Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. august. 2021

Venstrefløjens symbolske sejre

Hvis den revolutionære kamp skal blive til mere end intern navlepilleri eller forklædt socialdemokratisme, kræver det et opgør med kulturen på venstrefløjen. Drop undskyldningerne og den praksis, der får den danske venstrefløj til at stå stille, skriver Asbjørn Gammelgaard.

Når der er valgfest skal de mindste sejre fejres. Problemet er bare, at det ikke rykker os nærmere på målet om socialisme – og i sidste ende kan være med til at fastholde venstrefløjens stilstand, skriver Asbjørn Gammelgaard. Foto fra Enhedslistens valgfest 2019
Denne artikel tager cirka 7 minutter at læse.

Et symptom går gennem den danske venstrefløj. Aktivismens eufori— fra direkte aktion og demonstrationer til valgfester og mandatfremgang—er skæmmet af en nagende frustration. Det er ikke fordi, vi har forladt den revolutionære socialismes idealer, men i vor kamps evige hamsterhjul er det vanskeligt at skue målet i horisonten. Eller måske skulle man snarere sige: Socialismen er som en regnbue, altid synlig i horisonten, men hvor hurtigt vi end løber, nærmer vi os den ikke. Vores politiske praksis og den revolutionære kamp er kun forbundne gennem en symbolsk gestus. Socialismen tjener en funktion: Den får os til at løbe. Men vi drives ikke i retning af revolutionens frigørende moment. Vi kredser i stedet om revolutionen som et symbolsk objekt.

Skuespillet holdes i gang på forskellige måder

Den sociale form er en objektorienteret størrelse: de ventende ved busstoppestedet tager den kommende bus som objek, og ophæves som socialitet ved dens ankomst. Firmaet kredser om profittens objekt, og søger udødelighed i kapitalens evige vækst. Uden et sammenbindende objekt—et formål—findes der ingen socialitet.

Hvor finder vi den revolutionære socialismes objekt? I revolutionen – men den er et lysglimt i horisonten, og uden manna fra himlen, er der grænser for, hvor længe man kan vandre i ørkenen. Nej, den revolutionære bevægelses objekt er ikke et frigørende ydre mål, men derimod en terapeutisk, indre konstruktion: det er et katarsisk symbolsk objekt, hvor revolutionens fantasi forløsende gentages i teatrets gestikulationer. I manglen på et umiddelbart opnåeligt objekt, er bevægelsens målrettede kurs bøjet af og rettet ind mod sig selv i en lukket, selvopretholdende praksis. Der er ingen guddommelig manna, men i denne omvej ind i os selv er der heller ingen ørken.

Hvis vores politiske arbejde til tider er præget af en nagende frustration, er den produktet af den fortrængte meningsløshed, som opstår ved denne drejning. Selvom vi angiveligt arbejder for et socialistisk samfund, er det umuligt ikke at være bevidst om, at vi ikke for alvor forsøger at nærme os dette mål.

“Selvom vi angiveligt arbejder for et socialistisk samfund, er det umuligt ikke at være bevidst om, at vi ikke for alvor forsøger at nærme os dette mål.”

Forskellige organisationer har fundet forskellige offerpladser til deres kræfter; hos Internationale Socialister er det en dogmatisk tiltro til egen teori og praksis, hos Socialistisk Ungdomsfront er det en neurotisk fiksering om sin egen selvforbedring (det korrekte sprog, den rette procedure). Hos Enhedslisten er det en pragmatisk socialdemokratisme, der kun indadtil forklædes i en socialistisk retorik. Når arbejdet til tider føles meningsløst, er det således ikke uden grund. Selvfølgelig er der mange meningsfulde enkeltsager, hvor venstrefløjen spiller en central rolle, og hvor resultaterne er mærkbare. Men i det omfang vi forestiller os at være inddraget i en reelt socialistisk kamp, er afmagten fuldt ud retfærdiggjort: der findes intet socialistisk perspektiv i vores praksis—blot illusoriske spil, som vi må udføre for at holde samling på tropperne og liv i kampånden.

Vi kan ikke erkende, at vi har vendt os bort: hele venstrefløjens stabilitet hviler på den delikate illusion, at vi stadig er vendt imod verden. Det er kun i traumets boblende symptomer, at vi kan tillade os at mærke syndefaldet.

Som en bemærkning er det værd her at italesætte det populære marxistiske modsvar til en sådan kritik, nemlig at de materielle omstændigheder på nuværende tidspunkt ikke er til en revolution, og at venstrefløjens impotens derfor har en ganske rimelig ydre forklaring. Når disse omstændigheder forandrer sig, kan vi ligeledes forvente en forandring af vores egen rolle og handling. Jeg medgiver blankt, at de materielle omstændigheder ikke er til revolution, og uanset hvor velorganiseret og energisk venstrefløjen optræder, må der gunstige materielle vilkår til, før en direkte revolutionær kamp er realistisk.

