Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. august. 2021

Replik: Godnat til elitesnak – goddag til virkeligheden

Hvis vi ikke insisterer på en fælles, objektiv fortolkningsramme, accepterer vi også den hæmningsløse højrefløjs fordrejning af virkeligheden. Steen Gottlieb svarer i debatten om ‘objektiv forskning.’

Illustration: Shawn Braley

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Folketingets udtalelse om såkaldt overdreven “aktivistisk forskning” har allerede affødt tre gensvar på Solidaritet. Udtalelsen fortjener bestemt en hård medfart. På ingen måde skal den lovgivende forsamling tillade sig at lægge pression over forskermiljøer.

Men ikke al kritik af Folketingets udtalelse er lige god. En del kritik af Folketingets vedtagelse er formuleret på præmisser, der ikke åbner for progressiv tænkning. Tværtimod. Skal man gøre op med borgerlig pølsesnak og løgne, må man samtidig have styr på, hvad der er rigtigt i debatten.

Her på Solidaritet har Andreas Beck Holm, Frederik Boris Hylstrup Olsen og Lars Lundmann alle kommenteret debatten om forskning. Alle tre afviser at tale om videnskabelig objektivitet (uden dog klart at definere dette), og slår et slag for subjektivitet i forskningen (som heller ikke overbevisende defineres). Kun Lars Lundmanns indlæg forholder sig til, om der findes god forskning.

Den røde tråd i Andreas Beck Holms indlæg er forbindelsen mellem politik og forskning. Han starter med at fortælle, at al forskning er politisk – hvad jeg enig i – men så fortsætter han med at diskutere, hvordan forskning bliver politiseret – og det skal vi åbenbart forstå som noget negativt. Hvordan forskningen bliver negativt politiseret, når den allerede fra fødslen er politisk, fremgår ikke. Beck Holm taler om, at der findes “systembevarende forskning”. Men hvad er det? Findes der reaktionær viden? Skal vi som progressive modarbejde reaktionær viden? Betyder det så, at der er noget, vi nægter at vide?  Det vil jeg ikke anbefale.

Politiske dagsordener kan ødelægge videnskaberne

Beck Holm har stor tillid til videnskabens selvregulering, lader det til. Det vil ske, at “videnskabernes fejlskud med tiden bliver luget ud. Tilgange og skoler – der ikke holder niveau – forsvinder efterhånden af sig selv i en naturlig selektion” Jeg må sige, det er en pudsig, darwinistisk tankegang, der her melder sig. Men forkerte idéer forsvinder ikke af sig selv. Det tog en kamp at få anerkendt sammenhængen mellem globale temperaturstigninger og atmosfærens indhold af CO2. Desværre blev holocaust eksekveret, før obskure (men i samtiden alment accepterede) teorier om racelære blev afvist.

“Hvis forskningen ikke er forståelig for udenforstående, så er den jo intet værd. Så får den ingen effekt på det omgivende samfund, men forbliver ensom akademisk gymnastik.”

Danmarks, Europas – ja hele verdens økonomi lider under et regimente baseret på såkaldt neoliberal økonomiske teori, der mener at vide – at forudsætningen for at de fattige kan bliver rigere er, at de rige bliver endnu rigere (et videnskabeligt område, Beck Holm også er opmærksom på). Det bedre arguments ‘tvangsløse tvang’ bliver holdt godt nede.

Hvordan denne “naturlige selektion” finder sted, forklarer Beck Holm ikke. De store forskere spiser de små? Jeg tror det næppe. Hvordan videnskab så udvikler sig, vender jeg tilbage til.  Jeg mener der er en kvalmende intellektuel selvtilstrækkelighed, når Andreas Beck Holm fortæller, at “det videnskabelige samfund er nødt til at insistere på, at forskning er noget andet end realityTV. Den er elitær. Det er med andre ord faktisk meningen, at man ikke skal forstå videnskab, hvis man ikke har gjort en grundig og ihærdig indsats for at sætte sig ind i den, eller hvis man ikke har evnerne til at forstå den”. Hvis man lader sig provokere af dette udsagn, er man er offer for en “altomfattende reality kultur”, skriver ph.d’en fra Århus.

Teori uden praksis er varm luft

Lad nu bare Beck Holm mene, at forskningens resultater ikke er for de dovne og de dumme. I stedet kan man vende den om: Hvis forskningen ikke er forståelig for udenforstående, så er den jo intet værd. Så får den ingen effekt på det omgivende samfund, men forbliver ensom akademisk gymnastik. – For mit indre øje ser jeg en manege fuld af lærde mænd og kvinder, der går rundt og taler abracadabra-sprog, som ingen udenfor fatter. Samtidig forventer de lærde, at de uvidende ydmygt skal klappe og betale de lærdes underhold og vedligeholdelsen af det hellige abracadabra. Uha!

Jeg tror ikke, jeg selv  i særlig høj grad er offer for en reality-kultur og vil holde fast i – at teori uden praksis er varm luft. Og jeg accepterer ikke deling mellem dem, der forstår, og dem der ikke gør. Det kunne gå hen og blive en klassedeling. 

Frederik Boris Hylstrup Olsen giver udtryk for en meget klar forståelse for, at videnskab er noget, der er i proces: “Videnskab er (…) det, der udfordrer sandheden, afprøver den og skubber sandhedens grænser. Noget kan jo også omvendt være sandt, uden nødvendigvis at være videnskab. Videnskabelige sandheder er altid midlertidige, aldrig endegyldige – og derfor i princippet altid til diskussion.”

Jeg savner imidlertid et begreb om, hvad der er sandt, og hvad der er usandt; og jeg savner hos Hylstrup Olsen en idé om, hvordan sandheder kan være midlertidige og hvad, der får sandhed til at ændre sig. Det vender jeg også tilbage til. Lars Lundmann mener, at god forskning er politisk – åbenbart fordi den er praktisk anvendelig. Det kan jeg kun være enig i. Men samtidig skriver han, at det afhænger af, hvordan forskningen fortolkes – og det er subjektivt. Men om denne subjektivitet er individuel og tilfældig står ikke klart. Samtidig er Lundmann skeptisk over for både noget, han kalder et “forældet sandhedsideal” og “Den Store Sandhed”. Hvad der skulle være forkert ved både den store og den forældede sandhed – fremgår ikke.

Det er svært for mig at se, hvordan man kan imødegå angreb fra det, man kan kalde den “hæmningsløse højrefløjs” angreb – hvis man erklærer, at vores erkendelse af virkeligheden blot er “subjektiv”. Den hæmningsløse højrefløj, repræsenteret af fx Donald Trump, Jair Bolsonaro og til en vis grad også Boris Johnson, generer sig ikke for at føre tale afkoblet fra virkeligheden. De benægter gerne og skamløst alt, hvad der er ubekvemt for dem. De har tilsyneladende opsagt den uudtalte demokratiske kontrakt om, at man optræder vederhæftigt.

Den ‘hæmningsløse højrefløj’ fordrejer sandheden uden at tøve. Skal man imødegå det, bliver man nødt til at insistere på en objektiv sandhed, mener Steen Gottlieb.

Pia Kjærsgaard – Tænkningens totale privatisering

Eller lad os se på vores hjemlige Pia Kjærsgaard, subjektivitetens dronning. Bliver hun konfronteret med facts, der strider mod hendes, kommer svaret promte: “Jamen, jeg føler, at ….” eller “mange mennesker/almindelige mennesker føler sig…” Hos hende er politisk stillingtagen blevet til et fritsværende, ukontrollerbart spøgelse, løsrevet fra enhver fælles fortolkning og fornuftig meningsudveksling, tænkningens totale privatisering. – Og pudsigt nok kommer der fra samme kant, hvor tænkningen er privatiseret, uafladelig snak om det store etniske og nationale fællesskab.

“Hos Pia Kjærsgaard er politisk stillingtagen blevet til et fritsværende, ukontrollerbart spøgelse, løsrevet fra enhver fælles fortolkning og fornuftig meningsudveksling.”

Højrepopulisme er ikke mindst en fornægtelse af oplysningens landvindinger. Her over for må venstrefløjen selvfølgelig have værktøj. Vi kan ikke bruge en forståelse af erkendelse og videnskab, der fortæller os – at virkeligheden ikke eksisterer, eller at vi ikke kan få erkendelsesmæssig adgang til en virkelighed, der ligger uden for vores sproglige formuleringer. Vi kan ikke komme og sige, at det vi kalder virkelighed bare er såkaldte konstruktioner. Vi har brug for at slå fast, at virkeligheden kan erkendes. Og erkendelsen er forpligtende. At vores bevidsthed (og vores videnskabelige teorier) genspejler den materielle virkelighed, men selvfølgelig aldrig den hele virkelighed, altid kun visse træk ved virkeligheden. Men noget kan være mere sandt end noget andet, jo mere fyldestgørende beskrivelse vi får. Altså ikke Den Store Sandhed, men en bedre sandhed.

Kan vi omsætte vores antagelser til praktisk handling, og få det ønskede udfald? Så bekræftes vores antagelse, vi kan finde en forklaring og dermed danne en sand teori. Den kan så stå ved magt, til ny praksis aftvinger nye erkendelser. Vores idéer, tænkning, bevidsthed og teorier – mere eller mindre videnskabelige – er hele tiden under udvikling, fordi vores praksis også er det. Men mennesker har forskellige praksisser, og de knalder sammen som interessemodsætninger .

Kald det bare klassemodsætninger. Det bliver idéernes kampe – og andre kampe.


Om skribenten

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER