Podemos: Fra ’vi kan’ til ’vi kan måske ikke alligevel’

Podemos: Fra ’vi kan’ til ’vi kan måske ikke alligevel’

af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion

Da Podemos-lederen Pablo Iglesias trådte ud af regeringen for at stille op som spidskandidat ved regionsvalget i marts i år, var det et forsøg på at genoplive ånden fra Indignados-bevægelse og genrejse det parti, der om nogen havde udtrykt et opgør med det etablerede system. Det lykkedes ikke. Og Podemos’ (Podemos betyder: ’vi kan’) krise er åbenlys.

Med blot 7% af stemmerne ved regionsvalget i region Madrid var det ikke blot et nederlag for Podemos men først og fremmest et nederlag for partiets ubestridte leder, Pablo Iglesias. Iglesias havde få uger før forladt sin post som Spaniens vicestatsminister for at koncentrere sig om at være sit partis spidskandidat ved regionsvalget med det udtrykkelige mål at holde højrefløjen stangen. Men det lykkedes ikke. Ganske vist fik Podemos en lille fremgang, men det konservative parti Partido Popular (PP) fordoblede sit stemmetal – først og fremmest på bekostning af regeringspartneren, socialdemokraterne i PSOE. Det næststørste parti blev Más Madrid - det parti, som Iglesias tidligere kampfælle ved dannelsen af Podemos Íñigo Errejón tilhørte. Som konsekvens af valgresultatet trådte Iglesias tilbage som leder af Podemos og samtidig meddelte han, at han forlod al organisationspolitik. Partiet skal nu finde både en ny leder og en strategi som kan bringe partiet tilbage til fordums styrke.

Protesterne mod systemet

I kølvandet på finanskrisen opstod sociale protestbevægelser på tværs af mange lande i kamp mod det etablerede system, som syntes alene at have tilgodeset sig selv. Udover Indignados i Spanien kan nævnes den globale Occupy Wall Street. Også inden for nogle partier skete en radikalisering. I England blev Jeremy Corbyn valgt som partileder, i USA kørte Bernie Sanders kampagne på social omfordeling. I Grækenland vandt Syriza magten på at love et opgør med EU’s sparepolitik, der truede store dele af befolkningen med en social deroute. Og i Sydamerika skyllede den ”lyserøde” bølge ind over flere lande som eksempelvis Brasilien og Venezuela.

I Spanien havde Indignados-bevægelsen blandt andet gennemført husbesættelser i protest mod truslen om udsætning. I Madrid blev der indkaldt til demonstration d. 15. maj 2011 – derfor kaldes den også 15 M-bevægelsen – under mottoerne ”demokrati nu” og ”vi er ikke varer, der kan handles med af politikere og bankfolk”. (1) På trods af de omfattende protester lykkedes det ikke venstrefløjen, der dengang var repræsenteret af det kommunistisk (PCE) dominerede Izquerda Unida (IU), at opnå nogen væsentlig fremgang ved valgene.

Det var på ryggen af denne bevægelse, Podemos opstod i 2014. To af grundlæggerne, Pablo Iglesias og Iñigo Errejón byggede deres strategi op omkring to erkendelser, de var nået frem til på baggrund af den politiske udvikling. For det første så de en retfærdiggørelse af venstrefløjens kritik af neoliberalismen, men samtidig en demonstration af dennes irrelevans eller afmagt i den aktuelle kamp i og med at venstrefløjen ikke var i stand til at udnytte opbakningen. Og for det andet at kampen om politisk opbakning kan vindes eller tabes i TV – ikke kun på gaden eller i forsamlingshusene. Især Iglesias, men også Errejón optrådte i såvel deres egne som i andre mediers shows. Denne opfattelse afspejlede sig også i organisationsformen.

