Replik: Skattens knap så skarpe klo

Per Bregengaard spørger i en kronik på Solidaritet, hvor dybe statens lommer er? Er der grænser for, hvor mange penge staten kan bruge uden indtægtsdækning?

Statens ”lommer” er, ligesom det mere kendte udtryk ”statskassen”, en metafor. Staten har hverken lommer eller en kasse, hvor skatteborgernes penge flyder ind og ud. ”Statskassen” er ikke kasse, men en regnemetode som er politisk besluttet, og beslutningen går ud på, at man ønsker at afstemme statens udgifter med et beløb, som udgør et fradrag i borgernes indtægter. Hvordan balancen mellem de to poster skal være, fastlægges hvert år under finanslovsforhandlingerne.

Desuden er der nogle EU-regler for statens udgifter og underskud i forhold til landets bruttonationalprodukt. Disse regler er fastlagt i Finanspagten, som Danmark valgte at tilslutte sig under Helle Thorning Schmidt-regeringen. Reglerne er udmøntet i Budgetloven – men til trods for, at EU har suspenderet reglerne, har den danske stat af uudgrundelige årsager besluttet sig for fortsat at følge dem.

Når staten vælger at anvende denne regnemetode, hver gang man lægger et budget for det næste finansår, kan der opstå en ‘manko’ (forskel mellem forventet og faktisk resultat, red.). Det kaldes også sommetider et ”hul i statskassen”. Hullet – eller underskuddet – kan dækkes ved, at staten udsteder obligationer. De største købere af statsobligationerne er pensionskasserne og bankerne, men borgerne kan også købe obligationerne som privatpersoner, ligesom private virksomheder kan købe dem. Når man køber en statsobligation, låner man penge til staten.

Afgiftsalternativet

I Danmark er der en bred politisk konsensus om at anvende denne regnemetode. Den konsensus er så stærk, at alternativer stort set aldrig diskuteres. Som Bregengaard påpeger, kunne staten også vælge at skabe de penge, som er nødvendige for at dække statens udgifter. Eller man kunne vælge en kombination af de to metoder. Hvis staten fuldstændig fravælger at opkræve skat og udstede obligationer, og i stedet for skaber de penge, som staten skal bruge til at dække statens udgifter, vil borgerne have langt flere penge til forbrug.

Staten vil i denne tænkte situation hurtigt blive nødt til at genindføre opkrævning af skatter og afgifter for at dæmpe inflationen. Lande som USA og England har valgt en kombination af de to metoder. I disse lande opkræves der skatter og afgifter, som afstemmes efter statens forbrug, og som dæmper inflationen, samtidig med, at man lejlighedsvis skaber nye penge til at dække visse udgifter. I EU skaber den Europæiske Centralbank også af og til nye Euro i form af såkaldt ‘kvantitative lempelser’. De penge går til opkøb af værdipapirer, som bankerne ligger inde med, og kun en meget lille del af pengene går til investeringer i produktion. Det er en af grundene til den pengerigelighed, som Bregengaard omtaler.

“Bregengaards påstand om, at vi ”i en åben økonomi, der er voldsomt integreret i verdensmarkedet” ikke kan se bort fra dette, skal tages med et gran salt, for det forudsætter, at vi vælger ikke at lade staten skabe pengene – altså bortset fra de kontante penge.”

Pengerigelighed – et andet ord for inflation – kan medføre, at lånemarkedet mister tillid til, at staten kan tilbagebetale sin gæld, skriver Bregengaard, og det er en korrekt konstatering. Som nævnt er lånemarkedet primært pensionskasserne og bankerne. Men Bregengaards påstand om, at vi ”i en åben økonomi, der er voldsomt integreret i verdensmarkedet” ikke kan se bort fra dette, skal tages med et gran salt, for det forudsætter, at vi vælger ikke at lade staten skabe pengene – altså bortset fra de kontante penge.

Hvis vi vælger ikke at lade staten skabe penge, gør vi os nemlig totalt afhængige af, at staten udsteder obligationer til private købere, for så vidt som man ikke ønsker at hæve skatterne, for at dække et eventuelt underskud. Hvis vi lader staten skabe pengene, foregår det i praksis ved, at staten udsteder obligationer, som opkøbes af Nationalbanken med penge, som Nationalbanken skaber. Det kaldes monetær finansiering. Staten er med andre ord kun afhængig af de finansielle markeder til at dække et underskud, når staten fravælger monetær finansiering. Det burde Bregengaard have gjort opmærksom på.

Da Thorning Schmidt havde tilsluttet Danmark til Finanspagten, udtalte hun, at vi dermed havde ”sendt et klokkeklart signal til finansmarkederne om, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik.” Det er denne påstand om nødvendigheden af at sende klare signaler til de finansielle markeder, som Bregengaard ukritisk gentager. Påstanden ligger fuldstændigt inden for mainstream-økonomiens rammer – og bag det hele gemmer sig den neoliberale økonomiske politiks dogme om, at statens indblanding i økonomien skal minimeres så meget som muligt.

Et argument imod monetær finansiering kunne være: Tilliden til dansk økonomi kan blive svækket, hvis Nationalbanken indlader sig på monetær finansiering. Men som nævnt anvender England og USA monetær finansiering, uden at det synes at have nogen negativ indflydelse hverken på valutakursen eller på tilliden til økonomierne. Lande som Japan og Australien anvender også monetær finansiering. Bregengaards frygt, for at usikkerheden og ”låns faldende værdi i kroner og ører betyder, at renten på statsobligationer går i vejret”, synes ikke at gælde for monetær finansiering i disse nationale økonomier.

Hvis ”statsobligationer er kilden til finansiering af den øgede gæld, så betyder det, at samfundet overlader betaling af gælden til de kommende generationer af skatteborgere,” skriver Bregengaard. Ja, for så vidt som at man fravælger monetær finansiering, men det undlader Bregengaard konsekvent at gøre opmærksom på. Hvis staten udsteder obligationer, som Nationalbanken opkøber – altså monetær finansiering – så skylder staten ganske vist formelt set penge til Nationalbanken, men hvornår har man i økonomihistorien nogensinde hørt om, at en stat tilbagebetaler sin gæld til centralbanken? Monetær finansiering medfører ikke, at der er en gæld, som bliver overført til kommende generationer.

Offentlig og privat gæld

Når man vurderer, om gæld er skadelig for økonomien, bør man skelne mellem offentlig og privat gæld, og man bør gøre opmærksom på, hvordan og under hvilke betingelser den private gæld skabes. Det er ikke tilstrækkeligt blot at påpege, at vækst i BNP også kan være grøn vækst, som ikke slider på naturressourcerne. Det er korrekt, som Bregengaard påpeger, at den danske offentlige gæld ikke er alarmerende. Men hvad med den private gæld? Ifølge OECD har Danmark verdens højeste private gæld – 257 procent af vores disponible indkomst.

Den gæld skabes af banker og realkreditinstitutter. Hver gang disse udsteder et lån, skabes der nye penge i økonomien. Sådan skabes 95 procent af de penge, som er i omløb i økonomien i Danmark. Den statslige pengeskabelse er derfor yderst begrænset, og sådan bør det være, ifølge Bregengaard og mainstream-økonomien. Problemet med den private pengeskabelse er, at finanskapitalen kun skaber gældens hovedstol – ikke de penge, som skal anvendes til at dække finanskapitalens renter og gebyrer. Med en høj grad af privat pengeskabelse vil der derfor altid være mere gæld, end der er penge i omløb i økonomien. Det er denne relative mangel på penge, som lægger et pres på den økonomiske vækst. Spørgsmålet er, om man kan reducere dette pres udelukkende ved hjælp af ”skattens skarpe klo”? Hvor skarp er denne klo i en globaliseret økonomi med stort set frie kapitalbevægelser?

“Problemet med den private pengeskabelse er, at finanskapitalen kun skaber gældens hovedstol – ikke de penge, som skal anvendes til at dække finanskapitalens renter og gebyrer.”

Hvert år flyttes der 5-6 milliarder kroner i skattely fra Danmark. Enhedslistens forslag til at bekæmpe skattely virker utilstrækkeligt, så længe Danmark er medlem af EU. Man ønsker at oprette en dansk liste over skattely, som er mere vidtgående end EU’s liste. Man håber så på, at pensionsselskaber, offentlige institutioner, kommuner og private vil fravælge virksomheder, som er placeret i skattely. Desuden vil man sambeskatte et skattely med moderselskabet, som er registreret i Danmark.

