Portræt: Kuppet mod det lyserøde Brasilien

Det brasilianske arbejderparti, Partido dos Trabalhadores (PT) vandt magten i 2002. Under valgkampen dengang udtalte finansmanden George Soros, at markederne ville tvinge Brasilien til at vælge kandidaten fra det store borgerlige parti, PSDB (Partiet for socialt demokrati i Brasilien). I modsætning til, hvad Information og andre danske medier lader til at tro – er PSDB ikke et mere socialdemokratisk parti end Venstre er et venstreorienteret. PSDB er et nyliberalt parti med støtte fra overklassen.

Soros fik ikke ret. Men Arbejderpartiet PTs ledende figur var heller ikke den, mange troede. Lula var ”Lula, fred og kærlighed” eller ‘Lula Light’ – ikke længere den militante fagforeningsleder, han blev set som, da han ledte de store metalstrejker i slutningen af 1980erne, som førte til diktaturets fald og en langsom demokratiseringsproces.

Eller også var han den samme som altid: En determineret forkæmper for sit folk, altid villig til at bruge de nødvendige midler til at skabe bedre levevilkår for Brasiliens arbejdere – men ikke socialist. Ikke en ideologisk funderet forkæmper for en ny samfundsmodel, men en pragmatisk mand, som primært arbejdede for, at hans folk skulle have en større del af kagen.

Gældsafvikling upopulært i baglandet

Før Lula blev præsident, havde han haft møder med IMF og andre. Han forsikrede dem om, at Brasilien ville overholde sine forpligtelser på landets enorme gældsposter. På det tidspunkt var Brasilien ét af verdens mest forgældede lande. Landets ikke-folkevalgte ledere havde fulgt vejledninger fra internationale organisationer, og lånt penge til investeringer på et tidspunkt, hvor det var billigt at låne, men gældsbyrden var eksploderet med 1970’ernes krise og inflation.

De første år af Lulas styre i 2003-04 betalte Brasilien mere, end landet var forpligtet til, og en større del af landets BNP blev brugt til at afdrage gælden end til sundhedsydelser og uddannelse. Venstrefløjen var rasende. Den fraktion af arbejderpartiet PT, som hedder Articulação de Esquerda, Venstretendensen, overvejede blandt andet derfor at bryde med PT, men endte med at blive. Lula havde allieret sig med borgerskabet, blandt andet ved at udnævne en forretningsmand til vicepræsident.

Lulas strategi var, at baglandet skulle holde sig i ro og lade regeringen regere. Og det gjorde den så. Efter at have afdraget gæld et par år havde Lula også overbevist ”markedet” om regeringens vilje til at afbetale, og kunne omprioritere gælden fra IMF til private investorer. Man fik dermed frie hænder til at føre den politik, PT mente var rigtig. Man skulle ikke længere rette ind efter IMFs diktater.

Lula da Silva: Comeback til en erfaren politiker

• Luiz Inácio da Silva, i folkemunde kendt som Lula, startede som fagforeningsleder, hvor han blev valgt som formand for stålarbejderne i 1975. I 1980 var han med til at stifte Arbejderpartiet Partido dos Trabalhadores.

• Lula var partiets præsidentkandidat i 1989, hvor man afholdt det første demokratiske valg i Brasilien siden 1960. Her tabte han til Fernando Collor de Mello, der dog måtte gå af efter en korruptionsskandale i 1992. I 2002 vandt Lula præsidentvalget, og sad på posten indtil 2011.

• Efter anklager om korruption i den såkaldte ‘Operation Bilvask’, blev Lula fængslet i 2018. Senere afslørede lækkede dokumenter, at statsanklageren havde arbejdet sammen med dommeren, Sergio Moro om at få Lula dømt, så han ikke kunne stille op til valget i 2018. Dommen er senere blevet omstødt, og Lula kan nu igen stille op til præsidentposten i 2022.

+

Herefter fulgte nogle år med økonomisk vækst og omfordelingspolitik efter klassisk socialdemokratisk tilsnit. Økonomien voksede, og gjorde det muligt at fordele den øgede velstand til de dele af det brasilianske samfund, som levede i afsavn og fattigdom, uden at borgerskabet oplevede forringet levestandard.

Et eksempel er det meget effektive program ”Bolsa Familia”, som var en ydelse, familier kunne modtage, forudsat deres børn passede skolen i stedet for at arbejde. Brasilien forsvandt fra statistikken over lande, hvor dele af befolkningen var underernæret på grund af fattigdom, og i mega-millionbyen São Paulo forsvandt de hjemløse fra gaderne. Landet oplevede gode tider, og blev verdens 8. største økonomi.

De rigeste familiers mediekontrol

Men regeringerne under Lula – og senere hans afløser, Dilma Roussef – fik ikke løst to strukturelle problemer. Det ene var økonomisk: Brasiliens økonomiske vækst var blandt andet baseret på at levere råvarer, især jern, og halvfabrikata til Kina, hvis økonomi også var i vækst.