Til den stiftende partikonference i oktober 2014 forelå to dokumenter, der skitserede, hvordan Podemos skulle organiseres. Det ene, ”Claro que Podemos”, havde til mål at finde en balance mellem bevægelsesformen og partiformen og blev støttet af Pablo Iglesias og Iñigo Errejón og deres kernegruppe, mens det andet, “Sumando Podemos”, satsede på en partiform tættere på bevægelsesformen og blev støttet af gruppen omkring Antikapitalistisk Venstre – en trotskistisk organisation.

De væsentligste forskelle mellem de to forslag bestod i, at “Claro que Podemos” var traditionel i sit forslag til en ledelsesstruktur, der ligner de traditionelle partiers, med en generalsekretær i spidsen og et koordinations- eller forretningsudvalg valgt af en borgerbestyrelse (eller hovedbestyrelse), mens “Sumando Podemos” støttede en form for ledelse med tre talsmænd og et koordinerende organ valgt af borgerforsamlingen (eller generalforsamling). Af de lidt over 112.000 afgivne stemmer fik ”Claro que Podemos” over 80% af stemmerne. Ifølge Errejón skulle den nye organisation forvandle partiet til en såkaldt valgkampmaskine. Partiet oprettede debatfora, indførte ”digitalt demokrati” - dvs. mulighed for deltagelse via internettet - men den reelle politiske magt og beslutningstagning om den politiske linje lå hos en meget lille gruppe omkring Iglesias og Errejón. Det var da også Errejón, der blev partiets første generalsekretær.

Politisk var de begge på dette tidspunkt inspireret af de politiske teoretikere Ernesto Laclaus og Chantal Mouffes(2) ​​ såkaldte populismestrategi og tillige inspireret af erfaringerne fra Latinamerika. Kort sagt, stod kampen mellem på den ene side den økonomiske og politiske elite – eller kaste som var det udtryk Podemos brugte - og på den anden side folket – den ene procent mod de 99. Det var en ny måde at lave politik på, som reelt vender sig mod den traditionelle høje-venstreopdeling.

Strategien blev en stor succes ved parlamentsvalget i 20015, hvor Podemos fik omkring 21% af stemmerne – kun ca. 1% mindre end socialistpartiet PSOE.

Splittelse og strategiskift

Enigheden mellem Errejón og Iglesias om strategien ophørte imidlertid efter valget i 2015. De to havde hver sin analyse af den samfundsmæssige udvikling. Iglesias’ analyse var, at den samfundsmæssige udvikling havde forandret vilkårene for den politiske kamp. Indignados-bevægelsen var svækket. Den havde klart været med til at give Podemos et fantastisk valg, der etablerede partiet og dermed brød med årtiers de facto to-parti baserede politiske system, socialistpartiet PSOE og de konservative PP. Men det synes også klart i og med at bevægelsen aftog i styrke og indflydelse, at Podemos ikke kunne fastholde momentum alene baseret på bevægelserne og deres relative svage organisation.

Iglesias bevægede sig i retning mod en mere klassebaseret analyse af udviklingen – det spanske samfund var opdelt i klasser med forskellige interesser. Podemos’ styrke var dets evne til at begejstre og rejse krav, som var klare og forståelige. Den store svaghed var, at det ikke havde en egentlig organisation, der kunne arbejde lokalt. Ved parlamentsvalget i 2016 gik Podemos derfor i alliance med IU, som havde en stærk organisation, men begrænset opbakning. Ved valget i 2016 vandt alliancen 47 pladser i det 350 personer store Cortes (det spanske parlaments andetkammer, der svarer til Folketinget). En lille tilbagegang i forhold til Podemos’ valgresultat i 2015, hvor partiet fik 49 pladser.

For Iñigo Errejón var denne mere klasseorienterede analyse en fejl, som svækkede Podemos, fordi stemmeadfærd og klassetilhørsforhold er svagt baseret. Arbejderklassen stemmer ikke pr. definition på PSOE eller IU. Splittelsen blev tydelig på partikonferencen i 2017, hvor Errejón fremlagde et alternativt strategidokument, men tabte afstemningen. Han fik opbakning fra omkring en tredjedel af stemmerne. Errejón genopstillede ikke til ledelsen, men han beholdt sine positioner i parlamentsgruppen.