Man kan håbe på mangt og meget i et kapitalistisk system, og man kan også håbe på, at kapitalejere og pensionsforvaltere praktiserer ”corporate social responsibility”, men når skattely i stigende grad bliver en konkurrenceparameter for virksomheder er håbet lyserødt – og det er nok mest realistisk at holde sig til Karl Marx’ påstand om, at kapitalen altid vil søge derhen, hvor profitten er højest og omkostningerne lavest. Hvad forhindrer et dansk moderselskab i at registrere sig i et andet EU-land (evt. i et EU-skattely) og igennem dette EU-registrerede selskab registrere et datterselskab på Cayman Islands for at undgå sambeskatningen?

Det mest realistiske er nok at forvente, at de 5-6 milliarder kroner, der årligt flyttes fra Danmark til skattely, vil stige. Derfor er nytænkning nødvendigt. Man kunne f.eks. beslutte helt at afskaffe selskabsskatten. Uden selskabsskat ville en del af incitamentet til skattely forsvinde. Tilbage er så skat på udbytte af aktier og formuer. I en lang række vestlige lande er aktiekapitalens pålydende værdi højere end landenes bruttonationalprodukt.

I USA udgør denne værdi omkring 200 procent af det amerikanske BNP. Det tyder på, at aktiekurserne har mistet forbindelsen til realøkonomien. Der spekuleres i aktier i en sådan grad, at der er tale om en finansiel boble, som på et tidspunkt vil briste, og pålægge stater og lønmodtagere enorme byrder.

Spekulationen finder i høj grad sted ved hjælp af ”gearing”, som man siger i USA – altså lånte penge, der skabes af finanskapitalen eller af centralbankerne. Hvis man begrænser denne pengeskabelse, begrænser man samtidig spekulation i aktier – og dermed udbyttet af aktier og incitamentet til at flytte kapital i skattely. En afskaffelse af selskabsskatten – og en begrænsning eller afskaffelse af den private pengeskabelse – vil derfor både lægge en dæmper på finansielle bobler og på incitamentet til at flytte penge i skattely.

Vil staten så ikke dermed begrænse pengemængden så meget, at der kommer til at mangle penge til at dække statens udgifter, til investeringer og til lån til anskaffelse af boliger? Muligvis. Men for det første begrænser skattely også statens skattegrundlag. For det andet kan man ty til monetær finansiering. Og en statsbank kunne udlåne penge til finansiering af boligkøb og til produktive investeringer, hvis der er behov for det. Der er i princippet ingen grænser for, hvor mange penge en stat – som råder over sin egen valuta – kan skabe, og en stat kan aldrig gå bankerot i sine egne penge.

Der findes kun en slags inflation

Bregengaard vil gerne være med til at begrænse ”pengerigelighed” – altså den spekulative kapital – men med skattens ”skarpe klo” – ikke med en direkte begrænsning i den private pengeskabelse. ”Hvis folk ikke selv spekulerer, så spekulerer professionelle investorer – spekulanter om man vil, herunder pensionskasser – for folks billige penge og de penge, som bankerne skaber gennem deres billige udlån.” Bregengaard er helt med på, at ”det er pengerigeligheden, altså overakkumulationen, der skaber bobler, som brister i en ny finanskrise.”

Hvordan kan man så forestille sig, at man begrænser finanskapitalens pengeskabelse udelukkende ved hjælp af skat? Det kan man gøre ved at hæve skatten på den profit, som bankerne tilegner sig i kraft af deres pengeskabelse. Men hvis man hæver denne skat, hvad forhindrer så bankerne i at svare igen ved at hæve deres gebyrer på lån – f.eks. bidragssatsen? Der er ikke loft over gebyrer, selvom Forbrugerrådet har plæderet for et sådant loft i årevis.

Staten kunne naturligvis svare igen ved at indføre et sådan loft. Dermed har man effektivt begrænset pengemængden, og hvad enten man begrænser den private pengeskabelse direkte eller beskatter overskuddet af den, vil det blive opfattet på samme måde af finanskapitalen. Risikoen er, at man begrænser pengemængden så meget, at der opstår mangel på penge – altså deflation. Staten ville i så fald blive tvunget til at kompensere for denne mangel ved at skabe penge, men det vil Bregengaard ikke være med til.

