Rigsretssag mod en kransekagefigur

Så skete dét, alle har vidst var på trapperne i en måneds tid; Inger Støjberg forlod Venstre, efter det blev afgjort, at hun skal stilles for en rigsretsdomstol. Støjberg var allerede en dead woman walking i Venstre-politik, men forbliver en populær skikkelse i sit bagland. Støjbergs påstand fra talerstolen om at have “massiv opbakning” fra mange danskere, er næppe helt forkert; det vidner fjerdeflest personlige stemmer ved sidste valg også om. Døren står åben hos Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Uden for Nye Borgerlige og Dansk Folkepartivar der dog ikke meget opbakning at hente. Kun nogle få af de nu forhenværende partifæller i Venstre stemte imod en rigsretssag. Og så var der tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han leverede én af dagens mest bemærkelsesværdige optrædener fra talerstolen. Rasmussen ved, at en dom over Støjberg også vil kaste skygger ind over hans egen optræden som statsminister, hvilket vil være en sten i skoen på hans nye politiske projekt. Derfor indtog han en dobbelt rolle på talerstolen, hvor han på én gang kritiserede og forsvarede sin daværende integrationsminister: “End ikke fru Inger Støjberg må kunne forsvare, at hun i forløbet har taget let på sandheden… men at føre den første rigsretssag i mere end et kvart århundrede… det er en ganske anden sag.”

De to tidligere Venstrepolitikere gik symbolsk forbi hinanden under høringen, på vej i hver sin retning. For mens Støjberg nu ombejles af de fremmedfjendske højrefløjspartier, forsøger Løkke at bruge sagen til på ny at genopfinde den politiske midte. Han opfordrede “det store flertal i Folketinget til at kigge indad”, og beskrev udlændingepolitikken som “en uklædelig kampplads”. En smart retorisk finte, der lagde afstand mellem hans egen person og den udlændingekurs, der med Venstres nye udspil efterhånden er overvældende parlamentarisk opbakning til. Godt nok var han jo selv manden, der udpegede Støjberg til posten som integrationsminister, og han byggede Løkke-regeringerne på Dansk Folkeparti – men Løsgænger-Lars er en anden person end Statsminister-Lars, må vi forstå.

Ved med den ene side af munden at kritisere Støjberg og den udlændingepolitiske højredrejning, og med den anden at forsvare hende mod angreb fra venstrefløjen, prøver Løkke tydeligvis at gøre sig selv og sin centrisme til en fornuftens stemme, der vil værne om de hæderkronede retsstatslige principper.

Selviscenesættelsen af den politiske midte som et rationelt værn mod de farlige fløje er selvfølgelig ikke noget nyt. Rasmussen brugte samme retoriske kneb, da han ved sidste valg advarede om Stram Kurs og “kommunisterne ude i Enhedslisten” i samme sætning. Hans problem er bare, at den systembevarende centrisme er udvandet og hul. Dét, der for et par årtier siden ville blive anset som højreekstreme holdninger, har i dag bevæget sig ind på den såkaldt politiske midte.

“Mange har fejret Støjbergs rigsret med at bage skadefro kager, men når den er spist, er alt ved det samme i dansk politik. Hvad betyder det for den politiske kurs, at Støjberg kommer for en rigsretssag, og måske får en symbolsk dom? Forsvindende lidt.”

Socialdemokraterne har overtaget Dansk Folkepartis politik på udlændingeområdet. Venstre søger at udfylde tomrummet efter Støjbergs exit – ved at overbyde alt og alle i stramningsretorik, senest da integrationsordfører Morten Dahlin udtalte, at “folk der kan gå fra Helmand til Hundige” vel også kan gå ned i parken og samle skrald. Og De Konservative kører med Marcus Knuth og Khader i nøjagtig samme rille. Som Inger Støjberg ganske rigtigt konkluderede fra talerstolen, er der ikke nogen faktisk uenighed om den førte politik blandt S, V, DF og K – heller ikke på spørgsmålet om at adskille asylparrene. Kritikken af hende går ikke på, at loven var forkert, kun at den ikke var vedtaget af den lovgivende forsamling. Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative blev inden afstemningen enige om en fælles formulering, der udtrykte politisk enighed med hendes adskillelse af asylparene. En teknikalitet, og på ingen måde en moralsk dom. Rigsretssagen mod hende ligner mest en magtkamp mellem en række lilla partier med mere eller mindre sorte islæt.

Mange har fejret Støjbergs rigsret med at bage skadefro kager, men når de er spist, er alt ved det samme i dansk politik. Hvad betyder det for den politiske kurs, at Støjberg kommer for en rigsretssag, og måske får en symbolsk dom? Forsvindende lidt. Den kage-elskende Støjberg er selv en kransekagefigur, der har bred opbakning på midten. Den populistiske, indvandringsfjendske politik er med andre ord den samme på Christiansborg, med eller uden Støjberg, og hendes afløser på posten som integrationsminister, Mattias Tesfaye fører da også nøjagtig samme politik ud i livet. “Det er som Inger Støjberg uden lagkagen”, som Fatih Alev formulerede det.

Hvis den danske venstrefløj vil ændre på dén politiske virkelighed, bliver man nødt til ikke at hoppe med på præmissen om, at Støjbergs eneste brøde var ikke at have sikret lovhjemmel til at adskille parrene – men at den integrationspolitik, hun står for, i det hele taget er forkert. Der er brug for at præsentere den danske befolkning for et radikalt alternativ til den borgerlige konsensus på integrationsområdet. En politik, der tager udgangspunkt i at behandle flygtninge som ligeværdige mennesker, og som tager ansvar for, at årsagen til folks flugt i høj grad ligger på vores eget bord. Der skal siges klart og tydeligt fra over for fattiggørende starthjælp og racistisk ghettolovgivning – og til tåbelige populistiske udmeldinger om, at flygtninge skal samle skrald op til sulteløn. Venstrefløjen må præsentere en selvstændig vision om at nedbryde grænser og opbygge solidaritet. Det ville være en kage værd.