Om at være socialist i en ikke-revolutionær situation
Hvordan holder man som revolutionær fast i sine drømme uden at blive desillusioneret? Martin Karlsson og Anna Wolf fra Internationale Socialister svarer på Asbjørn Gammelgaards indlæg om venstrefløjens ‘symbolske sejre’.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
At være revolutionær socialist i Danmark er frustrerende
I en artikel i Solidaritet udtrykker Asbjørn Gammelgaard (AS) en frustration, som alle aktive socialister kender til. Det er hårdt, og til tider ensomt at være revolutionær socialist i en ikke-revolutionær situation. AS’ artikel illustrerer meget godt en gennemgående følelse af, hvordan det er at være og organisere sig på den revolutionære venstrefløj i dag, når han skriver: “[I] vor kamps evige hamsterhjul er det vanskeligt at skue målet i horisonten”.
Mens hamsterhjulet måske er en noget mistrøstig metafor – velkendt fra det kapitalistiske lønarbejdes fremmedgørende og monotone livsorganisering – er det et meget genkendeligt mentalt stadie. I perioder er aktivisme mildest talt op ad bakke. At være revolutionær socialist er en vedvarende ideologisk og politisk kamp, som bringer personlige og kollektive op- og nedture, energi og afmatning. Det er derfor også rammende, når AS beskriver “demonstrationens eufori over, at der er mennesker på gaden”. Hvem af os kender ikke følelsen af begejstring over “masserne”, der pludselig fylder byrummet, følelsen af, at folkene virkelig findes derude, at der er noget at bygge videre på, at vi gør noget, og at der faktisk sker noget – for så at komme ned fra rusen og igen frustreres over at være ude af stand til at gentage succesen, at eskalere vores modstand på den måde, vi ved skal til?
“Hvem kender ikke følelsen af begejstring over “masserne”, der pludselig fylder byrummet, følelsen af… at der faktisk sker noget – for så at komme ned fra rusen og igen frustreres over at være ude af stand til at gentage succesen?”
Vi som er i det ved, at det kræver meget at holde fast, og vi har alle følt fremmedgørelsen, når den “fortrængte meningsløshed”, som AS kalder det, bliver lig med en politisk aktivitet, som nogle gange kun synes at tjene opretholdelsen af vores egen kampånd, til tider melder sig på overfladen. Vil vi nogensinde komme til at spille en rolle i at ændre noget som helst? Er jeg kun socialist, fordi jeg vil føle, at jeg gør noget?
Men AS bliver ved denne frustrerede følelse; hans kritik når aldrig ud over den isolerede filosofs tankespind. Sagt på en anden måde: Vi deler altså Asbjørn Gammelgaards følelser – men ikke hans rationelle analyse og forståelse af, hvad der er den revolutionære venstrefløjs og Internationale Socialisters problem.
Midler til noget større
Hvad AS opridser er den velkendte problematik mellem socialisters kamp her og nu – over for socialismen som et langsigtet mål. Den problematik har været og må altid være en levende, integreret del af den videnskabelige socialismes selvrefleksion. Vi er enige med AS i, at venstrefløjen altid må søge at være i og forholde sig til virkeligheden “derude” – på gaden, på arbejdspladser, i flygtningecentre – og ikke fortabe sig i illusioner, eller svinde ind til rene højtflyvende, teoretiske diskussionsklubber. Kun derved kan den bidrage til ‘den virkelige kamp for et socialistisk samfund’. Men hvis ikke dét er et leninistisk omkvæd, som historisk har styret den revolutionære venstrefløj, så ved vi ikke, hvad er.
Indlæggets generelle antagelse er, at socialismen i dag er blevet til et symbolsk objekt for os, og ikke længere er et virkeligt mål, som informerer og påvirker vores praksis. Han skriver: “Vores politiske praksis og den revolutionære kamp er kun forbundne gennem en symbolsk gestus”. Det er en stor påstand. Hvad er belægget? AS opsummerer det sådan: det symbolske objekt er lig med de symbolske sejre, som ligger i 1. Maj, en lille fremgang i mandater, en vellykket demonstration etc. Disse symbolske sejre bliver i sig selv til målet: “Det symbolske objekt er organisationens mål integreret i organisationen selv—ikke længere et ydre, samfundsforandrende mål, men den symbolske repræsentation af denne samfundsforandring i de trygge rammer af organisationsformens egne ritualer og festivaler”.
“En fetichering af delmål som mål i sig selv er dårligt, hæmmende og retningsløst.”
Vi kan godt være enige i et par ting: En demonstration er ikke et mål i sig selv, men et middel til at bygge en større bevægelse eller interagere med andre, og bringe ens politiske budskab i spil; en fremgang i mandater er blot et middel til at opnå større parlamentarisk magt, og dermed mulighed for at præge reformer fra oven i en mere socialistisk retning. En fetichering af delmål som mål i sig selv er dårligt, hæmmende og retningsløst.
Men er det dét, som foregår? I Internationale Socialister kan vi dårligt tale på vegne af andre end os selv. Vores aktivitet som organisation er forankret i idéen om enhedsfronten, og her er en demonstration altid at forstå både som delmål i bevægelsesopbygningen og som redskab til videre kamp og udvikling af politisk bevidsthed.
Et lille gran i udviklingen
Hvis man altid måler en demonstration på, om den bringer os “tættere på socialismen”, formulerer man nok problemet forkert. De spørgsmål, vi kan stille, er: Kan demonstrationen hjælpe os til at opbygge en stærkere antiracistisk bevægelse? Kan den antiracistiske kamp være en kamp her og nu, som binder an til den lange kamp for socialisme? Kun hvis den indgår i andre kampe, som afhænger af andre mennesker og deres politiske udvikling, svarer vi. Det er ikke fatalisme, passivitet eller berøringsangst med meningsløsheden, men derimod at anerkende en anden lige så socialistisk truisme: At vejen mod en revolutionær situation går gennem mange menneskers aktiviteter, politiske organisering og bevidsthedsmæssige udvikling, relateret, som de må være, til kapitalismens objektive betingelser.
På nuværende tidspunkt kan vi kun være et lillebitte gran i denne dialektiske udvikling. Det er klart for enhver socialist, at der er meget langt mellem nu og det langsigtede mål – men har det noget at gøre med, at socialismen eller revolutionen er gjort til et “symbolsk objekt” for os? Vi mener det ikke. Tværtimod ligger der en fare i denne metaforik og retorik om, at vi skal træde ud af en symbolsk verden, og ind i den virkelige. Den ser bort fra, hvordan den virkelige verden er lige nu.
Sagt på en anden måde: Hvis situationen bare var så simpel, at venstrefløjens problem kunne reduceres til et mentalt problem, at vi “blot” – i god, platonisk forstand – skulle forlade hulen af illusioner og skyggespil, og træde ud i virkelighedens skinnende klare lys, så var vi tilbage ved en underlig version af idealismen: Det hele var bare i vores hoveder. Det havde intet med virkeligheden at gøre. Og denne ophøjelse af en virkelig virkelighed, som åbenbart ikke kan karakteriseres nærmere, er måske lige så hæmmende som feticheringen af delmål.
For mens AS ikke inkluderer et historisk perspektiv i sin kritik, er der gentagne gange hint til en proces, der over tid har ændret socialister og vores praksis – vores objekt er ikke “længere” et ydre, samfundsforandrende mål, vi skal “vende tilbage” til den virkelige kamp. Der er en make socialism great again-attitude her, som indirekte konstruerer en forjættet fortid, hvor vi var i kontakt med virkeligheden, uden at præcisere denne fortid – og hvad mere er, uden at forholde sig til, at vi har befundet os i en neoliberal modoffensiv siden 1980’erne, der har betydet, at selv basale spørgsmål om klasse og klassebevidsthed har været regulære kamppladser for socialister. Vi har været defensive længe, hvilket ikke skal forveksles med passive, inaktive eller afventende. Men det præger vores praksis og vores spændvidde. Den nyliberales offensiv er måske ved at krakelere, men andre trusler lurer fra højrefløjens fremmarch.
Teoretisk mudring
Asbjørn Gammelgaard synes teoretisk set at blande mange ting sammen, og derved mudre billedet. Han lader til tider til at indikere, at socialisme og den revolutionære situation er det samme, selvom den revolutionære situation jo sådan set også er et delmål på vej mod socialismen. Det handler hele overgangsperioden som problemstilling om. Gammelgaard blander også revolutionære socialisters fokus på det revolutionære brud (“at tage magten”) sammen med Enhedslistens gradualisme (idéen om gradvist at “omdanne” kapitalismen til en form for socialisme), og gør herved venstrefløjen til en monolit med det samme problem. Han peger desuden på, at det er et “populær[t] marxistisk modsvar” til kritik af praksis, at vi blot skal vente på den revolutionære situation, og indtil da ikke behøver “at få fingeren ud og begynde på forarbejdet”.
I forhold til det sidste er det uklart, hvem der egentlig nogensinde har troet på, at vi bare skal vente på revolutionen, uden nogen politisk intervention og aktivisme. Er der reelt nogen revolutionære socialister i traditionen fra Marx & Engels, Lenin, Luxemburg og Trotsky, der ville være uenige i, at “den revolutionære kamp [må] være en aktiv, tænkende og organiserende proces”? Det er vel en marxistisk grundsætning, at der må eksistere en dynamik mellem partiet, bevægelser, alliancer og de objektive betingelser, som man hele tiden må forsøge at forholde sig til og bygge på. Er det inden for denne kontekst at være glad for voksende tilslutning – om det er, at partiet vokser med nye medlemmer, eller at flere stemmer på partiet – lig med en fetichering af midlet som mål, at gøre socialismen til ”symbolsk objekt”?