Det andet problem var, at mediebilledet i landet forblev i hænderne på ganske få, meget rige familier – herunder den uden sammenligning dominerende TV kanal, TV Globo. Begge dele havde betydning for de begivenheder i 2016, der førte til, at PT tabte magten, og som mange især på venstrefløjen med god grund opfatter som et kup.

Finanskrisen ramte ikke for alvor Brasilien i 2008. Først omkring 2013 slog virkningerne igennem med fuld styrke, i stor udstrækning fordi afmatning i Kina ramte Brasiliens eksport. Som følge heraf blev det svært at opretholde modellen, hvor den økonomiske vækst blev kanaliseret over i reformprogrammer, uden at de mere velhavende mærkede angreb på deres privilegier. Krisen gjorde det let for de dominerende aviser og for TV Globo at fremstille Dilma og PT som inkompetente og korrupte.

Nu blev bagsiden af den ‘lad regeringen regere’-politik, som Lula havde ført, tydelig. PT’s tilhængere var ikke længere i samme grad en base, der kunne mobiliseres i sociale kampe. ’Petismo’ – dvs. en opfattelse af, at parti og bevægelse var ligeværdige størrelser – fandtes ikke længere. PT var blevet et parti som alle andre. De, som støttede partiet, stemte på det på valgdagen, og blev ellers hjemme.  PT havde derfor svært ved at få folk på gaden til kamp mod kuppet.

Dilma blev afsat i en rigsretssag uden megen substans, og Michel Temer fra centrum-højrepartiet MDB blev præsident. Han begyndte med det samme at arbejde for privatiseringer og angreb på arbejdstagerrettigheder og pension – for at ”reformere arbejdsmarkedet og skabe vækst”.

Konstrueret korruptionssag mod Lula

Det blev imidlertid hurtigt klart, at Lula ville vinde præsidentvalget i 2018, hvis han var kandidat – og så ville kuppet være forfejlet. Men Lula blev dømt for korruption i en sag, der involverede olieselskabet Petrobras. Korruptionen var reel nok, men anklagerne mod Lula var konstrueret med netop det formål at hindre Lula i at være kandidat ved det kommende valg.

Dommeren Sergio Moro samarbejdede med anklageren Deltan Dallagnol om at få Lula dømt i en proces, som førte til et nyt begreb i den politiske videnskab: Lawfare, dvs. det fænomen at bruge det juridiske system i et kup. Moro blev senere belønnet med en ministerpost i den regering, der kom ud af manøvren. 

Tilbage på velfærdskurs – eller fortsat kleptokrati?

Kupmagerne fra de to store borgerlige partier, MDB og PSDB, kunne imidlertid ikke selv producere en kandidat med tilstrækkelig opbakning til at vinde. Det kunne den indtil da relativt ukendte kongrespolitiker, Bolsonaro, derimod. Han fremstod som anti-system, og har rimeligvis også været i stand til at samle nogle af de vælgere bag sig, som ellers havde stemt på Lula. Bolsonaro vandt med 55 % af stemmerne mod Lulas vikar, Fernando Haddad, der fik 45 % af stemmerne. Ved kongresvalget fastholdt PT sine ca. 25 % af stemmerne, mens de to store borgerlige partier på det nærmeste imploderede.

“På søndag, 20 år efter det lyserøde forår begyndte, kan brasilianerne annullere kuppet fra 2016.”

De efterfølgende 4 år har været ødelæggende. Bolsonaros regering har videreført den nedskæringspolitik, der blev indledt af Michel Temers regeringer. Mange virksomheder er blevet privatiserede – dog ikke kronjuvelen Petrobras, som fortsat er i statseje.

Resultatet er ikke udeblevet. Lula havde i 2002 en vision om, at Brasilien ikke længere skulle være et land, hvor nogle mennesker kun spiste hver tredje dag. Alle burde have mulighed for at spise tre gange om dagen. Den vision blev realiseret under PTs ledelse af landet. Men sulten er nu tilbage. Det samme er de hjemløse i São Paulos gader. De ses nu igen, endda i temmelig stort tal.

Lula-regeringen indvarslede i 2002 Brasiliens lyserøde epoke. Med kuppet i 2016 var det slut. Brasilien forsvandt som en progressiv kraft i det globale syd, og den ekstreme fattigdom vendte tilbage i det ellers velhavende land.

På søndag, 20 år efter det lyserøde forår begyndte, kan brasilianerne annullere kuppet. Ved præsidentvalgets anden runde står valget mellem to udviklingsmuligheder: Skal Brasilien vende tilbage til arbejderpartiets velfærdskurs – og til sin gamle rolle som en humanistisk magt i opposition til vestens imperialisme? Eller skal Latinamerikas største land fortsætte med at være et ganske vist stort, men politisk ligegyldigt, og autoritært ledet kleptokrati?