Op til valget i 2019 brød Errejón reelt med Podemos, da han anbefalede at stemme på og selv gik med i og stillede op for Más Madrid og Más Pais. Man klarede sig godt i Madrid, hvor gruppen fik 20 af 132 pladser i regionsforsamlingen, men på landsplan blev den manglende organisation udstillet og det lykkedes kun at få 3 pladser i Cortes.

Splittelsen i Podemos har meget at gøre med en generel debat på venstrefløjen om forholdet mellem identitetspolitik og klassepolitik. Errejón er den, som er mest præget af Laclau og Mouffe. Han opfatter populisme som en form for rekonfiguration af folket – det legitime folk, hvor målet er at skabe hegemoni gennem diskurs.

​​ 

Hegemoni betyder i denne forbindelse dannelsen af en ny social forståelse eller opfattelse, en ny opfattelse af hvad sund fornuft er. Errejón peger endvidere på, at populisme i Laclaus forståelse kan anvendes i den politiske kamp, hvor modsætningen er mellem eliten eller kasten og folket. Hvor det hidtil har været eliten, der har defineret, hvad der politisk og kulturelt er godt eller dårligt, så skal denne dominans – dette hegemoni vendes til et positivt projekt ledet af folket. Eksempelvis skal et krav om mere demokrati defineres ud fra folket. Folket skal med andre ord være en ny politisk spiller vendt mod det til enhver tid siddende regime.

Folket skal forandre de forestillinger, eliten har skabt og som retfærdiggør den sociale, politiske og økonomiske status quo som naturlig, uundgåelig og til fordel for alle sociale klasser. I stedet skal den ses, som en kunstig konstruktion alene til gavn for den ene procent og vendt mod de 99 procent. Eller sagt på en anden måde: Folket ses som en enhed, ikke som opdelt i klasser.

Derfor er det politiske sprog også vigtigt og et af målene er at generobre begreber som ’nation’ og ’Spanien’ fra højrefløjen. På samme måde er det med de politiske institutioner. Oprindelig kritiserede Podemos1978-forfatningen som et udtryk for elitens magt og udtryk for en neoliberalistisk politik, særligt efter tilføjelsen af artikel 135, som i lighed med den danske budgetlov sætter grænser for statens udgifter. Det er med andre ord ikke folkets forfatning og alle der støtter forfatningen er i realiteten fjender af folket. Ligeledes er ’klasse’ ikke det centrale omdrejningspunkt, men fælles interesser på tværs af klasser. Middelklassens prekariat har fælles interesser med arbejderklassens ufaglærte og arbejdsløse. For Errejóns Más Madrid/Más Pais er PSOE fortsat en del af eliten – en fjende som skal bekæmpes i samme omfang som PP og det højreekstreme parti VOX.

Men Errejón må samtidig opfattes som elitær. I et interview i 2014 svarede han således på et spørgsmål om, hvordan bevægelserne kunne hjælpe Podemos: ” Meget lidt, hvis jeg skal være ærlig, fordi de er en del af en modstandskultur, der ikke tvinger dem til at snavse fingrene til med en konkret diskussion om, hvordan man skal gøre noget. -”.(3)

Den betydelige forskel i samfundsanalysen kommer måske klarest til udtryk i forbindelse med krisen i Catalonien. Her er Errejóns tilgang at skabe identifikation mellem mennesker, stat og nation og anerkende, at Spanien er en multikulturel stat, hvorimod Unidas Podemos’ tilgang har været at pege på de fælles klasseinteresser på tværs af det spanske samfund.

Men den afspejler sig også i forhold til selve magtspørgsmålet. Mens Errejón afviser 1978-forfatningen, som han – og Podemos oprindelig – så som et kompromis mellem Franco-regimets diktatur og demokratiet – og derfor ikke i folkets interesse, fordi den cementerer elitens dominans, så har Iglesias bevæget sig i modsat retning og han betragter i dag forfatningen som grundlag for den demokratiske debat. Derfor forsvarer han den mod højrefløjen – og derfor kunne Podemos eller Unidas Podemos, som det nu hedder, deltage i et regeringssamarbejde. Det er ikke ensbetydende med, at Unidas Podemos stiller sig på magthavernes side, jvf. konflikten inden for regeringen omkring Catalonien, men mener, at politiske konflikter netop skal løses med politiske midler.

Unidas Podemos – hvad nu?

Podemos valgte i 2019 at gå i regering med PSOE. Det var første gang i Spaniens historie efter Franco, at der blev dannet en koalitionsregering. Det viser samtidig, hvor meget Podemos politisk har flyttet sig siden dannelsen i 2014. Men som andre venstrefløjspartier i regering med socialdemokraterne er partiet lillebror og uagtet, det har fået en række valgløfter gennemført – herunder ikke mindst en forhøjelse af mindstelønnen - så er det også klart, at mange i dets oprindelige vælgersegment føler sig svigtet.

Det er altid nemt at være bagklog, men man må nødvendigvis stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor gik det, som det gik, for Iglesias ved regionsvalget i Madrid? En vigtig del af forklaringen kan være hans ensidige fokusering på bekæmpelsen af højrefløjen og manglende prioritering af andre vigtige sociale og politiske spørgsmål – i modsætning til Más Madrid som fik et flot valg og blev det største parti i kommunen og næststørst i regionen.

Men også den catalanske krise har haft indvirkning, eftersom Podemos støttede en folkeafstemning, som store dele af det øvrige Spanien på tværs af klasser var imod. Uden tvivl har den catalanske krise været med til at genoplive den ekstreme højrefløj i Spanien.

Iglesias har peget på Ione Belarra, der er minister for sociale rettigheder, som ny generalsekretær for partiet og desuden udpeget arbejdsminister og tredje vicestatsminister, Yolanda Díaz som spidskandidat til næste valg. Belarra er en del af den oprindelige kernegruppe omkring Iglesias og skal sikre, at Iglesias politiske linje fortsætter.

Som Óscar Garcia Agustín har skrevet på Solidaritet:

”Foruden usikkerheden omkring ledelsen – et resultat af partiets store afhængighed af Iglesias – er der en række andre problemer, som Podemos skal adressere. Når man satser på to ministre som ledere, vil partiet sende et signal om, at de kan lede og tage institutionelt ansvar. Lige præcis dét var et af de største kritikpunkter mod Podemos som nyt parti: Ville man være i stand til at indtage en institutionel rolle? Men nu er det parlamentariske fokus snarere blevet til en del af problemet. Partiet mangler at genvinde den entusiasme fra gaderne, som partiet blev bygget på, og mange vælgere er blevet skuffet over politikken. Udfordringen bliver at koordinere den institutionelle profil med en retning, der ligger tættere på borgerne og deres problemer.”(4)

Da Podemos blev dannet fornyede det spansk politik. Spørgsmålet er om partiet kan gøre det igen ud fra sin nye position.

Noter

1. Se eksempelvis Notat.dk fra d. 20/7-2012

2. Læs f. eks. dette interview med Chantal Mouffe: Chantal Mouffe: Nyliberalismen er ved at genopfinde sig selv med en autoritær stat | Information d. 12/6-2021  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Og evt. Visning af: Hvordan skabes et alternativ? Om det radikale demokratis mulighedsbetingelser (tidsskrift.dk) ​​ 

3. Se interviewet her https://www.diagonalperiodico.net/panorama/24573-estamos-orgullosos-la-oligarquia-espanola-tenga-miedo.html

4. ​​ https://solidaritet.dk/podemos-fra-spaniens-kriseparti-til-et-parti-i-krise/