Sådanne sammenblandinger, forvirringer og stråmænd slører for en reel diskussion af substansen, nemlig taktik i relation til forskellige mål. Hvordan forsøger de enkelte venstrefløjspartier, fra de revolutionære til de mere reformorienterede socialister, konkret at forbinde kampen mellem her og nu kontra det langsigtede mål?
En kompliceret virkelighed
Denne dynamik er umådeligt kompliceret og bliver det ikke mindre af, at vi eksempelvis i IS er så små. Vores antal sætter naturligvis grænser for vores aktiviteter. I skrivende stund kan man sige, at vi i en forstand har to vigtige “delmål”: at blive flere og at opbygge en bred, antiracistisk bevægelse. Disse to hænger både sammen med hinanden og er en del af vores taktik i relation til det langsigtede mål, som, ja, ligger langt ude i fremtiden.
For at kunne kaste nok kræfter ind i bevægelsesarbejde, må vi være flere; ved at opbygge bevægelse danner vi et større netværk med de andre bevægelser derude og engagerer os med flere folk. Og frem for alt er modstanden mod den systemiske racisme (som kan ses i alt fra det officielle, politiske paradigmeskifte i flygtningepolitikken og ghettoloven til overgreb mod etniske og religiøse minoriteter og den islamofobiske og flygtningefjendske diskurs, der præger den offentlige politiske debat) i dag en af de vigtigste kamppladser, som vi mener, at socialister må og skal være en del af.
“I værste fald reproducerer forestillingen bare det velkendte billede af venstrefløjens apati, som passiv, fanget i fortiden, uden relation til virkeligheden, og sig selv værst.”
Det er ultimativt svært at svare på AS’s kritik af Internationale Socialisters “symbolske” problem uden at give ham stråmænd i hatten, eftersom kritikken er ukonkret og vag. Dogmatisk er dét mærkat, enhver marxist frygter at få sat på sig. Samtidig er det så overbrugt en kritik, at det kræver en uddybning og begrundelse. Er det mon vores idé om enhedsfronten, der er dogmatisk? Er det et dogme, at vi producerer en avis for at få folk i tale og komme ud med vores budskaber til folk? Er det vores artikler, hvor vi forsøger at forholde os til aktivismen her og nu? Hvem ved.
Derfor bliver snakken om et “symbolsk objekt” og reduktionen af hele venstrefløjens grundproblem til, at vi skulle været fanget i en illusion, fordi socialismen eller den revolutionære situation ikke er synligt i sigte i bedste fald lidt akademisk spilfægteri, iklædt en semi-platonisk idealisme. I værste fald er forestillingen skadelig, fordi den – uden synderligt belæg – blot reproducerer det velkendte billede af venstrefløjens apati, som passiv, fanget i fortiden, uden relation til virkeligheden, og sig selv værst. Det er den neoliberale triumf, som vi kender den.
Hermed ikke sagt, at vi som socialister skal tegne et forfejlet optimistisk billede af den socialistiske bevægelse og partier. Det ville være at skabe en ny illusion. Det vi derimod vil sige er, at AS’s neoliberale reproduktion har det uvirkelige over sig, at den på den ene side reducerer venstrefløjen til én homogen masse, og på den anden side opstiller spørgsmålet om enten en revolutionær situation eller socialisme som eneste succeskriterie, for en plural venstreløj, der gennem mange år er blevet trængt i defensiven.
Her kan man tale om et fetich-objekt; den evige gentagende kritik af venstrefløjen som en homogen størrelse, der er hjemsøgt at det samme problem. Men skal de forskellige problemer, dvs. de forskellige valg af taktikker, delmål, partiopbygning etc., som kendetegner de forskellige partier på venstrefløjen reduceres til denne homogene størrelse af enten venstrefløjen som helhed, eller socialisme som succeskriterie?
Lidt hårdt sagt, ligger det måske i sagens natur, at teorien om det symbolske objekt nødvendigvis må foretage denne homogenisering og reduktion. Hvis ikke ville den støde på en alt for kompliceret virkelighed. Det spørgsmål, man derfor sidder tilbage med er, hvorvidt teorien om det symbolske objekt ikke selv er fanget i et illusorisk billede af verden? Der er en masse konkrete problemer at diskutere som socialist – ikke mindst spørgsmålet om taktik, middel og mål. Men teorien om ‘det symbolske objekt’ bringer os ikke meget nærmere til at forstå disse.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER