Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
8. september. 2021

Kampen for fri abort er hverken overstået i Polen, Texas eller Danmark

Som udviklingen i resten af verden viser, er kampen for kvinders ret til abort langt fra overstået. Det farligste man kan gøre er at hvile på laurbærrene og tro, historien er afsluttet, skriver chefredaktør Morten Hammeken.

Denne artikel tager cirka 4 minutter at læse.

Amerikanere og polakker har i år måttet indse, at kampen for fri abort langt fra er et overstået kapitel. I USA har den amerikanske højesteret ladet en lov i Texas passere, der er direkte i modstrid med den ikoniske Roe v. Wade-kendelse – som i 1973 gjorde abort til et personligt valg, i øvrigt 9 måneder inden den danske ‘lov om svangerskabsafbrydelse’ der trådte i kraft i oktober 1973. Selv om det altså står mejslet fast i afgørelsen, at abortretten er ‘grundlæggende’, er alle love til syvende og sidst bare papir, der kan rives over. Det har Texas-guvernør Greg Abbott valgt at gøre, og landets højesteret valgte med det snævrest mulige flertal (5-4) at kigge den anden vej. I Polen vedtog man i januar måned en lignende lov, der ulovliggjorde 98 % af de aborter, som blev vedtaget i 2019. Det var endnu et reaktionært træk fra landets højrenationalistiske regering, som et halvt år forinden vedtog LGBT-frie zoner i den sydlige halvdel af landet..

Men hvad har det så med Danmark at gøre? Her er den frie abort jo sikret som rettighed – og har været det i snart 50 år. Hvis man troede kampen for fri abort var et overstået kapitel i Danmark, kan man godt tro om igen. Faktisk behøver man ikke kigge uden for Rigsfællesskabets grænser for at finde eksempler på abort-formynderi: I Færøerne har aborten nemlig aldrig været fri – og tillades fortsat kun i tilfælde af voldtægt, alvorlig sygdom i fostret, eller hvis moderen vurderes ikke at kunne tage sig af barnet. Den færøske lovgivning er flere gange blevet mødt med kritik af FN for at være i strid med kvindekonventionenat være i strid med kvindekonventionen.

Situationen i Færøerne, Polen og Texas er en påmindelse om, at den hårdt tilkæmpede rettighed til abort stadig ikke er en selvfølge for kvinder i det meste af verden. Men det er også en advarsel om, at progressive kampe kan tilbagerulles med et snuptag.

I USA er fundamentet blevet lagt gennem mange år, med udpegelse af ultrakonservative højesteretsdommere og anonyme milliarder i ryggen. Ved at åbne en sprække i Texas håber landets konservative nu, at næste skridt kan blive et omfattende opgør med Roe v. Wade. I Polen har landets nationalkonservative allieret sig med den magtfulde katolske kirke, hvis overhoved – trods sit progressive ry – også stadig sammenligner abort med racehygiejne.

“Situationen i Færøerne, Polen og Texas er en påmindelse om, at den hårdt tilkæmpede rettighed til abort stadig ikke er en selvfølge for kvinder i det meste af verden. Men det er også en advarsel om, at progressive kampe kan tilbagerulles med et snuptag.”

I Danmark er kvinders ret til abort heldigvis stadig langt fra polske eller texanske tilstande. Men det er ikke nogen grund til at hvile på laurbærrene. Sprækkerne dukker også op her, og abortmodstandere vil øjne enhver chance for at problematisere loven. Det starter i det små, som da Kristendemokraternes nye forkvinde Isabella Ahrendt forklarede, at hun vil nedbringe antallet af aborter. At plante idéen om, at nogle aborter er ‘forkerte’, er et første skridt på vejen tilbage i tiden.

Når abortmodstanden vokser i dele af verden, giver det også blod på tanden for abortmodstandere andre steder. I Norge har Kristelig Folkeparti anført af Kjell Ingolf Ropstad gjort en ny abortlov til en mærkesag i valgkampen. I Danmark kan partiet, der blev stiftet som protestparti mod fri abort, glæde sig over udsigten til for første gang i 20 år at blive stemt ind i Folketinget. De siger ganske vist, de ikke længere vil have et opgør med den frie abort. Mon de også mener det, hvis det bliver opportunt at mene noget andet?

Francis Fukuyama er for mange blevet indbegrebet af troen på ‘historiens afslutning’, sådan som den blev beskrevet i hans epokegørende The End of History and the Last Man. Det liberale demokrati havde sejret, og dets frihedsrettigheder ville langsomt men sikkert gå sin sejrsgang i resten af verden, mente den amerikanske politolog i 1992. Fukuyama er for længst holdt op med selv at tro på den myte. Men måske lever vi stadig i skyggen af hans forestilling om, at ‘historien er død’ – også i troen på, at abortforbud hører fortiden til, og ikke ville kunne ske igen i Danmark.

Det er en farlig tanke, at forestille sig rettigheder bare bliver stående uden kamp, når man først har sikret dem. Rettigheder kan smuldre på et øjeblik, sådan som det sker i Texas og Polen. Det er en påmindelse om, at historien ikke er afsluttet – hverken for de progressive, der kæmper for en anden verden, eller for de reaktionære, der vil tilbage til fortiden. For under 50 år siden var aborter livsfarlige operationer, og strikkepinde og stejle trapper var forfærdelige symboler på undertrykkelsen af kvinder. Det kan det blive igen, hvis vi ikke passer på. Derfor er kvindernes kamp i Warszawa, Dallas og Thorshavn også stadig vores kamp.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere