, arrestations-parate bedste borgere. Lad os fylde politistationerne og fængslerne med bedste borgere. Lad os sprænge straffesystemets kapacitet, og lad os så sprænge hele det system, der forhindrer de livsnødvendige forandringer.

Jeg kunne se det i kropssproget på betjentene. De ved selv, hvilket absurd ressourcespild det er at bruge kostbare arbejdstimer på at arrestere deres egne børn og en enkelt onkel eller bedstemor. Klimanølerne blandt politikerne vil miste deres sidste legitimitet, når fængslerne fyldes, og selv politiet siger pas.

Som frie fugle vil vi flyve gennem vinduerne på Christiansborg og lægge vores æg. Forestil dig dette: Vores folketing som en rede, hvor flyvske ideer udklækkes. Ja, vi bedste borgere kan også være flyvske. Det er måske vores mest fortrængte, men vigtigste egenskab, og lige nu er det de unge, der giver os vinger.

Når den første betjent lægger hånd på dig, så erklær dig med det samme skyldig. Ja, skal du sige, jeg er skyldig i at ville være en god forfader eller formoder for de mange generationer, der kommer efter os og skal leve et godt liv på planeten.

En ting ved jeg: de mange arresterede unge, jeg sad sammen med på bænken i den lange korridor på Bellahøj Politistation, tilhører verdenshistoriens mest ansvarsbevidste generation.

Jeg gik dybt bevæget fra mødet med dem. Vi skylder dem alle en tak.