Pernille Loumann: Derfor stemmer de – som har allermest brug for politiske løsninger – ikke til kommunalvalget

Tirsdag 16. november 2021 er der kommunalvalg. Kommunalvalg handler om skoler, daginstitutioner, plejehjem, biblioteker, svømmehaller, væresteder, parker og mange andre forhold, som har stor betydning for menneskers hverdagsliv. Alligevel er der mange, som ikke stemmer. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik kun 70,8 % af de stemmeberettigede borgere i Danmark ned og satte deres kryds. Og når det gælder mennesker, der er lavtuddannede, har lave indkomster eller er helt uden for arbejdsmarkedet, er valgdeltagelsen endnu lavere. Det er et kæmpe problem.

Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet om valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsvalget i 2017 er der næsten 20 procentpoints forskel mellem de kortest og længst uddannedes valgdeltagelse. Hos gruppen af borgere, der ikke har anden uddannelse end grundskolen, er valgdeltagelsen nede på 61 %.

Ifølge samme undersøgelse er mennesker med lave indkomster meget mindre tilbøjelige til at stemme end mennesker med høje indkomster. I gruppen af borgere, der tjener under 100.000 kr. om året, er valgdeltagelsen 57,1 %.

Hvis man ser på valgdeltagelsen hos de grupper, der er uden for arbejdsmarkedet, ser det endnu værre ud. Kun 43,5 % af kontanthjælpsmodtagerne stemte ved kommunalvalget i 2017 – og for modtagere af integrationsydelse og uddannelseshjælp (den lave kontanthjælpssats for unge) var andelen kun henholdsvis 39,8 og 38,6 %.

Vi mangler altså i høj grad stemmerne fra mennesker, som ikke tilhører middelklassen – og som måske endda i højere grad end andre er afhængige af offentlige serviceydelser. Det er mennesker, som ikke bare kan sende deres børn i privatskole, hvis det offentlige skoletilbud er for ringe; som rammes hårdt af lukninger af væresteder; som ikke har alternative veje til at forsørge deres familie, uanset hvor utilfredse de måtte være med den behandling, de får i det kommunale jobcenter.  

Men hvorfor går de så ikke bare ned og stemmer?

Når de mest udsatte ikke møder op på valgstederne, kan det hænge sammen med en lang række forhold. Hvis ens hverdag er præget af massive sociale problemer som fattigdom, hjemløshed, sygdom eller misbrug, handler livet formodentlig mest om at finde løsninger på de problemer her og nu.

” Det er vores opgave også at huske på de mennesker, når vi sætter vores kryds. At insistere på, at der bliver talt om temaer, der måske ikke er de vigtigste for os selv, men som betyder alverden for dem, der har været mindre heldige end os.”

I sådan en hverdag opleves det nok ikke som det mest presserende at bruge tid på at tage hen og stå i kø på et valgsted. For nogen kan busbilletten til valgstedet desuden være en udgift, det er svært at afholde.  

Hvis ens postkasse er fuld af ubetalte regninger og breve fra jobcentret, hvis man ikke har en fast adresse eller ikke har adgang til internettet, så kan det være sin sag at finde sit valgkort frem eller finde ud af, hvordan man brevstemmer.

Dertil kommer, at mange udsatte slet ikke regner med, at deres mening betyder noget. Mennesker, der har en bagage fuld af negative møder med ”systemet”, forstået som skoler, opholdssteder og myndigheder af alle mulige slags, kan ganske enkelt miste troen på, at dét at engagere sig og sige sin mening, nytter noget som helst.

Byen er for alle – ikke kun middelklassen

Der er gennem tiden gjort forskellige forsøg på at mobilisere udsatte grupper til at stemme. Lisbeth Zornig Andersen stod i 2013 i spidsen for kampagnen Stemmer på kanten, som havde til formål at mobilisere socialt udsatte vælgere til kommunalvalget 2013 og at øge det politiske fokus på socialt udsattes udfordringer. Rådet for Socialt Udsatte har både ved kommunalvalget i 2017 og i forbindelse med det forestående kommunalvalg haft fokus på socialt udsattes valgdeltagelse. I 2017 udgav Rådet avisen ”Udsatte stemmer” med politiske temaer af særlig relevans for socialt udsatte og praktisk info om, hvordan man stemmer, hvis man fx ikke har en fast bopæl. I år har Rådet lanceret nogle små, illustrative film, der bl.a. forklarer, hvad kommuner og regioner bestemmer, og hvordan man bærer sig ad med at brevstemme. 

Det er fine initiativer, som dog formodentlig ikke rykker meget ved det overordnede problem: At en ikke ubetydelig gruppe borgere simpelthen ikke er med til at vælge vores politikere. Det er vores opgave også at huske på de mennesker, når vi sætter vores kryds. At insistere på, at der bliver talt om temaer, der måske ikke er de vigtigste for os selv, men som betyder alverden for dem, der har været mindre heldige end os. Derfor vil jeg selv stemme på en politiker, der vil arbejde for flere billige boliger, god offentlig service – også til arbejdsløse og hjemløse og mennesker med misbrug – og som kan forstå, at byen er for alle – ikke kun for middelklassen.