Den tale Inger Støjberg valgte ikke at holde

Forleden vedtog Folketinget at stille tidligere integrationsminister Inger Støjberg for en rigsret. Det er Støjbergs bevidste valg, at sagen skulle ende på den måde. Hvis hun ville have undgået rigsretssagen, kunne hun bare ha’ holdt denne tale, skriver Simon Tøgern.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Simon Tøgern, formand for HK Privat

Hvis Inger Støjberg havde ønsket dialogen, samtalen og de fælles løsninger, kunne hun have holdt en tale i denne her stil:

I Danmark må unge under 18 år ikke gifte sig. Det har vi en lov, der sikrer. Danmark har også tilsluttet sig FN’s børnekonvention, som forbyder ægteskab med mindreårige. Alt det her er vi enige om – børn skal beskyttes!

Jeg var i min tid som integrationsminister meget optaget af, at der ikke blandt de mange flygtninge, vi modtog i de år, gemte sig unge piger, som under tvang var blevet gift med ældre mænd. Det ønskede jeg at understrege og indskærpe over for de relevante myndigheder. Ægteskaber, hvor typisk unge piger bliver bortgiftet til ældre mænd, kender vi fra middelalderen – og fra de samfund, hvor forskellene mellem rig og fattig er størst: Afghanistan, forskellige lande i Mellemøsten og Afrika samt USA.

Undervejs i forløbet blev jeg af embedsmændene gentagne gange gjort opmærksom på, at vi ikke bare kunne adskille ægtepar, hvor den ene part var under 18 år – uden at de fik mulighed for selv at forklare og sandsynliggøre, at der ikke var tale om et tvangsægteskab. Når staten griber ind i folks liv, så har man en ret til at blive hørt. Det er et klassisk borgerligt, liberalt princip. Det gælder for eksempel ved ekspropriation af privat ejendom. Det samme princip gælder, når det handler om indgreb i, hvem folk er gift med.

I øvrigt forbyder dansk lovgivning ægteskab med unge under 18 år. Men der er mulighed for, at kommunerne efter en konkret vurdering kan tillade ægteskab, hvor den ene eller begge parter er under 18 år.

Jeg valgte at overhøre den juridiske usikkerhed, som jeg ellers gentagne gange blev gjort opmærksom på.  Jeg valgte – desværre må jeg sige i dag – at skubbe embedsmændenes bekymringer til side.  Det betød – det kan jeg se nu – at jeg og processen pludselig blev hovedpersonen. Og ikke de unge par, som kom til Danmark – og hvoraf flere netop flygtede fra tvangsægteskaber.

Det ærgrer mig i dag! Vores løbende – og svære – debat om indvandring og integration skal ikke afgøres i retssalene. Den skal afgøres gennem demokratisk samtale og politik vedtaget i Folketinget.

Det er fair og helt efter reglerne, hvis Folketinget vil tildele mig en eller anden straf. Jeg ville ønske, at vi kunne have nøjedes med en påtale eller en næse. Men jeg har ved at insistere på min totale uskyld selv fremprovokeret beslutningen om at stille mig for en rigsret.”

Støjberg vil provokationen frem for dialogen

Den tale – eller noget lignende – holdt Inger Støjberg som bekendt ikke! Dermed fik hun gjort klart, at hun ikke ønsker samtalen og dialogen, men provokationen.

Ingen ønsker at holde hånden over ægteskaber, hvor den ene eller begge parter er tvunget ind i det. Når Inger Støjberg, Pernille Vermund og Kristian Thulesen Dahl hævder det, så taler de mod bedre vidende.

Den måde at føre politik kan ende frygtelig galt. Det seneste amerikanske præsidentvalg er det ekstreme eksempel. Der er vi heldigvis ikke.

Inger Støjberg, Pernille Vermund og Kristian Thulesen Dahl ønsker tilsyneladende ikke at bidrage til kampen mod splittelsen og forråelsen af den politiske debat. Ærgerligt! Det betyder, at vi andre må lægge os så meget mere i selen for at holde samtalen i gang.