DDR-lignende tilstande eller en revolutionær storm på Vinterpaladset? Højre- og venstrefløjen har været hurtige til at udråbe coronakrisen som både det ene og det andet, mener Kim Kristensen.
9 min. læsetid

Venstrefløjen prøver at komme på såkaldte system-gennembrydende krav til regeringen i kølvandet på coronakrisen, og højrefløjen ser allerede mindelser om DDR. – Men er der noget som tyder på, at krisen vil vise sig at være en såkaldt game changer i dansk politik?


Af Kim Kristensen

Jeg har prøvet det før, om end selvfølgelig i et mindre format: Et politisk drama – som den igangværende coronakrise – der med ét forventes at forandre dansk politik.

Tilbage i 2000 var jeg nemlig ansat på nyhedsbureauet Ritzau, da danskerne 28. september gik til stemmeurnerne for at afgøre, om kronen skulle udskiftes med den kommende fælles europæiske valuta, euroen – og var derfor klar til at gå i breaking-mode, som man ville sige i dag.

I dagene forinden havde der været tæt løb i meningsmålingerne, som tydede på, at afstemningen kunne blive afgjort på decimaler. Og af samme årsag havde lederne af de fem partier, der sagde ja til euroen, blot to dage forinden indkaldt til et historisk fælles pressemøde for at tale for deres sag. Poul Nyrup Rasmussen (S), Marianne Jelved (R), Mimi Jacobsen (CD), Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) tog ordet én efter én, og brugte både økonomiske og politiske forklaringer til at understrege nødvendigheden af et ja.

»Et nej koster – både økonomisk og politisk,« lød det fra dem alle.

Ritzau havde ikke bare indkaldt ekstra mandskab på valgaftenen. På valgnatten og den følgende morgen var bemandingen blevet mangedoblet af frygt for, hvad der kunne ske i tilfælde af et nej: Et pres på kronen, et dyk på børsen, eller en regering som trådte tilbage?

Men efter at Poul Nyrup Rasmussen på valgaftenen bogstaveligt talt havde tørret øjnene efter nej’et, var det dagen efter bare business as usual, da jeg tidligt næste morgen mødte på arbejde igen. Danmark fortsatte, som om intet var hændt.

»Klassekampen skærpes«

Denne gang er coronakrisen endnu ikke overstået, før både højre og venstre side i dansk politik er begyndt at tale om krisen som en såkaldt »game changer«. Og hvor højrefløjen frygter dette, håber venstrefløjen på det.

Enhedslistens hovedbestyrelse har således i en udtalelse konstateret, at nok er »førsteprioritet« at arbejde for befolkningens helbred og sikkerhed – og at alle, som rammes af coronakrisen, får hjælp. Men epidemien falder sammen med »en af kapitalismens tilbagevendende, økonomiske kriser« – og vil med stor sandsynlighed udløse et økonomisk tilbageslag med risiko for en ny finanskrise som i årene mellem 2007 – 2009.

»De samfundsmæssige eftervirkninger af Corona-krisen kan enten føre til, at verden bliver mere fælles og solidarisk, eller den kan føre til, at verden bliver mere ulige og autoritær,« hedder det i udtalelsen, som – ikke overraskende – understreger, at Liste Ø foretrækker det første. Udtalelsen slutter af med en opfordring til »mobilisering«:

»I takt med udviklingen af krisen vil klassekampen skærpes, og de politiske modsætninger vokse. Det er afgørende, at folkelig aktivitet og deltagelse på én gang kan skabe solidaritet og forandring nedefra og lægge pres på den politiske og økonomiske elite for en retfærdig kriseløsning«.

Efterfølgende har hovedbestyrelsesmedlem og tidligere finansordfører for partiet, Pelle Dragsted efterlyst, at venstrefløjen, fagbevægelsen og »gerne« venstrefløjen i Socialdemokratiet allerede nu gør sig tanker om, hvilke såkaldte system-gennembrydende krav de kan komme i tanke om. For som Pelle Dragsted konstaterer, så har venstrefløjspartierne i Folketinget hidtil først og fremmest arbejdet for, at de vedtagne hjælpepakker sikrer lønmodtagere, freelancere, små selvstændige og andre ramte grupper mod økonomisk ruin. Hvilket ikke ligefrem er »forandringer, som varigt rykker ved styrkeforhold – eller flytter på magt-relationer i samfundet«.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen var efter nej’et til euroen i 2000 “grædefærdig”. Dagen efter var det dog ‘business as usual’ langt hen ad vejen for Rasmussen, der senere skiftede karrierespor til EU-parlamentet (2004 -). Foto: European People’s Party / Flickr

»DDR«

Omvendt hævder erhvervsmanden og Liberal Alliances mangeårige støtte Asger Aamund, at Mette Frederiksen allerede har »bragt os fra demokrati til DDR på fire uger«. Hvis nogle skulle have glemt det, står DDR for »Deutsche Demokratische Republik« – altså det tidligere Østtyskland.

»På kun fire uger har det gamle arbejderparti (Socialdemokratiet, red.) omdannet det demokratiske Danmark til et smilende og velstående DDR, samfundet hvor alt, hvad der ikke er påbudt, er forbudt,« konstaterer Asger Aamund som véd, hvad han taler om, når det drejer sig om at indskrænke den personlige frihed. I 2013 satte erhvervsmanden spørgsmålstegn ved, om ledige burde have den samme stemmeret som lønmodtagere, når førstnævnte risikerede at kunne stemme sig til sidstnævntes penge.

