Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. marts. 2022

Dansk Kvindesamfund: Ligestillingen skal løftes i flok

Til alle der tror, at vi har opnået ligestilling og der ikke er mere at kæmpe for: I kan godt tro om igen. Kvindedrab, voldtægt, seksuel chikane, krænkelser, uligeløn og pressede forhold på fødegangene m.m. Der er nok at tage fat på, så tag en dyb indånding og tag en fellow-feminist i hånden, for det er ikke en kamp vi vinder individuelt. Ligestillingen skal løftes i flok.

Forkvinde for Dansk Kvindesamfund, Helena Gleesborg Hansen skriver gæsteleder i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag.

Illustration: Karine Eurdekian

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har i mine mange år som del af Dansk Kvindesamfund lært meget, men især én ting går igen: Det er når vi løfter i folk, at vi reelt kan rykke på status quo. Som enkeltperson kan man bestemt også sætte en dagsorden, og som samfund drages vi af ildsjælen, der tager kampen op alene. Og selv om alle, der gør en indsats for at øge ligestillingen bør anerkendes og hyldes, er det vigtigt at have for øje, at de store forandringer sker fordi mange rykker i samme retning.

“… lovgivning alene ændrer ikke på det grundlæggende problem: Alt for mange mænd begår seksuelle overgreb og voldtægt mod kvinder.”

Et eksempel er samtykkeloven. Den blev gennemført, fordi vi var mange organisationer, aktivister, politikere og voldtægtsoverlevere, der gennem flere år dannede fælles flok og pressede på for at ændre Straffeloven. Det var ikke altid lige let, vi var ikke enige om alt, og der var en del myter og misinformation, der skulle modarbejdes og modargumenternes. Loven har nu været i kraft i over et år og viser, at flere tør anmelde, hvilket er positivt. Alt for længe har der været en for stor diskrepans mellem antallet af voldtægter, antallet af anmeldelser og antallet af domme. Det er der stadig, men Samtykkeloven er et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Det er dog ikke grund til at hvile på laurbærrene. Tallene for voldtægtsområdet viser nemlig også, at der skal meget mere til, for lovgivning alene ændrer ikke på det grundlæggende problem: Alt for mange mænd begår seksuelle overgreb og voldtægt mod kvinder.

Vold er et kønnet problem

Vi har mange forskellige ligestillingsudfordringer i Danmark, fra de mindre til de helt store. Uligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked, repræsentation af kvinder ledelse, fattige kvindelige folkepensionister, seksuel chikane på arbejdsmarked, pressede forhold på fødegangene, usynliggørelse af kvinders bidrag i historieskrivningen og meget, meget mere!

Det handler dog ikke om, at noget nødvendigvis er mere vigtigt end andet, for ligestilling er ikke et nulsumsspil, hvor fokus på det ene udelukker fokus på andet. Tværtimod! Noget af det, der optager os i Dansk Kvindesamfund, bl.a. fordi vi driver to kvindekrisecentre, er den kønnede vold. For den kønnede vold er absolut en af de største ligestillingsproblemer vi har. Om det er partnervold, voldtægt, psykisk vold, digitale krænkelser eller kvindedrab. Statistikkerne for disse taler deres eget tydelige sprog, nemlig at mænds vold mod kvinder er et kønnet problem.

Det handler ikke om, at alle mænd krænker, voldtager og begår kvindedrab. Det er der ingen, som siger, mener eller tror. De fleste mænd er – naturligvis og heldigvis – ordentlige. Men for mange mænd krænker, voldtager og slår kvinder ihjel. Og alt for mange kvinder er ofre for mænds sexisme, krænkelser, overgreb og drab.

Vold mod kvinder er et samfundsproblem

Vold mod kvinder og kvindedrab er ikke et ‘kvinde-problem’. Det er et ligestillingsproblem og et samfundsproblem. I Dansk Kvindesamfund anbefaler vi derfor bl.a., at der laves en gerningsmand-undersøgelse, og at der kommer flere tilbud til voldsudøvere, så vi kan få forebygget mænds vold mod kvinder.

“Kvindedrab kan forebygges, men det kræver at vi graver ned til roden af problemet.”

Som forkvinde ser jeg mange steder i diverse kommentarspor og i medierne, at mange – især mænd – udtrykker vrede og forargelse over kvindedrab, dog ikke over det faktum, at der er begået 5 kvindedrab allerede i år, men over at fokus er på kvindedrab og den kønnede vold. Lidt det samme sker også op til og på selve Kvindernes Internationale Kampdag. Hvad med mændene skrives der? Hvad med mænds ligestillingsproblemer?

Legitime spørgsmål, men hver ting til sin tid. Her er hverken artikler og kommentarspor med fokus på kvindedrab eller Kvindernes Internationale Kampdag den bedste anledning til at kaste ’hvad med mændene’-kortet på bordet. Mænd er ofte gerningspersonen, men mænd er også ofre. Mænd dør også, og bliver hyppigere dræbt. Men der er stor forskel på årsag, motiv og derfor også, hvad der skal til for at forebygge. Flest mænd bliver dræbt ved uheld, trafikdrab, rocker og bandekriminalitet. Kvindedrab er ofte partnerdrab, de er ofte planlagte og kvinder dræbes, fordi de er kvinder. Det er den største enkeltstående type drab vi har, og antallet har de sidste 25 år ligget konstant på 12 kvindedrab om året i gennemsnit.

Når vi skal forebygge og bekæmpe drab, nytter det ikke, at vi bruger de samme metoder til at forebygge trafikdrab til at forebygge kvindedrab. For kvindedrab skyldes ikke uheld eller mangel på opmærksomhed. Kvindedrab kan forebygges, men det kræver, at vi graver ned til roden af problemet.

Bekæmp patriarkatet i hverdagen

Roden til mange af de ligestillingsudfordringer vi har, bunder i patriarkalske strukturer, som hænger ved og gennemsyrer vores samfund og sind. Hvad enten det er sexisme, kønsstereotyper, victimblaming eller manifesterer sig som diskrimination på baggrund af køn eller negativ social kontrol.

“Patriarkatet er ikke kun noget kvinder er underlagt, det er mænd og transpersoner også. Det rammer os forskelligt, og nogen mere end andre. Men det er et fængsel uanset hvad.”

Patriarkatet er ikke kun noget kvinder er underlagt, det er mænd og transpersoner også. Det rammer os forskelligt, og nogen mere end andre. Men det er et fængsel uanset hvad. Om det er ’Hvorfor gik hun alene hjem?’, ’Stop med at være en tøsedreng og mand dig op!’ eller ’Kvinder bør ikke gå så udfordrende klædt, for så frister det mændene for meget.’ Patriarkatet har mange afskygninger, og er desværre ikke noget, vi bare ved lov kan afskaffe. Derfor er det også vigtigt, vi bekæmper det når vi ser det og møder det i vores dagligdag. Hvad enten det er i kommentarspor, ved middagsbordet, på arbejdet, i byen eller i skolen. For det er netop de sexistiske udsagn, arkaiske opfattelser af køn og kønsstereotype nedvurderinger, som ligger kimen til de store ligestillingsproblemer vi har.

Lad mig slå det fast en gang for alle. Det er en myte at vi allerede har opnået ligestilling og det er et falsum, at ligestilling er en kamp mellem kønnene. Den er en kamp for at være fri til at leve det liv man vil og have lige rettigheder, uagtet ens køn. I Dansk Kvindesamfund har vi siden 1871 løftet nogle store ligestillingsudfordringer med f.eks. stemmeretten, retten til uddannelse, retten til at kunne komme på krisecenter, retten til fri abort, lov mod psykisk vold og senest samtykkeloven.

Vi havde ikke fået hverken stemmeretten, retten til fri abort eller samtykkeloven, hvis ikke vi vedholdende havde stået sammen skulder ved skulder med en masse andre, og igen og igen havde krævet en ændring. I Dansk Kvindesamfund løfter vi vores del, men hverken vi, andre ligestillingsorganisationer, aktivister eller ildsjæle kan gøre det alene. Og det er netop dét, både #MeToo, #JegHarOplevet, #EnBlandtOs og #TextMeWhenYouGetHome er stærke beviser på. Når vi løfter i flok, kan vi rykke på ligestillingen. Sammen står vi stærkere og kan forandre verden til at være lidt mere fri og lige, uanset ens køn. Glædelig kampdag!

P.S. Den Internationale Mandedag er den 19. november.


Om skribenten

Helena Gleesborg Hansen

Helena Gleesborg Hansen

Forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Læs mere