Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
27. juni. 2021

Kronik: Forskning skal være fællesejet, fællesskabende – og gerne aktivistisk

Så længe forskning ikke er fælles, kan den ikke være fri. Det betyder dog ikke, at forskningen kan eller skal være herreløs, sådan som det aktuelle politiske og lobbyistiske pres på forskningsfriheden foregiver at holde som ideal. Det er en anakronistisk opfattelse af viden, som har rødder i oplysningstankens forestillinger om den totale afdækning af verden. Den nye vedtagelsestekst i Folketinget bygger på en forståelse af forskning, som sikrer en bevarelse af det bestående samfund, dette samfunds magtstrukturer og dets mulighed for kontrol og udbytning af mennesker og verdens ressourcer.

Forestillingen om den objektive forskning, der kan blive hældt i hovedet på tomme studerende, er en forældet tankegang, skriver Frederik Olsen i dagens kronik. Illustration: Anton Moss / Solidaritet.
Denne artikel tager cirka 8 minutter at læse.

Videnskaben skal nu kigges efter i sømmene – og kigge på sig selv – hvis den skal efterleve Folketingets vedtagelse nr. V237 fra  28. maj om ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”. Særligt etnicitets- og køns-forskningen er under angreb fra regeringens antiprogressive, nationalkonservative kamp mod samtidsforskningen.

“Forskning og viden bærer ifølge Bertel Haarders objektivitetsorienterede sorte skole en sand og ubestridelig indsigt, som masserne ukritisk må tage imod”

I et interview i Information mandag 14. juni sammenlignede Bertel Haarder (V) – Folketingets aldersformand, og forhenværende undervisningsminister i 15 år – den aktuelle debat om den såkaldte ’aktivistiske’ forskning med ”den frelste munkemarxisme”, som op gennem 1970’erne herskede på universiteterne. Haarder forklarer, at problemet på universiteterne dengang var, ”at det politiske overskyggede det redelige i forskningen og undervisningen. Og mange var mere loyale over for det, de mente politisk, i stedet for at være bevidste om, at forskning også skal kunne dokumenteres og verificeres.”

Ifølge Haarder måtte den erfaring og viden, som virkelig forskning skulle frembringe, træde til side for samfundsomvæltende politiske holdninger. Venstredrejede politiske holdninger.

En hurtig logisk slutning vil altså sige, at fri forskning – som den ”aktivistiske”, der aktuelt er under beskydning fra størstedelen af Folketinget – strider imod et ønske om at bevare det bestående samfund. De marxistiske strømninger, som i kølvandet på ’68 skyllede hen over universiteterne, gjorde netop det: Udfordrede det bestående.

Tomme kar

Bertel Haarders ultimative videnskabsteoretiske indsigt er, at forskningen og undervisningen altid må bestræbe sig på at være så objektiv som muligt. Her taler den sorte skole, der betragter læring som noget, der uhindret skal overføres til de studerende, som var de tomme kar, der blot venter på at blive fyldt med viden. Forskning og viden bærer ifølge denne objektivitetsorienterede, sorte skole en sand og ubestridelig indsigt, som masserne ukritisk må tage imod. Dette er effektive redskaber til at værne om det bestående: Hvis vidensformidlende kommunikation blot var en énvejskommunikation – hvor viden blev ’sendt’ fra undervisere og forskere til studerende og offentligheden, ufiltreret – så kan den anciennitet og den videnshavende autoritet, som tilskriver lærere, undervisere, beslutningstagere, ’de voksne’ og forskere magt, nemt værne om bestemte sæt af normer og værdier (det som Thomas Kuhn kaldte videnskabelige paradigmer, og hvad Michel Foucault kaldte epistemer), som kan tjene i det bestående kapitalistiske samfunds ønsker.

At Socialdemokratiet berettiger deres opbakning til vedtagelsen med, at det blot tjener til at opretholde en allerede eksisterende praksis inden for forskningen – en status quo som sikrer, at forskningen forbliver fri, sådan som den i forvejen er, og ikke udnyttes i bestemte hensigter eller ”forklæder politik som forskning” – er således ikke en gyldig begrundelse. Forskningen er ikke fri til at begynde med. Den er fanget i idealer om ’objektivitet’, ’neutralitet’ og det, at være ’uden bias’.

Videnskab kan dog ikke altid og uden gnidninger sammenlignes med sandhed. Videnskab er snarere det, der udfordrer sandheden, afprøver den og skubber sandhedens grænser. Noget kan jo også omvendt være sandt, uden nødvendigvis at være videnskab. Videnskabelige sandheder er altid midlertidige, aldrig endegyldige, og står derfor i princippet altid til diskussion.

De positivistiske strømninger, som har domineret den videnskabsteoretiske diskurs siden 1800-tallet er nu ved at ebbe ud, al den stund videnskaben i dag i højere grad er blevet overskyllet af positivisme-kritiske, kritisk-strukturalistiske, dekonstruktivistiske, antropocentrisme-kritiske, poststrukturalistiske og fænomenologiske bølger. Således er subjektive kvaliteter som intentioner, meninger, hensigt og menneskelig bevidsthed blevet videnskabelige fænomener, som i højere grad har afløst det tidligere videnskabelige ideal om lovmæssigheder, årsagsforklaringer og empirisk verificerbare sandheder.