Man kan diskutere, hvor repræsentativ Asger Aamund er for højrefløjen i dansk politik, men også tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen lader til at mene, at efterfølgeren i Statsministeriet følger »en socialdemokratisk strategi« i forbindelse med den igangværende genåbning af Danmark. Hvilket i hans øjne selvfølgelig er forkert:

»Måske er det i situationer som denne, at den tynde, ideologiske skillelinje, der trods alt stadig findes i dét konsensus-Danmark – jeg ellers altid selv anpriser – viser sig: Vi skal genåbne samfundet, lyder opgaven – og hvad tænker man så intuitivt først på: Den offentlige eller den private sektor? Børnehaven eller barberen?«

Ja, De Konservative, Liberal Alliance og Ny Borgerlige er endda gået så vidt som at hævde, at den nuværende formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, kopierer Enhedslistens politik, hvilket bestemt ikke er ment som nogen kompliment. Årsag: Det var faktisk Venstre som foreslog, at virksomheder – der modtager mere end 60 millioner kroner i støtte – til gengæld ikke må udbetale udbytte til aktionærerne i 2020.

Stormen på Vinterpaladset

Foreløbig er der dog ikke meget, som tyder på en ny storm på Vinterpaladset, som under Den Russiske Revolution i 1917. For den sags skyld er der endnu også lang vej til 4. maj 1945, hvor danskerne om aftenen fejrede afslutningen på besættelsen ved at brænde mørkelægningsgardinerne på bål i gaderne.

Danmark bliver åbnet gradvist, nødlovene har solnedgangs-klausuler (så de automatisk udløber) og pengene til hjælpepakkerne er foreløbigt engangsudgifter, som betales af den bugnende statskasse. Der er med andre ord ikke tale om penge, som går igen hvert eneste år på det offentlige husholdningsregnskab, og som skal aftales i forbindelse med de årlige forhandlinger om finansloven.

Kun Socialdemokratiet springer frem

Kun en ting har indtil nu flyttet sig under coronakrisen, som hidtil har været præget af en politisk borgfred (De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige stemte faktisk for forslaget om et udbyttestop). – Socialdemokratiet oplever en historisk fremgang i disse dage, uger og måneder. Ifølge den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau ville regeringspartiet få 35,6 procent af stemmerne, og 68 mandater, hvis der var valg i morgen. Men det er der som bekendt ikke. Tværtimod. Der skal senest være valg om tre år, og til den tid vil den såkaldte »rally ’round the flag effect« – eller rundt om flaget-effekten, hvor befolkningen samles om en statsleder og et regeringsparti – være fortid. Herhjemme snakkes der allerede om en »Mette Frederiksen-træthed«, uden den dog har vist sig endnu. Også i USA er præsident Donald Trump, efter kortvarig fremgang i meningsmålingerne i marts, atter faldet til det historiske lave popularietsniveau fra før coronakrisen.

I USA er “rally around the flag”-effekten allerede ved at have mistet sit gyldne skær for Donald Trump. Efter en kort stigning i marts måned, igen er faldet til et historisk lavt popularitetsniveau. Mette Frederiksens popularitet er under coronakrisen steget markant, men spørgsmålet er, om det ikke vil have fortaget sig inden næste folketingsvalg, der først skal afholdes om senest 3 år. Foto: White House Photos / Twitter

Til gengæld oplever hverken Alternativet, SF eller Enhedslisten nogen fremgang. Nok er der flyttet 13 mandater fra blå til rød blok. Men mandaterne er mærket med et A. Enhedslisten står fortsat til at få 13 mandater, SF taber ét enkelt og får nu også 13, mens Alternativet mister alle sine fem. Efter Uffe Elbæk & Co’s exit får Liste Å kun 0,5 procent af stemmerne. Det sidste af regeringens støttepartier, De Radikale, går et enkelt mandat tilbage til 15.

Med andre ord ikke ligefrem noget jordskreds-valg for partierne til venstre for Socialdemokratiet, hvilket for nærværende overlader det til Mette Frederiksen, hvis ikke Danmark endnu engang skal fortsætte, som om intet var hændt. Statsministeren har i ord – om end måske ikke i handling – lagt afstand til sin forgænger Helle Thorning-Schmidts økonomiske politik.

Men som den tidligere journalist på Land og Folk, Arne Hardis, for nylig skrev i Weekendavisen, er det historieløst at forestille sig, at Socialdemokratiet skulle være ligeglad med den private sektor og dennes såkaldte ‘rammevilkår’. Recepten på Danmarks fremgang i efterkrigstiden blev skrevet af økonomer og senere statsministre som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag: En stærk privat sektor, som kan betale regningen for den offentlige.

»Skal man nu forestille sig, at den egentlige socialdemokrat, som i trekvart århundrede har levet af ingenting og tabte visioner om økonomisk demokrati i den rejste bygnings skunk-rum, pludselig springer frem fra sit skjul og proklamerer et Danmark, hvor det er ligegyldigt, om det private erhvervsliv går til grunde,« lød spørgsmålet.

Svaret var afkræftende. 


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.