Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. maj. 2022

Debat: Nej, vi sletter ikke kvinder i Enhedslisten

Det handler ikke om at udviske kvinders identitet, men at forbinde de forskellige kampe mod patriarkalske strukturer, når der tales om ikke-mænd. Selvom ordet måske smager forkert, er det snarere et praktisk redskab, der skal gøre noget ved de mandsdominerede talerlister, skriver queer-aktivist og transperson Victoria Bøgh Salo

Illustration: Alex Williamson

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Enhedslistens lokalafdeling i Århus afholdt ekstraordinær generalforsamling torsdag 28. april. Partiet er havnet i en shitstorm på sociale medier, fordi talerlisten blev delt op efter mænd og ikke-mænd, som det på mødet blev kaldt. Det har længe været udbredt praksis i Enhedslisten at have separate talerlister for mænd og kvinder af den konkrete årsag, at mænd har en tendens til at dominere talerlisten og taletiden.

I praksis fungerer det sådan med to talerlister, at ordstyreren skiftevis tager en taler fra de to lister. På denne måde sikres det, at talerne fra den ene af listerne ikke kommer til at dominere, såfremt der stadig er talere i kø på begge lister. Det giver desuden også ordstyrerne den mulighed, at den ene talerliste kan lukkes, hvis den har været kraftigt overrepræsenteret på det pågældende mødes debatpunkt.

Det binære problem

Den opdeling betyder også, at der opstår et strukturelt problem: Folk, som hverken er mænd eller kvinder – herefter benævnt kønsminoriteter – bliver ikke korrekt repræsenteres af nogen af listerne. Ligesom resten af samfundet arbejder Enhedslisten med, hvordan vi kan inkludere denne alt for oversete minoritet. Ordstyreren foreslog derfor, at man kunne benævne talerlisterne med den enkle beskrivelse “mænd” og “ikke-mænd”. Vi ser stadig ofte, at talerlisten for mænd er længere, og den konkrete effekt af opdelingen gør, at vi giver mere fair plads til kvinder og kønsminoriteter.

“Taget ud af sammenhæng giver kritikken mening. Er det ikke netop vores mål at demontere patriarkatet, så mænd ikke længere er den standard, vi alle holdes op mod? Men tingene er ikke så enkle, når man går lidt dybere end blot overfladen.”

Astrid Vang Hansen, der er hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for partiet, forklarede det efterfølgende sådan her: “Det er – heldigvis! – en udbredt praksis i vores parti at vi anvender strukturelle redskaber til at modvirke undertrykkelse internt i partiet. Derfor har vi f.eks. kønskvotering når vi vælger delegerede og når vi vælger hovedbestyrelse. Og derfor bruger vi kønsopdelt talerliste på vores årsmøder, i hovedbestyrelsen og mange andre steder i partiet. Vi ved, at det virker. Derfor er disse redskaber også værd at holde fast i.

Ligesom i resten af samfundet, gælder det også i Enhedslisten, at vi traditionelt ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på – at der findes mennesker, som hverken er mænd eller kvinder, men som i stedet er noget tredje eller et sted midt imellem. Det gælder f.eks. nonbinære personer, interkønnede personer, personer med flydende kønsidentitet og sikkert mange flere varianter, som jeg ikke alle sammen kender.”

Vang Hansen fremhævede også i opslaget på Facebook, at hun fandt det indlysende at kigge på, hvordan man kunne tilpasse de strukturelle redskaber, så de kan inkludere disse grupper.

Misogyni eller inklusion

En kritik, som mange gentager er, at det er forkasteligt at folk, ‘som ikke er mænd skal definere os i forhold til mænd’. Mange vedbliver også at kalde det ‘et udtryk for rendyrket misogyni (kvindehad, red.)’. Taget ud af sammenhæng giver kritikken mening. Er det ikke netop vores mål at demontere patriarkatet, så mænd ikke længere er den standard, vi alle holdes op mod? Men tingene er ikke så enkle, når man går lidt dybere end blot overfladen, og rent faktisk kigger på sammenhængen.

“Ligesom resten af samfundet er vi lige så stille begyndt at opdage, at der findes andet end bare mænd og kvinder.”

Vi er ligesom resten af samfundet i gang med at lære, hvordan man bedst inkluderer kønsminoriteter – som vi godt alle sammen ved er et mindretal – uden at gå på kompromis med vores værdier. Der er pt. ikke nogen generel konsensus i partiet om, hvordan det gøres, men som med al fremgang vil der altid være steder på vejen, hvor man snubler.

Pointen er, at hensigten bag – som vi for alt i verden aldrig må glemme – er, at vi har et effektivt, velkendt værktøj til at sikre, at vi i debatter også hører de stemmer, der ofte bliver undertrykt. I den binære verden er vi vant til, at det betyder kvinder. Men ligesom resten af samfundet er vi lige så stille begyndt at opdage, at der findes andet end bare mænd og kvinder.

Hvis man kigger nærmere på tingene, vil man også hurtigt opdage, at kønsminoriteter står over for de samme udfordringer med at blive hørt som kvinder gør og har gjort. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi gør en indsats for at inkludere dem. Opdelingen af talerlisten i “mænd” og “ikke-mænd” bunder altså i at ville sikre en mulighed for, at de stemmer, der traditionelt set er undertrykt, har en chance for at blive hørt.

Færre blå bolde i kassen

Det er også vigtigt at slå fast, at betegnelsen “ikke-mænd” ikke er en definition. Det er et konkret værktøj til at inkludere dem, der skal inkluderes. Kvinder er stadigvæk kvinder, nonbinære er stadigvæk nonbinære, genderfluids er stadig genderfluids, osv. Vi er mennesker alle sammen, og mennesker er mangfoldige. Ingen af os definerer os selv med kun et ord. Mange definerer sig i kraft af deres uddannelse, deres job, deres forældrestatus, parforholdsstatus, køn, alder, religion, hudfarve, politiske overbevisning, osv. Vi i Enhedslisten definerer os ofte som socialister. Mange af os definerer os samtidig som feminister.

Ud over det er der mange af os, der faktisk samtidig definerer os som kvinder. Ingen – og især ikke i et parti som Ø, der rent faktisk forstår vigtigheden af solidaritet – forsøger at definere nogen som noget, de ikke er.

Man kan se diskussionen med en analogi: Vi har en sæk fuld af bolde i blå, rød, grøn, gul, lilla, hvid og pink. Vi synes de blå bolde fylder for meget. Derfor vælger vi at tage de blå bolde op og lægge dem i en kasse for sig. De ikke-blå bolde, altså resten, kan så komme i en anden kasse, hvor de ikke drukner i blå. Betyder det, at vi har slettet farven fra de resterende bolde? Nej! Vi har faktisk givet dem plads til ikke at drukne. Vi ved udmærket godt, at de stadigvæk er røde, grønne, gule, lilla, hvide og pink. Fælles for dem alle er, at de blev overskygget af de blå bolde.

Tre talerlister på årsmødet

På mødet var der, da ordstyreren foreslog opdelingen, ingen protester eller alternative forslag. Der var til gengæld nogen, der følte sig mere inkluderet, end hvis det blot havde heddet ‘mænd’ og ‘kvinder’. På den baggrund kan man jo konkludere, at det virkede efter hensigten.

Som en deltager på mødet forklarer: “Som deltager i hele mødet kan jeg fortælle, at dirigenten i forbindelse med konstitueringen af mødet sagde, at hun ville køre en kønsopdelt talerliste mellem mænd og ikke-mænd, med mindre nogen opponerede. Det gjorde ingen, og mødet gik i gang.”  og ”Jeg blev glad for på mødet, at jeg ikke bare havde sagt mand-kvinde, for der var nogen i rummet, der ikke ville have passet ind i mand-kvinde, uden at jeg vidste det på forhånd.”

Man kan så gå videre og stille spørgsmålet: Er det den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på, eller findes der en endnu bedre måde? Svaret på dette er der også en del bud på. Da vi i Odense skulle vælge delegerede til årsmødet, valgte vi at sige, at der skulle være 3 lister: Mænd, kvinder og nonbinære – her brugt som paraplybegreb i bredeste forstand. På den måde sikrede vi os en mangfoldig kønsfordeling.

Til Enhedslistens årsmøde bliver der på samme måde tre talerlister – mænd, kvinder og nonbinære. Men som før nævnt er det et kraftigt mindretal, der ikke enten er mænd eller kvinder. Man har derfor valgt at sige, at taletiden til nonbinære tages fra mandelisten. Igen er det en anerkendelse af, at erfaringen siger, at mænd har en tendens til at dominere taletiden.

Mænd har en tendens til at dominere taletiden – også i Enhedslisten. Kønsopdelte talerlister er derfor et praktisk redskab til at skabe mere lighed på talerstolen, skriver Victoria Salo. Illustration: CBE International

Kvinde+ som positiv erstatning for ‘ikke-mænd’

Den pludselige opmærksomhed fra offentligheden har naturligvis fået debatten i gang, både internt i partiet og udenfor. For hvad kan man egentlig lægge i begrebet ”ikke-mænd”, specielt når fokus er at fremhæve og give plads til dem, der netop ikke er mænd? Medlem af partiet Gitte Velling forklarer det således:

“Det handler om mangel på mandlige privilegier, når man som kvinde eller nonbinær statistisk set kommer mindre til orde end mænd. Når vi taler om kønsopdelte talerlister er ordet “ikke-mænd” altså med til at italesætte problemet.

“Ikke-mand” er rigtig meget sådan jeg føler kvindelighed. Personligt føler jeg ikke noget positivt ved at være kvinde. De gange, hvor jeg oplever at være kvinde er hovedsageligt, når jeg bliver andetgjort. Når jeg ikke er mand.

“…Issuet med det er, at vi lever i et super kønnet samfund, så det er lidt svært at vælge gruppenavne til kønsopdelte grupper, som ikke kan tolkes som kønnede navne”.

Man kan også overveje, hvilket ord der er mest hensigtsmæssigt at bruge. Vi har ikke et godt ord vi kan hive frem fra ordbogen, så der er derfor behov for at tænke kreativt. Vi kan nok godt blive enige om, at benævnelsen ikke-mænd er uhensigtsmæssig, netop fordi hverken kvinder eller kønsminoriteter synes det er særlig fedt at blive omtalt som en negation, frem for at blive nævnt i deres egen ret.

I Aalborg-afdelingen er begrebet “Kvinde+” taget i brug, hvilket mange af os mener er et godt bud på et mere positivt og inkluderende ord. Plusset i “kvinde+” tager inspiration fra LGBT+, hvor det længe har været et anerkendt og anvendt symbol på at inkludere den mangfoldighed, der falder uden for det gængse, men som dog stadig eksisterer.

At tale om ‘mennesker’ forfladiger debatten

På Twitter er det blevet foreslået bare at bruge mennesker. Til det vil jeg svare med et eksempel på, hvad der sker, hvis vi gør det: “Lad os snakke om, hvordan mennesker undertrykker mennesker, fordi samfundet favoriserer mennesker og mennesker og mennesker. Derfor har vi valgt at dele listen op i mennesker og mennesker for at give mere plads til mennesker, fordi mennesker har en tendens til at tage pladsen.”

Sikke en gang vrøvl! Hvad snakkes der om? Sexisme? Racisme? Religiøs undertrykkelse? Nej, vi er nødt til at have nogle ord til at snakke om de problemer, vi gerne vil sætte fokus på. I forhold til kønsopdelte talerlister er fokus på mænds strukturelle undertrykkelse af kvinder og kønsminoriteter en konkret situation, hvor netop kvinder og kønsminoriteter står over for samme udfordring. Det er en meget mere konstruktiv måde at gå til problemstillingen på end at lade kønsminoriteter blive undertrykt af både mænd og kvinder.

Undertrykkelsens fællestræk

Vi er alle unikke, og vi kan finde fællestræk på tværs af grupperinger. Når vi gør det, ser vi nogle mønstre, som peger på strukturelle udfordringer. For at kunne analysere dem nærmere giver vi dem beskrivende ord; sexisme, racisme og klasseforskel er blot nogle af dem. Hver enkelt af os har en unik kombination af udfordringer, som både er et produkt af, hvem vi er fra naturens side, og hvilke omstændigheder samfundet byder os. Men for at kunne gøre verden bedre for os alle, er vi nødt til at forstå, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil.

“I forhold til kønsopdelte talerlister er fokus på mænds strukturelle undertrykkelse af kvinder og kønsminoriteter en konkret situation, hvor netop kvinder og kønsminoriteter står over for samme udfordring.”

Det er her, de førnævnte mønstre kommer til deres ret. Vi ser, at der er fællestræk i, hvordan mennesker undertrykkes eller diskrimineres på baggrund af nogle træk, de har til fælles. For eksempel rammer kønsbaseret undertrykkelse kvinder og kønsminoriteter på mange af de samme måder. Det bunder i, at de netop ikke er mænd. Derfor giver det i denne sammenhæng en vis værdi at anerkende, at mænd – som strukturelt set er øverst i hierarkiet – står over for den “undertrykte” part – altså kvinder og kønsminoriteter.

Det er ikke det samme som at påstå, at kvinder ikke er kvinder, og det er heller ikke det samme som at reducere kvinder til bare at være ikke-mænd. Det er heller ikke det samme som at sige, at kønsminoriteter er kvinder. Det er en måde at understrege behovet for solidaritet mellem kvinder og kønsminoriteter, netop fordi de er underlagt de samme former for kønsbaseret undertrykkelse i den givne kontekst. Det er heller ikke det samme som at sige, at alle problemer er fælles for kvinder og kønsminoriteter. Der er bare på det her område et relevant overlap.

Betyder det så, at der ikke findes bedre ord eller begreber, vi kan bruge? Ikke nødvendigvis. Når vi finder et bedre ord, bør vi selvfølgelig overgå til at bruge det, men det kræver, at det bliver bragt på banen først. Men vigtigt er, at vi ikke bare kan lade vigtige fremskridt i inklusion og anerkendelse af minoriteter ligge – blot fordi der endnu ikke lige findes det rigtige ord. Kampen skal stadigvæk kæmpes.


Om skribenten

Victoria Bøgh Salo

Victoria Bøgh Salo

Fysiker, queer, IT-professionel. Nonbinær transkønnet og intersektionel feminist. Aktiv i Enhedslisten Odense. Læs mere