Dér, hvor argumentet går galt i byen, er i sit entydige fokus på selve den revolutionære situation. Det er rimeligt at fokusere på de materielle forhold, men for revolutionære socialister kan dette fokus ikke være begrænset til selve sejrens time: i stedet må vi eksistere i et evigt opmærksomt og reagerende forhold til de materielle omstændigheder. Hvis vi venter til selve den revolutionære situation med at få fingeren ud og begynde på forarbejdet, kan vi ikke vente andet end at måtte se måbende til, mens det revolutionære potentiale går vores famlende makværk forbi. Appellen til materielle forhold er altså ikke en tilstrækkelig undskyldning for en apatisk og afventende resignation. I lavvande såvel som højvande må den revolutionære kamp være en aktiv, tænkende og organiserende proces. En sådan bevægelse kræver et opgør med de undskyldninger og praksisformer, som fastholder venstrefløjens stilstand. Den kræver et opgør med det symbolske objekt.

Første Maj handler om fadøl og klap-jer-selv-på-skulderen-taler. Det siger noget om vores behov for konstant at fejre selv den mindste sejr som afgørende, selv om det ikke bringer os nærmere målet, skriver dagens kronikør. Foto fra 1. Maj i Holbæk 2017.

Valgfestens skyggeside

Hvad er “det symbolske objekt”? Det er de symbolske sejre—de forløsende stunder—som vores praksis stræber efter. Det er valgfestens jubel over et par mandaters fremgang, det er demonstrationens eufori over, at der er mennesker på gaden. Det er Første Maj. Det er alle de skuespil, som reproducerer billedet af vores objekts opnåelse uden reelt at nærme sig dét, vi angiveligt stræber efter. Dets skyggeside er valgfestens fortrængte erkendelse af, at to yderligere mandater ikke bringer Enhedslisten tættere på nogen reel indflydelse, det er accepten af demonstrationen som en form for mishagsytring snarere end en platform for organiseret modstand, det er den pinlige og småironiske selvbevidsthed om, at Første Maj i dag blot er en festival med politisk propaganda og klap-jer-selv-på-skulderen-taler.

“Vi slår os til tåls med en fatamorganisk febertilstand i manglen på nogen virkelig oase.”

Det symbolske objekt er organisationens mål integreret i organisationen selv—ikke længere et ydre, samfundsforandrende mål, men den symbolske repræsentation af denne samfundsforandring i de trygge rammer af organisationsformens egne ritualer og festivaler. Det er den selvopretholdende mekanisme, som tillader organisationen nu og da at fortælle sig selv, at det den laver reelt gør en forskel, selv når den fra ørkenvandringens perspektiv er fanget i en udsultet stilstand. Det er den fatamorganiske febertilstand, vi har valgt at slå os til tåls med i manglen på en virkelig oase.

Venstrefløjen kan ikke nødvendigvis bebrejdes for denne impotens. I valget mellem kastrering og ødelæggelse virker det ikke urimeligt at vælge kastrering. Ingen organisationsform kan overleve i længden uden nogen form for tilfredsstillelse, og uden for den revolutionære situation tilbydes der ikke megen anden tilfredsstillelse for den revolutionære organisation end det symbolske revolutionsskuespil. Men tilstanden udgør alligevel et problem: Det symbolske objekt tilbyder os muligvis den tilfredsstillelse, som vi længes efter, men det blokerer også for opnåelsen af et ydre revolutionært objekt. Hvis det symbolske objekt skal fungere, må det nødvendigvis blive misforstået som et ydre objekt. Så længe denne misforståelse er i spil, er vi blinde for vores lænker.

Hvordan slipper vi ud af dette drømmestadie og tilbage ind i virkeligheden? Hvordan undgår vi ørkenvandringens udsultning, når først vi befinder os på virkelighedens grund? Konfrontationen med disse spørgsmål er nødvendig, før vi kan bryde ud af det nuværende dødvande, og deres besvarelse er en af venstrefløjens fremmeste opgaver, hvis den en dag ønsker at vende tilbage til den virkelige kamp for et socialistisk samfund.


Om skribenten

Asbjørn Gammelgård

Asbjørn Gammelgård

Asbjørn Gammelgård studerer anvendt filosofi på Aalborg Universitet, er redaktionsassistent hos Center for Vild Analyse og medlem af Internationale Socialister og Socialistisk Ungdomsfront. Læs mere