Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. marts. 2022

Russiske Socialister mod Krigen: Vi må selv stoppe Putins krig, hvis vi vil redde Rusland

Den nuværende magtbalance blev grundlagt på et løfte om fred og stabilitet. Den har i stedet ført Rusland i krig – og på vej ud over den økonomiske afgrund. Det er op til den russiske befolkning at stoppe Putins korrupte regime, skriver den russiske koalition Socialister mod Krig i dette manifest.

“Ukraine – Fred, Rusland – Frihed”. Russiske demonstranter i Moskva 24. februar. Foto: Dmitry Serebryakov

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Som med enhver anden krig i historien, opdeler den igangværende krig i Ukraine alle i to lejre: For og imod. Den russiske regerings propaganda forsøger at overbevise os om, at hele landet har samlet sig bag magtens tinder. Nostalgikere, pro-vestlige liberale og den ydre fjendes lejesoldater kæmper i den historie for freden. Det er en totalt uholdbar løgn. For i det her tilfælde var det faktisk de gamle nisser på Kremls bonede gulve, som var i mindretal.

“Da det ukrainske militær bombede Donetsk og Lugansk protesterede vi. Derfor kan vi ikke tillade os at være stille, mens Kharkiv, Kiev og Odessa bliver bombet på ordre fra Putin og hans slæng”

De fleste russere er modstandere af krig mod deres broderfolk. Det gælder også dem, der stadig stoler på de russiske myndigheder. De lukker bevidst øjnene for at undgå at se, hvordan propaganda-apparatets karikerede verdensbillede falder fra hinanden. De håber stadig på, at der ikke er tale om en krig – og i hvert fald ikke en angrebskrig – men kun en særlig operation, som skal ‘befri’ det ukrainske folk. De rædselsfulde billeder af brutale bombardementer i de ukrainske byer piller myterne fra hinanden sten for sten. Snart vil selv Putins mest trofaste stemmekvæg indrømme: Vi bakker dig ikke op i den her krig!

Allerede nu er millioner i hele Rusland forfærdede og frastødte over, hvad Putin-regeringen har gang i. Blandt dem finder man folk med vidt forskellige holdninger, og mange af dem er på ingen måde ‘vestlige liberale’, sådan som de statslige propagandamedier påstår. Der er også masser af venstreorienterede, socialister og kommunister. Men først og fremmest udgøres flertallet af oprigtige, fædrelands-kærlige mennesker.

Vi bliver konstant holdt for nar, når de hævder, at krigsmodstanderne er hyklere, eller at det ikke handler om krigsmodstand, men blot skjult støtte til Vesten. Vi har aldrig støttet USA og dets imperialistiske politik. Da det ukrainske militær bombede Donetsk og Lugansk, protesterede vi. Derfor kan vi ikke tillade os at være stille, mens Kharkiv, Kiev og Odessa bliver bombet på ordre fra Putin og hans slæng.

Derfor kæmper vi mod Putins krig

Der er mange grunde til at kæmpe imod den her krig. For alle os, som kæmper for social retfærdighed, frihed og lighed, er nogle af grundene ekstra vigtige.

Krigen er en ulovlig erobringskrig. Der fandtes ingen trussel mod den russiske stat, der kunne retfærdiggøre at sende vores soldater i døden. De er ikke i gang med at ‘befri’ nogen. De støtter ikke op om nogen folkelig bevægelse. Det er bare en gemen hær, som ødelægger fredelige ukrainske byer, fordi en håndfuld russiske milliardærer drømmer om at sidde på toppen af et Storrusland i al evighed.

Krigen fører til ufattelige lidelser for vores befolkning. Både ukrainere og russere betaler lige nu en blodig pris. Men selv langt væk fra frontlinjen kommer den medfølgende fattigdom, inflation og arbejdsløshed til at ramme os hårdt. Regningen kommer ikke til at blive betalt af oligarker og embedsfolk, men af almindelige lærere, arbejdere, pensionister og arbejdsløse russere. Mange kommer til at få svært ved at putte brød på deres børns bord.

Krigen gør Ukraine til en ruinhob – og Rusland til et fængsel

Kritiske medier er allerede blevet lukket, og folk bliver smidt i fængsel for at omdele flyers, demonstrere fredeligt, og endda for at skrive opslag på sociale medier. Inden længe kommer mange russere til at blive tvunget til at vælge mellem fængsel eller at lade sig indrullere i hæren. Krigen fører til en grad af diktatur, som ikke er set i manges levetid.

Krigen truer hele landets sikkerhed. Selv de ukrainere, som for få uger siden støttede Rusland, melder sig nu til væbnet modstandskamp mod vores soldater. Med sin aggressive invasion har Putin med et sværdslag fået alle til at glemme de ukrainske nationalisters forbrydelser, de amerikanske intriger og NATO’s krigsliderlige kurs. Hvis de manglede argumenter for at bygge nye missiler eller militærbaser på grænsen til Rusland, har Putin serveret dem på et sølvfad.

Endelig er kampen for fred enhver russisk patriots pligt. Ikke bare fordi vi som land har gennemlevet den mest blodige krig i verdenshistorien, men også fordi krigen truer selve den russiske nations eksistensgrundlag.

Vores fjende sidder i Moskva

Putin forsøger at væve sin egen skæbne sammen med resten af landets. Hvis det lykkes ham, kommer hans uundgåelige nederlag også til at blive hele Ruslands. I så fald kan vi se frem til en skæbne som dén, der tilfaldt Tyskland efter 2. Verdenskrig: Besættelse, opdeling af landet og kollektiv skyldfølelse.

“Vores fjender befinder sig ikke i Kiev eller Odessa, men i Moskva. Det er på høje tid, at vi sparker dem ud af vagten.”

Der er kun én måde at undgå katastrofen på. Krigen bliver nødt til at blive stoppet af os selv – Ruslands mænd og kvinder. Landet tilhører os – ikke en samling gamle mænd med en skrue løs, der troner over os fra deres paladser og yachts. Vores fjender befinder sig ikke i Kiev eller Odessa, men i Moskva. Det er på høje tid, at vi sparker dem ud af vagten.

Krigen er ikke Ruslands. Krigen tilhører Putin og hans regime. Derfor er vi, Ruslands socialister og kommunister, ubetinget imod denne forbryderiske invasion. Lad os stoppe den – og redde Rusland.

Nej til invasion – diktatur – og fattigdom!

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med LeftEast.


Om skribenten

Socialister mod Krigen

Socialister mod Krigen

Russisk koaliton af socialistiske og kommunistiske krigsmodstandere. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER