Roger Hallam: Hold dig munter i fængslet!

Jeg sidder på en afdeling med en masse mennesker, der afsoner livstidsdomme. For nogen tid siden kom en af dem hen til mig og spurgte:

“Hvor længe skal du være her?” “Fem år,” svarede jeg. “Åh, det er jo ingenting,” kommenterede han.

“Statens undertrykkelse” er ikke problemet

Jeg har holdt hundredvis af offentlige taler, og jeg plejede altid at minde folk om, at vi ikke lever i Ægypten – ingen vil få revet deres negle ud.

Da jeg lavede forskning på King’s College i London, arbejdede jeg med en kollega, der studerede fagforeningsaktiviteterne i Ægypten før demonstrationerne på Tahrir-pladsen. Han sad i et lokale i Kairo med en gruppe mennesker, de fleste med ar i ansigtet. De var alle blevet tortureret. Kort efter kom revolutionen.

Problemet er ikke “statens undertrykkelse”. Problemet er dem på “vores side”, som arbejder for “undertrykkerne” og uophørligt forklarer, hvorfor modstand “ikke vil virke”.

Da jeg lavede strategiarbejde for Extinction Rebellion i 2019, var vores største hovedpine ikke politiets undertrykkelse. Det var de halv-informerede journalister på “venstrefløjen” og andre omkring os, som mente, at vi ikke kunne bruge vores model for civil ulydighed, fordi den byggede på Erica Chenoweths forskning i autoritære regimer.

Som om folk i autoritære regimer levede på en anden planet! Nu bruger de faktisk det modsatte argument: at vores model ikke virker, fordi vi selv lever i et autoritært regime.

Det er det, jeg kalder “Aaron Bastani-syndromet.” Uanset hvad der sker, nægter man at opgive sit privilegerede, journalistiske perspektiv. Da jeg opfordrede ham til at lede en march, svarede han: “Jeg tror ikke, det ville være så klogt.” (Aaron Bastani er en britisk-iransk journalist og politisk kommentator, red.)

Når folk, der hævder at tale for os, nægter at tage noget moralsk ansvar for verdens elendige tilstand, er det langt værre end nogen form for “statslig undertrykkelse”.

Sociale bevægelser kan have succes på trods af undertrykkelse

Efter at have forsket på King’s College i næsten et årti i forholdet mellem undertrykkelse og modstand, kan jeg give en kort konklusion på spørgsmålet om, hvorvidt “statens undertrykkelse forhindrer sociale bevægelser”: Der er ingen direkte sammenhæng.

Succes med at opbygge en bevægelse og politisk magt blandt folket afhænger af bevægelsens interne kultur – ideologi, organisation og ledelse. Selvfølgelig har ydre undertrykkelse en effekt, men langt mindre end man tror på grund af andre faktorer.

Så hvorfor tager vores “venstreorienterede” og “liberale” kommentatorer så meget fejl? En kort forklaring er, at de er materialister. De ser verden som kapitalister gør: mere undertrykkelse (omkostninger) ind, mindre aktivisme (udbytte) ud. Derfor ender de som de mest effektive agenter for det neoliberale system – den groteske idé, at menneskeheden bare er dødt stof. Man bør ikke lede en march, for så risikerer man noget – sine klik, sit ry, sin frihed.

Den tilsyneladende radikalisme i deres analyser dækker over en dybt reaktionær politik. De kan give dig alle forklaringer på, hvorfor alt går skævt. Alle forklaringer på, hvorfor de magtfulde har så meget magt, og hvorfor folket er så undertrykt. De gør “er” til “bør.” Denne selvopfyldende dynamik fungerer effektivt. Arbejdet er gjort. En lønseddel fra Wall Street er på vej. Med venner som disse.

På frontlinjen er folk gladere og mere optimistiske. Fordi mennesker, selvfølgelig, ikke er dødt stof. De er eksplosioner af ånd, drevet af en søgen efter mening, erkendelse og eventyr. Eller, det er de i hvert fald, når de ikke bliver fortalt, at de er for undertrykte til at gøre noget som helst. Med akademisk sprog, kan man sige, at de altid har “agens”.

De fleste af os, der har fået lange fængselsstraffe, tænker: “Ja, selvfølgelig – hvad havde man regnet med?” Hvis et regime er parat til at starte massive blodudgydelser, sult og voldtægt af verdens fattigste mennesker, tror du så, de vil tøve med at fængsle dem, der prøver at stoppe dem?

Historien vil sætte sig i bevægelse igen

Sidste uge havde The Guardian knap nok plads til en artikel om forholdene i de tunesiske lejre, hvor hundredvis af mennesker holdes fanget. Mellem linjerne er det tydeligt, at EU’s politik er systematisk at ignorere mishandling og drab på flygtninge.

Og dette sker allerede ved 1,5 graders opvarmning. Ved 2 grader vil der være en milliard klimaflygtninge. Alligevel siger vores kommentatorer, at det “ikke vil være klogt” at gøre noget reelt ved det.

Pointen er: hvis vi skal hengive os til strukturalistisk determinisme, så lad os huske, at alle historiske regimer gennemgår en cyklus. De opstår, topper, bliver overmodige og kollapser. Kollapset er nu på vej. Regeringen, i ordets bredeste forstand, vil kollapse. For mange vendepunkter er krydset.

Inden for de næste par år vil “klimaet” få sit øjeblik af opmærksomhed – sit “George Floyd” øjeblik, sit “Gaza” øjeblik. Når tusindvis af mennesker – også hvide mennesker – begynder at dø, vil undertrykkelsen vende til vrede. Ingen vil længere bekymre sig om “risikoen for at blive arresteret.” Nietzsches ånd vil erstatte Benthams ånd.

Livet er der for at leves, ikke for at “være klog.” Den borgerlige kolonisering af vores sind vil blive besejret. Historien vil sætte sig i bevægelse igen.

I mellemtiden handler det om at fokusere på opgaven – på hvad vi faktisk kan ændre. Vi skal skabe systematisk mobilisering, træne folk i organisation og ledelse, og frem for alt udvikle en ægte modideologi. En der finder glæde og styrke i kampen.

En ideologi, der fejrer fællesskab og modstand og lægger en plan for, hvad der skal ske efter de uundgåelige revolutioner.

Der er lige nu ingen grund til at bekymre sig om at låse din soveværelsesdør.

Teksten er skrevet af Roger Hallam og først udgivet på hans hjemmeside. Den er oversat til dansk af Denis Borisov Vrachanski. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.