Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. maj. 2022

Replik: Kvinder er IKKE ”ikke-mænd”!

Kvinder har gennem århundreder tilkæmpet sig rettigheder, som til stadighed er under pres. At bruge begreber som ikke-mænd udvisker kvinders identitet, og når man protesterer mødes man med trusler og chikane på nettet, skriver Jeanne Toxværd i et svar på tidligere debatindlæg.

Shinigami no me betyder egentlig Dødsgudens Øjne på japansk. På internettet har det dog fået en anden betydning. Her bliver det brugt til at registrere folk, der udtrykker hhv. transvenlige og transfobiske holdninger. Det er et stort problem for kvinder i debatten, skriver Jeanne Toxværd. Billede fra mangaen Death Note.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har været til et utal af møder i Enhedslisteregi og har altid været tilhænger af vores kønsopdelte talerlister. Det er jeg stadig!

Jeg er ikke en ikke-mand. Jeg er kvinde

Anvendelsen af kategori ikke-mand er både historieløs i forhold til kvinders kampe for at blive hørt, samt kvindefjendsk og undertrykkende. Det er uholdbart, at man som kvinde i et politisk parti kan risikere at skulle identificere sig som værende en ikke-mand.

Kampen for kvinders rettigheder er konstant under pres, se blot debatten om abort. En rettighed vi har haft i Danmark i 50 år, og som nogle tilsyneladende har glemt ikke bare kom flyvende ind i Folketinget, for derefter at blive vedtaget som en lov. Stærke kvinder kæmpede en brav kamp i årtier for, at vi fik den rettighed til selv at kunne bestemme, om vi vil være gravide eller ikke være gravide. Kvinders tilkæmpede ret til at bestemme over egen krop bliver (desværre) fortsat debatteret og problematiseret – også i Danmark!

Registrering og trusler på nettet

Man demonterer ikke patriarkatet ved at kategorisere kvindekønnet som ”ikke-mænd”, som Victoria Bøgh Salo nævner i sit debatindlæg i Solidaritet. Man går netop patriarkatets ærinde ved at opfinde en kategori, hvor alle defineres i forhold til mænd. Det er heller ikke noget, man snubler over, som Victoria Bøgh Salo mener. Det er et valg, man har truffet, som devaluerer kvindekønnet og efter min mening såmænd også alle andre, der ikke ønsker at definere deres køn i forhold til mænd.

“Protesterer man som kvinde for kvinders tilkæmpede rettigheder – hvilket de kønsopdelte talerlister er i Enhedslisten – så mødes man med trusler.”

Kategorien ”ikke-mænd” er forsøgt i det engelske ”Green Parti”. Det medførte en shitstorm, eller nærmere orkan, der betød både medlemsflugt og et dårligt valgresultat. Er det den vej, Enhedslisten vil gå?

Victoria Bøgh Salo skriver: ”På mødet var der, da ordstyreren foreslog opdelingen, ingen protester eller alternative forslag.” – Nej det tror da pokker!

Protesterer man som kvinde for kvinders tilkæmpede rettigheder – hvilket de kønsopdelte talerlister er i Enhedslisten – så mødes man med trusler, bliver kaldt TERF (trans-ekskluderende radikal feminist, red.), og har en stor risiko for at blive registreret i ‘Shinigami Eyes’ (en browser-tilføjelse, som markerer profiler på sociale medier som anti-trans eller transvenlige, red.).

Registreringen i Shinigami Eyes betyder, at man som kvinde/feminist er fremhævet som værende transfobisk på alle sociale platforme. Man har ikke en chance for at finde ud af, hvem der har registreret en. Man har heller ikke nogen chance for at komme af med registreringen igen. Konsekvenserne for de kvinder, der er registreret i Shinigami Eyes er, at vi konstant har en trussel hængende over hovedet. Det kunne være en rimelig forklaring på, at ingen kvinder protesterede!

Kvindekønnet udviskes

Engang brændte man hekse på bålet, for at få kvinder til at tie. Nu brændemærker man kvinder på SoMe, og hænger trusler om vold, død, voldtægt og trusler om doxxing ud over deres hverdagsliv. Jeg opfordrer Victoria Bøgh Sola og andre, der forsvarer anvendelsen af kategorien ”ikke-mænd” og øgenavne til kvinder, til at reflektere over, hvordan der debatteres med og OM kvinder – og om den adfærd ikke er medvirkende til, at flere kvinder tier i større forsamlinger.

I min optik er den adfærd man mødes med, når man som kvinde kæmper for kvinders rettigheder, ret til egne rum og retten til selvorganisering, et udtryk for et gennemgribende kvindefjendsk menneskesyn. Jeg forstår godt, at ingen kvinder protesterede til generalforsamlingen i Aarhus, for det er særdeles ubehageligt at have disse trusler hængende over sig.

Derfor skal vi i et socialistisk parti være opmærksomme på, hvordan vi behandler kvinder, og hvordan vi taler om dem. Det er ikke det samme som at sige, at transpersoner ikke også undertrykkes. Det ved vi, og vi skal som politisk parti – selvfølgelig – være opmærksomme på de undertrykkelsesmekanismer, transpersoner udsættes for. Men man inkluderer ikke ved at ekskludere – og slet ikke ved at udviske kvindekønnet og kategorisere os som ”ikke-mænd”.


Om skribenten

Jeanne Toxværd

Jeanne Toxværd

Cand.pæd. Medlem af byrådet i Gentofte for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER