Retorik, interesser og politisk forandring

Jeg dristede mig i et indlæg umiddelbart efter folketingsvalget til at komme med en række analytiske pointer om, hvorfor Enhedslisten mod forventning var gået en smule tilbage. På trods af nogle har fundet det ”forunderligt” og ”overraskende”, så har det åbnet en vigtig strategisk debat efter valgkampen med to nye indlæg, hvor begge skribenter dog er uenige i min analyse.

Som jeg forstår Peter Saxtrup Nielsens indlæg, er hovedpointen, at Enhedslistens valgkamp på en række punkter – klima, EU og antiracisme – skulle have afveget markant fra partiets vedtagne politik. Jeg må her indrømme, at jeg ikke er nok inde i de præcise formuleringer i de vedtagne politikpapirer, endsige har det fuldstændige overblik over den politiske retorik man brugte i valgkampen, der skal til for at kunne vurdere, i hvor høj grad den afveg fra partiets vedtagne politik. Der ligger formentlig en større opgave her.

Se også: Reinout Bosch: To veje efter folketingsvalget. Peter Saxtrup Nielsen: Om politisk tilpasning og partipolitiske vedtagelser

Vi kan nok ikke antage, at resten af befolkningen har haft et sådant indblik i forskellen mellem partiets vedtagne politik og så den førte politiske retorik i valgkampen. I sig selv har det, hvis det er rigtigt, næppe haft en virkning på valgresultatet. Mere interessant er det, hvorvidt valgresultatet havde været et andet, hvis man havde ført en anden valgkamp. Her er det Saxtrups påstand, at partiet i valgkampen gik for langt i ”de tilpasninger”, som jeg beskriver. Jeg er ikke sikker på, at ”tilpasninger” her er det rigtige ord, men jeg går ud fra, at der her henvises til spørgsmålet om EU, mistede stemmer til SF og rotationsordningen.

Her peger Saxtrup på et mere radikalt klimaprogram, en EU-position baseret på ”at forlade EU, som et led i at svække og nedbryde EU”, ”erfaringerne fra sociale bevægelser” og en ”plan for strategisk ulydighed mod EUs udemokratiske indgreb i medlemslandenes budgetter m.m.” – en antiracistisk position, hvor man skulle have boykottet debatter med fascistiske partier (jeg regner med, der her hentydes til Stram Kurs), samt inddragelse af det internationale spørgsmål om krig, hvor man skulle have talt mere om eks. ”Vestens krige, om Assad og Putins terror, om EU’s støtte til krigsherrer i Nordafrika”

Det forbliver dog uklart, om der i indlægget argumenteres for, at en valgkamp baseret på ovenstående positioner ville have ændret valgresultatet for Enhedslisten, eller om Saxtrup taler ind i en anden og bredere debat. Det bliver under alle omstændigheder ikke forklaret, hvordan en sådan valgkamp konkret skulle kunne have skabt et andet valgresultat for Enhedslisten – og hvilket?

Et lignende argument udtrykker Reinout Bosch i sit indlæg. I indlægget forklares det, at Enhedslistens hidtidige succes med at rykke fra en marginal kritiker-position til at blive et mellemstort parti med 9.000 medlemmer, og omkring 7 procent af stemmerne skyldes en strategi, hvor man har indtaget ”brede og generelt (blandt humanister) accepterede paroler, der skal kunne favne mange vælgere”. Strategien, der er blevet implementeret i løbet af det sidste årti, har resulteret i, at Enhedslisten blandt mange progressive vælgere ikke længere opleves som lige så ”ekstreme” som tidligere, så partiet derfor har kunnet mobilisere de vælgere.

Bosch mener dog på baggrund af valgresultatet at kunne konkludere, at ”strategien har lidt nederlag”, fordi den ikke ved dette valg førte til yderligere fremgang. Det skyldes ifølge ham, at den politiske retorik efterhånden er blevet så udvandet, at Enhedslistens position nu fremstår alt for uklar. Det skulle angiveligt være årsagen til, at Enhedslisten ikke gik frem, uden at pointen dog sandsynliggøres yderligere.

Der peges i stedet på en alternativ strategi, som handler om at ”vinde de diskursive kampe, samt at gå efter at ændre den offentlige bevidsthed”. Bosch mener, at Enhedslisten har været for bange for ”holdninger der stikker ud”, såsom tale om revolution eller civil ulydighed. Den frygt må man bryde med og i stedet ”ud med udsagn som vælgerne ikke forventer”, af hvilke nævnes ulighed og ”hvorfor vi arbejder på meningsløse jobs”.

Nederlag eller konsolidering

Jeg kan dog ikke helt genkende det billede, der tegnes af Enhedslisten, hvilket jeg skal vende mere tilbage til. Partiet opleves vel stadig i høj grad som et, der ”stikker ud”, har de mest venstreorienterede holdninger, f.eks. på det økonomiske område, hvor der jo i høj grad tales om ulighed? Mener Bosch, at Enhedslisten i øjeblikket slet ikke forsøger at ændre den offentlige bevidsthed? Eller gør man det bare ikke godt nok? Karakteren og indholdet i den alternative strategi forbliver også for mig lidt uklar. Ligesom i Saxtrups indlæg, bliver det heller ikke forklaret, hvordan en sådan alternativ strategi skulle have forandret valgresultatet for Enhedslisten.

Vi skal måske gøre os helt klart, hvilke problemer vi adresserer ift. valgresultatet og valgkampen. Enhedslisten led ikke et nederlag, men har derimod i løbet af de seneste år konsolideret sig som et mellemstort parti. Man er, som Bosch beskriver, flyttet fra en marginaliseret kritiker-position til at nærme sig et parti, der kan sætte magt bag sin politik. I den forstand et forandringsparti. Problemet er, at man angiveligt har ramt et loft, der er svært at bryde igennem. Partiet har potentiale til at vokse sig større, og mobilisere større dele af befolkningen bag sin politik, f.eks. ved valg. Hvad var årsagen til, at man ved dette valg ikke formåede at bryde yderligere igennem?

En af mine hovedpointer var, at SF var det parti, der tiltrak langt de fleste tidligere Enhedsliste-vælgere. Det er også mit gæt, at det er i SF mange potentielle Enhedsliste-vælgere skal findes. Der er åbenbart en stor gruppe mennesker der mener, at SF er bedre til at varetage deres materielle interesser end Enhedslisten, og derfor stemte på førstnævnte igen. Min pointe var så, at en potentiel Socialdemokratisk regering i en ny situation åbner en mulighed for, at Enhedslisten kan ændre det billede ved at gennemføre en række velfærdsforbedringer, der kan mærkes i hverdagen af det store flertal af befolkningen, og som Enhedslisten kan og bør tage en stor del af æren for. Jeg mener ikke, at de to andre indlæg har adresseret denne specifikke hovedpointe, som jeg selv anser som den vigtigste.

Jeg er derimod meget skeptisk over for, at de alternative tilgange til en valgkamp, som Saxtrup og Bosch foreslår – baseret på en i mine øjne lidt uklar, mere radikal politisk retorik – skulle kunne have ændret noget ved det forhold, at en stor gruppe mennesker mener, at SF er bedre til at varetage deres interesser end Enhedslisten. Jeg vil som en sidebemærkning påpege, at der i høj grad er tale om fælles Enhedsliste- og SF- kernevælgere, og i lyset af mobiliseringerne for minimumsnormeringerne, formentligt vælgere med tilknytning til daginstitutionsområdet, enten som medarbejdere, fagligt organiserede og/eller forældre. Jeg kan ikke se, at forslagene i de andre indlæg skulle have ændret på de vælgeres præferencer, og jeg er mere eller mindre overbevist om, at Enhedslisten ikke kunne have ændret meget mere ved at have ført en anden politisk retorik og valgkamp. Min pointe var nemlig, at Enhedslistens egen kamp for at sprænge loftet på de 9.000 medlemmer og 7 procent af vælgerne kommer til at blive ført uden for valgkampen.

Et klassespørgsmål

Som jeg forstår Boschs indlæg, åbnes der imidlertid også op for en langt bredere, mere dybdegående debat end om selve valgresultatet. Nemlig en debat om den mere langsigtede politiske strategi. Jeg er her sympatisk indstillet over for Boschs pointe om vigtigheden i, at forsøge at vinde de diskursive kampe – dvs. vinde kampen om, hvad der diskuteres politisk i offentligheden og hvordan. Jeg vil dog her tilføje, at betingelsen for at vinde den kamp ikke kun er at have den skarpeste politiske profil og retorik eller de bedste argumenter, men at kunne mobilisere et flertal af befolkningen – fordi man er i stand til at fremme flertallets materielle interesser. Sagt på en anden måde, så er de diskursive (dvs. de sproglige, retoriske, debatmæssige) kampe kun vigtige i lyset af spørgsmålet om klasse.

“Marx’ pointe var her, at nok er kritik og politisk diskussion og retorik vigtig for at forandre tingenes tilstand, men de kan ikke alene ændre denne tilstand. Der må i sidste ende en materiel magt til.”

Som Karl Marx skrev, så kan ”kritikkens våben ganske vist ikke erstatte våbnenes kritik, den materielle magt må styrtes gennem materiel magt, og teori bliver kun til materiel magt, så snart den griber masserne.”

Marx’ pointe var her, at nok er kritik og politisk diskussion og retorik vigtig for at forandre tingenes tilstand, men de kan ikke alene ændre denne tilstand. Der må i sidste ende en materiel magt til. Den materielle magt, som Marx pegede på alene kunne skabe grundlæggende samfundsforandringer, var den stærke og organiserede socialistiske arbejderbevægelse. Men hvordan kan vi oversætte den pointe til en nutidig sammenhæng?

Min hovedpointe fra før, omkring forholdet mellem Enhedslisten og SF angående vælgeropbakning, kan uden problemer gøres til en bredere pointe i debatten om Enhedslistens mere langsigtede politiske strategi. Det er her min opfattelse, at den politiske strategi må centrere sig omkring at skabe et parti, der er bedst blandt andre til at varetage det store flertals interesser over for det rige og magtfulde mindretal. Ikke bare rent retorisk, men hovedsaligt ved at skabe konkrete materielle forbedringer, der kan mærkes i hverdagen. Kun sådan skaber man den tillid fra større dele af befolkningen, der skal til for at mobilisere dem bag Enhedslistens politik. Der er mange delelementer og kampe i sådan en strategi (f.eks. de lange og seje træk ift. fagbevægelsen), men en af dem er at gribe de muligheder, der byder sig for at gennemføre progressive reformer, eksempelvis sammen med en eventuelt kommende Socialdemokratisk regering.

En anden delkamp er kampen om den offentlige bevidsthed og politiske debat. Jeg mener i modsætning til Bosch ikke, at Enhedslisten har forsømt sin rolle her. Tværtimod har vi set det ene udspil efter det andet de seneste år, der har haft både mindre og større effekt på forskellige dele af den offentlige, politiske debat. Som eksempler kan nævnes finansreform-udspillet, der har skubbet til debatten om, hvordan vi vil organisere vores finanssektor, kritikken af finansministeriets regnemodeller, der har åbnet en videre debat om økonomisk planlægning i det offentlige, eller udspillet om et demokratisk erhvervsliv, der har været med til at genrejse debatten om økonomisk demokrati.

Ryk ved bevidstheden

I virkeligheden er problemet efter min mening ikke, at Enhedslisten har haft en for kompromissøgende eller tilpasningsorienteret retorik, der angiveligt har udvandet partiets politiske retorik – en påstand jeg jf. ovenstående eksempler ikke er uden videre enig i – men at man ikke har haft ressourcerne til at udbygge den intellektuelle infrastruktur, der skal til for at flytte den offentlige bevidsthed.

Der skal mere til af det ovennævnte og ikke mindre. Enhedslisten kunne udbygge sine egne politikudviklings-organer, og så skal vi skal have flere venstreorienterede tænketanke, tidsskrifter og magasiner, der kan tage de afgørende spørgsmål op om, hvilke ejendomsforhold og politisk-økonomiske institutioner, der er bedst til at skabe fremgang, tryghed og demokrati for flertallet af befolkningen. Her kunne man med fordel lade sig inspirere at det efterhånden store intellektuelle netværk, der er blomstret op rundt om det nye venstredrejede Labour-parti.

Hvis Enhedslisten skal udvikle den strategi man har forfulgt det sidste årti yderligere – hvor man har fjernet sig fra et marginaliseret kritiker-parti til et forandringsparti med konkrete politikforslag – så kræver det dels, at man udbygger mulighederne for at skabe gennemarbejdede forslag til progressive og samfundsforandrende reformer, baseret på analyser og viden produceret af et stærkt og organiseret intellektuelt netværk. Og dels kræver det, at man bruger de reformforslag til at gennemføre konkrete forbedringer i hverdagen for flertallet af befolkningen.