Rusland viser, hvordan fascistiske ideer kan besejre et atomiseret samfund

Oversat fra engelsk fra Russia Shows How Fascist Ideas Can Triumph Over an Atomized Society¸ Jacobin, 27. Juni 2023.

Efter at Donald Trump og derefter Jair Bolsonaro nægtede at acceptere valgnederlagene og ligefrem støttede, at menneskemængder besatte magtens symbolske steder, har et voksende antal kommentarer forbundet disse og lignende ledere på den yderste højrefløj med fascismen.

Den holdning er der næppe enighed om. I modsætning til de påstande har Anton Jäger argumenteret for, at de afgørende sociologiske forandringer i de seneste årtier – stigende social atomisering og faldende foreningsliv – selvom de grundlæggende er skadelige for demokratiet og til gavn for kapitalen, ikke udgør betingelserne for, at fascistiske regeringer kan opstå.

I eksemplerne fra det forrige århundrede knuste en fascistisk alliance mellem kapitalen og en del af befolkningen en stærk organiseret venstrefløj, der var på nippet til at få magten. I nutidens atomiserede “hyperpolitik” identificerer Jäger i stedet noget, der ligner neoliberalismens endelige sejr. I denne optik er politik i høj grad blevet tømt for sin mulighed for at stille spørgsmålstegn ved, hvem der ejer og kontrollerer hvad. Derfor må en analyse af nutidens politiske udvikling frigøre sine historiske referencepunkter fra det allestedsnærværende traume, der stammer fra det tidlige 20. århundredes Europa.

For Jäger ligner nutidens politiske kampe snarere dem fra midten af det 19. århundrede. I en sådan sammenhæng sker der en polarisering mellem sociale grupper der står i modsætningsforhold til hinanden, og som hver især mangler stærke organisatoriske organer, der kan omdanne individuelle opfattelser af retfærdighed til fælles interesser baseret på politiske mål – selv om der stadig er muligheder for at destabilisere samfundsordenen. Nu som på Karl Marx’ tid opgiver den atomiserede masse af individuelle skyldnere som reaktion på samfundsuro sin suverænitet til et patriarkalsk, cæsaristisk regime [en historisk-politisk situation, hvor en stor personlighed spiller en rolle, o.a.].

Men det er også sandt, at al indsigt i moderniteten ud fra historiske analogier nødvendigvis er delvis. Jäger beskriver med rette, hvorfor henvisninger til konfrontationshistorien mellem fascisme og venstreorienterede sociale kræfter ikke kan forklare den aktuelle forvirring, som begge sider befinder sig i. For eksempel adskiller dagens italienske regering – der er domineret af et parti med en åbenlys fascistisk afstamning, men indlejret i den europæiske ordoliberalisme [en økonomisk retning, der ligger mellem socialliberalisme og neoliberalisme, som fx den tyske ’sociale markedsøkonomi’, o.a.] – sig kun lidt fra Emmanuel Macrons tilsyneladende liberale regering i Frankrig. Men Jägers reference til det 19. århundredes historie ser ikke fascismens potentiale for at opstå af og tilpasse sig nutidens atomiserede samfund.

Derfor kan historiske analogier suppleres med komparative analogier. Vi kan få mere indsigt i nutidens politiske og sociale transformationer og deres mulige fremtid ved at se på lande med mere avancerede betingelser for modernitet – noget som paradoksalt nok kan findes i nutidens Rusland.

Det mislykkede kup i Rusland i lørdags blev i overensstemmelse med den historiske analogi præsenteret som en “march mod Moskva” – en opvisning i paramilitær styrke, der skulle tvinge en ændring igennem i hovedstaden. Men det var også slående ved disse begivenheder, at der ikke var nogen form for folkelig mobilisering, hverken for eller imod Wagner-gruppens ledelse. I den forstand eksemplificerede weekendens begivenheder afpolitiseringen af det russiske samfund sammenlignet med den aktive rolle, de folkelige masser spillede i kuppene i 1991 og 1993. Desuden illustrerer Wagner-gruppens hurtige vækst som en halvlegal gruppering af lejesoldater – der selv blev skabt af den russiske stat, i modsætning til sortskjorterne i Italien eller Sturmabteilung i Tyskland – regeringens accept af vold udøvet af ikke-statslige kræfter, selv til det punkt, hvor disse paramilitære kræfter truer selve statsbureaukratiet.

Det står fast, at Rusland er et meget atomiseret og afpolitiseret samfund og ikke ligner mellemkrigstidens fascistiske regimer. Alligevel har landets politiske orden nået et punkt, hvor den reproducerer de vigtigste ideologiske elementer, der indgår i de historiske fascistiske regimer, herunder forherligelsen af mandighed, retfærdiggørelsen af vold som udtryk for sociale hierarkier og krigens rolle i fornyelsen af mennesket og nationen.

Avanceret modernitet i Rusland

Tilbagegangen i foreningslivet i Rusland ligner ikke den, der finder sted i de liberal-korporatistiske atlantiske lande; den er snarere resultatet af udviklingen af en forudgående orden i Bresjnev-tiden, hvor det organiserede sociale liv var stærkt bureaukratiseret, mens individualistiske og forbrugeristiske holdninger blev kriminaliseret som asociale. Den efterfølgende indoptagelse eller ødelæggelse af disse institutioner under Ruslands liberale-kriminelle (1991-2002), neoliberale-forbrugeristiske (2002-2012) og ultranationalistiske-fascistiske (2012-) regimer har gjort det muligt for nogle af dem at fortsætte i svagere form, mens det ikke har været muligt for nye former for foreningsliv at opstå.

For at finde et eksempel på den moderne reproduktion af de bureaukratiserede institutioner fra sovjettiden, behøver vi blot at se på fagforeningerne. I modsætning til Polen hvor Solidarność på et tidspunkt repræsenterede en ægte massebevægelse uden for statsdisciplin og partistyre, er de samlede uafhængige fagforeningskræfter i Rusland – selvom de officielt har været tilladt siden overgangen til kapitalisme – aldrig nået op på bare 5 procent af arbejdsstyrken.

I mellemtiden har FNPR, den russiske fagforeningssammenslutning og formelle efterfølger til sovjettidens centrale fagforeningsråd (engelsk: All-Union Central Council of Trade Unions (ACCTU)), i dag 31 millioner medlemmer, et fald fra 55 millioner i 1990, og har mistet det meste af sin betydning. Arbejdernes strejker havde en afgørende indflydelse i Sovjetunionens sidste år, men FNPR’s ledelse blev udskiftet efter krisen i 1993, hvor Boris Jeltsin militært undertrykte den russiske kongres’ modstand mod hans økonomiske reformer.

I stedet for at modsætte sig regeringens ødelæggelse af arbejdernes rettigheder og oprettelsen af et oligarkisk regime ved hjælp af en chokterapi, bevarede FNPR-bureaukratiet i de efterfølgende år sine enorme privilegier (som man havde arvet fra sovjettidens ACCTU’s betydelige imperium af velfærdsydelser til arbejderne) ved at gøre det muligt for regeringen på nationalt plan at afværge al væsentlig modstand.

Da den russiske regering for eksempel gik i betalingsstandsning og holdt op med at udbetale lønninger i august 1998, samledes 25 millioner demonstranter over hele landet. FNPR udsendte derefter erklæringer mod ’forstyrrelsen af regeringens aktiviteter.’ På samme måde er antallet af partimedlemmer faldet drastisk: I 1989 havde det sovjetiske kommunistparti 20 millioner medlemmer (omkring 10 procent af den voksne befolkning). Et væld af politiske partier er dukket op i Rusland siden, men ingen har erstattet det tidligere kommunistpartis sociale struktur med dets statslignende strukturer.

Forenet Rusland, det ’rummelige’ parti, der sidder på magten i dag, har to millioner medlemmer, mindre end 2 procent af den voksne befolkning. Selv om mange partier hævder at have et betydeligt antal medlemmer – i titusindvis – er dette kun et kunstprodukt for at kunne overholde de juridiske begrænsninger, der indtil 2021 krævede, at partierne indleverede halvtreds tusind (nedsat til fyrre tusind i 2011) underskrifter for at kunne registrere valglister. Siden 2021 har partier med medlemmer indvalgt i russiske parlamenter været fritaget for denne forpligtelse – men andre skal indlevere hele to hundrede tusinde underskrifter for at blive registreret.

Generelt set kan den politiske overgangsproces i Rusland beskrives som hvilende på en massekamp mod Gorbatjov-æraens sovjetiske orden, men uden massestøtte til det, der har erstattet den. I stedet for at udtrykke støtte til regeringen, er ledernes høje popularitet i Rusland, eller den endnu højere støtte til invasionen af Ukraine et tegn på den dybe politiske fremmedgørelse og sociale atomisering af de russiske borgere. Der findes ganske vist lommer med høj politisering, som det illustreres af Telegram-informationskanalerne både indbyrdes mellem Yablokos og Alexei Navalnijs liberale tilhængere og mellem ultranationalister. Men deres indflydelse på masserne er stadig marginal.

Denne atomisering fremgår tydeligt af de seneste statistikker: Næsten en fjerdedel af befolkningen føler sig regelmæssigt ensomme. Afpolitiseringen kan ses af det faktum, at næsten 80 procent af voksne hævder, at de er omgivet af ligesindede, som deler deres syn på begivenhederne i landet og verden. Langt fra at antyde en opdeling af samfundet i sekteriske grupper uden kontakt mellem sig, illustrerer denne statistik, hvor fjern befolkningen er fra politik og verdensbegivenheder.

Atomisering og afpolitisering kan i samspil forstærke den sociale appel, der ligger i konformitet. Et eksempel er den russisk-ortodokse kirkes popularitet. Mens andelen af kirkegængere er forblevet marginal (6 procent af voksne ortodokse), er andelen af voksne russere, der identificerer sig med den ortodokse kirke, mere end fordoblet siden 1991 (fra 31 procent til 71 procent). Selv disse afkoblingsprocesser kan give mulighed for stærkt moraliserede politiske opfattelser, herunder øgede antisolidariske opfattelser af individuelt ansvar og større tolerance over for social og økonomisk undertrykkelse af ikke-konforme sociale grupper.

Atomiserede masser (“kartoffelsække” med Marx’ ordvalg) kan ikke desto mindre finde sammen for at sætte ord på modstand mod regeringens valgmanipulationer (for eksempel protesterne mod svindelvalget til borgmesterposten i Moskva i slutningen af 2011), planlagte pensionsnedskæringer eller endda – mere lokalt – mod en jord- og boligpolitik, der er vendt mod de fattige. Men selv uden at sammenligne dem med den russiske befolknings størrelse er disse protesters omfang ringe (mellem 80.000 og 150.000 demonstranter på Bolotnaja-pladsen i 2011).

Som for de franske gule veste eller de tidlige Maidan-demonstranter i 2013 i Ukraine afhænger den eneste – normalt ikke så betydelige – politiske styrke, disse protester kan håbe på at opnå, af den sympati, de samler i den atomiserede offentlighed, som mangler alle andre mekanismer til at udtrykke sin vilje end spontant oprør i håb om regeringens politiske kollaps (som i 1848 i Frankrig og i 2014 i Ukraine, i modsætning til i 1848 i Wien og i 2021 i Hviderusland).

Russisk fascisme

Rusland er som de rigere vestlige lande et eksempel på et fravær af politiske massekræfter, både på venstre- og højrefløjen. Der eksisterer hverken i USA, Brasilien, Italien eller Ungarn noget af samme omfang som “squadrismoen”, den paramilitære styrke i Benito Mussolinis fascistparti. Men både i de vestlige lande og i Rusland betyder den manglende organiske lighed mellem nutidens politiske kampe og dem for 100 år siden ikke, at det er umuligt for et fascistisk regime at opstå. Den samfundsmæssige atomisering har gjort, at vores politik ligner den, der gik forud for masseorganisationernes æra, men – som i 1920’erne og i modsætning til midten af det 19. århundrede – hersker liberalismen nu suverænt efter at have undertrykt sine midler til socialdemokratisk selvregulering og står derfor endnu engang på randen af selvdestruktion.

Rusland – indbegrebet af et atomiseret samfund – illustrerer muligheden for en moderne fascisme. Organisk set ligner den russiske regering bestemt ikke Mussolinis Italien, hverken i sin vej til magten eller i de politiske strukturer, der definerer den i dag.

Men politisk er den kommet så vidt som til at reproducere dens centrale træk: Det nuværende system er uden åbenlyse politiske brud opstået af et liberalt-konsumeristisk system. Siden 2012 har regeringen afvist liberalismen og beskyldt den for at have gjort det muligt at ødelægge den “naturlige sociale orden”. Ideologisk sigter den også mod at genoplive denne “naturlige orden” inden for moral og geopolitik.

Den nuværende regering har reproduceret, hvis ikke styrket, de mest undertrykkende aspekter af sovjetisk moral, for eksempel forfølgelsen af homoseksualitet – selvom det, der oprindeligt blev angrebet som “asocialt”, nu direkte betegnes som en perversion af moral og social orden. Afkriminaliseringen af mænds vold i hjemmet signalerer accept af vold, ikke kun begået af staten, men også af enkeltpersoner, som udtryk for den “naturlige orden” og det sociale hierarki.

Stort set uden at vestlige medier har rapporteret om det, underskrev Vladimir Putin for nylig en ny strategisk orientering, der danner rammen for Ruslands ideologiske holdning i forhold til omverdenen. Rusland kaldes et “enestående land/civilisation” og et “civilisatorisk fællesskab”, som har en “historisk enestående mission, der sigter mod at opretholde den globale magtbalance” (filosofien stammer fra de ultranationalistiske filosoffer Aleksandr Dugin og Ivan Ilyin, som Putin ofte citerer). Landet holder “åndelige og moralske værdier” højt, som kræver proaktive, forebyggende handlinger mod den “eksterne ideologi og dens destruktive psykologiske indvirkning.”

Det “kollektive Vesten” har forvandlet sig til en fjende i Carl Schmitts forstand, hvor konflikter forestilles inden for den eksistentielle identitet. Fjenden truer konstant statens sikkerhed og integritet og kan ikke tales til fornuft på grund af sin indbyggede russofobi: Den iværksætter foranstaltninger, der “sigter mod at svække Rusland på alle tænkelige måder, herunder at underminere dets konstruktive, civilisatoriske rolle.”

Fjenden er aldrig en enkelt nation, men en formløs, geografisk amorf ideologisk enhed (en ny lov specificerer en stadigt voksende liste over “uvenlige” lande), der manifesterer sig både i hele nationer, deres magthavere, bankfolkene på Wall Street, der opretholder USA’s økonomiske hegemoni, eller “ukronazierne” [ukrainerne, o.a.] i hjertet af det tidligere Sovjetunionen. Fjenden defineres ikke så meget af sin politik, men af den trussel, den udgør mod Ruslands position i verdens hierarki af nationer. Angrebet på Ukraine beskrives således som et”forsvar af [Ruslands] vitale interesser i ukrainsk retning”.

Den ideologiske forbindelse mellem Den store Fædrelandskrig og invasionen af Ukraine påberåbes ofte, lige fra det erklærede mål om “afnazificering af Ukraine” til den ideologiske symbolik i dagen for invasionen – dagen efter den nationale helligdag for “Fædrelandets Forsvarer”. Rusland reddede engang verdens moralske værdier, og nu trues de igen af det kollektive Vesten. Men ifølge Putins taler ligger skylden for Ruslands invasion af Ukraine ikke i NATO’s ekspansion, men i Ruslands kommunistiske fortid. Putins beklagelse over Sovjetunionens endeligt, der i Vesten blev misforstået som prokommunistisk nostalgi, er en fordømmelse af sovjettidens nationalitetspolitik, som formelt anerkendte Ukraines status som stat og dermed underminerede den naturlige “storrussiske” orden.

Hæren selv er blevet et helligt maskulint subjekt (Rusland indførte sidste år en lov, der kan sende enhver, der “miskrediterer” den, i straffekoloni i op til femten år). Hæren og politiet, den fascistiske stats vigtigste voldsinstrumenter (for selvom “spontane formationer til voldsanvendelse i gaderne” havde været vejen til magten for fascisterne i Italien og Tyskland, neutraliserede begge regimer dem ved i det tyske SA’s tilfælde at udrydde dem eller i de italienske squadristis tilfælde at integrere dem i bureaukratiserede statsformationer), æstetiseres og forbindes ideologisk med elementer, der reproduceres fra den “glorværdige fortid”. Den vold, der udøves af dette hellige instrument, inkarnerer nationens genvundne virilitet: At bringe glorværdighedens gyldne tidsalder tilbage, eksemplificeret ved den enorme popularitet af sætningen “vi kan gøre det igen”, der henviser til marchen til Berlin og sejren i krigen.

Selvom en sådan diskurs ikke skal tages alt for bogstaveligt, repræsenterer den den mulige udkrystallisering af en social atomisering og stærkt moraliserede miljøer i en fascistisk ideologi, der er centreret omkring ideen om vold. Social atomisering følges naturligvis ikke nødvendigvis af en fascistisk voldsideologi. Men eftersom foreningslivets sammenbrud gav individerne ringe muligheder for at genvinde en følelse af sammenhæng og formål, kan ideen om en fornyet social orden give individer pseudofornemmelser af mening og af at høre til.

Den forløsende voldskults tiltrækning kræver ikke, at man faktisk er indlejret i et fællesskab; retfærdiggørelsen af vold som udtryk for national fornyelse er også et udtryk for det enkelte menneskes virilitet og moralske integritet. Den slags ideologiske betingelser giver mulighed for en pseudo-tilbagevenden til et tilhørsforhold (som i tilfældet med den ortodokse kirke), mens atomiseringens betingelser forbliver, som de var.

En atomiseret fascisme i og uden for Rusland

Den klassiske fascisme er knyttet til de strukturelle træk ved det politiske system, som den skaber: Massemobilisering, magtfuld partistruktur, kontrol over industrien, en diktatorisk eller autoritær magt, der tæmmer den organiserede arbejderbevægelses evne til at true kapitalens dominans. Der skal eksistere et massebaseret parti med en militant ideologi, som med vold stræber efter intern renhed og ekstern ekspansion, for at regeringen kan betragtes som fascistisk. Da Rusland mangler disse strukturelle elementer, kan det næppe beskrives som fascistisk, siges det.

Men fascismen er ikke alene kendetegnet ved strukturelle, men også ved ideologiske træk: Fascismens vigtigste træk er, at ideerne om vold og fornyelse er ideologisk centrale. Forskellen mellem cæsarisme og fascisme er, at førstnævnte kun består i en tro på en centralisering af magten mod problemer. Men fascismen opstår af og imod liberalismen som en voldelig reaktion på det, der opfattes som liberalismens selvdestruktive svaghed: Dens tolerance over for visse former for samfundsmæssig kamp, der gør det muligt for socialister, fagforeningsmedlemmer, feminister og andre ”uværdige oppositionsgrupper” (ukrainske nationalister, uafhængighedstilhængere) at skaffe sig indflydelse og true en påstået ”naturlig” samfundsorden.

Det, der karakteriserer et fascistisk regime er dets positive holdning til vold, ikke blot som instrument, men som et udtryk for en virilitet, hvor den nationale fornyelse manifesterer sig gennem en glorificering eller æstetisering af volden for dens egen skyld. Legitimeringen af vold som et mål i sig selv kræver, at den gøres til en integreret del af, hvorledes vi læser verden: Eksistentielle fjender truer hinanden, fjendens agent i samfundslegemet skal afsløres og afsky for vold opfattes som en svaghed, der forårsager kaos, uro og yderligere vold.

Det betyder naturligvis ikke, at andre ideologiske ordener som liberalisme eller socialisme afviser vold: De kan bruge den – potentielt på enorme niveauer (kolonialisme, slaveri, imperialisme, patriarkat osv.) som et middel til at nå et mål (primitiv akkumulation og akkumulation for profit). Derudover kan de på grund af en ulighedspraksis, der er blevet ”naturlig” negligere selve virkeligheden af nogle former for vold. I modsætning til fascister bruger de dog ikke vold som det velkomne udtryk for en sådan orden.

Jäger antager, at mens fascistiske regeringer bygger på mobilisering og dermed sikrer en dybtgående ideologisk overensstemmelse mellem offentligheden og den herskende magt, er der i nutidens sociale atomisering ingen massebevægelser og kun få kanaler til politisk mobilisering. De afgørende træk ved fascismen siges derfor at mangle.

Men disse fænomener har karakteriseret den russiske samfundsudvikling siden Sovjetunionens fald, og en atomiseret fascisme er ikke desto mindre opstået som politisk regime. Derfor kan fascismen – her forstået som en ideologisk orden, der fremmer vold som udtryk for virilitet imod social liberalisme – opstå af og tilpasse sig de betingelser, social atomisering og afpolitisering udgør. Det kan heller ikke garanteres, at dette vil forblive begrænset til Rusland.