”Konklusionen må være, at staten skal have mere kontrol med pengemængden. Bankerne skal ikke have lov til temmelig uhæmmet at skabe penge gennem deres udlån, og staten skal ikke – i stedet for at opkræve skatter – blot “printe penge””. Altså ja til en begrænsning af den private pengeskabelse, men udelukkende ved hjælp af ”skattens skarpe klo”, for statslig pengeskabelse kan give anledning til en endnu større inflation. Det er mainstream-økonomiens påstand om, at statslig pengeskabelse er inflatorisk i særlig grad, som spøger i baggrunden. Men inflation er inflation, uanset hvor pengene skabes, så hvis man reducerer privat pengeskabelse med 50 procent, og samtidig øger den statslige pengeskabelse med 50 procent, er den inflatoriske effekt lig med 0.

Skattens sløve klo

Danskerne betaler årligt 180 milliarder kroner i renter og gebyrer af den private gæld, som finanskapitalen skaber. Eftersom 75-80 procent af bankernes udlånsportefølje går til lån i boliger, er det meste af gælden boliglån. Hvis man i stedet for privat pengeskabelse lod en statsbank eller Nationalbanken skabe disse penge til en rente på 0 procent og et gebyr, som dækker de omkostninger, der er forbundet med administration af gælden, kunne de værdier, som disse penge repræsenterer, frigøres til andre formål. 180 milliarder kroner kan finansiere ca. fire klima-omstillinger.

Men i stedet for at stille et så enkelt og logisk forslag deltager Enhedslisten i uendelige og trættende diskussioner om et finansielt råderum, der kun eksisterer, fordi man har besluttet sig for at skabe det – eller m.a.o. fordi man har besluttet sig for at anvende en bestemt måde at tilrettelægge statens budget på. Dette valg fremtræder som en naturlov, men det er politik og ideologi ligesom al anden økonomi – og det burde Enhedslisten påpege.

“Det, der i virkeligheden er på spil her, er ikke spørgsmålet om inflation. Det drejer sig om, at Enhedslisten ikke tør bryde med det tabu, som statslig pengeskabelse er i Danmark. Det er et tabu, som gennemsyrer dansk økonomisk politik, fra Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti over Socialdemokraterne og til Enhedslisten.”

Når staten overtager pengeskabelsen helt eller delvist, kan penge dirigeres væk fra spekulation og over i produktion, for som Bregengaard ganske korrekt påpeger, anvendes størstedelen af den overskydende kapital på spekulation, mens vi mangler penge til investeringer i grøn omstilling. Så længe der er større profit forbundet med spekulation i aktier og i boliger end i produktion, vil kapitalen blive ledt hen i spekulative investeringer. Eftersom det ikke ser ud til at have nogen ende, og eftersom klimaet ikke venter på, at systemet bryder sammen af sig selv, er der ingen anden realistisk udvej end et radikalt statsligt indgreb mod spekulation og skattely.

Skattens skarpe klo virker for sløv til at kunne løse disse problemer, men en adfærdsregulerende afgiftspolitik, som Bregengaard påpegede nødvendigheden af i en kronik i Information, er uomgængelig. Dog ikke for at få penge ind i en ”statskasse”, som ikke findes, men for at nedbringe CO₂ udledninger. Det er tvivlsomt, om udledninger af drivhusgasser kan nedbringes tilstrækkeligt i en økonomi, hvor især privat gæld konstant presser væksten i vejret – medmindre man opfinder en CCS-teknologi, som kan holde trit med den stigende gæld og med væksten. Men derefter vil problemet med vores uholdbare ressourceforbrug melde sig.

Det, der i virkeligheden er på spil her, er ikke spørgsmålet om inflation. Det drejer sig om, at Enhedslisten ikke tør bryde med det tabu, som statslig pengeskabelse er i Danmark. Det er et tabu, som gennemsyrer dansk økonomisk politik, fra Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti over Socialdemokraterne og til Enhedslisten. Og fra Cepos til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Spørgsmålet er, hvad der sker med dette tabu, når aktieboblen og/eller boligboblen brister – samtidig med at staten har optaget store lån hos finanskapitalen på grund af coronakrisen. Renten på disse lån kan næppe forventes at være negativ om 3-4 år. I England har man allerede set skriften på væggen og valgt at anvende monetær finansiering.