SF-folketingskandidat: Vi er ikke alle enige – og vi skal bekæmpe idéen om, at vi burde være det!

Under et opslag om mine frustrationer om de tre statsministerkandidaters enslydende og modbydelige flygtningepolitik spørger Kurt, hvad jeg tror, befolkningen mener. Jeg svarer, at jeg tror befolkningen mener mange forskellige ting. Kurt synes, jeg skal prøve at tale med befolkningen. Jeg svarer, at jeg sådan set tit taler med folk. 

På et andet opslag afslutter Casper en debat om at investere i kollektiv transport ved at gøre det dyrere at køre bil med at skrive, at det er godt, jeg er ærlig, så vælgerne ved, at jeg vil gøre det dyrere at køre bil i Århus. Jeg svarer, at vælgerne nok godt ved, at jeg sætter klimaet over privatbilismen.

Et tredje sted skriver Anders, at vælgerne skal vide, at jeg vil give et eller andet navngivet bandemedlem statsborgerskab i Danmark, fordi han er født og opvokset her. Jeg svarer, at jeg også tror vælgerne ved, at jeg ikke mener man skal læsse danske kriminelle af på andre lande, bare fordi deres forældre tilfældigvis ikke havde dansk statsborgerskab. 

Fælles for Kurt, Casper og Anders er en antagelse om, at den attråværdige holdning for en politisk kandidat som mig må være den, som ”befolkningen” eller ”vælgerne” som samlet masse vil være enig i. At man – når man stiller op til et valg – i et vist omfang bør indrette sine holdninger, så de passer til befolkningen, eller i hvert fald skjule det, hvis de ikke gør. 

For det første er det jo helt absurd, at man skulle ændre holdninger, når man stiller op. Men for det andet er idéen om, at størstedelen af borgerne i Danmark skulle være enige om ting potentielt farlig for demokratiet, og det dyrkes ikke kun af tilfældige Facebook-debattører, men også af hele partier. 

Myten om den typiske dansker

Den ligger i Inger Støjbergs fortælling om, at hendes nye parti er for ”danskerne som de er flest”. Altså skulle de fleste danskere mene det samme som Danmarksdemokraterne, mens det er en lillebitte elite, der går rundt med sådan nogle pladderhumanistiske og progressive holdninger. 

“Støjberg er ikke den eneste, som fortæller historien om, at der eksisterer en form for typisk dansker, som mener noget bestemt og udgør størstedelen af befolkningen. Det samme gør de fleste af partierne på midten af dansk politik.”

Selvom det skræmmer mig, at 10 % vil stemme på Danmarksdemokraterne, er det dog langt fra ”de fleste danskere”. Og den lillebitte elite, der stemmer på partier som Enhedslisten, Radikale, SF og Alternativet, udgør på gode dage cirka 25 % af befolkningen. Altså heller ikke danskerne som de er flest, dog ej heller en ubetydelig, lille elite. 

Men det største problem er ikke, at det er faktuelt forkert; det største problem er, at Støjberg ikke er den eneste, som fortæller historien om, at der eksisterer en form for typisk dansker, som mener noget bestemt og udgør størstedelen af befolkningen. Det samme gør de fleste af partierne på midten af dansk politik – inklusiv de tre partier med statsministerkandidater. 

Det er også hele tankegangen bag partier som Moderaterne, der blot er det seneste i en nærmest uendelig række af midterpartier, som slår sig op på at være den gennemsnitlige holdning og kunne samle midten af dansk politik, gøre fløjene ubetydelige og dermed på en måde være det mest demokratiske parti. 

Demokrati handler om kompromiser

Men meningsmålingerne tyder på, at danskerne som de er flest, i hvert fald slet ikke er som Moderaterne. Sandheden er jo, at hele pointen med at have et demokrati er, at vi faktisk ikke er enige om det meste. Og det er helt okay – sådan skal det faktisk helst være. For demokrati handler ikke om at finde konsensus, men om at finde kompromiser. Det er derfor, at politik typisk føres på midten af dansk politik, og ikke fordi særlig mange af os foretrækker det sådan. 

Når valgkampen for alvor går i gang, skal vi huske, at det er en vigtig del af demokratiet, at der er nogle, som er uenige med os. For det er afgørende, at det faktisk står tydeligt, at når man stemmer til et folketingsvalg, stemmer man på en retning for samfundet – en retning der er forskellig fra de andre retninger, man kan stemme på. 

Vi må ikke købe Kurt, Casper og Anders’ præmis om, at vi helst skulle have ment noget gennemsnitligt – eller i hvert fald have ladet som om vi gjorde. Vi må og skal vise, at der findes et alternativ til midtens forvaltning – et socialistisk, progressivt og forandrende alternativ.