Palæstina: Socialdemokratiet og højrefløjen har et kolossalt forklaringsproblem

Når Putins Rusland bombarderer ukrainske byer og dræber sagesløse børn, kvinder og mænd, mødes aggressionen med fordømmelse, medfølelse med ofrene og opbakning til Ukraine i Danmark. Selvsagt også fra os i Enhedslisten.

Når Hamas begår terror i det sydlige Israel, der resulterer i, at 1200 mennesker – heraf over 800 civile – dør, og mere end 200 gidsler bortføres, er sympatien for de uskyldige ofre og fordømmelsen af Hamas’ angreb total her i landet. Også hos os i Enhedslisten.

Intet af det er svært – fordi vi bruger de samme briller: Folkeret, krigens love, humanitær folkeret.

Når Israels militær i ugevis bombarderer Gaza og dræber – i skrivende stund – mere end 13.000 mennesker, uskyldige civile, en meget stor andel børn, så er der tavst fra de fleste af Folketingets partier. Vi i Enhedslisten er næsten alene om at kalde angrebene, hvad de er: ude af proportioner. Mulige krigsforbrydelser. Og kræve en omgående våbenhvile.

Med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft som en modig undtagelse har Socialdemokratiet og partierne til højre lagt sig på en linje, hvor de næsten uforbeholdent og påfaldende kritikløst giver Netanyahus regering fripas til at begå grusomheder mod Gazas civilbefolkning.

Mette Frederiksen og antisemitisme

Statsminister Mette Frederiksen har i årevis angrebet venstrefløjen for ”antisemitisme”. I en større Politiken-artikel i 2020 i anledning af 75-året for befrielsen af tilintetgørelseslejren Auschwitz sagde hun om antisemitisme: ”Vi ser også ansatser til det på den yderste venstrefløj”.

Når socialdemokrater taler om ”den yderste venstrefløj”, hentyder de ofte til Enhedslisten.

Men hendes beskyldning om antisemitisme er – i det omfang den er rettet mod Enhedslisten – ganske absurd. I mange år har Enhedslistens aktivister og medlemmer gået forrest i markeringen af årsdagene for de frygtelige nazistiske jødeforfølgelser i Tyskland 9. november 1938. Vi har i årevis systematisk arbejdet for at styrke indsatser mod hadforbrydelser.

I Politiken i januar 2020, sagde Mette Frederiksen også, at hendes regering tilsluttede sig den antisemitisme-definition, der bruges af International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA). Dermed har hun valgt at læne sig tæt op ad Netanyahu-regeringen, IHRA-definitionen er jo omstridt, fordi den ofte bruges af Netanyahu og den israelske højrefløj til at afvise enhver politisk kritik af den israelske regerings handlinger som ”antisemitisme”.

Statsministeren forsøger at placere sig som Israels bedste ven. I marts 2021, mens det meste af verden var corona-nedlukket, rejste Mette Frederiksen pludselig – af alle steder – til Israel for at ”drøfte, hvordan vi kan blive mere selvforsynende med vacciner” med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu.

Det er stadig gådefuldt, hvad der kom ud af den rejse, og hvad det egentlige formål med den var – bortset fra måske at give et skulderklap til en omstridt regeringschef. Vi må huske på, at Netanyahus regering – ud over at undergrave demokratiet i sit eget land – aktivt fremmede og stadig fremmer folkeretsstridige bosættelser på Vestbredden og kun strammer besættelsesgrebet om det Palæstina, Vesten i årtier har svigtet.

Den 10. oktober i år sagde Mette Frederiksen meget klart, mens hun stod foran Israels ambassade i Hellerup til TV 2, at ”Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre”. En sådan bemærkning må lyde afstumpet i ørerne på de efterladte til de dræbte civile palæstinensere, der ikke bærer noget ansvar for Hamas’ terror.

Ved samme lejlighed gik statsministeren til direkte angreb på en TV 2-journalist, der tillod sig at spørge, om hun eventuelt også ville udvise sympati for den palæstinensiske civilbefolkning. ”Jeg må indrømme, at jeg synes, du bidrager til at relativere noget, der ikke er sammenligneligt. Det er Hamas – en terrororganisation – der angriber et demokratisk land”, lød den statsministerielle afklapsning af den frække journalist. Det var ’dybt bekymrende og historieløst’.

At de historiske fakta udgør det, som FN’s generalsekretær Antonio Guterres beskrev som ’ikke i et vakuum’, og at de peger på Israel som besættelsesmagt gennem årtier, er vores statsminister åbenbart blind for.

Israels belejring af Gaza strider mod krigens love

Det kræver ikke dyb indsigt i folkeretten at konstatere, at Israels totale blokade af elektricitet, mad og brændstof til Gaza og de massive angreb – herunder på FN-skoler og hospitaler – med de helt overdrevent store civile tab er ude af proportioner og dermed i strid med krigens love.

Alligevel bakker ledende socialdemokrater som politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen urokkeligt op om Israels krigsførelse – fx i et interview 20. oktober i Information. At Israels blokade af Gaza skulle være et problem i forhold til krigens love, kunne han ikke se: ”Det har jeg ikke forudsætninger for at vurdere. Billedet er ganske komplekst”.

Han tilføjede dog, at han ”forventede”, at Israel overholder krigens love. Mediernes rapportering fra Gaza-krigen viser tydeligt, at Christian Rabjerg Madsen ikke har noget at have den forventning i.

Kan se Ruslands krigsforbrydelser i Ukraine – men ikke Israels i Gaza

Når krigsforbrydelser begås af russiske styrker i Ukraine afsætter den danske regering millioner til at registrere, efterforske og retsforfølge dem. Og det støtter Enhedslisten naturligvis.

Fordi vi anvender samme linse, når vi ser på Rusland som på andre lande og aktører.

Men når Israels militær begår forbrydelserne, og når ofrene er palæstinensere, så nægter regeringen og regeringspartierne at se dem. Socialdemokraterne og deres venner på højrefløjen udviser en dobbeltmoral, der er undergravende. Ikke alene for retfærdighed og fred i Mellemøsten, men som også undergraver den internationale retsorden, der har så rigeligt med fjender i forvejen. 

Vi har i Enhedslisten ikke noget at skamme os over. Og slet ikke, at der hos os skulle være tendenser til ”antisemitisme”. Vi bekæmper den antisemitisme, der findes i nynazistiske og andre højreekstreme miljøer og blandt islamister.

Og så er der i øvrigt mange andre former for racisme og hadforbrydelser, som findes i vores samfund, som også bekymrer os – fx islamofobi. Den ene racisme eller hadforbrydelse er ikke mindre uacceptabel end den anden.

Kritik af Netanyahus regering og dens brutale fremfærd i Gaza har intet at gøre med antisemitisme. Der påhviler ikke mindst Socialdemokraterne et stort ansvar for ikke hele tiden at koble de to ting og dermed bidrage til den vildfarelse, at vores jødiske medborgere skal påduttes et ansvar for det, der foregår.

Det er Socialdemokratiet og partierne til højre, der har et forklaringsproblem.

Fordømmer I Israels brutale angreb på civilbefolkningen i Gaza?

Det er forstemmende at se, hvordan Israel ikke bedømmes ud fra samme regler og principper som alle andre lande. Forstemmende, at man ikke lytter til eksperterne, men primært til Israels hær.

At holde sig til et – i øvrigt næsten uhørligt – “vi forventer”, at Israel overholder krigens love, når Israel helt åbenbart gør det modsatte … det stopper ikke massakrerne mod den palæstinensiske civilbefolkning.

Socialdemokratiets og andre centrum-højre partiers dobbeltmoral driver ned ad væggene.

Nu har Mette Frederiksen brugt syv uger på at afkræve alle sine undersåtter et for hele det politiske Danmark indlysende svar på, om vi fordømmer terror. Selvfølgelig gør vi det. Ingen forbrydelse mod det palæstinensiske folk kan retfærdiggøre en anden forbrydelse.

Men den forbrydelse, der blev begået den 7. oktober kan heller ikke retfærdiggøre en ny forbrydelse.

Og på dét grundlæggende spørgsmål, som enhver statsminister må kunne svare på, er der tavshed. Det er regeringens helt store forklaringsproblem:

Fordømmer I Israels brutale angreb på civilbefolkningen i Gaza?

Fordømmer I kollektiv afstraffelse?

Er alle civile lige meget værd?

Kan terror retfærdiggøre det, der foregår i Gaza lige nu?

Er drab på flere tusinde børn acceptabelt?

Man kan ikke undskylde, retfærdiggøre eller nødvendiggøre drab på tusindvis af civile i Gaza med en ”forventning” om, at det sker inden for krigens love, med en ”ret til selvforsvar”.

Det er sådan her: Kun ved at stå på rettighedssporet, på krigens love, den humanitære folkeret, er det muligt at bevare sit kompas og agere principielt.

Det har regeringen stadig til gode at gøre.