Beton-Bertel på afveje. Bertel Haarders tanker om en ‘objektiv forskning’ har rødder i den sorte skole, hvor studerende bliver set som “tomme kar”, der blot venter på at blive fyldt med viden, skriver Frederik Olsen. Foto: Magnus Fröderberg

Kommunikation, community og commoning

Kommunikation af viden – hvad end det tager form af dannelsesprocesser i folkeskolen, undervisning på universiteterne eller formidling af forskningsresultater – er ikke en objektiv overlevering af ’sandheder’.

“Hvis den objektive og videnskabeligt beviselige virkelighed er det, der ’er’, så er det bestående altså sandheden – og sandheden bliver dermed det bestående.”

Her er det relevant at se på den pædagogiske filosof John Deweys forståelse af begreberne communication og transmission i en uddannelses- og læringsmæssig sammenhæng. Den gængse forståelse af begrebet ’communication’ i en uddannelsesmæssig sammenhæng, handler om at ”sende” og overbringe informationer. Dewey forstår imidlertid begrebet anderledes: Dewey foreslår at kigge på parallellerne mellem ordene ’communication’, ’community’ og ’common’. Disse ord knytter sig alle til en gensidighed og en fælles skabelse af forståelse og erfaring. Således bliver to common et verbum, der betyder ’at kommunikere’. Kommunikationen betyder hos Dewey altså ikke at videregive information uden erfaringsmæssig forvrængning i budskaberne, men at ’fællesskabe’ (på engelsk to common) den viden, som kommunikeres.

’Objektivitetens’ udbytning og kontrol

Så længe forskning ikke er fælles, kan den ikke være fri. Dette betyder dog ikke, at forskningen kan eller skal være herreløs, sådan som det aktuelle politiske og lobbyistiske pres på forskningsfriheden foregiver at holde som ideal. Det er en anakronistisk opfattelse af viden, som har rødder i oplysningstankens forestillinger om den totale afdækning af verden. Som Lars Lundmann skriver i lederen 9. juni i nærværende medie, så er det politikkernes opgave at skabe nogle rammer om forskningen, som ikke bygger på et ”forældet sandhedsideal”.

Men verden eksisterer ikke i en cartesiansk dualisme, adskilt fra mennesket, sådan som oplysningsidealet betragtede den. Vi har for længe tænkt menneskets indflydelse på den materielle verden i en blind vinkel – en verdenstilgang, som nu har ført os ind i det antropocænes klimakrise. Hvis vi fortsat betragter den omgivende verden som blot målbare, kvantificerbare og ressourceholdige kapaciteter – som under vores kontrol kan analyseres, beherskes og udlægges som objektive kendsgerninger – så møder vi med den tyske sociolog Hartmut Rosas ord verden som et aggressionspunkt. Her er verden givet på forhånd, stensolid af hårde facts og kendsgerninger, og den står som en slags modstandskraft for menneskets ønsker og forsøg på at få den bragt inden for vores rækkevidde, forstå den og bruge den. Det er forskningsidealet, som den ”objektive” forskning efterstræber: Kontrol og udbytning.

Det er netop denne forståelse af forskning, som Bertel Haarder, Henrik Dahl (LA), Morten Messerschmidt (DF), Ane Halsboe-Jørgensen (S) og resten af den politiske højre- og midterfløj med næb og kløer forsøger at holde fast i. Den sikrer en bevarelse af det bestående samfund, dets magtstrukturer og dets mulighed for kontrol og udbytning af mennesker og verdens ressourcer. Hvis den objektive og videnskabeligt beviselige virkelighed er det, der ’er’, så er det bestående altså sandheden – og sandheden bliver dermed det bestående.

Vi må holde op med at betragte verden omkring os som kun målbare og ressourceholdig – og noget, som under vores kontrol kan analyseres, beherskes og udlægges som ‘objektive kendsgerninger’, mener den tyske sociolog Hartmut Rosa. Foto: Stifterverband / Wiki Commons

En marxistisk inspireret og fællesskabende forskning

Fælleseje eller commoning er en marxistisk idé, som søger at gøre op med den tilegnelse, indhegning eller enclosure af fælles goder, produktionsmidler og fællesarealer, som i løbet af 1500-tallets gryende kapitalisme indførte en omfattende privatisering af fx fælles græsnings- og dyrkningsarealer, skove og markområder til at etablere kapitalismens oprindelige akkumulationsproces, baseret på pengeøkonomi med lønarbejde og arbejdsdeling. Et aktuelt eksempel på en enclosure af et sådant fællesareal kan findes i planerne om udbygning på Amager Fælled.

Det er denne skelnen mellem på den ene side fælleseje og fællesskabelse, som en commoning – og på den anden side privatiseret, lobbyistisk, reguleret enclosure af forskning og viden, man kan se i den aktuelle debat.

Så jo, måske er vi, som Bertel Haarder siger, ved at bevæge os hen mod en ”frelst marxistisk” tilgang til forskning. Men det er netop en tilgang, som søger at frisætte forskningen. Ikke som en retningsløs og herreløs kraft – for viden er altid afhængig af menneskets subjektivitet og dets fortolkende, drømmende og transformative ønsker om anderledeshed. Men som en fællesskabende bevægelse, der gennem netop ønsket om at forandre verden gør verden til et fælles anliggende.


Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere