Selvfølgelig er regnbuefarver på et stadion politisk, Kasper Hjulmand. Og det er fint!

Ved aftenens kamp på Allianz Arena i München, er der kamp om det videre avancement. Men en anden kamp har stjålet overskrifterne, nemlig kampen om, hvilke farver lyset uden for stadion skal have. Det tyske fodboldforbund havde ellers forberedt noget af en velkomst til gæsterne fra Ungarn, der i åbningskampen mod Portugal havde råbt skældsord mod homoseksuelle hjemme på Puskas Arena. I det større politiske perspektiv har Ungarn også for nyligt vedtaget en stærkt diskriminerende lov, der blandt andet skal censurere ‘homoseksuel propaganda’ i medierne. Men nu har UEFA sat foden ned, og forbudt regnbuebelysning i det sydtyske. Det blev for politisk.

Den beslutning undrede den danske landstræner, Kasper Hjulmand. “Det har intet med politik at gøre, og jeg bryder mig ikke om politiske statements, for det er det her ikke for mig”, sagde Kasper Hjulmand. Det er måske indlysende for Hjulmand (og mange af os andre). Men det er bestemt ikke nogen selvfølgelighed alle steder. Spørg bare Victor Orbans mange ungarske støtter; eller for den sags skyld danske Victor Fischer, som bliver mødt med homofobiske tilråb på Superligaens tribuner. I mange sportsgrene er homoseksualitet stadig et kæmpe tabu, for eksempel i den amerikanske football-liga, hvor Carl Nassib i den forgangne uge blev den første, åbent homoseksuelle spiller i ligaens 121-årige historie.

“Fantasien om at ‘adskille sport og politik’ har altid været naiv ønsketænkning, der underkender atleters og tilskueres ret til at udtrykke sine holdninger, både på og uden for banen”

Vi skal ikke særligt langt tilbage i fodboldens historie, for at finde et helt andet, intolerant klima over for homoseksuelle spillere. For bare 23 år siden begik den første fodboldspiller i den engelske topdivision – der åbent erklærede han var bøsse – selvmord. Justin Fashanu var sprunget ud i 1990, og var blevet mødt af et så umenneskeligt pres fra både tilskuere, med- og modspillere, at han til sidst hængte sig selv. Det er selvfølgelig glædeligt, at vi er kommet så langt siden da, at både den danske landstræner og det tyske fodboldforbund bakker op om dét, LGBT+-flaget symboliserer: Friheden til at kunne udfolde sin seksualitet som man vil, uden at skulle frygte konsekvenserne. Men det er en holdning, der kun for ganske nyligt er blevet den gængse opfattelse. Og den har selvfølgelig krævet politisk kamp.

De engelske spillere, der knæler i sympati med Black Lives Matter inden kampen, træffer et politisk valg. Ukraines trøjer, der havde fået påsyet Ukraine – herunder Krim-halvøen – og som efterfølgende blev beordret fjernet af UEFA, var et politisk statement. Og både de ungarske fans og Kasper Hjulmand udtrykker en politisk holdning i diskussionen om LGBT-belysningen. Faktisk har det her fodbold-EM været en af de mest politisk ladede slutrunder nogensinde. Og det er fint!

Fantasien om at ‘adskille sport og politik’ har altid været naiv ønsketænkning, der underkender atleters og tilskueres ret til at udtrykke deres holdninger, både på og uden for banen. Forestillingen om, at sport skal være en forseglet boble, der ikke må have nogen forbindelse til sin omverden, er en underlig, konservativ tanke. Det er den romantiske idé om en ‘ren sport’, der ikke hænger sammen med resten af samfundet. Men sportens verden har altid været tæt forbundet med den politiske omverden.

Det var et politisk statement, da de britiske atleter valgte at heile foran Hitler på White Hart Lane i 1935. Det var en politisk ytring, da Tommie Smith og John Carlos knyttede næven i en Black Panther-salute på podiet ved OL i Mexico 1968. Og det er også politisk, når Kasper Hjulmand støtter LGBT+-sagen. Dét, der foregår på græsplænen eller atletikstadionet, har altid været en del af den politiske samtale. I stedet for at opstille et kunstigt skel mellem sport og politik – ‘shut up and dribble’ – kan vi i stedet glæde os over, at fodbold er kommet så langt i sin accept af seksuelle minoriteter, at det virker så naturligt for landstræneren at vælge den rigtige side, at han ikke en gang tror, det er politisk.

Politik er en uomgængelig del af sport. Når man har fundet sig til rette med det vilkår, kan man trygt læne sig tilbage i sofaen til aftenens kamp, og håbe Tyskland vinder. Stort.