Replik: Uenighed er ikke angreb på ytringsretten. Det må #MeToo-kritikerne snart lære at acceptere

Kære #Me-too-kritikere: I bliver nødt til at stoppe med at betragte al uenighed med jer som et angreb på jeres ytringsret!

Når man deltager i den offentlige debat, må man være beredt på at blive mødt af modargumenter og andre, som er uenige med en. Det er ikke en knægtelse af ytringsfriheden. Tværtimod er det forudsætningen for en reflekteret debat, hvor uenighed gør stærk – eller i hvert fald har potentiale til at gøre det, hvis debatten ellers er god, og man lytter efter, hvad der bliver sagt.

“Hvis vi tager alle kritikpunkter af dem, som er uenige i #Me-too-bevægelsen, som et forsøg på at knægte ytringsfriheden, så når vi ikke særlig langt.”

Lars H. Nielsen har læst min lederartikel, hvor jeg har forholdt mig kritisk til Jes Dorph, og har derefter skrevet et modindlæg. Der er flere ting ved indlægget, hvor jeg godt kan blive i tvivl om, hvor grundigt min leder egentlig er blevet læst af moddebattøren, men jeg vil her forholde mig til den gennemgående påstand om, at jeg på en eller anden måde ikke skulle have helt rent mel i posten i forhold til anerkende Jes Dorphs ytringsret.

Lars H. Nielsen skriver ”I en leder i sidste uge forsøger redaktionsmedlem i Solidaritet, Emma Inge Hansen at mobilisere til et mediepres, der skal tie Jes Dorph ihjel”. Derudover udtaler han om mit indlæg, at det er “et voldsomt angreb på hans (Jes Dorph red.) ret til at ytre sig”, og mener desuden det kan “skabe angst hos andre mænd”.

I min leder forholder jeg mig kritisk til Jes Dorph og fremlægger argumenter gennem en læsning af Jes Dorphs udsagn med et retorisk fokus. Med andre ord: Jeg gør ikke andet end at forholde mig kritisk til ham. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvor påstanden om at jeg ikke skulle anerkende andres ytringsret kommer fra. Det er i hvert fald ikke noget, som står i den tekst jeg har skrevet.

Ikke desto mindre er det et argument, jeg ofte har hørt fremsat før af #Me-too-modstandere, når man går i rette med deres udsagn: Nu skal vi også passe på ytringsfriheden. Det har i øvrigt aldrig været i forbindelse med udsagn, som jeg vil mene, på nogen måde har været en trussel mod nogens ret til ytre sig.

Hvis vi tager alle kritikpunkter af dem, som er uenige i #Me-too-bevægelsen, som et forsøg på at knægte ytringsfriheden, så når vi ikke særlig langt. Skulle Lars H. Nielsens modindlæg mod mig, så også være et forsøg på at knægte min ytringsfrihed? Næppe.

Der findes masser af mennesker, hvis ytringsret reelt er truet. I sin kamp for ytringsfrihed har Ted Hui fra Hong Kong været tvunget til at forlade sit hjemland på grund af det kinesiske styres magtovertalelse. I en dokumentar på DR ser man, hvordan Ted Hui nervøst følger med i, at hans kone og små børn bliver skygget af kinesiske betjente i flyet væk fra Kina. Lettelsen er stor, da den lille familie lander i Danmark uden at være blevet arresteret af regimet. Kunstneren, som er medskaber til en af mine yndlingsfilm Persepolis, Marjane Satrapis fortæller om, hvordan hun som ung kvinde bliver sendt i eksil fra regimet i Iran, der ikke tillader sin befolkning fritækning og frihed. Og det er netop besluttet at udlevere Julian Assange, der afslørerede amerikanernes ugerninger i blandt andet Afghanistan, til USA trods protester fra Amnesty.

Der kan ikke være tvivl om, at verden har brug for at vi kæmper for ytringsfrihed. Men det har ikke noget at gøre med at nogle folk udtrykker kritik af noget en person siger eller gør på den måde, som er tilfældet her. Ytringsfrihed er vigtig, men er ikke på spil i den her sag. Derfor er jeg på ingen måde bekymret for dens ve og vel i forhold til #MeToo-debatten. Det behøver Lars H. Nielsen heller ikke være på Jes Dorphs vegne.