Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
9. juni. 2021

Forskning skal være politisk

Henrik Dahls kritik af navngivne forskere italesætter blot et rammevilkår for forskning, men ikke et problem. Forskning uden politiske implikationer er ligegyldig. Forskning er politisk, den bør være politisk, og den skal styres politisk. Ikke partipolitisk, men blot politisk.

Henrik Dahl og Morten Messerchmidt har sat gang i debatten om forskningsfrihed
4 min. læsetid

Mindst 262 forskere har tilsyneladende følt sig intimideret af kritik fra politikere omkring deres forskning. En af de politikere, som har været ude med riven, er Henrik Dahl, der bl.a. har kaldt nogle køns- og migrationsforskere for aktivistiske og politiske, hvilket han så opfatter som problem. Men det er ikke et problem at forskning er politisk og aktivistisk. Tværtimod. At være politisk er faktisk en essens i god forskning. For selvfølgelig er forskning motiveret, og selvfølgelig har forskere en interesse i det, som de forsker i – ellers ville de ikke forske i det. Og selvfølgelig er forskning ikke objektiv, men subjektiv – den er trods alt skabt af subjekter.

“Forskningsresultater, og formidlingen af dem, er altid betinget – det kan være af forskningens rammevilkår, forskerens viden, evner, interesser og ønsker for forskningen, den institution som vedkommende repræsenterer, den kontekst som resultaterne præsenteres i – og meget andet.”

Hvad sandheden er om dette eller hint, kan ingen fortælle betingelsesløst. Når noget bliver betonet og fremhævet som mere rigtigt end noget andet, så bliver det politisk og interessestyret. Forskningsresultater, og formidlingen af dem, er altid betinget – det kan være af forskningens rammevilkår, forskerens viden, evner, interesser og ønsker for forskningen, den institution som vedkommende repræsenterer, den kontekst som resultaterne præsenteres i – og meget andet. Ikke at forskningen dermed er ’forkert’ – den er blot betinget. Forskere kan stille perspektiver til rådighed, og dem kan de så underbygge med forskellige former for metoder, der også er afhængige af forskerens evner, uddannelse, tradition og ikke mindst ønsker og interesser. Altså, metoder der kunne være anderledes.

Problemet med Henrik Dahls kritik er altså ikke, at den nødvendigvis er forkert. Problemet er, at han mener aktivisme og politik udgør et problem forskning – og at han derfor kun kritiserer udvalgte områder af forskningen. Henrik Dahl har taget fat i den forskning, der strider imod hans egne interesser. Men også naturvidenskabeligt orienteret forskning er selvfølgelig subjektivt styret, også dér er der personlige interesserer involveret. Der foregår også videnskabelig uredelighed. Her er det blot nødvendigt at nævne navnet Penkowa. Blot fordi vi kan reducere noget til tal, bliver det ikke mere ’objektivt’ – måske endda tværtimod.

“Men god forskning er politisk, eller indbyder til en politisk forskel – ellers er den ligegyldig. Hvad god forskning er, er afhængigt af, at der er nogen som fortolker den”

Folketinget har imidlertid pålagt universiteternes ledelse at sikre, at politik ikke må forklædes som videnskab. Men god forskning [læs: Interessant forskning] er politisk, eller indbyder til en politisk forskel – ellers er den ligegyldig. Hvad god forskning er, er afhængigt af, at der er nogen som fortolker den; hvad enten det drejer sig om forskeren selv eller andre, er sådanne fortolkninger selvfølgelig subjektive. Når man accepterer dét vilkår, er der ikke længere nogen grund til at rette kritikken mod specifikke personer. Det er systemer og strukturer for forskningen, og incitamenterne for den enkelte forsker, der udgør et eventuelt problem – ikke forskeren.

Det bedste politikere kan gøre for forskningen, er derfor heller ikke at kritisere navngivne forskere, men i stedet at skabe gode rammer for forskningen. Rammer, der ikke er betinget af nogle fås interesser. Et bedre sted at sikre god forskning ville være at begrænse medicinalindustriens, våbenproducenters eller klimaskadelige virksomheders egen-interesser. Frem for at kritisere enkelte forskere, burde politikere tillige skabe nogle rammer, der ikke bygger på konkurrence mellem forskere som et ideal, og som ikke er styret af et forældet ’sandhedsideal’. Som politiker kunne man motivere den forskning der har i sinde at hjælpe dem, der ikke har så meget, eller skabe bedre betingelser for frihed og lighed i samfundet. Meget køns- og migrationsforskning har sådanne idealer indlejret i sig. Er det politisk? Måske. Men det er godt. Det er snarere den forskning, der ikke  forsøger at få politisk betydning, der burde blive skrottet. Forskning bør være til for at forandre. Om det er forskere – eller partipolitikere – der siger, at racisme skal bekæmpes, at ligheden skal øges, eller at topskattelettelser er en dårlig ting – er lige meget. Blot det bliver sagt og forstået – og forhåbentlig får en politisk indvirkning. Og hvis man er sur over, at forskerne ”gemmer sig bag deres forskning for at sige noget politisk”, bør man ikke være sur på forskerne, men i stedet kigge på dén kultur, som skaber så meget autoritetstro, at alt hvad forskere – eller politikere – siger bliver til ”Den Store Sandhed”.

Om skribenten

Lars Lundmann

Lars Lundmann

Lars Lundmann er sekretariatschef på Solidaritet. Læs mere

Nyeste artikler