Trine Pertou Mach: Lad os gøre Folketingsvalget til et spørgsmål om politik – ikke personsager

Valgtrommer buldrer, og højrefløjen ønsker at gøre folketingsvalget til en folkeafstemning om ’den magtfuldkomne Mette Frederiksen’. På venstrefløjen må vi holde fast i, at det handler om politik.

Der er ikke meget at hente i den – ellers mangfoldige – borgerlige lejr, når det gælder brugbare svar på de vigtigste udfordringer, vi står over for. Hverken de umiddelbare problemer i form af alvorlige reallønsforringelser, der rammer de dårligst stillede hårdt, vores velfærdssamfunds forvitring eller en alt, alt for ulige og ustabil verden. De langsigtede problemer vises der heller ikke forståelse for rækkevidden af; der handles i hvert fald ikke på dem.

Idéfattig højrefløj

Højrefløjen har i dag ingen reel politik på hylderne, der appellerer til de grupper, som kan afgøre et valg. Siden Fogh-årene har udlændingepolitikken været den one-trick-pony, der blev hevet frem i manegen og vandt valgene. Men hestetricket imponerer ikke for alvor vælgerne længere, for Socialdemokraterne har længe stået ved kopimaskinen.

“Mangel på brugbare politiske svar er vel grunden til, at de borgerlige stort set er stoppet med politikudvikling og politiske udspil.”

Mangel på brugbare politiske svar er vel grunden til, at de stort set er stoppet med politikudvikling og politiske udspil. Og hvis man forsøger sig, går det ikke godt. Venstres boligforslag siger vel det meste. Så uambitiøst og ugennemtænkt, at alle med økonomisk indsigt krøllede tæer. Vigtigst af alt, det løser ikke problemerne på boligmarkedet.

Denne mangel på politisk formåen og et parlamentarisk grundlag, der – udefra set – ikke kan være i stue sammen mere end fem minutter ad gangen, ville under normale omstændigheder gøre det umuligt at vinde et valg, særligt når man kigger på de resultater, S-regeringen med sine støttepartier faktisk har leveret. Og det har deres strateger som sagt indset for længst.

Til samling mod Mette F.

Borgerlige meningsdannere har derfor, gennem en lang periode, fjernet al fokus i dansk politik fra det, som det handler om, nemlig politik, og i stedet arbejdet målrettet på at underminere Mette Fredriksens politiske troværdighed.

Og deres kampagne har virket; der er skabt et image af en magtfuldkommen regering, særligt personificeret ved Mette Frederiksen. Det er desværre blevet hjulpet godt på vej af håndteringen af den manglede lovhjemmel, da det blev beordret at slå alle mink ned i Danmark, for at gardere sig mod en potentielt ukontrollerbar udvikling af covid-19. Men at gøre det til et altoverskyggende problem i dansk politik er komplet ude af proportioner.

På lederplads i det borgerlige medie-Danmark arbejdes der hårdt på at gøre valgkampen til et personvalg. Den ’magtfuldkomne Frederiksen’ mod en stadig ukendt, men lyttende, borgerlig statsministerkandidat. Mistillid til det eksisterende er en voksende drivkraft på højrefløjen – også i Danmark – og den næres af fortællingen af magtfuldkommenhed. Man skal ikke følge meget med i amerikansk politik for at se inspirationskilderne.

Og det er netop denne fortælling, vi skal trække luften ud af. Politik skal handle om politiske løsninger. Og politiske valg betyder noget. Det viser de forgangne tre år. Men vi – og regeringen – skal også synliggøre, hvordan det politiske valg foran os vil gøre en forskel. Det er også her, venstrefløjen skal udfordre Socialdemokratiet.

Forandringer for de mange

I Enhedslisten går vi til valg på en socialistisk politik, der favner solidarisk omfordeling og en reel grøn og social retfærdig omstilling. Det kan på klog vis kombineres, og samtidig løse strukturelle problemer i samfundet.

Massive investeringer i offentlig trafik, der forbinder byerne med oplandet, vil reducere vores CO₂-udledning, men også bidrage til at lette presset på boligmarkedet – og samtidig udligne de voksende geografiske forskelle mellem de større byer og ”vandkantsdanmark”.

Vi skal ikke acceptere at arbejde mere, men vi kan arbejde smartere. En uddannelsespolitik, som også sigter på at opgradere dem, der i dag er dårligst uddannede, vil kunne få flere ind på arbejdsmarkedet i gode job, som vi kan holde længere til. Det kan samtidig reducere den sociale ulighed.

Udvikling og ikke afvikling af velfærdssamfundet er olie til de tandhjul, der driver vores samfund effektivt. Vi er blandet andet blevet et rigt samfund, fordi vi bygger på et fundament, der er veluddannet, sundt og har indgået en troværdig social kontrakt. Det har også skabt et af de mest lige samfund i verden.

Der skal hjælp til de borgere, som er mest udsatte over for den aktuelle inflationskrise. Ikke ved at pumpe flere penge ud i samfundet, men ved at insistere på yderligere omfordeling. Ikke mindst skal inflationsbaronerne til lommerne. Og som Pelle Dragsted foreslår i Altinget, skal vi lægge pres på Socialdemokraterne for at opsige det forlig fra Thorningtiden, der gør det muligt at hæve huslejer i takt med inflationen. Det vil kun være retfærdigt.

Det viser også, at politik batter, og at magten kan og skal bruges solidarisk til at skabe reelle forandringer for de mange.