5 min. læsetid

“Situationen var for mig at se, at Enhedslisten gik meget langt i retning af de tilpasninger Sørensen beskriver, men samtidig at disse tilpasninger er sket uden et mandat fra partiets medlemmer” skriver Peter Saxtrup Nielsen i et svar til Esben Bøgh Sørensens analyse på Solidaritet af det nyligt overståede folketingsvalg.


Dette er en Replik – et svar på et indlæg tidligere bragt på Solidaritet. Læs det oprindelige indlæg her

Har du selv lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Peter Saxtrup Nielsen

Tak til Esben Bøgh Sørensen for at åbne diskussionen af valget og valgkampen. Det er til tider forunderligt at se, hvordan kammerater bevæger sig politisk. Ved sidste valg agiterede Esben Bøgh Sørensen for boykot, fordi parlamentarismen var blevet et cirkus. Nu debatterer vi om tilpasning til den parlamentariske bevidsthed er løsningen i hans analyse af det nyligt overståede valg. Det bliver nok en lang debat, med langt flere elementer, men jeg vil gerne anlægge et polemisk blik på nogle af Sørensens pointer.

Situationen var for mig at se, at Enhedslisten gik meget langt i retning af de tilpasninger, som Sørensen beskriver (rotationsordningen undtaget, det var alligevel svært at gøre noget ved). Samtidig er disse tilpasninger sket uden et mandat fra partiets medlemmer. Alene siden sidste årsmøde har politikken i partiet ændret sig markant med udspillet om de første hundrede dage, som dækkede over vedtagelsen af det ganske vidtgående grønne delprogram. Dette program skulle senere blive erstattet af den ligeledes professionelt udvirkede klimaplan. Et træk, der endte med at gøre Enhedslisten alt for meget til en nuance af grøn kapitalisme i konkurrence med andre nuancer.

Enhedslistens EU-valgkamp

På samme måde med EU valgkampen. Det vedtagne program og den vedtagne plan for valget, sigtede mod en internationalistisk modstand i tydelig alliance med andre kræfter i Europa. Dette ville efterlade en bane for Folkebevægelsen mod EU til at samle borgerlige og midtervælgere, der aldrig ville stemme på Enhedslisten. Denne internationalisme udkrystalliserede sig aldrig i andet end vedtagelsen af en fælles erklæring, og nogle få møder mellem partiernes ledere. Det havde været en ganske anden situation, hvis valgkampen havde baseret sig på erfaringer fra sociale bevægelser Europa over, og det havde givet et konkret billede på hvem og hvad Ø ville arbejde med i EU. Det står beskrevet i programmet, at Enhedslisten går ind for at forlade EU, som et led i at svække og nedbryde EU. Det er selvfølgelig den sidste betingelse man skal retfærdig- og sandsynliggøre, for eksempel med en plan for strategisk ulydighed mod EU’s udemokratiske indgreb i medlemslandenes budgetter mm. Når man havde lavet alliancen var det jo oplagt, at man kunne have inviteret aktivister fra andre lande til at tale om deres oplevelser med EU.

Det står beskrevet i programmet, at Enhedslisten går ind for at forlade EU som et led i at svække og nedbryde EU. Det er selvfølgelig den sidste betingelse man skal retfærdig- og sandsynliggøre, for eksempel med en plan for strategisk ulydighed mod EU’s udemokratiske indgreb i medlemslandenes budgetter mm
‘Grøn omstilling af energisektoren’ lyder det bl.a. i udspillet om Enhedslistens klimaplan. Centralt formulerede udspil som denne og ‘100 dage med Enhedslisten’ er ifølge Peter Saxtrup Nielsen med til at trække partiet væk fra sine vedtagelser, og i retning af at være “en nuance af grøn kapitalisme i konkurrence med andre nuancer”. Foto: Enhedslisten.

Om antiracisme og -fascisme

Sidst men ikke mindst har man været usikker i sin antiracisme og antifascisme. Et socialistisk parti sidder ikke til debatter med fascistiske ledere, man accepterer ikke normaliseringen af fascisme. Man står udenfor og beder publikum om at deltage i boykotten. Den forsigtige holdning ser man også, når man afholder sig fuldstændigt fra internationale spørgsmål, helt centralt spørgsmålet om krig og fred. Det giver kun ringe mening at tale om racisme, hvis man ikke vil tale om hvordan vi som land i snart tyve år har været i krig mod muslimske lande, og hvad det har skabt af krigspropaganda og fjendebilleder. Ved dette valg var der for første gang folk, der umuligt kan have minder om andet end verden efter 11. September, der satte deres kryds. Hvis man vil snakke flygtninge, så må man snakke om vestens krige, om Assad og Putins terror, om EU’s støtte til krigsherrer i Nordafrika, og om ligegyldigheden overfor Saudi Arabien og Emiraternes massemord i Yemen, og deres støtte til massakrer i Sudan.

Racisme og fascisme starter der, hvor vi accepterer at der er nogen, der ikke er lige så meget mennesker som andre. Dette er også krigens forudsætning og resultat. Man valgte med åbne øjne ikke at fordømme massakren i Sudan. End ikke her ville man udfordre imperialismens logik – fordi valg.

Problemet med alt dette er, at det er afvigelser fra partiets egentlige og vedtagne politik. Det er alene politikkens fortolkning af et mindretal af professionelle. Derfor er det heller ikke muligt for de to analyser at mødes, den vedtagne politik blev ikke testet og den ikke-vedtagne politik hævder at dens svaghed var at den ikke var vedtaget, men ikke desto mindre nødvendig.

Problemet med alt dette er, at det er afvigelser fra partiets egentlige og vedtagne politik. Det er alene politikkens fortolkning af et mindretal af professionelle

Dermed opgives en videnskabelig tilgang til at forstå egne politiske handlinger, og de kritiske overvejelser overlades til et mindretal, der ofte holder deres dispositioner hemmelige for at kunne “time” dem ift. den borgerlige mediedagsorden.

Til sidst et lille pip om rotationsordningen: Denne er et ‘levn’ fra Pariserkommunen, der til dato står som et af de mest radikale forsøg på et socialistisk demokrati. Det er en af de få ting, der binder Enhedslisten til den revolutionære venstrefløjs historie. Gennemførte man de foreslåede tiltag, da ville endnu rest af den revolutionære del af arbejderbevægelsens historie være blevet ofret i “enhedens” navn. Og hvilken enhed er det så, man har tilbage?


Peter Saxtrup Nielsen er medlem af Enhedslisten, og er uddannet bager.