På vers: Bygningen jeg boede i

Bygningen jeg boede i strakte sig ret som en mut soldat, ragede pligtskyldigt op mod himlen med spidse skuldre,
brystet stod gennemhullet af slanke vinduesfag og med et lunkent aftenlys sjasket skødesløst ned over de tretten etager.

Jeg kom altid hjem med tunge poser, slappe arme, ømme fødder i små stiletter.
Elevatoren var en varm favn, luxus,
den fjedrende lyd når dørene åbnede sig for mig, orange vægge, spejlene.

Min etage, syvende, alle tretten var ens og det var smukt, ens dæmpede lamper i lofterne, sarte farver.

Jeg stavrede altid plimrende og ør
fra elevatoren og hen mod min lejlighed,
men før jeg nåede frem, trak det altid i mig,
det hev mig altid i ærmet,
den lange, lange gang, en snert af en løs forbindelse i lampen,
uendelige døre

Min lejlighed var fuld af personlighed. Den var hyggelig. Her boede der nogen.
Der hang billeder på køleskabet, home is where the heart is.

Plyssede puder i sofaen, et sofabord med nipsting, askebægre. Forskellige sysler, der så ud til at være påbegyndt, men pludseligt afbrudt.

Kalkmalede antikviteter. Lyskæder og skåle med perler, frugter, krystaller, vættelys.

I køkkenet stod der småblomstrede, snirklede skåle, falske krystalglas, en tom flaske Verdi, en halv flaske vodka.

Syltetøj.

Under lagenet på sengen, var der en indtørret brækplet.
Der hang billeder af aber og hunde, blomster.
Dynen af kunstfyld med fnuldret satinbetræk. En bamse?
Blade og dvd-film, stiletter hvor kunstlæderet var slidt helt af på hælen. Bøger spredt ud over møbler og gulve. Breve, noter.

Min lejlighed var fuld af personlighed, men hvis.
Det hele virkede karikeret, suspekt.

Det var sådan jeg havde det, når jeg trådte ind ad døren.
Jeg betragtede mistænksomt inventaret.
Der var noget der dæmrede, men jeg slog det hen.
Jeg lå på køkkengulvet i solen og slikkede mig om munden.

Jeg gik i bad i en time hver dag,
både vand og varme og el var med i huslejen, man regnede nok ikke med,
at beboerne rendte rundt og sled sådan på ressourcerne.

Jeg spiste ikke morgenmad,
men jeg spiste abnorme mængder slik og kage,
jeg drak også, ikke hver dag, men når jeg gjorde,
drak jeg meget,
jeg drak som et lille tulipanhoved der til sidst måtte dejse af morgenduggens tyngde.

Der var ikke meget der hang sammen, eller gav mening.
Jeg var allerede granvoksen, 37 år.
Jeg var ret overflødig.
Og fræk var jeg også. Som en lort, der ikke ville skylles ud.
Det var ikke synd for mig, for jeg opførte mig også grimt og jeg var utaknemlig
og alligevel krøb jeg rundt og jeg græd meget,
det var svært at få til at fungere med omverdenen.

Der havde altid været en splittelse
en disgust
væmmelse ved kroppen, ved stemmen – den forbandede harpe
afsky for munden og de ord den sagde
det var en forskydning mellem det tænkende og det handlende og jeg boede i mellemrummet
og også mellemrummet var disgusting
og på den måde var jeg en evigt rejsende.

Et sted derud lå skovene og søerne. Himlen var blank.
Der var langt ned til baggården. Cigaretten faldt længe, før den landede på den våde beton.

Min sagsbehandler stirrede forskrækket på mig, når jeg begyndte at græde.

Jeg følte egentlig ikke at det var skuespil fra min side, men jeg skulle ikke kunne sige det. Tårerne løb og der kom lyde fra min hals.

Kontoret havde glasvægge, stolen var hård og med riller i sædet,
jeg turde ikke hvile hele min vægt mod den,
eller også gjorde jeg og så trak jeg demonstrativt stolen under mig, så den hvinede hen ad gulvet.

Der var en smuk uhyggelig æstetik i centeret. Der lyste turkis og lilla farver på væggene i djævelsk latterlige cirkler og streger.

De havde sparet kaffeautomaten væk, men man kunne tappe frisk vand og man kunne vælge mellem koldt eller iskoldt.

Andre dage stirrede jeg med foragt på min sagsbehandler, stakkels lille nar.
I konteksten, var det ikke svært at se, hvem af os der havde fat i den lange ende,
men jeg ville faktisk hellere dø end at have hendes liv,
hendes arbejde, hendes plads på den varme side af skranken,
hendes fordækte frelserkompleks
men det sagde måske ikke så meget, for ofte ville jeg også hellere dø, end at have mit eget.

Jeg rullede med hovedet så min nakke knagede.
Vi tales ved Michella, sagde hun
og jeg nikkede alvorligt, men jeg tænkte,
det hedder jeg da ikke,
men det ville ikke være første gang at det viste sig, at det var hende der havde ret,
så jeg smilede med rynkede bryn og tog min taske over skulderen.

Kort tid efter, slugte jeg en stor håndfuld sovepiller.

Det var egentlig ment som en spøg.
Det var en af de aftner, hvor jeg havde siddet og pisket en stemning op, hørt musik og drukket gin.
Det var et af de her vittige indslag, det var jo så oplagt, lige efter drejebogen.
På hospitalet smilede jeg stort og sort, efter at have bundet glasset med aktivt kul og alligevel fik jeg ondt af mig selv,
da lægerne spurgte mig om jeg stadig havde lyst til at dø.

Ja, svarede jeg og snøftede.
Men det var løgn,
så havde jeg jo taget flere piller,
så havde jeg jo ikke ringet, vel
Ja, svarede jeg.

Det var meget kedeligt på hospitalet
mange lange gåture fra værelset og ud på altanen hvor man måtte ryge
flere gange om dagen, det tilbagevendende spørgsmål; har du stadig lyst til at dø, ja.
okay, men har du konkrete planer om at tage livet af dig. Ja.
Okay, men hvad er planen så.

Jeg blev udskrevet dagen efter. Det var en smuk efterårsdag. Kold og klar. Jeg havde lyst til at være fuld.
Jeg valsede rundt uden for hospitalet,
jeg vidste ikke hvilken bus jeg skulle med,
jeg græd igen, havde lyst til at gå tilbage, angre, jeg løj for jer, tag mig tilbage.
En sygeplejerske, der var ti år yngre end mig, havde holdt mig i hånden til jeg faldt i søvn, mor, jeg tissede i sengen, kastede op på min dyne.
Jeg besluttede mig for at gå mod Amager, hjem.

Jeg gik som en konge i efteråret. King. Vinden skubbede mig opmuntrende afsted. Jeg fandt alligevel en bus, men da jeg kom hjem, virkede elevatoren ikke.

Lejligheden lugtede anderledes,
nogen havde hygget sig, nogen andres hygge var trængt ind i mit hjem,
mit hjem som alligevel ikke var mit.

Jeg sad i sofaen med frakke og støvler på.
Der var ingen snørrer i støvlerne, dem havde de stjålet på hospitalet.
Jeg tændte fjernsynet og slukkede det igen. Åbnede køleskabet og tog en gammel karton med hvidvin ud og tog en tår.

Det var på det tidspunkt jeg besluttede mig for at starte en business.
Jeg sad pludselig med et lusket grin og var allerede fortabt, før jeg kom rigtigt i gang.
Det var et af de her rum der pludseligt åbnede sig.

En dør midt i lejligheden, jeg aldrig havde set før, lange gange, forladte senge, sprækker i rammen.

Det var på det her tidspunkt, at jeg besluttede mig for at begå mit magnum opus.
“Et banebrydende værk der skulle transcendere grænserne mellem genrer, – en krimi, en hybriddokumentar.”

Værket skulle “dykke ned i skæringspunktet mellem hvad der kunne beskrives som en practical joke, selveksponering som et kathartisk ritual og den voyeristiske trang til at blive en ekstern observator af egen tragedie.”

Det skulle “rekonstruere fortællingen om et psykotisk sammenbrud, rekonstruere fortællingen om fortællingen, ved at sætte spørgsmålstegn ved selve forståelsen af den opfattede virkelighed.”

Det var med en rystende iver og alvorlig mine, at jeg satte mig ved skrivebordet og begyndte at planlægge mit arbejde.

Det var med en rystende iver og alvorlig mine, det var en skøn novembernat, at jeg stillede mig foran spejlet og betragtede mit arbejdes fuldbyrdelse.

Med en angst, der nærmede sig til kval, samlede jeg livets instrumenter om mig, for at jeg kunne indgyde en gnist af væren i det livløse væsen, det vidunderlige hylster, der omgav mig.

Mit hjerte fyldtes af drømmenes skønhed, det fyldtes af rædsel og væmmelse.
Huden løsnede sig og gjorde sig blød, adlød mine hænders klemmen og niven, lod sig male og pyntes, rives i og stilles an.

Jeg røg en cigaret mens jeg betragtede lærredet. Værket kom til live, materialet lod sig ælte fed og mæt af betydning. Brysterne og læberne, navlen og alt det ømme og gyselige.

Jeg fremmanede en kleppert, en starut, en lang og klumpet stripper fødtes og jeg tog hende i mine arme og pustede liv i hendes mund.

Jeg elskede hende med det samme,
mere end hvad jeg kunne bære,
men jeg bar hende alligevel,
jeg tog hende på som en dragt,
jeg bar de tunge lår,
de dovne øjne og slappe kinder,
jeg bar drømmene og viljen
med kærlighed og ære.