Regeringen har tændt for højreoffensiven. Her er socialistiske antikapitalisters opgave:

Højrefløjen har i ly af “Minkgate” blæst til angreb på borgfreden, og Socialdemokratiet kigger mod de borgerlige partier. Men hvor bliver det socialistiske modangreb af? Særligt Enhedslisten er blevet udmanøvreret af Socialdemokratiet, skriver medlem af partiet Jette Kromann.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Jette Kromann

Den politisk-parlamentariske situation i Danmark er lige nu ved at sprække af indre modsætninger. I første fase af pandemien har Socialdemokratiet udnyttet situationen til at etablere en total politisk dominans. Også Enhedslisten har deltaget i det samlede borgerlige folketings ‘borgfred’, hvor der er blevet givet 300 milliarder kr. i gave til private kapitalister – endda uden nogen former for betingelser.

Enhedslistens politiske ‘undskyldning’ er, at 3 % af hjælpepakken går til lønkompensation. Det er et så banalt krav, at det endda er blevet stillet af arbejdsgiverne, og har indgået i hjælpepakker overalt i Europa uden venstrefløjsdeltagelse.

Højrefløjen blæser til angreb

Regeringen tøvede i næsten to måneder med at skride til ansvarlig handling i forbindelse med truslen om vaccine-ufølsomme mutationer af corona blandt mink i pelsdyr-industrien. Da Socialdemokratiet endelig besluttede at afvikle minkindustrien, var det uden lovhjemmel. Dette regeringsbrud på loven har nu givet det yderste højre det nødvendige råstof til et frontalt angreb. Der har endnu ikke været nogen socialistisk modoffensiv. Det kunne have været i form af et sæt af krav og vilje til mobilisering uden for Folketinget, og for en relevant corona-hjælpepakke til arbejderbefolkningen med klimapolitisk indhold.

I 2008 afviste Enhedslisten at stemme for en hjælpepakke til bankerne. Men sidenhen – og særligt under pandemien – har Enhedslisten ladet sig udmanøvrere af Socialdemokratiet. Siden Enhedslistens, SF’s og de Radikales støtte til regeringsdannelsen, har regeringen systematisk manøvreret uden om at handle på klimaaftalen om 70 % CO₂-udlednings-reduktion. I stedet har regeringen oprettet og ladet sig rådgive af 13 grupper, bestående af de mest centrale dele af dansk storkapital. Regeringen har givet de største udledere – landbrug, transport og senest Aalborg Portland – total særbehandling. Også under de netop afsluttede finanslovsforhandlinger har vi set, hvordan regeringen i højere grad har søgt at forhandle med de borgerlige partier, og har ignoreret de fleste af Enhedslistens krav. På den baggrund er det rimeligt at spørge, hvordan vi på venstrefløjen må forstå de enkelte, politisk-kaotiske begivenheder i den seneste tid.

Et ‘lille’ grundlovsbrud

Når man tænker på Mette Frederiksens manøvretilgang til ethvert skridt, regeringen hidtil har taget, med at varetage kapitalens interesser, negligere og direkte snyde  venstrefløjen og hendes vilje til at samarbejde til højresiden, så er der en anden forklaring, som virker noget mere sandsynlig. Uden sammensværgelsestanker virker følgende mere realpolitisk: En lovhjemmel ville kun kunne opnå flertal med stemmer fra støttepartierne – EL, SF og R.

Den socialdemokratiske regering ville i givet fald have stået i de øvrige folketingspartiers – og i befolkningens øjne – som en regering, der havde ”eksproprieret” en hel industri med støtte fra EL, SF og R. Så ville regeringen være blevet anskuet som en rød regering, og blive behandlet derefter af de øvrige folketingspartier. Men at fremstå som en rød regering er netop dét, regeringen hidtil har gjort alt for at undgå. Så hellere tage chancen med et ‘lille’ grundlovsbrud på et spørgsmål, der – af flere grunde – har overvældende folkelig opbakning – nemlig nedlukning af minkindustrien.

Desperate traktor-demonstrationer

Hidtil har storlandbruget været økonomisk fredet gennem enorm økonomisk støtte, der både er kommet fra EU og skiftende danske regeringer. Men historisk er denne form for industriel masse-fødevareproduktions tid forbi. Først og fremmest kan klimaet ikke tåle det. Miljøet kan ikke tåle det. Og heller ikke menneskers helbred kan tåle den overvejende animalske kost.

Desuden udsættes hele menneskeheden fremover for en række pandemier, som stammer fra landbrugets dyrplageri med sammenstuvning af ”produktionsdyr”. Yderligere har storlandbruget, især svineproducenterne en enorm gæld. Deres tekniske insolvens ville være en seriøs trussel for bankerne, hvis branchen skulle komme til at stå over for relevante klimakrav.

“I mange år har partiet Venstre været det parti, borgerskabet parlamentarisk har udtrykt sig igennem. I de senere år har denne status ændret sig.”

Realiteterne er, at det ikke er muligt at bekæmpe nogen af disse kriser uden fuldstændigt grundlæggende at ændre landbrugets produktionsforhold i det stærkt landbrugsdominerede DK – og uden at gribe ind i den privatejede banksektor. Regeringen har endnu ikke rørt ved landbrugsindustriens store klimaaftryk – og når den bliver tvunget til det efter nytår, så vil regeringen ikke kunne løse en eneste af de landbrugsrelaterede kriser inden for kapitalismens rammer. Men industrilandbrugets situation er yderst prekær. Derfor er det på ingen måde tilfældigt, at de enorme traktorer deltager i minkavlernes – det småborgerlige lags – demonstrationer i byerne. Det er ikke minkavlernes traktorer. De store udnytter de smås desperate, rasende mobilisering ene og alene for at varetage deres egne klasseinteresser. De vil styrke det politiske højre.  

Minkavlernes småborgerlige, højreradikale raseri over regeringens nedlukning af deres erhverv har fået frit løb. Den yderste parlamentariske højrefløj – Nye Borgerlige – har været hovedtalere på traktordemonstrationerne, og partiets formand Pernille Vermund har kørt med i demonstrationen på en historisk traktor i kortegen. Mette Frederiksen og Pernille Skipper er blevet afbilledet i nazi-uniformer.

Magtkamp i Venstre

I mange år har partiet Venstre været det parti, borgerskabet parlamentarisk har udtrykt sig igennem. I de senere år har denne status ændret sig. Dels er det lykkedes Socialdemokratiet at udmanøvrere den for borgerskabet generende populistiske joker, Dansk Folkeparti, ved at overtage partiets racistiske politik. Dels har Mette Frederiksens konsekvente klassepolitik til fordel for kapitalistklassen nu gjort Socialdemokratiet til finans – og industri-kapitalens klareste politiske talerør.

To forhold har været afgørende: Landbrugskapitalen er historisk i stigende grad en byrde for den moderne del af den herskende klasse og dens økonomiske interesser. Landbrugsindustrien lever helt og udelukkende på statslige tilskud – mest fra EU, men også fra den danske stat. Det bliver stadig tydeligere, at dens produktionsmetoder er helt uforenelige med nogen som helst forsøg på løsning af sværmen af systemiske kriser i kapitalismen fra klima til pandemier. Partiet Venstre er hovedsagelig efterladt med støtte fra den ene del af partiets evigt stridende parter – landbrugs-Venstre. Socialdemokratiet har bevist, at det er det parti, der reelt repræsenterer By-Venstres interesser.

Samtidigt søger Socialdemokratiet at holde hånden over landbrugskapitalen så længe som muligt. Det er trods snylteriet på staten en stor eksportindustri. Venstres næstformand Inger Støjbergs nuværende højreoffensiv er det politiske ekko i Venstre af den reaktionære klasseoffensiv fra det yderste parlamentariske højre. Hvis hun ikke overdriver sin Trump-retorik alt for voldsomt – med sit ”dræn sumpen” vendt mod Socialdemokratiet – så ser det ikke ud til, at partiets ‘pæne’ formand, Jakob Ellemann står til at vinde. Mon hans ”øg arbejdsudbuddet”, ”sænk skatten”, og hans nydelige portræt og ”socialt ansvarlige” slogans om ”de ældre” på S-togsstationerne har nogen chance for at vinde fraktions-magtkampen i Venstre? Kampen i Venstre er selvfølgelig ikke afgjort, men traktordemonstrationerne styrker ikke ligefrem Ellemann. Med Inger Støjberg ved roret i Venstre ville selv Nye Borgerlige få konkurrence i Folketinget.

Voksende autoritær højre-tendens

Alle versioner af borgerlig politik drejer sig, når alt kommer til alt, om at undgå at skade – men tværtimod gavne – kapitalen i den parlamentariske håndtering af de samfundsproblemer, der altovervejende er skabt af den selv.  I den nuværende periodes øgede modsætninger, som er blevet styrket siden krisen i 2008, ses de borgerlige demokratiske normer og love i stigende grad som forhindringer, der nødvendigvis må tilsidesættes. Det borgerlige demokratis normer er under afvikling under krisernes pres.

Tilsidesættelsen af den nødvendige lovhjemmel i minksagen er netop et eksempel på denne autoritære højretendens. Et andet eksempel er regeringens forslag til epidemilov, hvorefter en regering helt kan tilsidesætte folketingssalen – og relevante eksperters indsigt med en ren ”gummilov”, der tilsidesætter borgernes rettigheder og underlægger dem en række tvangsforanstaltninger så som tvangsvaccinering m.m. Der foregår et kraftigt træk mod højre i dansk – og international politik.    

Socialdemokratiet har forsøgt at undgå konkret politisk samarbejde med dets regerings støttepartier, og har tværtimod søgt støtte og samarbejde med Venstre og Konservative og med de dominerende kapitalgrupper. Det har ikke fremkaldt nogen synlig, politisk alternativ modstand fra venstrefløjen i eller uden for Folketinget. Det har derimod for første gang i mange år åbnet for og udløst en sand reaktionær højrepopulistisk mobilisering uden for folketinget af det landlige småborgerskab med støtte fra landbrugets storkapital. Det har skærpet fraktionskampen i Venstre til højre – til fordel for landbo-Venstre og Inger Støjberg.

Socialistiske antikapitalister

Men den internationale højredrejning er på ingen måde altdominerende. 2019 – inden corona – var året med flest folkelige oprør – mere end 30 – på alle kontinenter i mere end 50 år, siden 1968. Lokalt i DK er bl.a. klimabevægelserne, Almen Modstand og Black Lives Matter udtryk for modstandsviljen. Hvis disse progressive masseimpulser skal udvikles til en politisk stabilpol, som både kan modstå og overvinde det nu hurtigere stigende pres fra højre – så er det nødvendigt, at der findes veje til at grundfæste socialistiske perspektiver i bevægelserne.

“… når det autoritære højre, som nu rykker i offensiven til ‘forsvar for grundloven’, så er det værste en venstrefløj kan gøre at sætte den borgerlige grundlov på en piedestal, og at gøre forsvaret af den til den mest politisk centrale opgave.”

I første omgang er opgaven at fremme frigørelsen fra især venstrereformistiske illusioner i bevægelsernes ledende lag. Det er ikke en politisk proces, der bare sker af sig selv – spontant. En forudsætning er en socialistisk, antikapitalistisk organiseret påvirkning, der klart udtrykker forsvaret for hele arbejderklassens sag. Mere militante højrekræfter er nu så åbent ude i lyset, at uden et synligt klassealternativ er der nu risiko for at dele af de dybeste lag af klassen, som stadig drives længere ned i fattigdom, trækkes med til højre af det mobiliserede, rasende småborgerskab. Det vil påvirke andre lag af arbejdere og unge, der vil føle sig opgivende og passiviserede.  

Det er på ingen måde en uundgåelig udvikling. Men når det autoritære højre, som nu rykker i offensiven til ‘forsvar for grundloven’, så er det værste en venstrefløj kan gøre at sætte den borgerlige grundlov på en piedestal, og at gøre forsvaret af den til den mest politisk centrale opgave. Hvis man gør et forsøg på at forstå situationen ud fra klassernes bevægelser – og ikke sidder fast i borgerlig parlamentarisme, så må det stå klart, at venstrefløjen med sådan en fetich-gørelse af det borgerlige demokrati – uden at ville det – kommer til at dele ståsted med højrefløjen.  

Antikapitalistisk kursændring

Det er nødvendigt, at Enhedslisten foretager en total kursændring i forhold til den nuværende parlamentariske kurs. Det er vanskeligt at forestille sig sådan en kursændring fra Enhedslistens parlamentarikeres side. Ikke desto mindre er der stadigvæk et stort antal medlemmer af Enhedslisten, som har meldt sig ind i partiet, netop fordi de er både parate til og ville være entusiastiske over for at støtte en socialistisk, antikapitalistisk kurs i partiet.

Sådan en socialistisk, antikapitalistisk kurs må nødvendigvis organiseres for at kunne handle. Dens opgave er at komme med forslag i partiet og stå frem i og uden for Enhedslisten med en sådan politisk profil. At deltage loyalt i de vigtigste bevægelser – som klimabevægelserne, de antiracistiske, sociale bevægelser som Almen Modstand og BLM med en orientering for at inddrage arbejderklassens organisationer som f.eks. arbejdspladsklubber.

At arbejde for at fokusere bevægelserne væk fra lobbypolitik, domstolsafgørelser og appeller til politikerne, vil skabe tillid til bevægelsernes egne kræfter, og kan give mulighed for at bruge klassekampens stærke metoder som strejker, besættelser, blokader, demonstrationer i kamp mod regeringen og kapitalen.