Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. juni. 2022

Replik: Når følelserne tager over

Hvis man vil ændre på patriarkalske strukturer kræver det en åben, tolerant tilgang. Desværre er mange på venstrefløjen i den yngre ‘woke generation’ alt for optaget af deres egne følelser. Fokus må være på de politiske uenigheder, ikke køn, skriver arkitekt Hanne Schmidt.

Illustration: Getty Images

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Der er opstået en ny disciplin inden for historiefaget kaldet følelseshistorie. Den bygger på den grundantagelse, at vores følelser ændrer sig i takt med samfundsmæssige forandringer. I en kronik i Weekendavisen pointerer historiker Karen Vallgårda, hvordan individuel følsomhed har fået en enorm gennemslagskraft i de seneste 7-8 år, hvor identitetspolitikken og wokebølgen er skyllet ind over landet.

For os med et langt liv på bagen, der selv har oplevet store sociale og kulturelle ændringer, forekommer det nye fag logisk, både set i forhold til ligestilling for 50 år siden, og rettigheder til seksuelle mindretal. Der sættes ord på alskens personlige forhold og følelser, som var uhørt før i tiden. Vallgårda opfatter desuden udviklingen som udtryk for en gradvis svækkelse af patriarkalske samfundsstrukturer. Det bør vi trods alt tage med i forhold til den ophidsede debat, der føres fra forskellige fronter.

Vi er slet ikke i mål med nedbrydelse af de patriarkalske strukturer, som har domineret vores europæiske kultur over 1000 år, og at nedbryde denne indlejrede arv kræver en fortsat kulturkamp. Men den må og skal sættes i forbindelse med den kapitalistiske produktionsmådes magtstrukturer.

I følelsernes vold

Følelseskulturen, som også udspringer af identitetskulturen, synes imidlertid også at have indebåret et simpelt dogme om, at hvis noget føles forkert, så er det forkert, og det gælder både for højrefløjen og venstrefløjen. Men hvis den tankegang bliver dominerende, så ender vi jo i vores følelsers vold, hvor al eftertanke og fornuft ryger fløjten, og det er den lige vej frem til uløselige konflikter, i krig som i fred.

“At ændre vores adfærdsmønstre og bias kræver målrettet pædagogisk arbejde, ud fra en vilje til at forstå hinanden, fremfor rasende at slynge anklager og bebrejdelser ud fra hver sit ringhjørne.”

Udviklingen har betydet, at mange typer af krænkelser og hændelser, som ingen ville have reageret på for bare  10 år siden i stigende grad indebærer klager, fyringer og eksklusioner. Ofte er der ingen nåde fra anklagernes side – og heller ingen vilje til at mødes med henblik på at opnå en fælles forståelse for, hvorfor vi siger eller handler som vi gør.

Vi har alle en ubevidst bias og forestillinger, som påvirker vores selvopfattelse, holdninger og adfærd, da vi alle er et produkt af bestemte miljøer og de politiske, sociale og kulturelle strukturer og gængse adfærdsmønstre i den tid vi er vokset op i. Disse forhold er udgangspunktet for, hvordan vi hver især handler, tænker, føler og fortolker bestemte fænomener.

At ændre vores adfærdsmønstre og bias kræver målrettet pædagogisk arbejde, ud fra en vilje til at forstå hinanden, fremfor rasende at slynge anklager og bebrejdelser ud fra hver sit ringhjørne. Derfor har jeg det svært med anklager og straffe over krænkelser, der grundlæggende beror på livsformende forudsætninger, vi ikke selv har valgt – og ofte er ubevidste om.

Forandring kræver åbenhed

Kriminelle forseelser har trods alt en forældelsesfrist, men det gælder ikke for mange, der i dag udpeges som krænkere. De mister både arbejde, respekt og tillidsposter, og ender måske i en ringere situation end kriminelle med en plettet straffeattest, som vi mener skal mødes med en human kriminalpolitik. For vi ved godt, at kriminel og grænseoverskridende adfærd ofte er et produkt af dén kultur og de sociale forhold, der har præget dem i barndom og ungdom. Det samme gælder vel også for ikke-kriminelle og ikke-dømte krænkere, som er påvirket af den adfærd og omgangstone, der måtte dominere i diverse ungdomsmiljøer og arbejdspladser.

Jeg ser en stigende intolerance fra en yngre generation, når de nægter at se realiteterne af samfundsskabte sociale og kulturelle forskelle, men i stedet kræver, at alle øjeblikkeligt skal se tilværelsen fra deres synsvinkel.

Alle har nogle tilkæmpede erfaringer og livsopfattelser, man ikke uden videre kan forkaste uden at miste sig selv, og vil man ændre på det, kræver det en helt anden åben, tolerant tilgang fra den yngre woke generation.

Intolerance i Enhedslisten

De stærke fortalere for identitet- og følelseskulturen har en tilbøjelighed til at udvise en ret fjendtlig afstandtagen til andre mennesker, der af sociale og alders- og klassemæssige årsager ikke har set lyset. Det falder mig særligt for brystet, når intolerancen og en manglende forståelse for disse forhold kommer fra mit eget parti Enhedslisten, som bryster sig over at være tolerant over for sindslidende, hjemløse, etniske minoriteter og LBTQ+grupper.

“Hvis nyere partimedlemmer bliver så overfølsomme, at gammeldags vittige bemærkninger, politiske uenigheder og kritik af hinanden opfattes som sexistisk chikane, står vi over for en håbløs politisk udvikling i et såkaldt revolutionært parti, som ønsker at mobilisere arbejderklassen.”

At et flertal på partiets årsmøde ekskluderede et aktivt medlem, der har brugt 30 år af sit liv for at fremme partiets sag, forekommer mig ligefrem ondskabsfuldt. At anklage en person for sexistisk chikane, fordi han kalder en yngre kvinde for ‘studine’, og mener hun endnu manglede den nødvendige indsigt på et komplekst politikområde, forekommer mig langt ude.

Den ældre generation af politiske aktive i partiet er uanset køn især et produkt af arbejderbevægelsens politiske kampe og faglige organisationer, og freds- og antiimperialistiske bevægelser, i hvilke bramfri tale, hård indbyrdes kritik, oprigtig synlig vrede og uenighed var gængs adfærd, og derfor en del af vores ballast i det politiske arbejde.

Hvis nyere partimedlemmer bliver så overfølsomme, at gammeldags vittige bemærkninger, politiske uenigheder og kritik af hinanden opfattes som sexistisk chikane, så står vi da over for en håbløs politisk udvikling i et såkaldt revolutionært parti, som ønsker at mobilisere arbejderklassen. Revolutionære samfundsforandringer kan kun ske, hvis vi står sammen, uanset personlige følelser og antipatier for visse personer og deres ordvalg.

Talerliste og ikke-mænd

Med arbejderklassens udsivning fra en aktiv socialistisk kamp, har en velmenende, politisk korrekt middelklasse og småborgerskabet sideløbende fået en så stor dominans, at mange almindelige arbejdende mennesker desværre ikke føler sig tilpas i partiet. Det gælder også for manges forståelse for begrebet feminisme, trods et program som netop handler om tolerance og retfærdighed for alle mulige grupper i samfundet. Hvis sårede følelser ved politiske uenigheder og kritik – berettiget eller ej – fremover skal henregnes som sexistisk chikane, står jeg af, for så nærmer vi os en grad af intolerance, der minder mig om Jehovas vidner.

Den manglende forståelse for historiske, sociale og kulturelle baggrunde ses i debatten om talerlister, der kommer til udtryk i to indlæg fra henholdsvis Jeanne Toxværd og queer-aktivist Alf Lundgren Standly. Når Toxværd skriver, at hun “ikke kan acceptere brugen af ordet ikke-kvinder”, hænger det jo sammen med en stolthed ved at fremhæve ordet kvinde, netop grundet århundreders hårde kampe for kvinders rettigheder. Derfor er begrebet ikke-kvinde en hån mod denne kamp.

Alf Lundgren Standly påstår, at Toxværd og andre ikke har en klar forståelse for andre undertryktes problemstillinger, herunder transpersoners rettigheder. Men det er jo i høj grad venstrefløjens kvinder (og mænd), der har kæmpet for homoseksuelles og transpersoners rettigheder i samfundet, hvilket Alf burde anerkende. Vi har ikke bestilt andet i de seneste 50 år end at kæmpe for deres og andre undertryktes rettigheder, både her i landet og ude i verden.

Enhedslistens talerlister tildeler 50 % taletid til hver af kønnene ud fra deres andel af befolkningen og i partiet, men det er meningsløst også at skulle have en talerliste for transpersoner. Uanset vores kønslige orientering, har vi forskellige politiske positioner, som er langt mere relevante. Det grundlæggende for et samfundsforandrende socialistisk parti må være vores politiske målsætninger, principper, og de handlinger vi ønsker at udføre i fællesskab for at opnå vores mål.

Enhedslistens Kvinde+ netværk i aktion for færre mænd på talerstolen under partiets årsmøde 2022. Det grundlæggende for et samfundsforandrende socialistisk parti må være de politiske målsætninger, ikke personligt køn, mener Hanne Schmidt. Foto: Morten Hammeken / Solidaritet.

Kapitalismekritikken drukner

Uanset lister er der fortsat flest mænd på talerstolen, men mange, både mænd og kvinder siger ofte det samme som andre talere bare for at kunne positionere sig. For at give tid til anstændige debatindlæg burde man nøjes med to lister: Én for og en imod, hvor talere får mindst 3 minutter hver. Den afsatte tid fordeles i henhold til det. Her kan kønsopdeles, og alle ikke-binære kan melde sig på en liste for ”kvinder og andre”, hvor der fortsat er masser af taleplads.

I Socialistisk Ungdomsfront, hvor Alf kommer fra, bruger de ordene “kønsbaseret undertrykte og ikke-kønsbaseret undertrykte” til deres talerlister. Vil det sige, at alle, der undertrykkes og udbyttes af arbejdsgivere eller jobcentre, sorte, gule og brune mænd, eller kvinder, som diskrimineres af andre årsager end køn, hører til i kategorien ikke-kønsbaseret undertrykte?

Den type kategorier negligerer totalt kapitalismen og klassesamfundet, for uanset uretfærdigheder og manglende rettigheder for mange grupper i samfundet, alt fra transpersoner til hjemløse og psykisk syge, er vi alle i samme båd hvad angår undertrykkelse og udbytning i et kapitalistisk samfundssystem. Det er faktum, der risikerer at drukne i fokus på køn eller ikke-køn.


Om skribenten

Hanne Schmidt

Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske "Afdeling M" på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune. Læs mere